Kejser og Galilæer
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent anlæg med træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmorrækværk, hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt til Bosporos og den asiatiske kyst.
Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år, med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.
griber Julian med begge hænder om hovedet og kysser ham)
I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsamling, både af tilhængere og af modstandere, øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte. Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver, at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem. Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå afsang han en hymne, som ingen forstod. Da tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne, ved I, – og da er ånden altid så forunderlig virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner, så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes huset som af et stormvejr; forhænget løftedes flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen kom fra, var to store fugle med kvindeansigter. De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så jeg eder to.
sagte)
Syv dage senere døde CæSkudilo, med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres tog gennem landene. I Konstantinopel har han holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled højt da han, skønt endnu fordums kejseres vis og rakte kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vidunderligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var sunken under synd og forfølgelse.
han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål, sætter den hurtigt fra sig og spørger)
hyndet og vender sit ansigt bort)
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede omgik fienden i nord; de gamle legioner under Severus drev barbarerne mere og mere østligt imod floden; Bataverne, vore bundsforvandte, under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne ærligt bi, og da Knodomar mærked at der var al fare, søgte han at undkomme imod syd for at nå over til øerne. Men før det kunde hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt, men visst er det at forræderi eller misundelse nær havde røvet mig sejrens frugter. De romerske ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som kasted sig til jorden og stak hestene i bugen. Jeg så vort nederlag for øjnene –
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge hans herlighed; hans pris skal et bad i ungt jomfrublod –
Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for ren for dette syndens rige; derfor steg en engel fra himlen hver nat ned i hendes lønkammer og råbte på hende. Eller hvad? Ved du Lutetia udlagde hendes død på denne vis? Og presterne må jo vide det. Har ikke himmelbruden, som førtes hjem til brudgommens hus? – Hvad lo du af?
1.utg: [6]
1.utg: [8]
EN FRUGTHANDLER
EN VAGTFØRER
EN SOLDAT
EN SMINKET KVINDE
SOLDATER, KIRKEGÆNGERE, HEDENSKE TILSKUERE, HOFFOLK, PRESTER, LÆRLINGER VED VISDOMS-SKOLERNE, DANSERINDER, TJENERE, QUÆSTORENS FØLGE,
GALLISKE KRIGSFOLK
GALLISKE KRIGSFOLK
SYNER og RØSTER
1ste handling foregår i Konstantinopel, 2den handling i Athen, 3die handling i Efesos, 4de handling ved Lutetia i Gallien, og 5te handling i Vienna sammesteds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.
Konstantinopel, 2den handling i Athen, 3die handling i Efesos, 4de handling ved Lutetia i Gallien, og 5te handling i Vienna sammesteds. Tiden omfatter mellemrummet mellem året 351 og året 361.
Påskenat i Konstantinopel. Skuepladsen forestiller et åbent anlæg med træer, busker og omstyrtede billedstøtter i nærheden af det kejserlige slot. I baggrunden, rigt oplyst, ligger hofkirken. Til højre et marmorrækværk, hvorfra en trappe fører ned til vandet. Mellem pinier og cypresser udsigt til Bosporos og den asiatiske kyst.Gudstjeneste. Kejserlige hustropper på kirketrappen. Store skarer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vandsælgere, opfylder pladsen.
hustropper på kirketrappen. Store skarer af andægtige strømmer ind. Betlere, krøblinge og blinde ved indgangen. Hedenske tilskuere, frugthandlere og vandsælgere, opfylder pladsen.i afgrundens svælg;
på jorden er helg!
GULDSMEDEN POTAMON
med en papirlygte, kommer fra venstre, pikker en af soldaterne på akslen og spørger
SOLDATEN
Ved ikke.
FARVEREN FOKION
Mukke imod en velklædt kristen; – imod en mand af kejserens egen tro!
Frugthandleren skynder sig ud.
GULDSMEDEN POTAMON
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
FARVEREN FOKION
GULDSMEDEN POTAMON
Nej, – tænk bare, de myldrer og kryr foran selve hofkapellet –
HIS: 266
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
FARVEREN FOKION
Hvad? Donatist! Er du en Donatist?
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
Hvad nu? Er ikke du det samme?
GULDSMEDEN POTAMON
gør korsets tegn
Gid pest og bylder –!
GULDSMEDEN POTAMON
Ret så; ret så!
FARVEREN FOKION
støder guldsmeden bort
GULDSMEDEN POTAMON
holder sin papirlygte frem
FARVEREN FOKION
Ve mig, som hjalp en djævelens søn!
HÅRSKÆREREN EUNAPIOS
slår ham på øret
Tag det, som løn for hjælpen!
GULDSMEDEN POTAMON
Forbandet, forbandet være I begge!
Almindeligt slagsmål; latter og spot mellem tilskuerne.
VAGT-FØREREN
råber til soldaterne
Kejseren kommer!
i afgrundens svælg; –
lammet har sejret, –
på jorden er helg!
røgelsekar går foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mistroisk udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse. Ved hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian, en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, påfaldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og drabanter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.
1.utg: 16
Hoffet kommer i stort optog fra venstre. Prester med røgelsekar går foran; derefter drabanter og fakkelbærere, hofmænd og livvagt. I midten kejser Konstanzios, en fireogtreti-årig mand af fornemt ydre, skægløs og med brunt krøllet hår; hans øjne har et mørkt og mistroisk udtryk; hans gang og hele holdning forråder uro og svækkelse. Ved hans venstre side går kejserinde Eusebia, en bleg og fin kvindeskikkelse, af samme alder som kejseren. Bag efter kejserparret følger fyrst Julian, en endnu ikke fuldt udviklet yngling på nitten år. Han er sorthåret, med begyndende skægvækst, har spillende brune øjne med et pludseligt kast; hofdragten vanklæder ham; hans lader er kejtede, påfaldende og hæftige. Kejserens søster, fyrstinde Helena, en yppig femogtyve-årig skønhed, følger efter, ledsaget af jomfruer og ældre kvinder. Hoffolk og drabanter slutter toget. Kejserens livslave, Memnon, en sværbygget, prægtigt klædt Æthiopier, er iblandt følget.Hvor er Gallos?
FYRST JULIAN
blegner
Gallos? Hvad vil du Gallos?
KEJSER KONSTANZIOS
Der greb jeg dig!
HIS: 269
FYRST JULIAN
Herre –!
KEJSERINDE EUSEBIA
fatter kejserens hånd
Kom; kom!
FYRST JULIAN
Vi?
KEJSER KONSTANZIOS
Du og han!
KEJSER KONSTANZIOS
HIS: 270
KEJSER KONSTANZIOS
Mine hænder –!
FYRST JULIAN
O, stræk dem i nåde over os!
KEJSER KONSTANZIOS
Mine hænder? Hvad tænkte du om mine hænder?
FYRST JULIAN
griber hans hænder og kysser dem
Kejserens hænder er hvide og kølige.
KEJSER KONSTANZIOS
Hvad skulde de ellers være? Hvad tænkte du? Nu greb jeg dig igen!
KEJSER KONSTANZIOS
Ja, ja, ja, Julian!
KEJSERINDE EUSEBIA
Kejseren er syg –!
HIS: 271
FYRSTINDE HELENA
KEJSERINDE EUSEBIA
vinker
Memnon, gode Memnon!
Hun taler sagte med slaven.
KEJSER KONSTANZIOS
Hvor vilde du helst hen?
FYRST JULIAN
KEJSER KONSTANZIOS
HIS: 272
SLAVEN MEMNON
til kejseren
Nu er det på tiden –
KEJSER KONSTANZIOS
Nej, nej, jeg vil ikke –
SLAVEN MEMNON
tager ham om håndledet
Kom, nådigste herre; – kom, siger jeg.
KEJSER KONSTANZIOS
retter sig ivejret og siger med værdighed
Ind i Herrens hus!
KEJSER KONSTANZIOS
til Julian
Gallos skal møde frem for mig.
Fyrst Julian bag kejserens ryg, folder hænderne bønligt imod kejserinden.
KEJSER KONSTANZIOS
HIS: 273
Toget går imod kirken. På trappen flokkes betlere, krøblinge og blinde om kejseren.
EN VÆRKBRUDEN
Hoffet bevæger sig ind i kirken, hvis port lukkes; menneskesværmen adspreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.
adspreder sig efterhånden; kun fyrst Julian bliver tilbage i en af alléerne.
FYRST JULIAN
HIS: 274
FYRST JULIAN
En broder i vantro og blindhed.
Han vil gå ud ad vejen til venstre.
EN STEMME
sagte, bag ham, mellem buskerne
Julian, Julian!
STEMMEN
nærmere
Julian!
FYRST JULIAN
Stå, stå; – jeg er væbnet! Vogt dig vel.
Stille; det er mig –
FYRST JULIAN
Bliv hvor du er! Kom ikke nær mig, menneske!
DEN UNGE MAND
O, mindes du da ikke Agathon –?
AGATHON
For sex år siden. Jeg kendte dig straks.
(kommer nærmere)
HIS: 275
FYRST JULIAN
AGATHON
Se på mig; se rigtig –
FYRST JULIAN
omfavner og kysser ham
AGATHON
FYRST JULIAN
Nævnte du mit navn for nogen? eller at du søgte mig?
Det har du gjort ret i; man bør aldrig lade nogen vide mere, end højst nødvendigt. –
Hid, Agathon; frem i det fulde måneskin, at jeg kan se dig. – Du; du! Hvor du er vokset, Agathon; – hvor du ser stærk ud.
AGATHON
Og du er blegere.
HIS: 276
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Lad os dog sætte os. Her er så stilt og ensomt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en bænk ved rækværket) – « Kan der komme noget godt fra Ja, – venner kan komme. Gives der noget bedre?
(ser længe på ham)
stilt og ensomt. Tæt sammen; se så! (drager ham ned på en bænk ved rækværket) – « Kan der komme noget godt fra 1.utg: 24
Kappadokia», siges der. Ja, – venner kan komme. Gives der noget bedre?
FYRST JULIAN
Nej, nej, nej –!
AGATHON
O, lad mig ligge så!
FYRST JULIAN
Ak, Agathon, det er synd og bespottelse at knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare lærer, har megen sorg af mig, Agathon. Han kunde fortælle dig – – –
bespottelse at knæle for mig. Du skulde vide, hvor skyldbetynget jeg er bleven. Hekebolios, min dyrebare lærer, har megen sorg af mig, Agathon. Han kunde fortælle dig – – –
vorden fyldigt og fugtigt. Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, – hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten hvidhåret?
HIS: 277
Hvor dit hår er vorden fyldigt og fugtigt. Og hvor lokket det er. – Men Mardonios, – hvorledes går det ham? Nu er han vel næsten hvidhåret?
AGATHON
Han er ganske hvidhåret.
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
smiler svagt
Som Gallos og jeg bygged. Gallos fik sin fløj færdig; men jeg –; det vilde aldrig ret lykkes. – Hvorledes er det gåt siden?
HIS: 278
AGATHON
FYRST JULIAN
tankefuld
AGATHON
Var den hellige Mamas?
FYRST JULIAN
Hin Mamas har aldrig været noget blodvidne. Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse. Hekebolios har med overmåde megen lærdom udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har for nylig affattet et ringe skrift om denne sag, et skrift, min Agathon, som visse visdomsvenner, ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i læresalene. –
blodvidne. Det hele sagn om ham var en sælsom vildfarelse. Hekebolios har med overmåde megen lærdom udfundet den rette sammenhæng, og jeg selv har for nylig affattet et ringe skrift om denne sag, et skrift, min Agathon, som visse visdomsvenner, ubegribeligt nok, skal have omtalt med ros i læresalene. –
AGATHON
Julian!
HIS: 279
AGATHON
FYRST JULIAN
tungt
AGATHON
Hvilken?
FYRST JULIAN
AGATHON
Det mindes jeg ikke.
AGATHON
Hvad drømte hun?
HIS: 280
FYRST JULIAN
AGATHON
levende
Tror du endnu lige stærkt på drømme?
AGATHON
Du skal få høre; thi det hænger sammen med hint, som drev mig over havet –
AGATHON
AGATHON
Ikke med nogen.
FYRST JULIAN
Hvad tid kom du?
FYRST JULIAN
Og straks vil du vide –? Hvad er det for ting, du vil vide om kejseren? Er der nogen, som har bedt dig –? (slår armene om ham) O, tilgiv mig, Agathon, ven!
FYRST JULIAN
rejser sig og lytter
Hyss! – Nej, det var intet; det var kun en fugl i buskerne. – –
AGATHON
Og kejseren er dig jo i faders sted?
FYRST JULIAN
Kejseren er over al måde vis og god.
AGATHON
som også har rejst sig
Julian, er det rygte sandt, at du engang skal være kejserens efterfølger?
FYRST JULIAN
hastigt
HIS: 282
AGATHON
Jeg kommer på Gud Herrens vegne.
Har du din frelser og din frelse kær, så drag hjem igen. (lytter ud over rækværket) Tal sagte; der lægger en båd til. –
(han drager ham over mod den anden side)
sagte; der lægger en båd til. –
AGATHON
Ak, Julian, jeg kender ikke Libanios.
AGATHON
Ah, han er en af hine hedenske vranglærere –?
HIS: 283
AGATHON
Er han også farligere, end hin gådefulde Maximos?
