| Om teksten: | [Tale ved Svensk Forfatterforenings middag i Stockholm 11. april 1898] |
| Aftenposten (tirsdag aften, nr. 272, 39. årg.) | |
| Datering: | 12.04.1898 |
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||||
|
| xml, pdf | ||||||||||||
| Om verket | ||||||||||||||
| Les mer om tekstene | ||||||||||||||
[TALE VED SVENSK FORFATTERFORENINGS MIDDAG I STOCKHOLM 11. APRIL 1898]
Mine Damer og Herrer!
Jeg vil hjertelig takke Eder for iaften. Det har for mig været ganske eiendommeligt at være tilstede her. 
Jeg ved ikke, at jeg nogensinde har tilhørt nogen Forening, og jeg tror næsten, at det overhovedet er første Gang, jeg er i en saadan. Der findes ganske vist i Kristiania en Forening, som er af nogetnær samme Art som denne, men der staar jeg kun for et Syns Skyld som Medlem og deltager af flere Grunde aldrig i dens Sammenkomster. Her har jeg for første Gang indfundet mig i en Forening, og dette er altsaa for mig noget nyt. En Forening er nu engang ikke noget for mig. Og paa en vis Maade kan det synes som om Forening mindst af alt er noget, som passer for Forfatterne; thi disse maa jo gaa sine egne vilde Veie, – ja saa vilde, som de nogensinde kan ønske, hvis de skal fylde sin Livsopgave. Men jeg tror nu, at en saadan Forening som denne alligevel i visse Henseender kan have sin Opgave at løse. Virkelige Kulturopgaver. En af disse Opgaver er den, at Forfatterne i Fællesskab garderer sig udad, noget som mangengang kan være meget nødvendigt. Saa er der en anden Opgave, som jeg tror er ikke mindre vigtig og som jeg ikke kan undlade her at fremhæve. Det er jo saa, at dramatiske Digte desværre maa oversættes, men de nordiske Folk – jeg kan nu engang ikke opgive min gamle Tanke om et enigt Norden som Kulturenhed – skulde de ikke kunne blive enige om saa meget som muligt at undgaa at læse hinanden i Oversættelse. Det man læser i Oversættelse staar jo altid i Fare for at blive mere eller mindre misforstaaet; thi Oversætterne er desværre altfor ofte noget uforstaaende. Jeg tror, at om vi læste hinanden i Originalsproget, vilde vi naa til en langt inderligere og dybere Forstaaelse af Indholdet. At virke til en Forbedring heri er en af denne Forenings smukkeste Opgaver. Tilsidst vil jeg faa Lov at sige, at jeg altid føler mig saa vel her i Sverige. Jeg har her fundet en gammel fundamenteret Kultur, bygget paa en sterk Tradition, sterkere end i mange andre Lande, og som gaar dybere, end mange tror. Og saa har jeg her truffet saa mange gode og hjertelige Karakterer. Saadanne glemmer jeg ikke saa let, naar jeg først har lært dem at kjende.
Jeg ved ikke, at jeg nogensinde har tilhørt nogen Forening, og jeg tror næsten, at det overhovedet er første Gang, jeg er i en saadan. Der findes ganske vist i Kristiania en Forening, som er af nogetnær samme Art som denne, men der staar jeg kun for et Syns Skyld som Medlem og deltager af flere Grunde aldrig i dens Sammenkomster. Her har jeg for første Gang indfundet mig i en Forening, og dette er altsaa for mig noget nyt. En Forening er nu engang ikke noget for mig. Og paa en vis Maade kan det synes som om Forening mindst af alt er noget, som passer for Forfatterne; thi disse maa jo gaa sine egne vilde Veie, – ja saa vilde, som de nogensinde kan ønske, hvis de skal fylde sin Livsopgave. Men jeg tror nu, at en saadan Forening som denne alligevel i visse Henseender kan have sin Opgave at løse. Virkelige Kulturopgaver. En af disse Opgaver er den, at Forfatterne i Fællesskab garderer sig udad, noget som mangengang kan være meget nødvendigt. Saa er der en anden Opgave, som jeg tror er ikke mindre vigtig og som jeg ikke kan undlade her at fremhæve. Det er jo saa, at dramatiske Digte desværre maa oversættes, men de nordiske Folk – jeg kan nu engang ikke opgive min gamle Tanke om et enigt Norden som Kulturenhed – skulde de ikke kunne blive enige om saa meget som muligt at undgaa at læse hinanden i Oversættelse. Det man læser i Oversættelse staar jo altid i Fare for at blive mere eller mindre misforstaaet; thi Oversætterne er desværre altfor ofte noget uforstaaende. Jeg tror, at om vi læste hinanden i Originalsproget, vilde vi naa til en langt inderligere og dybere Forstaaelse af Indholdet. At virke til en Forbedring heri er en af denne Forenings smukkeste Opgaver. Tilsidst vil jeg faa Lov at sige, at jeg altid føler mig saa vel her i Sverige. Jeg har her fundet en gammel fundamenteret Kultur, bygget paa en sterk Tradition, sterkere end i mange andre Lande, og som gaar dybere, end mange tror. Og saa har jeg her truffet saa mange gode og hjertelige Karakterer. Saadanne glemmer jeg ikke saa let, naar jeg først har lært dem at kjende.Jeg vil altid i uforglemmelig Erindring bevare denne Aften og alle dem her, som har vist mig den Ære at ville være sammen med mig. Hjertelig Tak.