FYRST JULIAN
Hekebolios holder ham for en bedrager, og deri har han visselig ikke megen uret. – –
Nej, nej, Agathon, – Libanios er den farligste. Vor syndige jord har ligesom våndet sig under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker for fode i staden. Og så, da den var over, i November måned, regned her ild hver nat fra himlen. Du må ikke tvivle, Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale ned imod jorden og slukne undervejs. –
våndet sig under denne svøbe. Der gik tegn forud for hans ankomst. En pestagtig syge myrded mennesker for fode i staden. Og så, da den var over, i November måned, regned her ild hver nat fra himlen. Du må ikke tvivle, Agathon! Jeg har selv set stjernerne løsne sig fra sine ringe, dale ned imod jorden og slukne undervejs. –Siden har han lært her, han, visdomselskeren, taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om ham; han binder deres sjæle, så de må følge ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber, lig digt og sang om Trojanere og Grækere –
lært her, han, visdomselskeren, taleren. Alle kalder ham veltalenhedslærernes konge. Ja, det må de vel. Jeg siger dig, han er forfærdelig. Ynglinge og mænd flokkes om ham; han binder deres sjæle, så de må følge ham; fornægtelsen flyder dårende fra hans læber, lig digt og sang om Trojanere og Grækere –
AGATHON
i skræk
O, du har også søgt ham, Julian!
Jeg! – Gud skærme mig mod sligt! Skulde visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til dem. Det er ikke sandt, at jeg søgt Libanios om natten eller i forklædning. Hans nærhed vilde være mig en rædsel. Kejseren har desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere indtrængende. – Alle troende, som kommer denne spidsfindige mand falder fra og bliver spottere. Og ikke de alene. Hans ord bæres fra mund til mund lige ind i kejser-slottet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde, hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse, der fordum tilsølte maden for en from omflakkende helt. Jeg føler stundom med forfærdelse at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed) Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig Libanios’s hoved på et sølvfad!
skærme mig mod sligt! Skulde visse rygter komme dig for øre, så fæst ikke lid til dem. Det er ikke sandt, at jeg HIS: 284
har søgt Libanios om natten eller i forklædning. Hans nærhed vilde være mig en rædsel. Kejseren har desuden forbudt det, og Hekebolios endnu mere indtrængende. – Alle troende, som kommer denne spidsfindige mand HU: 42
nær, de falder fra og bliver spottere. Og ikke de alene. Hans ord bæres fra mund til mund lige ind i kejser-slottet. Hans legende hån, hans uomstødelige grunde, hans spottedigte slår ned i min bøn; – alt dette tilhobe er for mig som hine uhyrer i fugleskikkelse, der fordum tilsølte maden for en from omflakkende helt. Jeg føler stundom med forfærdelse at jeg ækles ved troens og ordets føde – (med et udbrud af ubændighed) Havde jeg kejserlig magt, skulde jeg sende dig Libanios’s hoved på et sølvfad!
AGATHON
Men hvor er det muligt at kejseren tåler dette? Hvor kan vor fromme troende kejser –?
FYRST JULIAN
Kejseren? Priset være kejserens tro og fromhed! Men kejseren har ikke tanke for andet, end den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. Ingen agter den krig, som her føres imod Golgatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu mystikeren Maximos’s tvende brødre bøde med livet for sine vrange lærdomme. Du ved ikke hvilke mægtige støtter Libanios har. En eller anden af de ringere visdomslærere udjages stundom af staden. Ham
vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! – Hvad hjælper det at de andre fjernes? Dette ene menneske forgifter luften for os alle. O, du min frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske vederstyggelighed! At leve her, er at leve i løvens hule –
den ulykkelige Perser-krig. Den fylder alles sind. Ingen agter den krig, som her føres imod Golgatas fyrste. Ah, min Agathon, det er ikke nu 1.utg: 33
som for to år siden. Dengang måtte mystikeren Maximos’s tvende brødre bøde med livet for sine vrange lærdomme. Du ved ikke hvilke mægtige støtter Libanios har. En eller anden af de ringere visdomslærere udjages stundom af staden. Ham
vover ingen at røre ved. Jeg har tryglet, jeg har bønfaldt både Hekebolios og kejserinden om at virke for hans udvisning. Men nej, nej! – Hvad hjælper det at de andre fjernes? Dette ene menneske forgifter luften for os alle. O, du min frelser, om jeg kunde flygte fra al denne hedenske vederstyggelighed! At leve her, er at leve i løvens hule –
HIS: 285
AGATHON
livfuldt
Julian, – hvad sagde du der!
FYRST JULIAN
Jo, jo; kun et under kan fri os.
AGATHON
O, så hør! Det under er sket.
FYRST JULIAN
Hvad mener du vel?
AGATHON
FYRST JULIAN
Et syn, siger du!
FYRST JULIAN
O, for Guds nådes skyld, tal! – Hyss; tal ikke. Vent; der kommer nogen. Stå her; ganske ligegyldig; – lad som intet.
De blir begge stående ved rækværket.
middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik, i en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem de kommende.
HIS: 286
En høj smuk middelaldrende mand, klædt, efter visdomslærernes skik, i en kort kappe, kommer gennem alléen fra venstre. En skare ynglinge ledsager ham, alle i opkiltrede klæder, med vedbend-kranse i håret og bærende bøger, papirer og pergamenter. Latter og højrøstet samtale mellem de kommende.
VISDOMSLÆREREN
Tab intet i vandet, min glade Gregor! Husk på, hvad du bærer er mere værd, end guld.
FYRST JULIAN
som står lige ved ham
FYRST JULIAN
Det ord var visdom. Og hvor sejler du så hen med dine skatte?
Han vil gå forbi.
HIS: 287
FYRST JULIAN
med undertrykt latter
Til Athen? O, rige herre, så ejer du jo ikke din egen rigdom.
VISDOMSLÆREREN
standser
Hvi så?
VISDOMSLÆREREN
Han vil stige ned.
VISDOMSLÆREREN
Ham –?
VISDOMSLÆREREN
Ah!
(han betragter Julian med dulgt opmærksomhed; derpå går han et skridt nærmere og siger)
Du smilte nys. Hvad smilte du ad?
FYRST JULIAN
Hvad ikke rummes, det stikker frem.
FYRST JULIAN
Hvorfor Galilæer? Hvad er mit Galilæer-mærke?
FYRST JULIAN
Jeg er visdomsven indenfor; thi jeg bærer en såre grov skjorte. – Men sig mig, hvad søger du i Athen?
FYRST JULIAN
Ej, hvad! Er ikke sandheden her, hvor Libanios er?
VISDOMSLÆREREN
ser stivt på ham
VISDOMSLÆREREN
Han er ked af at vente på sin ligemand.
FYRST JULIAN
Nu spøger du, fremmede! Hvor kan Libanios tænke at finde sin ligemand?
FYRST JULIAN
Hvem? Hvor? Nævn ham!
FYRST JULIAN
Hvorfor?
FYRST JULIAN
Og hvad så?
FYRST JULIAN
Jeg forråder ingen. Visselig, visselig ikke! – Kejserens efterfølger, siger du? Jeg ved ikke hvem du mener; – kejseren har ingen kåret. – Men hvorfor hin spøg? Hvorfor talte du om Libanios’s ligemand?
VISDOMSLÆREREN
FYRST JULIAN
med hast
Sligt sker for at holde hans tro ren!
VISDOMSLÆREREN
smiler
FYRST JULIAN
Sandt, sandt; – men det er kærlige frænder og lærere, hører du –
VISDOMSLÆREREN
HIS: 291
FYRST JULIAN
forvirret
Og det vover du –!
VISDOMSLÆREREN
Ja, ja, du vredes på din herskers vegne, men –
Langt fra; tvert imod –; ja, det vil sige – –
(vender sig)
Gå længere tilside, Agathon; jeg må tale i enrum med denne mand.
(fjerner sig nogle skridt med den fremmede)
Du sagde lyse? Lyse over riget? Hvad ved du, hvad ved I alle om fyrst Julian?
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
Slottet og kirken er som et dobbelt bur, hvori fyrsten holdes fangen. Buret er ikke tæt hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den ikke til.
1.utg: 40
nok. Stundom lader han et sælsomt ord falde; – hofkrybet – tilgiv mig, herre – hofmændene bærer det ud, til spot; den dybe mening er ikke til for disse herrer, – tilgiv, herre, – for de fleste af dem er den ikke til.
FYRST JULIAN
For ingen. Du kan trygt sige, for ingen.
HIS: 292
VISDOMSLÆREREN
For dig synes det dog. Og i al fald for os. – –
FYRST JULIAN
Det var spøg, taleøvelser –
VISDOMSLÆREREN
Ja, vel kunde han vorde os en modstander, som vi både måtte frygte for og længes efter. gå den samme skole igennem, som den Paulus gik igennem, og som han gik så uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende mere, end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi han havde viden og veltalenhed! Hekebolios frygter for sin lærlings tro. O, jeg ved det godt; det er fra ham det kommer. Men glemmer han da, denne overvættes samvittighedsfulde mand, at han selv i sin ungdom har drukket af de kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling? Eller er det ikke hos os at han har lært at bruge de sprogets våben, som han nu med en så højt lovprist færdighed svinger imod os?
1.utg: 41
Hvad fattes der ham for at nå en så ærefuld højde? Fattes der ham andet, end at gå den samme skole igennem, som den Paulus gik igennem, og som han gik så uskadt igennem, at han bagefter kunde slutte sig til Galilæerne, lysende mere, end alle de andre forkyndere tilhobe, fordi han havde viden og veltalenhed! Hekebolios frygter for sin lærlings tro. O, jeg ved det godt; det er fra ham det kommer. Men glemmer han da, denne overvættes samvittighedsfulde mand, at han selv i sin ungdom har drukket af de kilder, som han nu vil tilstoppe for sin lærling? Eller er det ikke hos os at han har lært at bruge de sprogets våben, som han nu med en så højt lovprist færdighed svinger imod os?
HIS: 293
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN
Og hvad gaver har så denne Hekebolios i sammenligning med de gaver, der så underfuldt åbenbared sig hos hint fyrstelige barn, som, efter hvad der siges, i Kappadokia, på de henrettede Galilæeres grave, forkyndte en lære, hvilken jeg holder for vildfarende og som derfor desto vanskeligere vinder indgang, men som han dog forkyndte med en sådan åndens henrevethed, at – ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mangfoldige børn af hans egen alder gav sig under ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Hekenidsyg end nidkær; derfor har Libanios ventet forgæves.
vinder indgang, men som han dog forkyndte med en sådan åndens henrevethed, at – ifald jeg tør tro et såre udbredt rygte – mangfoldige børn af hans egen alder gav sig under ham og fulgte ham som lærlinge! Ah, Heke1.utg: 42
bolios er, som I andre, – mere nidsyg end nidkær; derfor har Libanios ventet forgæves.
FYRST JULIAN
griber ham om armen
VISDOMSLÆREREN
HIS: 294
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
FYRST JULIAN
spændt
FYRST JULIAN
Du vil dog vel ikke nægte at det var Libanios –?
VISDOMSLÆREREN
Jeg vil nægte alt sligt til det yderste.
HIS: 295
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
Jeg –! Men kan jeg tro dette? Libanios skulde ikke have skrevet dem? Ingen af dem?
VISDOMSLÆREREN
Nej, nej!
VISDOMSLÆREREN
Nej, nej, siger jeg.
HIS: 296
VISDOMSLÆREREN
Ha-ha; det er skrevet i kirken og ikke i læresalen. Du tror det ikke? Jeg siger dig, det er Hekebolios –
FYRST JULIAN
Hekebolios!
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
Havde denne forblindede og bedragne yngling kendt os visdomsvenner, så havde han ikke handlet så hårdt imod os.
FYRST JULIAN
Hvad taler du om?
VISDOMSLÆREREN
Nu er det for sent. Lev vel, herre!
Han vil gå.
FYRST JULIAN
griber hans hånd
Ven og broder, – hvem er du?
HIS: 297
FYRST JULIAN
Hvad kalder du det guddoms-bårne?
VISDOMSLÆREREN
Det uskabte i det skiftende.
VISDOMSLÆREREN
VISDOMSLÆREREN
Genforening, som regndråbens med havet, som det smuldrende løvs med den jord, der fostred det.
HIS: 298
FYRST JULIAN
O, havde jeg lærdom! Havde jeg våben at løfte mod dig!
FYRST JULIAN
vigende
Ah!
VISDOMSLÆREREN
Han stiger ned af trappen, hvor lærlingerne har biet på ham; derpå hører man båden ro bort med dem.
FYRST JULIAN
ser længe ud over vandet
Hvem var han, den gådefulde mand?
AGATHON
kommer nærmere
Hør mig, Julian –!
FYRST JULIAN
i livfuld bevægelse
Han forstod mig! Og Libanios selv; den store, uforlignelige Libanios –! Tænk dig, Agathon, Libanios har sagt – –. O, hvor skarpt må dog ikke det hedenske øje være!
HIS: 299
AGATHON
Dette var et fristelsens værk, tro mig!
FYRST JULIAN
uden at agte på ham
Jeg holder det ikke lænhine vederstyggelige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De
går efter mig; de vrænger ad mine lader og min tale; Hekebolios selv –! viger fra mig; jeg bliver ond her.
HU: 51
ger ud imellem disse mennesker. Fra dem kom altså hine vederstyggelige spottedigte! Her forhånes jeg; de ler bag min ryg; her er ingen, som tror på det, jeg bærer i mig. De
går efter mig; de vrænger ad mine lader og min tale; Hekebolios selv –! 1.utg: 48
O, jeg føler det, – Kristus viger fra mig; jeg bliver ond her.
FYRST JULIAN
går op og ned ved rækværket
AGATHON
Hør og lyd; Kristus venter på dig!
FYRST JULIAN
Ven, hvad mener du?
AGATHON
Synet, som drev mig til Konstantinopel –
FYRST JULIAN
Ja, ja, synet; det havde jeg næsten glemt. En åbenbaring, sagde du jo? O, fortæl, fortæl!
HIS: 300
AGATHON
FYRST JULIAN
De dumdristige! Det er dem jo strængt forbudt –
AGATHON
Alle troende rejste sig også i harme. Øvrigheden lod templet bryde ned, og vi sønderslog drog vi gennem staden og faldt som vredens sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra dem; mange huse blev stukne i brand; mange hedninger omkom i ilden; end flere flygtende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor tid til Guds ære!
1.utg: 49
de forargelige afgudsbilleder. Ja, de mere nidkære iblandt os dreves af Herrens ånd til at gå videre. Under salmesang, og med hellige faner foran, drog vi gennem staden og faldt som vredens sendebud over de ugudelige; vi tog deres kostbarheder fra dem; mange huse blev stukne i brand; mange hedninger omkom i ilden; end flere flygtende dræbte vi i gaderne. O, det var en stor tid til Guds ære!
FYRST JULIAN
Og så? Synet, min Agathon!
Tre fulde nætter og dage var hævnens herre stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbelighed længer holde skridt med åndens iver, og vi afstod fra forfølgelsen. –
hævnens herre stærk i os. Men se, da kunde ikke kødets skrøbelighed længer holde skridt med åndens iver, og vi afstod fra forfølgelsen. –Jeg lå på mit leje; jeg kunde hverken våge eller sove. Det tyktes mig at jeg var hul indvendig og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad, jeg sang; – jeg ved ikke mere hvorledes det var. –
våge eller sove. Det tyktes mig at jeg var hul indvendig og at ånden var vegen fra mig. Jeg lå i brændende hede; jeg afrev mit hår, jeg græd, jeg bad, jeg sang; – jeg ved ikke mere hvorledes det var. –
Da, med et, så jeg foran mig ved væggen et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted sine øjne mildt på mig.
HIS: 301
Da, med et, så jeg foran mig ved væggen et hvidt skinnende lys, og i lys-skæret stod en mand i en fodsid kåbe. Der gik stråler ud fra hans hoved; han holdt et rør i armen og fæsted sine øjne mildt på mig.
FYRST JULIAN
Det så du!
FYRST JULIAN
AGATHON
Det er du visselig.
FYRST JULIAN
Brydes med løverne! – Ja, jeg ser det; – således er det, min Agathon! Det er Guds vilje at jeg skal søge Libanios –
AGATHON
Nej, nej, hør mig tilende!
FYRST JULIAN
HIS: 302
AGATHON
Nej, nej, det er ikke således ment.
FYRST JULIAN
Kan du tvivle? Libanios, – er ikke han vældig som bergenes løve, og er ikke læresalen –?
FYRST JULIAN
Og det er du viss på, Agathon?
FYRST JULIAN
Altså ikke her. Brydes med løverne? Hvor, hvor? O, hvor finder jeg lys i dette!
Fyrst Gallos, en smuk stærkbygget mand på femogtyve år, med lyst krøllet hår og fuldt væbnet, kommer gennem alléen på venstre side.
FYRST JULIAN
imod ham
Gallos!
HIS: 303
FYRST JULIAN
Agathon.
FYRST GALLOS
FYRST JULIAN
Ved du det, Gallos, – kejseren har spurgt efter dig.
FYRST JULIAN
Ja, ja; han vil tale med dig. Han syntes at være i den yderste vrede.
FYRST GALLOS
Hvoraf ved du det? Hvad sagde han?
FYRST GALLOS
Ah!
FYRST GALLOS
Det gælder død eller landsforvisning.
HIS: 304
AGATHON
Nådige frelser!
FYRST GALLOS
Hvad skal jeg tale? Ved jeg mere, end du? Har kejseren ymtet om et orakel, så må et visst sendebud være fængslet, eller nogen har forrådt mig –
O, kunde jeg da længer leve dette liv i uvisshed og angst? Lad ham handle med mig, som han vil; alt andet er bedre, end dette –
FYRST JULIAN
Ah, oraklet! Og dette hedenskab –!
FYRST GALLOS
HIS: 305
FYRST JULIAN
Hvilket afsind! – Gallos, – jeg ser det på dig; du har spurgt om mere!
FYRST GALLOS
Hold op; jeg har ikke spurgt –
FYRST JULIAN
Jo, jo; du har spurgt om en mægtig mands liv eller død!
FYRST GALLOS
FYRST JULIAN
Gallos! Broder!
AGATHON
Morderen!
HIS: 306
FYRST JULIAN
O, du kalder fordærvelse over os!
FYRST GALLOS
FYRST JULIAN
Hør ikke på ham! Bort, bort!
FYRST JULIAN
Jeg! Din egen broder –!
FYRST GALLOS
FYRST JULIAN
FYRST GALLOS
Ha-ha; godt spillet, gøgler!
HIS: 307
FYRST JULIAN
FYRST GALLOS
Min faders blod, – din faders og din moders –!
FYRST JULIAN
O, hvad ved vi om hine rædsler? Vi var jo små dengang. Det meste var soldaternes skyld; det var oprørerne, – onde rådgivere –
FYRST GALLOS
ler
Efterfølgeren øver sig!
FYRST JULIAN
i gråd
FYRST GALLOS
hurtigt, ser imod kirken
Nu kommer han!
Kirkedøren er imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer ud; nogle går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig klædning.
imidlertid bleven åbnet. Menigheden strømmer ud; nogle går bort, andre blir stående udenfor for at se hoffet drage forbi. Mellem de kommende er skriftlæreren Hekebolios; han bærer prestelig klædning.Er det dig, min Julian? Ak, jeg har atter havt en tung stund for din skyld.
FYRST JULIAN
Desværre; det har du visst altfor ofte.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
FYRST JULIAN
Jeg ved det, min Hekebolios! Du siger mig det så tidt.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
FYRST JULIAN
HIS: 309
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Hvad siger du, min søn!
FYRST JULIAN
Det står i dine øjne at du lyver! Jeg ved med fuld visshed at du har skrevet det. Hvorledes kunde du skrive det, spørger jeg, – og det til og med i Libanios’s navn?
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
Nu vel, min inderlig kære, når du ved det, så –
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
HIS: 310
Kejser Konstanzios med hele sit følge kommer fra kirken. Agathon er allerede under det foregående trådt tilbage mellem buskerne på højre side.
KEJSER KONSTANZIOS
SLAVEN MEMNON
sagte
Vov straks, herre!
KEJSER KONSTANZIOS
Der står de begge.
Han går hen imod dem.
KEJSER KONSTANZIOS
med udstrakte arme
Gallos! Frænde!
(han omfavner og kysser ham)
Almindelig forbauselse blandt følget; uvilkårlige udråb høres.
HIS: 311
KEJSERINDE EUSEBIA
med et skrig
Konstanzios!
FYRST GALLOS
fortumlet
Cæsar!
Han griber, ligesom i glæde, efter kejserens hænder.
KEJSER KONSTANZIOS
slår afværgende imod ham
FYRST GALLOS
Jeg – jeg Cæsar!
KEJSER KONSTANZIOS
FYRST GALLOS
O, min nådigste herre –!
KEJSER KONSTANZIOS
Tak mig i gerning, elskede Gallos! Kong Sapores står vest for Eufrat. Jeg ved jo, hvor bekymret du er for mit liv; lad det altså være dit hverv at slå ham.
Sapores står vest for Eufrat. Jeg ved jo, hvor bekymret du er for mit liv; lad det altså være dit hverv at slå ham.HIS: 312
(han vender sig om, griber Julian med begge hænder om hovedet og kysser ham)
Og du, Julian, fromme ven og broder, – det måtte så være.
FYRST JULIAN
Velsignelse over kejserens vilje!
Ingen ønsker! Dog hør, – jeg har også tænkt på dig. Vid, Julian, at nu kan du ånde frit i Konstantinopel –
FYRST JULIAN
Ja, lovet være Kristus og kejseren!
KEJSER KONSTANZIOS
Du ved det allerede? Hvem har sagt dig det?
FYRST JULIAN
Hvilket, herre?
FYRST JULIAN
Libanios – forvist!
KEJSER KONSTANZIOS
Jeg har forvist ham til Athen.
FYRST JULIAN
Ah!
HIS: 313
KEJSER KONSTANZIOS
Der ude ligger skibet; han sejler inat.
FYRST JULIAN
sagte
Ham selv; ham selv!
Du har jo længe ønsket det. Jeg har ikke kunnet føje dig før; men nu –; lad dette være dig et ringe vederlag, min Julian –
KEJSER KONSTANZIOS
Kræv alt, hvad du vil.
KEJSER KONSTANZIOS
Et højst sælsomt ønske. Du, imellem hedningerne –?
KEJSER KONSTANZIOS
Og hvad vil du ham, broder?
FYRST JULIAN
Jeg vil lære at brydes med løverne.
HIS: 314
KEJSER KONSTANZIOS
Jeg forstår din fromme tanke. Og du ræddes ikke –; du tror dig stærk nok –?
FYRST JULIAN
KEJSER KONSTANZIOS
Julian!
FYRST JULIAN
I denne nat var du selv hans redskab uden at vide det. O, lad mig gå og rense verden!
KEJSERINDE EUSEBIA
Jeg beder dig, Konstanzios, – stå ikke denne dragende længsel imod.
SKRIFTLÆREREN HEKEBOLIOS
sagte
KEJSER KONSTANZIOS
Hvor skulde jeg kunne nægte dig noget i denne stund? Gå med Gud, Julian!
FYRST JULIAN
kysser hans hænder
O, tak, – tak!
HIS: 315
KEJSER KONSTANZIOS
Toget sætter sig i bevægelse.
FYRST GALLOS
sagte
Helena, hvilken vidunderlig omskiftelse!
FYRSTINDE HELENA
Hyss!
FYRST GALLOS
Du, elskede? Eller hvem – hvem?
FYRST GALLOS
Hvad mener du?
HIS: 316
KEJSER KONSTANZIOS
Hvorfor så taus, Eusebia?
KEJSERINDE EUSEBIA
sagte, i gråd
O, Konstanzios, – at du kunde vælge så!
KEJSER KONSTANZIOS
råber
Fløjtespillere! Hvorfor tier de skurke? Blæs, blæs!
Alle, undtagen fyrst Julian, går ud til venstre. Agathon kommer frem mellem træerne.
AGATHON
Vidunderligt er Herrens råd åbenbaret.
FYRST JULIAN
Hørte du, hvad her gik for sig?
AGATHON
Ja, alt.
FYRST JULIAN
Og imorgen, min Agathon, imorgen til Athen!
HIS: 317
AGATHON
Til Athen? Du går jo til Pergamon.
FYRST JULIAN
AGATHON
Farvel, min ven og herre!
FYRST JULIAN
Vil du følge mig, Agathon?
(råber dæmpet)
Ah!
AGATHON
Hvad var det?
FYRST JULIAN
I Athen. En åben plads, omgiven af søjlegange. På pladsen billedstøtter og vandspring. I det ene hjørne, til venstre, udmunder en trang gade. Solnedgang.
udmunder en trang gade. Solnedgang.Basilios fra Cæsaræa, en fint bygget ung mand, sidder læsende ved en sokkel. Gregor fra Nazianz og andre af højskolens lærlinger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.
højskolens lærlinger spadserer i spredte klynger op og ned i søjlegangene. En større flok løber støjende over pladsen ud til højre; larm langt borte.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Med nye lærlinger?
GREGOR FRA NAZIANZ
Ja.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
rejser sig
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Fyrst Julian –; med roser i håret, med blussende ansigt –
GREGOR FRA NAZIANZ
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Og mange iblandt dem er vore egne, Gregor; det er kristne ynglinge –
GREGOR FRA NAZIANZ
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Han har fåt øje på os. Jeg vil gå; jeg tåler ikke at se ham således.
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg bliver; han trænger vel til en ven.
uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne er Sallust fra Perusia.
HIS: 321
Basilios fra Cæsaræa går ud til højre. I det samme kommer fyrst Julian og en skare unge mænd ud fra den trange gade. Han har uredt hår og er iført en kort kappe ligesom de andre. Blandt lærlingerne er Sallust fra Perusia.
FYRST JULIAN
Al smiger er spildt. Ikke et vers mere får I idag.
SALLUST FRA PERUSIA
Når vor fører tier, føler vi det tomt, som morgenen efter et natligt gilde.
HELE FLOKKEN
Ja, ja, ja; fyrst Julian på dommersædet!
FYRST JULIAN
Væk med fyrsten, I venner –
SALLUST FRA PERUSIA
Stig op, du uforlignelige!
FYRST JULIAN
HIS: 322
SALLUST FRA PERUSIA
Det er sandt!
FYRST JULIAN
På dommersædet, min vise Gregor; jeg er en anklaget.
FYRST JULIAN
På dommersædet, siger jeg! På dommersædet! (til de andre) Hvad har jeg forbrudt?
NOGLE STEMMER
Ja, hvad skal det være? Vælg selv!
MANGE STEMMER
Ha-ha; ikke ilde! Ypperligt!
FYRST JULIAN
Her føres jeg frem; skubbet i nakken; med sammensnørte hænder –
HIS: 323
SALLUST FRA PERUSIA
til Gregor
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Godt; men hvor meget, – ja, svar nu som om kejseren selv var tilstede i retten –, hvor meget tør kejseren kræve?
GREGOR FRA NAZIANZ
Alt.
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Og hvad så?
HIS: 324
GREGOR FRA NAZIANZ
Alt.
FYRST JULIAN
Og hvor meget af Guds ejendom har jeg lov til at give kejseren?
GREGOR FRA NAZIANZ
Kære venner, ikke mere af denne leg.
LÆRLINGERNE
under støj og latter
Jo, jo; svar ham!
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg svarer ikke. Dette er usømmeligt både imod Gud og kejseren. Lad mig komme bort!
FYRST JULIAN
LÆRLINGERNE
Jo, jo!
HIS: 325
FYRST JULIAN
Og hvad straf sætter I for en slig ugerning?
STEMMER
Døden! Døden i et vinkar!
FYRST JULIAN
Lad os tænke efter. Lad os svare, som om kejseren selv var tilstede. Hvor er grænsen for kejserens magt?
NOGLE I SKAREN
Kejserens magt er uden grænse.
LÆRLINGERNE
Jo, jo; Kappadokieren er gal!
FYRST JULIAN
Og hvad er så vanvid? Hvad dømte vore forfædre om den tilstand? Hvad lærte de egyptiske prester? Og hvad siger mystikeren Maximos og de andre visdomsvenner i østerlandene? De siger at den himmelske gåde åbenbarer sig i den vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig op imod kejseren – er altså i særligt forbund med det himmelske. – Udgyd vin for Kappadokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
østerlandene? De siger at den himmelske gåde åbenbarer sig i den vanvittige. Vor Gregor – idet han sætter sig op imod kejseren – er altså i særligt forbund med det himmelske. – Udgyd vin for Kappadokieren; syng sange til vor Gregors pris; – en æresstøtte for Gregor fra Nazianz!
LÆRLINGERNE
under latter og jubel
Priset være Kappadokieren! Priset være Kappadokierens dommer!
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Jeg, min broder; hvad skulde jeg i Piræos?
FYRST JULIAN
Vor Libanios er altså den eneste lærer, som ikke ved, at der nys er landet et skib fra Efesos?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Ej, ven, hvad bryder jeg mig om hint skib!
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
hånligt
Det kommer jo fra Efesos!
HIS: 327
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Guld? Ha-ha! De gyldne beholder Maximos for sig selv; dem slipper han ikke. Hvad er det for slags lærlinger, som vanligvis kommer hid fra Efesos? Kræmmersønner, håndværkeres førstefødte. Guld, siger du, min Julian? Jeg siger mangel på guld. Men denne guldmangel vil jeg udnytte, til deraf at præge en ægte vægtig guldmynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en
præge en ægte vægtig guldmynt for eder, I unge! Eller er kanske ikke en gavnlig lære for livet, – når den fremsættes i en 1.utg: 75
sindrig og tiltrækkende form – at ligne med en fuldvægtig guldmynt? –Hør da, hvis det så synes eder. Her blev sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd, som holder sig selv for at elske og at forkynde visdommen, de stimler sammen på landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides, glemmer al sømmelighed og sætter al anstand tilside. Og hvorfor? For at være den første på tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri, håbende, siden at skulle drage fordel af dem på allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger udenfor sandheden.
hvis det så synes eder. Her blev sagt, at visse mænd i hast er ilet ned til Piræos? Hvem er de, disse ilsomme? Det være langt fra mig at nævne navne; selv kalder de sig visdomselskere og visdomslærere. Flyt eder nu i tanken ned til Piræos. Hvad går der for sig i denne stund, mens jeg står her i eders velvilligt lyttende klynge? Jeg skal sige jer, hvad der går for sig. Hine mænd, som holder sig selv for at elske og at forkynde visdommen, de stimler sammen på HU: 67
landgangsbroen; de puffes, de mundhugges, bides, glemmer al sømmelighed og sætter al anstand tilside. Og hvorfor? For at være den første på tofterne, – for at rive de mest velklædte ynglinge til sig, føre dem til sine huse, optage dem deri, håbende, siden at skulle drage fordel af dem på allehånde måder. – Hvilken skamfuldhed, hvilken opvågnen i tomhed, ligesom efter en rus, når det om føje tid viser sig – ha-ha-ha! – at hine ynglinge knapt førte med sig det fornødne til at betale ankomstgildet! – Lær heraf, I unge, hvor ilde det klæder en visdomselsker, og hvor ringe det lønner sig, at eftertragte de goder, som ligger udenfor sandheden.
HIS: 328
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Intet mindre. Og dog var jeg nær ved at bryde din tale af; thi denne gang vil i al fald en af dine medbrødre neppe føle sig skuffet.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Min ven spøger.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
griber ham i ærmet
Hvad siger du?
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
FYRST JULIAN
Mange fandt at det var for ringe gave for Milon.
FYRST JULIAN
Mest de to ynglinge.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Det vil jeg tro. Guderne give, for den velgørende og gavmilde faders skyld, at de må falde i gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian; skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget af, hvem der først får fat i dem. Mine unge venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi disse to fremmede en vejledende hånd, hjælper dem at træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og –
give, for den velgørende og gavmilde faders skyld, at de må falde i gode hænder! Så havde du dog ret, o Julian; skibet bragte virkelig guld fra Efesos. Thi er ikke åndens gaver det ægte guld? Men jeg har ingen ro på mig; disse unge mænds velfærd er i sandhed en vigtig sag; der afhænger så meget af, hvem der først får fat i dem. Mine unge venner, hvis I synes som jeg, da rækker vi disse to fremmede en vejledende hånd, hjælper dem at træffe det gavnligste valg af lærer og bolig og –
SALLUST FRA PERUSIA
Jeg er med!
SALLUST FRA PERUSIA
Vi skal hugge som vildsvin for Milons sønner!
De går alle med Libanios ud til højre; kun fyrst Julian og Gregor fra Nazianz blir tilbage i søjlegangen.
HIS: 330
FYRST JULIAN
følger dem med øjnene
GREGOR FRA NAZIANZ
Julian –
FYRST JULIAN
Se kun på mig; jeg er ædru.
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg ved det. Du er mådeholden i alle ting. Og dog lever du dette liv med.
FYRST JULIAN
Hvorfor ikke? Ved du eller jeg når lynet slår ned? Hvorfor så ikke leve en lys solrig dag? Glemmer du, at jeg har henslæbt både min barndom taug til det. Jeg drog på egen hånd til Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Nikokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette?
henslæbt både min barndom HU: 69
og mine første ungdomsår i et gyldent slaveri? Det var bleven mig til en vane, ja, jeg kan sige, et slags fornødenhed, at føle den visse skræk over mig. Og nu? Denne gravstilhed fra kejserens side; – denne lurende stumhed! Jeg forlod Pergamon uden kejserens samtykke; kejseren taug til det. Jeg drog på egen hånd til Nikomedia; jeg levte der og lærte både af Nikokles og af de andre; kejseren lod det ske. Jeg kom til Athen, søgte Libanios, som kejseren havde forbudt mig at se; – kejseren har tiet til denne dag. Hvorledes skal jeg tyde dette?
GREGOR FRA NAZIANZ
Du skal tyde det i kærlighed, Julian!
O, du ved ikke –! Jeg hader denne magt udenfor mig, forfærdende når den handler, – end mere forfærdende når den hviler.
GREGOR FRA NAZIANZ
Vær ærlig, ven, og sig mig om det er blot dette, som har ledt dig ind på alle de sælsomme veje.
FYRST JULIAN
Hvad mener du med sælsomme veje?
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Jeg må leve, Gregor, – og dette her ved visdoms-skolen, det er ikke liv. Denne Libanios! Jeg tilgiver ham aldrig, at jeg har elsket ham så højt! Hvorledes gik jeg ikke ved ankomsten ydmyg og skælvende af glæde frem for det menneske, bøjed mig for ham, kyssed ham og kaldte ham min store broder.
HIS: 332
FYRST JULIAN
Og dog kom jeg hid med højtid i sjælen. Jeg så i ånden en vældig kamp imellem os to, – verdens sandhed, som skulde brydes imod Guds sandhed. – Hvad er det blevet til? Libanios har aldrig for alvor villet denne kamp. Han har aldrig villet nogen kamp overhovedet; han vil kun sit eget. Jeg siger dig, Gregor, – Libanios er ingen stor mand.
stor mand.
FYRST JULIAN
Og dog er han ingen stor mand, siger jeg dig. En eneste gang har jeg set Libanios stor; det var hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Libanios har stor lærdom, men han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller tror du han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del ved mine venners overbærenhed – har været så heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op alle dyders væsen og på rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke kejseren inden han blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf, som han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt denne fremgang hidtil har været tarvelig nok og skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed.
hin nat i Konstantinopel. Da var han stor, fordi han havde lidt en stor uret, og fordi en høj vrede fyldte ham. Men her! O, hvad har jeg ikke her været vidne til! Libanios har stor lærdom, men han er ingen stor mand. Libanios er grisk; han er forfængelig; han er optændt af misundelse. Eller tror du han har kunnet tåle det ry, som jeg, – vistnok for en stor del ved mine venners overbærenhed – har været så heldig at forhverve mig? Kommer du til Libanios, så kan han regne dig op alle dyders væsen og 1.utg: 81
kendetegn. Han har dem på rede hånd, ligesom han har bøgerne i sin bogsal. Men øver han disse dyder? Er hans liv som hans lære? Han en efterfølger af Sokrates og af Platon, – ha-ha! Smigred han ikke kejseren inden han blev forjaget? Smigred han ikke mig ved vort sammentræf i Konstantinopel, dette sammentræf, som han siden har gjort et yderst uheldigt forsøg på at stille i et latterligt lys! Og hvad er jeg ham nu? Nu skriver han breve til Gallos, til Cæsar Gallos, til kejserens arving, og ønsker ham til lykke med hans fremgang imod Perserne, skønt denne fremgang hidtil har været HU: 71
tarvelig nok og skønt Cæsar Gallos hverken udmærker sig ved lærdom eller ved nogen synderlig veltalenhed. HIS: 333
– Og denne Libanios vedbliver Grækerne at kalde for visdomselskernes konge! Ah, jeg vil ikke nægte at dette harmer mig. Jeg troede dog, sandt at sige, at Grækerne måtte kunne træffe et bedre valg, hvis de fæstede sine øjne lidt mere på de visdommens og veltalenhedens dyrkere, som i de senere år –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
kommer fra højre side
Breve! Breve fra Kappadokia!
GREGOR FRA NAZIANZ
Også til mig?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Se her; fra din moder.
Han åbner papiret og læser.
FYRST JULIAN
til Basilios
Er det din søster, som skriver?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
der er kommen med sit eget brev åbent
FYRST JULIAN
Hvilke; hvilke?
HIS: 334
FYRST JULIAN
Ja, Gallos er hård. – Skriver Makrina «strængt herredømme»?
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
til Basilios
Nævner Makrina intet om, hvad der går for sig i Antiokia?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Intet nøjere. Hvad er det? Du er bleg –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Ja, ja; hvad er der med ham?
GREGOR FRA NAZIANZ
Han er myrdet, Basilios!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Hvad siger du! Myrdet?
HIS: 335
GREGOR FRA NAZIANZ
Jeg kalder det myrdet; – de har henrettet ham uden lov og dom.
FYRST JULIAN
Hvem? Hvem har henrettet ham?
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
Hvilket slot?
GREGOR FRA NAZIANZ
Min moder skriver kun slottet.
FYRST JULIAN
Nu? Og så –?
GREGOR FRA NAZIANZ
Man ved kun, at hun der har skænket en fornem og mægtig kvinde et meget kostbart smykke for at udvirke en dødsdom –
FYRST JULIAN
Ah, men den fik de ikke!
GREGOR FRA NAZIANZ
De fik den, Julian!
HIS: 336
FYRST JULIAN
O, Jesus!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Forfærdeligt! Og Klemazios –?
GREGOR FRA NAZIANZ
GREGOR FRA NAZIANZ
Klager bøder ikke på denne sag. Hvad agter du at gøre?
FYRST JULIAN
Jeg? Jeg vil ikke mere gå til Eleusis; jeg vil afbryde alt samkvem med hedningerne, og takke Herren min Gud at han tog magtens fristelse fra mig.
GREGOR FRA NAZIANZ
Godt; men så?
HIS: 337
FYRST JULIAN
Jeg forstår dig ikke –
GREGOR FRA NAZIANZ
Så hør. Du må ikke tro det er nok med mordet på Klemazios. Denne uhørte skændselsdåd har slåt ned som en pest over Antiokia. Alt ondt vågner op og myldrer frem af sine smuthuller. Min moder skriver at det er som
smuthuller. Min moder skriver at det er som 1.utg: 86
om en stinkende afgrund havde åbnet sig. Hustruer angiver sine mænd, sønner angiver sine fædre, presterne sine egne menigheds-lemmer –
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Hvad kræver du?
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
vigende
Afsindige, hvad tænker du!
GREGOR FRA NAZIANZ
Har du din broder kær? Vil du frelse ham?
HIS: 338
FYRST JULIAN
Jeg havde Gallos kær som ingen anden.
GREGOR FRA NAZIANZ
Du havde –?
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
O, det var heller ikke her slaget skulde stå.
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
Jeg ser det; jeg ser det!
HIS: 339
GREGOR FRA NAZIANZ
Ja, som Libanios ser det! Ham spotted du. Han vidste alle dyders væsen og kendetegn; men læren var ham kun en lære. Hvor meget af dit hører Gud til? Hvor meget tør kejseren kræve?
GREGOR FRA NAZIANZ
afvisende
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Julian!
FYRST JULIAN
Til bakkanal, I venner!
Gregor fra Nazianz ser et øjeblik på ham; derpå går han bort gennem søjlegangen til venstre. Store flokke af højskolens lærlinger, med de nyankomne mellem sig, stormer under larm og skrig ind på torvet.
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Ah, se ham, som de driver nøgen imellem sig. Nu kommer danserinder. Ah, ser du hvad –!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Fy, fy; – vend dit øje bort!
Aftenen er falden på. Hele skaren lejrer sig på torvet ved vandspringet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.
lejrer sig på torvet ved vandspringet. Der bringes vin og frugter. Sminkede piger danser ved fakkelskin.
FYRST JULIAN
efter en kort taushed
Sig mig, Basilios, hvorfor var den hedenske synd så skøn?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Du fejler, ven; der er digtet og berettet skønt om den hedenske synd; men den var ikke skøn.
FYRST JULIAN
O, hvad siger du? Var ikke Alkibiades skøn når han, hed af vin, som en ung gud stormed gennem Athens gader ved nattetid? Var han ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes
Var ikke Alkibiades skøn når han, hed af vin, som en ung gud stormed gennem Athens gader ved nattetid? Var han ikke skøn i sin trods, når han håned Hermes HIS: 341
og hamred på borgernes døre, – når han råbte på deres hustruer og døtre, mens kvinderne derinde skalv og i sukkende åndeløs taushed intet heller ønsked sig end at –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
O, jeg beder dig bønligt, lån mig øre.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Digt, digt; – du blander digt og sandhed sammen.
FYRST JULIAN
Har ikke de digtede sind og viljer de vore hellige skrifter, både de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette levnet i storm og sværm, så tænker jeg tidt på, om sandheden skulde være skønhedens fiende.
HU: 76
skabtes vilkår? Og se så til vore hellige skrifter, både de ældre og de nye. Var synden skøn i Sodoma og Gomorra? Hævned ikke Jehovas ild, hvad Sokrates ikke veg tilbage for? – O, når jeg lever dette levnet i storm og sværm, så tænker jeg tidt på, om sandheden skulde være skønhedens fiende.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
FYRST JULIAN
holder sig for ørerne
Ikke et ord mere om hine rædsler! Alt det fra Antiokia vil vi ryste af os. – –
tidender?
HIS: 342
Sig mig, hvad skriver Makrina videre? Der var noget andet; jeg synes, du sagde –; hvad kaldte du de øvrige tidender?
FYRST JULIAN
Ja, ja; – hvad var det?
FYRST JULIAN
levende
Mystikeren?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
FYRST JULIAN
Mere, mere; jeg beder dig!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
HIS: 343
FYRST JULIAN
Ja, ja, ja! – Hør, Basilios, hun må visselig være en sjelden kvinde, din søster.
FYRST JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Den tanke står altid fast hos hende.
FYRST JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
FYRST JULIAN
HIS: 344
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Hun ved det, Julian; men hun tror det ikke.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Jeg beder dig, ven, forskån mig –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
rækker ham brevet
Du vil det; – læs; det begynder der.
FYRST JULIAN
læser
«Hver gang du skriver om kejserens unge slægtning, som er din ven, da fyldes mit sind af en stor og strålende glæde –». O, Basilios, vær du mit øje; læs videre for mig.
FYRST JULIAN
griber ham om armen
Hvoraf kommer det, at alle troende i åndeløs forventning ser imod dig?
Giv hid; lad mig se. (læser) «Guds ånd være over ham i striden og alle dage». –
O, Basilios, om jeg kunde –! Men jeg føler mig som hin Dædalos mellem himmel og hav. En svimlende højde og et svælgende dyb –. Hvad mening er der i disse røster, som råber til mig fra øst og vest at jeg skal frelse kristendommen? Hvor er den, denne kristendom, som skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar? Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej! Er den hos de mægtige og fornemme, – hos disse hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne over den mætte bug og piber: mon Guds søn er skabt af intet? Eller er den hos de oplyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed og lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke de fleste af disse vore brødre til det arianske kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for? Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de, som raser mod templerne, som myrder hedninger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld? Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina om kristendommen støtte-helgenen står på et ben. Eller om treenigheden består af tre personer eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i sin mund, om han steg ned til jorden igen? – Frem med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette nattemulm. – Hvor er kristendommen?
Dædalos mellem himmel og hav. En svimlende højde og et svælgende dyb –. Hvad mening er der i disse røster, som råber til mig fra øst og vest at jeg skal frelse kristendommen? Hvor er den, denne kristendom, som skal frelses? Er den hos kejseren eller hos Cæsar? Jeg tænker, deres gerninger skriger: nej, nej! Er den hos de mægtige og fornemme, – hos disse hoffets lystne halvmænd, som folder hænderne over den mætte bug og piber: mon Guds søn er skabt af intet? Eller er den hos de oplyste, hos dem, der, ligesom du og jeg, har drukket skønhed og lærdom af de hedenske kilder? Hælder ikke de fleste af disse vore brødre til det arianske kætteri, som kejseren selv har så stor yndest for? Og nu den hele lurvede hob i riget, – alle de, som raser mod templerne, som myrder hedninger og hedningers slægt! Er det for Kristi skyld? Ha-ha! bagefter slås de indbyrdes om de dræbtes efterladenskaber. – Du kan spørge Makrina om kristendommen HU: 79
er at søge i ensomheden, – på søjlen, hvor støtte-helgenen står på et ben. Eller 1.utg: 95
er den i stæderne? Kanske hos hine bagere i Konstantinopel, som nys kæmped med næverne for at klare det spørgsmål om treenigheden består af tre personer eller af tre hypostaser! – Hvem af alle disse skulde Kristus ville tage i sin mund, om han steg ned til jorden igen? – Frem med Diogenes-lygten, Basilios! Lys op i dette nattemulm. – Hvor er kristendommen?
HIS: 346
BASILIOS FRA CÆSARÆA
BASILIOS FRA CÆSARÆA
I de hellige mænds skrifter.
FYRST JULIAN
Det samme fortvivlelsens svar. Bøger, – altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det: bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger, bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter, samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der slog ham imøde, et syn, en røst –!
Bøger, – altid bøger! Kom jeg til Libanios, så lød det: bøger, bøger! Kommer jeg til eder, – bøger, bøger, bøger! Stene for brød! Jeg kan ikke bruge bøger; – det er liv, jeg hungrer efter, samliv, ansigt til ansigt med ånden. Blev Saulus seende af en bog? Var det ikke en lysflod, der slog ham imøde, et syn, en røst –!Et gådefuldt bud; et orakelråb, som jeg ikke kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving, hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend tvivl over den sag. Det ved jeg kun: i Athen er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i naglesåret –
orakelråb, som jeg ikke kan tyde. Var jeg den kårne? Rigets arving, hed det. Og hvilket rige –? Der ruger tusend tvivl over den sag. Det ved jeg kun: i Athen er ikke løvens hule. Men hvor, hvor? O, jeg famler som Saulus i natten. Vil Kristus mig noget, så må han tale tydeligt. Fingeren i naglesåret –
HIS: 347
FYRST JULIAN
slår ud med hånden
Jeg ved alt, hvad der står skrevet. Dette med det skrevne, det er ikke sandhed i kødet. Føler du ikke ækkelhed og kvalme, Bloddøden, om så skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tinding –! (han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte) Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort) Et eneste har jeg lært i Athen.
i kødet. Føler du ikke ækkelhed og kvalme, HU: 80
ligesom ombord på et skib i vindstille, omtumlet mellem liv, skrift, hedensk visdom og skønhed? Der må komme en ny åbenbaring. Eller en åbenbaring af noget nyt. Der må, siger jeg; – tiden er inde. – Ja, en åbenbaring! O, Basilios, kunde du bede den ned over mig! Bloddøden, om så skal være –! Bloddøden –, ah, jeg svimler i dens sødme; tornekronen om min tinding –! (han griber sig med begge hænder om hovedet, fatter rosenkransen, som han river af, besinder sig længe og siger sagte) Denne. Det havde jeg glemt. (kaster kransen bort) Et eneste har jeg lært i Athen.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Hvilket, Julian?
Visdomslæreren Libanios kommer hurtigt gennem søjlegangen fra højre side.
FYRST JULIAN
Ham? Jeg tænkte du havde dem begge.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Hvilke begge?
HIS: 348
FYRST JULIAN
Milons sønner.
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Ah, ja, dem har jeg også. Men vi har ham, min Julian!
FYRST JULIAN
Hvem, dyrebare broder?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Han har fanget sig i sit eget garn!
FYRST JULIAN
Aha, – en vismand altså?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Al visdoms modstander.
FYRST JULIAN
Hvem, hvem, spørger jeg?
FYRST JULIAN
Om Maximos? O, hav dog den godhed –
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
HIS: 349
FYRST JULIAN
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
FYRST JULIAN
Og det laster du ham for?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
FYRST JULIAN
Ånder og skygger –
HIS: 350
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
I Efesos har Maximos nylig, i en stor forsamling, både af tilhængere og af modstandere, øvet forbudne kunster med Hekates billedstøtte. Det skede i gudindens tempel. Eusebios skriver, at han selv var tilstede, og var vidne til alt, fra først til sidst. Det var ravnsort nat omkring dem. Maximos talte sælsomme besværgelser; derpå afsang han en hymne, som ingen forstod. Da tændte marmorfaklen sig i støttens hånd –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Ugudeligt værk!
FYRST JULIAN
åndeløs
Og så –?
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
FYRST JULIAN
Forargelig? Kalder du denne vej en forargelig vej? Løber ikke al visdoms mål ud i dette? Samkvem mellem ånd og ånd –
HIS: 351
BASILIOS FRA CÆSARÆA
O, dyrebare forvildede ven –!
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Mere end forargelig, siger jeg! Hvad er Hekate? Hvad er guderne overhovedet for de opklaredes erkendelse? Heldigvis lever vi dog ikke i hin gamle blinde sangers tid. Maximos burde dog vide bedre, end som så. Har ikke Platon – og efter ham vi andre – kastet fortolkningens lys over det hele? Er det ikke forargeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb udtydning, som vi, som visdommens elskere, som skolen, som –
hin gamle blinde sangers tid. Maximos burde dog vide bedre, end som så. Har ikke Platon – og efter ham vi andre – kastet fortolkningens lys over det hele? Er det ikke forargeligt, nu, i disse vore egne dage, igen at ville hylle ind i gåder og tågefulde drømme denne beundringsværdige, håndgribelige og, jeg tør vel sige, møjsommeligt opførte bygning af begreb 1.utg: 101
og af udtydning, som vi, som visdommens elskere, som skolen, som –
FYRST JULIAN
stormende
Farvel, Basilios! Jeg øjner et lys på min vej!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
slår armene om ham
Jeg slipper dig ikke; jeg holder dig fast!
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Hvilket anfald af afsind! Ven, broder, medbroder, hvor vil du hen?
HIS: 352
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
Og det kunde du! Du, Julian, du, vor stolthed, vort lys, vort håb, – du skulde ville ile til dette forblindede Efesos for at give dig i en gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du fornedrer dig så dybt, i samme stund har du afført dig det herlige ry for lærdom og for veltalenhed, som du i disse år både i Pergamon og i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje skole –
skulde ville ile til dette forblindede Efesos for at give dig i en gøglers vold! Vid, at i samme stund, som du fornedrer dig så dybt, i samme stund har du afført dig det herlige ry for lærdom og for veltalenhed, som du i disse år både i Pergamon og i Nikomedia og fornemmelig her ved Athens høje skole –
VISDOMSLÆREREN LIBANIOS
ser en tid efter ham
Denne fyrstelige yngling er farlig for videnskaben.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
halvt hen for sig
Fyrst Julian er farlig for mere.
I Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng. På venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i salen dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden indelukket gårdsplads, smykket med små statuer.
Efesos. Oplyst sal i fyrst Julians bolig. Indgangen fra forhallen er på højre side; længere tilbage en mindre dør, dækket af et forhæng. På venstre side en dør, som fører til husets indre rum. Baggrunden i salen dannes af en gennembrudt væg, udenfor hvilken man ser en liden indelukket gårdsplads, smykket med små statuer.Tjenere bereder et festligt aftensmåltid og lægger hynder om bordet. Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at træde ind.
hynder om bordet. Husmesteren Eutherios står ved indgangen og nøder under mange høfligheder Gregor fra Nazianz og Basilios fra Cæsaræa at træde ind.
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Jo, jo; jeg forsikrer, det er alt sammen rigtigt.
GREGOR FRA NAZIANZ
Umuligt! Driv dog ikke spot med os.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Ja, unægtelig; alle sanser vidner for dig; – vinkanderne, omvundne med blomster og grønt; lamper og frugter; røgelsen, som fylder salen med sin duft; fløjtespillerne foran husdøren –
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Han har imidlertid kastet et øje imod den åbne dør til venstre, tier pludselig og trækker sig ærbødigt tilbage.
Husmesteren Eutherios nikker til svar; derpå giver han tjenerne et vink om at bortfjerne sig; de går ud gennem den større dør til højre; selv følger han efter.
Fyrst Julian kommer kort efter ind fra venstre. Han er iført en lang østerlandsk klædning; hele hans adfærd er livfuld og forråder en stærk indre spænding.
hans adfærd er livfuld og forråder en stærk indre spænding.
FYRST JULIAN
går hen imod dem og hilser dem med stor hæftighed
Jeg ser eder! Jeg har eder! Tak, tak, at eders ånd fløj forud for eders legemer!
HIS: 355
GREGOR FRA NAZIANZ
Julian!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Min ven og broder!
GREGOR FRA NAZIANZ
FYRST JULIAN
Jeg så eder sidste nat. Det var fuldmåne, ved I, – og da er ånden altid så forunderlig virksom i mig. Inde ved mit bord sad jeg i bogsalen og var falden i søvn, træt, o, I venner, så træt af at forske og at skrive. Da fyldtes huset som af et stormvejr; forhænget løftedes flagrende opad, og jeg så ud i natten, vidt over havet. Jeg hørte liflig sang; men de, som sangen kom fra, var to store fugle med kvindeansigter. De skar i skrå flugt ind mod kysten; der daled de lindt ned; fugle-hammene løste sig op som en hvidlig tåge, og i et mildt dæmrende skær så jeg eder to.
GREGOR FRA NAZIANZ
Er du viss på alt dette?
HIS: 356
FYRST JULIAN
Tænkte I på mig; talte I om mig inat?
FYRST JULIAN
En time efter midnat.
GREGOR FRA NAZIANZ
med et blik til Basilios
Forunderligt.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
følger ham med øjnene
O, så er det dog sandt –
FYRST JULIAN
Hvilket? Hvad er sandt?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Rygtet om de løndomsfulde kunster, som du her øver.
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Det kan du trygt tro.
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Du? Jeg hører dog jævnlig nyheder fra hoflejren; men derom skriver min broder Cæsarios intet.
FYRST JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Og så –?
FYRST JULIAN
Jeg forsømmer ikke lettelig nogen henregner jeg blodvidnerne til de udmærkede mennesker; thi det er i sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter,
lettelig nogen HU: 87
morgenandagt i kirken. Også henregner jeg blodvidnerne til de udmærkede mennesker; thi det er i sandhed ingen ringe sag at lide så store smerter, 1.utg: 108
ja, endog døden, for sine meningers skyld. I det hele tror jeg nok at Aëzios var vel tilfreds med mig da han rejste.
HIS: 358
BASILIOS FRA CÆSARÆA
griber hans hånd
Julian, – for vort inderlige venskabs skyld, – tal åbent om din stilling.
FYRST JULIAN
Jeg er jordens lykkeligste søn, I kære venner! Og Maximos, – ja, han bærer sit navn med rette, – Maximos er den største, som nogen tid har levet.
GREGOR FRA NAZIANZ
bereder sig til at gå
Vi vilde kun se dig, herre!
FYRST JULIAN
Kan dette gøre broder så fremmed imod broder? I viger i angst for det gådefulde. O, ja, det undrer mig ikke. Således veg også jeg, før jeg blev seende og før jeg aned det, som er livets kerne.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Hvad kalder du livets kerne?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Og den er bleven dig til del?
GREGOR FRA NAZIANZ
Maximos er en sværmer eller han bedrager dig –!
HIS: 359
FYRST JULIAN
Hvor tør du dømme om de hemmelige ting? Dette er ikke for din lærdom, min Gregor! Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet vand var ved min venstre side; – jeg tror det var en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al årsag i natten. Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
Vejen ind i den store herlighed er forfærdelig. Hine drømmere i Eleusis var nær ved det rette spor; Maximos fandt sporet, og jeg siden – ved hans hånd. Jeg har vandret gennem mørke kløfter. Et tungt sumpet vand var ved min venstre side; – jeg tror det var en strøm, som havde glemt at flyde. Hvasse stemmer talte forvirret, pludseligt, og ligesom uden al årsag i natten. HU: 88
Fra og til så jeg et blåligt lys; skrækkelige skikkelser strøg mig forbi; – jeg gik og gik i dødens rædsel; men jeg holdt prøven ud. –
GREGOR FRA NAZIANZ
Blindhed, blindhed! Maximos hylder sin forudgangne broder; han hylder begge hine store brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth. – –
sin forudgangne broder; han hylder begge hine store brødre, både lovgiveren fra Sinai og seeren fra Nazareth. – –Ved du, hvorledes erkendelsens ånd fyldte mig? – Det skede en nat under bøn og faste. Da fornam jeg at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. –
fornam jeg at jeg blev rykket vidt – vidt ud i rummet og ud af tiden; thi der var høj sol-sittrende dag om mig, og jeg stod ensom på et skib med slappe sejl midt i det blanke strålende Græker-hav. Øerne tårned sig, lig lette fæstnede skylag, langt borte, og skibet lå tungt, som om det sov, på den vinblå flade. –Se, da blev denne flade mere og mere gennemsigtig, lettere, tyndere; til sidst var den der ikke mere, og mit skib hang over
HIS: 360
et tomt forfærdeligt dyb. Intet grønt, ingen sol dernede, – kun den døde, slimede, sorte havbund i al sin afskylige nøgenhed. –
GREGOR FRA NAZIANZ
Hvilken erkendelse mener du?
FYRST JULIAN
Det, som er, det er ikke; og det, som ikke er, det er.
O, du forspildes og fortabes i dette spind af lys og tåger!
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
Jeg skulde ikke tro på lykke-spående tegn, der allerede har bekræftet sig?
(han drager dem nærmere til sig og siger sagte)
Jeg kan lade eder vide, I venner, at en stor omvæltning står for døren. Cæsar Gallos og jeg skal inden føje tid komme til at dele herredømmet over verden, – han som kejser, og jeg ikke mere om dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Ved I noget om hint syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon?
føje tid komme til at dele herredømmet over verden, – han som kejser, og jeg HIS: 361
som –, ja, hvad skal jeg kalde det? det ufødte kan jo ikke nævnes ved navn; thi det har intet. Altså ikke mere om dette før tidens fylde. Men om Cæsar tør jeg vel tale. – Ved I noget om hint syn, for hvilket man har fængslet og pint borgeren Apollinaris i Sidon?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Nej, nej; hvor kan vi vide –?
FYRST JULIAN
Apollinaris har udsagt at han hørte nogen banke gentagne gange på døren ved nattetid. purpurklædning, således, som nyvalgte herskere bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apollinaris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
banke gentagne gange på døren ved nattetid. 1.utg: 112
Han stod da op og gik udenfor huset; og se, – derude fik han øje på en skikkelse, – mand eller kvinde –, det vidste han ikke. Og skikkelsen talte til ham og bød ham skaffe tilveje en purpurklædning, således, som nyvalgte herskere bærer dem. Men da Apollinaris i skræk vilde vægre sig for så farlige ting, var skikkelsen der ikke mere, og kun en røst råbte: gå, gå, Apollinaris, og få purpurklædningen hurtig færdig!
GREGOR FRA NAZIANZ
Var det dette tegn, du nys sagde, havde bekræftet sig?
FYRST JULIAN
nikker langsomt
Syv dage senere døde CæHU: 90
sars hustru i Bithynia. Konstantina har altid været hans onde engel; derfor måtte hun nu bort, ifølge det omslag, som er sket i den guddommelige vilje. Tre uger efter Konstantinas død kom kejserens udsending, tribunen Skudilo, med stort følge til Antiokia, viste Cæsar Gallos kejserlig ære og bød ham i kejserens navn til gæst ved hoflejren i Rom. – Cæsars rejse er nu som en sejerherres tog gennem landene. I Konstantinopel har han holdt væddeløb i hippodromen, og mængden jubled højt da han, skønt endnu HIS: 362
kun Cæsar af navn, stod frem på de fordums kejseres vis og rakte kransen til hin Korax, der vandt løbet. Så vidunderligt ophøjer Gud igen vor slægt, som var sunken under synd og forfølgelse.
FYRST JULIAN
Jeg har sikker kundskab. Det haster med purpurklædningen, Gregor! Og skulde jeg så tvivle på de ting, Maximos har bebudet som nær forestående for mig? I nat falder det sidste slør. Her inde skal den store gåde vorde åbenbaret. O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig i disse angstens og forventningens natte-timer! Når Maximos kommer, skal I være vidne til –
vorde åbenbaret. O, bliv hos mig, mine brødre, – bliv hos mig i disse angstens og forventningens natte-timer! Når Maximos kommer, skal I være vidne til –
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Aldrig!
HIS: 363
FYRST JULIAN
O, men bliv i herberget; blot til imorgen –!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Julian, lad mig ikke drage bort i altfor stor angst. Sig mig, – når Maximos har tydet alle gåder for dig, – hvad så?
FYRST JULIAN
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Du higer dog ikke mod døden, Julian!
FYRST JULIAN
Hvad I trældomsfuldt håber på bag døden, det er det just den store hemmeligheds mål at forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv. Det er genoprejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, – det er den forspildte lighed med guddommen. Hvorfor så tvivlende, I brødre? Hvorfor står I der, ligesom foran noget uoverstigeligt? Jeg ved, hvad jeg ved. I hvert af de skiftende slægts-led har der været en sjæl, hvori den rene Adam genfødtes; han var stærk i lovgiveren Moses; han havde evnen til at gøre sig jorden underdanig i den makedoniske Alexander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra
trældomsfuldt håber på bag døden, det er det just den store hemmeligheds mål at forhverve alle medvidende her i vort jordiske liv. Det er genoprejsning, som Maximos og hans lærlinge søger, – det er den forspildte lighed med guddommen. Hvorfor så tvivlende, I brødre? Hvorfor står I der, ligesom foran noget uoverstigeligt? Jeg ved, hvad jeg ved. I hvert af de skiftende slægts-led har der været en sjæl, hvori den rene Adam genfødtes; han var stærk i lovgiveren Moses; han havde evnen til at gøre sig jorden underdanig i den makedoniske Alexander; han var næsten fuldkommen i Jesus fra HIS: 364
Nazareth. 1.utg: 115
Men se, Basilios, (han griber ham i armen) dem alle fattedes, hvad der er mig lovet, – den rene kvinde!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
river sig løs
Julian, Julian!
GREGOR FRA NAZIANZ
Du bespottelige, – did hen har dit hjertes hovmod trukket dig!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
O, Gregor, han er syg og forvildet!
FYRST JULIAN
Hvorfor al denne hånlige tvivl? Er det min spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg vordende skal mere undfanges af ånden, end af legemet. I den første Adam var der ligevægt, som i hine billeder af guden Apollon. Siden har der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes da han skulde holde dem manende oprakte hist ved den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke under korset, hint kors, som Jøden Simon bar med lethed? De to røvere segned ikke. – I kalder eder troende, og har dog så liden tro til Helios fødes, – ind i ensomheden, skjule os, som guddommen skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bredder, finde den, og der –, o, forherligelse – derfra skriftbundne tvivlere, der skal åndens kejser-rige grundes!
min spinkle vækst, som vidner imod mig? Ha-ha; jeg HU: 92
siger eder, denne grove kødfulde slægt skal forgå. Det vordende skal mere undfanges af ånden, end af legemet. I den første Adam var der ligevægt, som i hine billeder af guden Apollon. Siden har der ikke været ligevægt. Havde ikke Moses en stam tunge? Måtte ikke hans arme støttes da han skulde holde dem manende oprakte hist ved den røde havbugt? Trængte ikke Makedonieren jævnlig til at ildnes ved hjælp af visse stærke drikke og andre kunstige midler? Og nu Jesus fra Nazareth? Havde ikke han et skrøbeligt legeme? Faldt han ikke i søvn på skibet, mens dog de andre holdt sig vågne? Segned han ikke under korset, hint kors, som Jøden Simon bar med lethed? De to røvere segned ikke. – I kalder eder troende, og har dog så liden tro til 1.utg: 116
det vidunderliges åbenbarings-magt. Vent, vent, – I skal få se; – bruden skal visselig skænkes mig, og da –, hånd i hånd vil vi gå imod øst, did hen, hvor nogle siger at Helios fødes, – ind i ensomheden, skjule os, som guddommen skjuler sig, søge lunden ved Eufrats bredder, finde den, og der –, o, forherligelse – derfra HIS: 365
skal en ny slægt i skønhed og ligevægt gå ud over jorden; der, I skriftbundne tvivlere, der skal åndens kejser-rige grundes!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
O, jeg må vel vride mine hænder i sorg over dig. Er du hin samme Julian, som for tre år siden drog fra Konstantinopel!
FYRST JULIAN
Den tid var jeg blind, som I nu; jeg kendte kun den vej, der standser ved læren.
GREGOR FRA NAZIANZ
Ved du, hvor din vej standser?
FYRST JULIAN
Hvor vejen og målet er et. – For sidste gang, Gregor, Basilios, – jeg bønfalder eder, bliv hos mig. Det syn, jeg havde sidste nat, – både det og meget andet, tyder på et gådefuldt bånd imellem os. Dig, min Basilios, havde jeg så meget at sige. Du er jo din slægts hoved; og hvo ved, om ikke alt det lokkende, der er mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit hus –
HU: 93
din slægts hoved; og hvo ved, om ikke alt det lokkende, der er mig tilsagt –; om ikke gennem dig og i dit hus –Aldrig! Med min vilje skal ingen ledes ind i dit afsind og i dine vilde drømme.
FYRST JULIAN
GREGOR FRA NAZIANZ
Kom, Basilios!
HIS: 366
FYRST JULIAN
med udstrakte arme
O, I venner; I venner!
GREGOR FRA NAZIANZ
Mellem os er et skille fra denne dag.
Han drager Basilios med sig; begge går ud til højre.
FYRST JULIAN
ser en stund efter dem
Ja, gå! Gå, gå! – Hvad ved I to lærde mænd! Hvad bringer I med fra visdommens stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og du, Basilios, mere pige end mand, – I kender kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre, den kender I ikke, og end mindre –. Ah!
visdommens stad? Du, min stærke trodsige Gregor, – og du, Basilios, mere pige end mand, – I kender kun to gader i Athen, gaden til skolen og gaden til kirken; den tredje gade, over Eleusis og videre, den kender I ikke, og end mindre –. Ah!Forhænget på højre side drages til side. To tjenere i østerlandske klæder bringer ind en høj tilhyllet genstand, som de stiller i hjørnet bag bordet. Lidt efter kommer mystikeren Maximos gennem den samme dør. Han er en mager middelshøj mand med et brunt høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke øjenbryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve. Han bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid stav.
høgagtigt ansigt; hans hår og skæg er stærkt gråsprængt med undtagelse af de tykke øjenbryn og skægget over munden, der endnu har sin begsorte farve. Han bærer en spids hue og en lang sort klædning; i hånden har han en hvid stav.
1.utg: 118
Mystikeren Maximos går, uden at agte på Julian, hen til den tilhyllede genstand, standser og giver tjenerne et vink; de fjerner sig lydløst.
FYRST JULIAN
sagte
Endelig!
trefod; derefter fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær.
HIS: 367
Mystikeren Maximos drager klædet bort; man ser en bronce-lampe på en høj trefod; derefter fremtager han en liden sølvkrukke og hælder olje i lampeskålen. Lampen tænder sig af sig selv og brænder med et stærkt rødligt skær.
FYRST JULIAN
i spændt forventning
Er tiden inde?
MYSTIKEREN MAXIMOS
uden at se på ham
Er dit sind og dit legem rent?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Så kan nattens højtid begynde!
Han giver et tegn; danserinder og fløjtespillere viser sig i forgården. Musik og dans under det følgende.
danserinder og fløjtespillere viser sig i forgården. Musik og dans under det følgende.
FYRST JULIAN
Maximos, – hvad er dette?
FYRST JULIAN
Og midt under denne sansernes tummel vil du –?
FYRST JULIAN
Roser i håret! Perlende vin!
( han kaster sig ned på et af hynderne ved bordet, tømmer en fyldt skål, sætter den hurtigt fra sig og spørger)
Ah, hvad var der i vinen?
Han lægger sig ned på den anden side af bordet.
DE DANSENDE PIGER
synger i forgården
vug dig på strømmende
rythmers flod!
FYRST JULIAN
drikker
Ja, ja, der er frigørelse i rusen. Kan du tyde denne salighed?
FYRST JULIAN
(bleg; springer halvt ivejret)
Maximos, vi er ikke alene!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Med skyggerne.
FYRST JULIAN
Nævn mine gæster!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ikke nu. Hør, hør!
FYRST JULIAN
Hvad er det? Det bruser som en storm gennem huset –
MYSTIKEREN MAXIMOS
skriger
Julian! Julian! Julian!
HIS: 370
FYRST JULIAN
Tal, tal! Hvad sker med os?
FYRST JULIAN
springer op og viger langt tilbage fra bordet
Ah!
Bordlamperne synes nær ved at slukkes; over den store broncelampe hæver sig en blåligt lysende kreds.
MYSTIKEREN MAXIMOS
kaster sig helt ned
Øjet mod lyset!
FYRST JULIAN
Hist?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ja, ja!
PIGERNES SANG
dæmpet fra forgården
spænder sit spind;
lysten, den leende,
lokker dig ind.
FYRST JULIAN
stirrer mod lysskæret
Maximos! Maximos!
HIS: 371
MYSTIKEREN MAXIMOS
sagte
Ser du noget?
FYRST JULIAN
Ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvad ser du?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Mand eller kvinde?
FYRST JULIAN
Jeg ved ikke.
EN STEMME I LYSET
For at tjene ånden.
HIS: 372
MYSTIKEREN MAXIMOS
Svarer det?
FYRST JULIAN
Ja, ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Spørg mere.
FYRST JULIAN
Hvad er min gerning?
STEMMEN I LYSET
Riget.
FYRST JULIAN
Og på hvilken vej?
FYRST JULIAN
Tal fuldt ud! Hvad er frihedens vej?
STEMMEN I LYSET
Nødvendighedens vej.
HIS: 373
FYRST JULIAN
Og ved hvilken magt?
STEMMEN I LYSET
Ved at ville.
FYRST JULIAN
Hvad skal jeg ville?
STEMMEN I LYSET
Hvad du må.
FYRST JULIAN
Det blegner; det svinder –!
(nærmere)
Tal, tal! Hvad må jeg?
Lyskredsen opløser sig; bordlamperne brænder som før.
FYRST JULIAN
Borte.
FYRST JULIAN
(han lægger sig atter ned)
Hvad er riget?
FYRST JULIAN
Tre?
FYRST JULIAN
Og det tredje?
MYSTIKEREN MAXIMOS
FYRST JULIAN
Og det rige skal komme –?
FYRST JULIAN
bryder hvast af
Det hvisker igen! Hvem er mine gæster?
HIS: 375
MYSTIKEREN MAXIMOS
De tre hjørnestene under nødvendighedens vrede.
FYRST JULIAN
Hvem, hvem?
FYRST JULIAN
Nævn dem!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Det kan jeg ikke; jeg kender dem ikke; – men jeg kunde vise dig dem –
MYSTIKEREN MAXIMOS
Vogt dig –!
FYRST JULIAN
Straks; straks! Jeg vil se dem; jeg vil tale med dem, en for en.
MYSTIKEREN MAXIMOS
(han svinger sin stav og råber)
HIS: 376
MYSTIKEREN MAXIMOS
med tilhyllet ansigt
Hvad ser du?
FYRST JULIAN
dæmpet
(nølende)
Kan du, så tal til mig!
FYRST JULIAN
Hvi forbrød du dig?
STEMMEN
Hvi blev jeg ikke min broder?
FYRST JULIAN
Ingen udflugter. Hvi forbrød du dig?
STEMMEN
Hvi blev jeg mig selv?
FYRST JULIAN
Og hvad vilde du, som dig selv?
FYRST JULIAN
Og hvorfor måtte du?
STEMMEN
Jeg var mig.
FYRST JULIAN
Du er ordknap.
FYRST JULIAN
Du traf det, Maximos!
(han hælder en fyldt skål ud foran det tomme sæde)
STEMMEN
Tegnet.
FYRST JULIAN
Hm; ikke videre om det. Og hvad frugt har din brøde båret?
HIS: 378
STEMMEN
Den herligste.
STEMMEN
Livet.
FYRST JULIAN
Og livets grund?
STEMMEN
Døden.
FYRST JULIAN
Og dødens?
STEMMEN
taber sig, som i et suk
Ja, det er gåden!
FYRST JULIAN
Borte!
MYSTIKEREN MAXIMOS
ser op
Borte?
HIS: 379
FYRST JULIAN
Ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Kendte du ham?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvem var det?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Den vej altså! Forsk ikke mere!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Nej, nej, nej; – jeg gør det ikke!
FYRST JULIAN
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du har villet det, ikke jeg.
(han svinger staven)
FYRST JULIAN
stirrer et øjeblik i det tomme rum; pludselig strækker han hånden afværgende ud imod sædet lige ved siden af sig og siger dæmpet
Ikke nærmere!
HIS: 380
MYSTIKEREN MAXIMOS
bortvendt
Ser du ham?
FYRST JULIAN
Ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvorledes ser du ham?
FYRST JULIAN
Tal til ham, Maximos!
FYRST JULIAN
Hvad var du i livet?
STEMMEN
Hvor var vognen rullet hen uden mig?
FYRST JULIAN
Hvor rulled den hen ved dig?
HIS: 381
STEMMEN
FYRST JULIAN
Hvi hjalp du?
STEMMEN
Fordi jeg var villende.
FYRST JULIAN
Hvad vilde du?
STEMMEN
Hvad jeg måtte ville.
STEMMEN
Mesteren.
STEMMEN
Ja, det er gåden!
Kort stilhed.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du tier?
HIS: 382
FYRST JULIAN
Han er her ikke mere.
MYSTIKEREN MAXIMOS
ser op
Kendte du ham?
FYRST JULIAN
Ja.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Hvad hed han i livet?
MYSTIKEREN MAXIMOS
springer op
Afgrunden skyder blomster; natten forråder sig selv!
FYRST JULIAN
skriger til ham
Den tredje frem!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Han skal komme!
(svinger staven)
(kaster sig atter ned på 1.utg: 132
Her frem, du tredje hjørnesten! Her frem, du tredje store frigivne under nødvendigheden!hyndet og vender sit ansigt bort)
Hvad ser du?
FYRST JULIAN
Jeg ser intet.
FYRST JULIAN
Intet; intet!
MYSTIKEREN MAXIMOS
svinger atter staven
Her frem, du –! – –
(holder pludselig inde, udstøder et skrig og springer op fra bordet)
FYRST JULIAN
rejser sig
Hvorfor? Tal, tal!
FYRST JULIAN
Han lever?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Ja, han lever.
MYSTIKEREN MAXIMOS
Her, eller hist, eller blandt de ufødte; – jeg ved ikke –
HIS: 384
FYRST JULIAN
trænger ind på ham
Du lyver! Du bedrager mig! Her, her, sagde du –!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Slip min kappe!
FYRST JULIAN
Altså du eller jeg! Men hvem af os?
MYSTIKEREN MAXIMOS
Slip kappen, Julian!
FYRST JULIAN
Hvem af os? Hvem? Alt hænger i dette ene!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du er mere vidende end jeg. Hvad forkyndte røsten i lyset?
FYRST JULIAN
Røsten i lyset –?
(med et skrig)
Riget! Riget? Grundfæste riget –!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Det tredje rige!
FYRST JULIAN
HIS: 385
FYRST JULIAN
Jeg trodser nødvendigheden! Jeg vil ikke tjene den. Jeg er fri, fri, fri!
Larm udenfor; danserinderne og fløjtespillerne flygter.
FYRST JULIAN
Der trænger fremmede mennesker ind i huset –
MYSTIKEREN MAXIMOS
Man mishandler dine tjenere; de vil myrde os!
FYRST JULIAN
Vær rolig; os kan ingen ramme.
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Fremmede mænd har omringet huset; de har sat vagt ved alle udgange; de bryder ind – næsten med vold. Der kommer de, herre! Der er de!
HIS: 386
QUÆSTOREN LEONTES
Tilgiv, jeg anråber dig hundrede gange, min nådigste herre –
QUÆSTOREN LEONTES
FYRST JULIAN
Du her i Efesos, min fortræffelige Leontes!
QUÆSTOREN LEONTES
Jeg har rejst nætter og dage som kejserens udsending.
FYRST JULIAN
bleg
Til mig? Hvad vil kejseren mig? Jeg er mig sandelig ingen brøde bevidst. Jeg er syg, Leontes! Denne mand (tyder mod Maximos) er hos mig som læge.
QUÆSTOREN LEONTES
Tillad mig, nådige herre –!
QUÆSTOREN LEONTES
Han vil glæde dig, herre, med et stort og vigtigt budskab.
HIS: 387
FYRST JULIAN
Jeg beder dig, lad mig vide, hvad budskab du bringer.
QUÆSTORENS FØLGE
Længe leve Cæsar Julian!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Cæsar!
FYRST JULIAN
Jeg – jeg Cæsar! – Ah, hvor er Gallos?
QUÆSTOREN LEONTES
O, spørg ikke.
FYRST JULIAN
Hvor er Gallos? Jeg besværger dig, – hvor er Gallos?
FYRST JULIAN
Død!
HIS: 388
QUÆSTOREN LEONTES
Salig hos sin hustru.
FYRST JULIAN
Død; død! Gallos død! Død midt på sit sejerstog! Men når, – og hvor?
GREGOR FRA NAZIANZ
brydes med vagten ved indgangen
Jeg må ind til ham! Tilside, siger jeg. – Julian!
FYRST JULIAN
Gregor, broder, – så kom du dog igen!
GREGOR FRA NAZIANZ
Er det sandt, hvad rygtet kaster som en pileregn over staden?
FYRST JULIAN
Jeg er selv som rammet af rygtets pile. Tør jeg tro på denne blanding af lykke og ulykke?
FYRST JULIAN
Kejserens bud, Gregor!
GREGOR FRA NAZIANZ
Du vil træde på din broders blodige lig –
HIS: 389
FYRST JULIAN
Blodige –?
GREGOR FRA NAZIANZ
Ved du det ikke? Cæsar Gallos er myrdet.
FYRST JULIAN
med sammenslagne hænder
Myrdet!
QUÆSTOREN LEONTES
Cæsar Gallos er falden på sine gerninger.
FYRST JULIAN
Myrdet; – hvo myrded ham?
FYRST JULIAN
Jeg spørger ikke om hans brøde; det andet vil jeg vide.
QUÆSTOREN LEONTES
O, lad mig skåne dine broderlige øren.
HIS: 390
FYRST JULIAN
FYRST JULIAN
bøjer sig
Kejseren er stor og retvis. – Den sidste af slægten, Gregor! – Kejser Konstanzios er stor.
FYRST JULIAN
Rød! Væk med den! Var det den, han bar i Pola –?
FYRST JULIAN
med et blik til Maximos
Fra Sidon! Purpurklædningen –!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Apollinaris’s syn!
HIS: 391
GREGOR FRA NAZIANZ
Julian; Julian!
QUÆSTOREN LEONTES
Se, den sendes dig af din frænde, kejseren. Han lader dig sige at han, børnløs som han er, håber at du vil læge dette hans livs dybeste sår. Han ønsker at se dig i Rom. Derefter er det hans vilje at du går som Cæsar til Gallien. De Rhin-strømmen og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held og din fremgang imod barbarerne. I drømme har visse ting åbenbaret sig for ham, og hans sidste ord til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde lykkes dig at grundfæste riget.
De 1.utg: 140
alemanske grænsefolk HU: 105
har sat over Rhin-strømmen og gjort et farligt indfald i riget. Han bygger trygt på dit held og din fremgang imod barbarerne. I drømme har visse ting åbenbaret sig for ham, og hans sidste ord til mig ved afrejsen var, at det sikkerlig skulde lykkes dig at grundfæste riget.
FYRST JULIAN
Grundfæste riget! Røsten i lyset, Maximos!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Tegn imod tegn.
QUÆSTOREN LEONTES
Hvorledes, høje Cæsar?
FYRST JULIAN
Også mig er visse ting varslet; men dette –
QUÆSTOREN LEONTES
Hvo er du, som trodser kejseren?
HIS: 392
GREGOR FRA NAZIANZ
BASILIOS FRA CÆSARÆA
baner sig vej gennem mængden
Tag ikke purpuret, Julian!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Tag det ikke! For Gud Herrens skyld –
FYRST JULIAN
Hvad forfærder dig ved dette?
BASILIOS FRA CÆSARÆA
De rædsler, som vil komme.
FYRST JULIAN
Ved mig skal riget grundfæstes.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Kristi rige?
FYRST JULIAN
Kejserens store skønne rige.
HIS: 393
BASILIOS FRA CÆSARÆA
BASILIOS FRA CÆSARÆA
MYSTIKEREN MAXIMOS
Tegn imod tegn, Cæsar!
FYRST JULIAN
Et ord, Leontes!
(griber hans hånd og drager ham tilside)
Hvor fører du mig hen?
QUÆSTOREN LEONTES
Til Rom, herre!
FYRST JULIAN
QUÆSTOREN LEONTES
O, herre, en så hånende mistro –
HIS: 394
FYRST JULIAN
Gallos’s legeme er knapt rådnet endnu.
QUÆSTOREN LEONTES
Jeg kan hæve alle tvivl. (tager et papir frem) Dette brev fra kejseren, som jeg helst havde rakt dig i enrum –
FYRST JULIAN
Et brev? Hvad skriver han? –
(han åbner papiret og læser)
Ah, Helena! – O, Leontes! Helena, – Helena til mig!
FYRST JULIAN
Helena til mig! Det uopnålige vundet! – Men hun, Leontes –?
QUÆSTOREN LEONTES
Ved afskeden tog han fyrstinden ved hånden og ledte hende hen til mig. En strøm af jomfruligt blod skød op i hendes skønne kinder, hun slog sine øjne ned og sagde: hils min kære frænde, og lad ham vide at han altid har været den mand, som – –
HIS: 395
FYRST JULIAN
Den rene kvinde! – Vidunderligt fuldbyrdes alt!
(han råber højt)
Purpurkappen om mig!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Du har valgt?
FYRST JULIAN
Valgt, Maximos!
MYSTIKEREN MAXIMOS
Valgt, trods tegn imod tegn?
Her står ikke tegn imod tegn. Maximos, Maximos, du har været blind, du seende! – Purpurkåben om mig!
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Det er sked!
MYSTIKEREN MAXIMOS
mumler for sig selv, med oprakte hænder
Sejr og lys over den villende!
FYRST JULIAN
HIS: 396
STEMMER BLANDT QUÆSTORENS FØLGE
Plads, plads for Cæsar Julian!
Alle går ud gennem forgården under mængdens bifaldsråb; kun Gregor og Basilios blir stående.
BASILIOS FRA CÆSARÆA
Gregor! I hvad der så kommer, – lad os holde sammen.
GREGOR FRA NAZIANZ
Her er min hånd.
Ved Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats « De varme bade» udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.
Lutetia i Gallien. En sal i Cæsars palats « De varme bade» udenfor staden. Indgangsdør i baggrunden; til højre en anden mindre dør; foran på venstre side er et vindu med forhæng.Fyrstinde Helena, rigt smykket, med perler i håret, sidder i en armstol og ser ud gennem vinduet. Slavinden Myrrha står ovenfor hende og holder forhænget tilside.
FYRSTINDE HELENA
SLAVINDEN MYRRHA
Jo, jeg synes visst –
FYRSTINDE HELENA
SLAVINDEN MYRRHA
Ængst dig ikke, min herskerinde; Cæsar er jo altid kommen som sejerherre.
Ja, før; efter alle de mindre sammenstød. Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag. Alle disse krydsende stadsforstanderne og forbudt dem at møde ham med æresbevisninger udenfor portene?
efter alle de mindre sammenstød. Men dennegang, Myrrha! Dette store forfærdelige slag. Alle disse krydsende HIS: 398
rygter. Hvis Cæsar var kommen som sejerherre, hvorfor skulde han da have skikket hint brev til stadsforstanderne og forbudt dem at møde ham med æresbevisninger udenfor portene?
SLAVINDEN MYRRHA
O, du ved jo, herskerinde, hvor lidet din høje husbond tragter efter slige ting.
FYRSTINDE HELENA
HUSMESTEREN EUTHERIOS
fra baggrunden
Min fyrstinde, det er ganske umuligt at erfare noget pålideligt –
FYRSTINDE HELENA
Umuligt? Du bedrager mig! Soldaterne selv må dog vide –
HUSMESTEREN EUTHERIOS
O, har jeg fortjent denne kval! Søde, hellige Kristus, har jeg da ikke anråbt dig nat og dag –
(lytter og skriger ud)
Ah, min Julian! Jeg hører ham! – Julian; min elskede!
rustning, kommer hurtigt fra baggrunden
HIS: 399
CÆSAR JULIAN
i støvet rustning, kommer hurtigt fra baggrunden
Helena!
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Min høje Cæsar!
CÆSAR JULIAN
favner fyrstinden med voldsomhed
Helena! – Stæng alle døre, Eutherios!
FYRSTINDE HELENA
Slagen! Forfulgt!
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Herre!
CÆSAR JULIAN
Dobbelte vagter for dørene; lad ingen slippe ind! Hør; er her kommet nogen udsending fra kejseren?
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Nej, herre; men der er en udsending ivente.
CÆSAR JULIAN
Gå, gå! (til slavinden) Væk med dig.
Eutherios og Myrrha går ud i baggrunden.
CÆSAR JULIAN
trækker forhænget sammen
Hvem ved. Blot varsom, så kan uvejret endnu –
HIS: 400
FYRSTINDE HELENA
Efter et sådant nederlag –?
CÆSAR JULIAN
Havde de slåt mig, skulde du ikke set mig levende igen.
FYRSTINDE HELENA
springer op
Men, du himmelens Herre, hvad er da hændt?
FYRSTINDE HELENA
Sejr, siger du! En umådelig sejr? Du har sejret, og dog –?
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
HIS: 401
FYRSTINDE HELENA
Hvad? Hvad?
CÆSAR JULIAN
Hvilken forandring med dig i disse måneder! Helena, har du været syg?
FYRSTINDE HELENA
Nej, nej; men sig mig –?
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
O, intet, min elskede! Se ikke på mig, Julian! Kun angst og nattevågen for din skyld; brændende bønner til den højt velsignede på korsets træ –
FYRSTINDE HELENA
Der kan intet dølges længer. Siden kejserindens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alemanerne, så hed det at jeg var frygtagtig og uvirksom. Man spottede over visdomselskeren, som ikke ret kunde vænne sig
Siden kejserindens død har jeg ikke kunnet gøre et skridt her i Gallien, uden at det er bleven tydet ilde ved hoffet. Gik jeg forsigtigt tilværks imod Alemanerne, så hed det at jeg var frygtagtig og uvirksom. Man spottede over visdomselskeren, som ikke ret kunde vænne sig HIS: 402
til at bære krigsrustning. Vandt jeg en fordel over barbarerne, så måtte jeg høre at jeg burde kunnet opnå mere.
FYRSTINDE HELENA
Men alle dine venner i hæren –
CÆSAR JULIAN
Hvem tror du er mine venner i hæren? Ikke en, min elskede Helena! Jo, en eneste, – hin perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges under følelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du jeg kan støtte mig til Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter efter de højeste ting.
perusiske ridder, Sallust, som jeg under vor bryllupshøjtid i Mailand måtte give afslag på en billig bøn. Han er ædelmodig kommen til mig i lejren, har mindet mig om vort gamle venskab i Athen og bedt om at måtte følge mig i alle farer. Men hvad gælder vel Sallust ved kejserhoffet? Han er jo en af dem, man der kalder hedninger. Han kan intet gavne mig. – Og nu de andre! Krigsøversten Arbetio, som lod mig i stikken, da jeg lå indesluttet i Sennones! Den gamle Severus, som tynges under følelsen af sin egen udygtighed, og som dog ikke kan forlige sig med min nye krigsførsel! Eller tror du jeg kan støtte mig til 1.utg: 151
Florentius, – prætorian-høvdingen? Jeg siger dig, denne urolige mand tragter efter de højeste ting.
FYRSTINDE HELENA
Ah, Julian!
CÆSAR JULIAN
går op og ned
Kunde jeg blot komme deres rænker på spor! Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden som Cæsar. Ved du vel, Helena, at den spiseseddel, min kok har at rette sig efter, den er sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til at ændre noget deri, hverken lægge til eller tage fra!
rænker på spor! Hver uge går der fra lejren hemmelige breve til Rom. Alt, hvad jeg tager mig for, blir berettet og forvansket. Ingen træl i riget er lænkebunden som Cæsar. Ved du vel, Helena, at den spiseseddel, min kok har at rette sig efter, den er sendt ham fra kejseren, og jeg har ikke lov til at ændre noget deri, hverken lægge til eller tage fra!
CÆSAR JULIAN
Alle ved det, uden du. Alle spotter over Cæsars afmagt. Jeg bærer det ikke længer! Jeg vil ikke bære det!
FYRSTINDE HELENA
Men det store slag –? Fortæl mig dog, – har rygtet overdrevet –?
CÆSAR JULIAN
Rygtet har ikke kunnet overdrive. – Hyss; hvad var det? (lytter mod døren) Nej, nej; jeg syntes kun –.
Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak kong Knodomar alle sine stridskræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster stødte til ham. Men forinden han havde fåt samlet de nødvendige både til overgang i nødsfald, lod jeg min hær rykke frem til angreb.
1.utg: 152
Jeg tør sige at jeg i disse måneder har udrettet alt, hvad der stod i menneskelig magt. Skridt for skridt, og trods alle hindringer i min egen lejr, drev jeg barbarerne tilbage mod den østlige grænse. Foran Argentoratum, med Rhinen i ryggen, trak kong Knodomar alle sine stridskræfter sammen. Fem konger og ti ringere fyrster stødte til ham. Men forinden han havde fåt samlet de nødvendige både til overgang i nødsfald, lod jeg min hær rykke frem til angreb.
FYRSTINDE HELENA
Min helt, min Julian!
CÆSAR JULIAN
Lupicin med spydkasterne og de letbevæbnede omgik fienden i nord; de gamle legioner under Severus drev barbarerne mere og mere østligt imod floden; Bataverne, vore bundsforvandte, under den trofaste Bainabaudes, stod legionerne ærligt bi, og da Knodomar mærked at der var al fare, søgte han at undkomme imod syd for at nå over til øerne. Men før det kunde HIS: 404
ske lod jeg Florentius møde ham med prætorianerne og hestfolket. Helena, jeg gider ikke sige det højt, men visst er det at forræderi eller misundelse nær havde røvet mig sejrens frugter. De romerske ryttere veg gang efter gang for barbarerne, som kasted sig til jorden og stak hestene i bugen. Jeg så vort nederlag for øjnene –
CÆSAR JULIAN
Jeg greb en fane, ildned de kejserlige hustropper med mine tilråb, holdt i al skynding en tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel.
holdt i al skynding en tale til dem, en tale, som måske ikke vilde have været selv en mere oplyst tilhørerkreds ganske uværdig, og derpå, så fort soldaternes bifaldsråb havde lønnet mig, styrted jeg mig lige ind i den tætteste kamptummel.
FYRSTINDE HELENA
Julian! O, du elsker mig ikke!
CÆSAR JULIAN
I det øjeblik var du ikke i mine tanker. Jeg vilde dø; anden udvej vidste jeg ikke. Men det kom, min elskede! Det var som om en lynslående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd.
lynslående rædsel blinked ud af vore lanse-spidser. Jeg så Knodomar, hin forfærdelige kriger – ja, du har jo selv set ham – jeg så ham flygte tilfods af slaget, og med ham flygtede hans broder Vestralp og kongerne Hortar og Suomar og alle, som ikke lå under for vore sværd.
FYRSTINDE HELENA
HIS: 405
CÆSAR JULIAN
Aldrig har jeg hørt slige jammerskrig; aldrig har jeg set så gabende sår, som dem vi trådte i, Floden gjorde resten; de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og overgav sig.
1.utg: 154
der vi vaded over de faldne. Floden gjorde resten; de druknende kæmped indbyrdes til de vælted rundt og gik tilbunds. De fleste af fyrsterne faldt levende i vore hænder; Knodomar selv havde søgt tilflugt i en rørklynge; en af hans ledsagere røbed ham, vore folk sendte en pileregn ind imod den skjulte, men uden at ramme. Da kom han frivilligt frem og overgav sig.
FYRSTINDE HELENA
Og efter en slig sejr skulde du ikke føle dig tryg?
FYRSTINDE HELENA
Et tilfælde?
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
O, tal dog; du ængster mig!
CÆSAR JULIAN
Det var en ubetydelighed, siger jeg dig. Jeg lod den fangne Knodomar føre for mig i hærens påsyn. Før slaget havde han truet med at jeg omklamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet.
den fangne Knodomar føre for mig i hærens påsyn. Før slaget havde han truet med at jeg 1.utg: 155
skulde flåes levende når jeg faldt i hans hænder. Nu gik han mig imøde med usikre skridt, skælvende over HIS: 406
hele legemet; knækket af ulykken, således, som det er barbarers vis, kasted han sig ned for mig, omklamred mine knæ, udgød tårer og bad for livet.
FYRSTINDE HELENA
Med rædsels gysning gennem de kraftfulde lemmer. Jeg ser den liggende Knodomar. – Dræbte du ham, min elskede?
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
Uden at pine ham?
CÆSAR JULIAN
Klogskab bød mig at handle mildt. Men da, – jeg fatter ikke hvorledes det gik til, – i overstrømmende glæde, og med et hyl på sine læber, sprang barbaren op, strakte sine bundne hænder ivejret og, lidet kyndig, som han var i vort sprog, råbte han med høj røst: priset være du, Julian, du mægtige kejser!
du mægtige kejser!
FYRSTINDE HELENA
Ah!
CÆSAR JULIAN
Mine ledsagere vilde til at le; men barbar-kongens råb slog ned som et tændende lyn iblandt Titan havde slynget et berg ud i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse, men –
1.utg: 156
soldaternes klynger. «Leve kejser Julian», råbte de omstående; og råbet forplanted sig i videre og videre ringe til det fjerneste fjerne; – det var som om en Titan havde slynget et berg ud i verdenshavet; – o, min elskede, tilgiv mig denne hedenske lignelse, men –
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
Ja, ja; men soldaterne –?
CÆSAR JULIAN
Jeg satte dem strængt irette; thi jeg så det godt, – Florentius, Severus og visse andre stod stille omkring, hvide af skræk og vrede.
FYRSTINDE HELENA
Ja, ja, – de, men ikke soldaterne.
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
Ja, af hvem? Af hvem? Jeg selv skrev skyndsomt til kejseren og fortalte ham det hele, men –
HIS: 408
FYRSTINDE HELENA
Nu, – og hvad har han svaret?
CÆSAR JULIAN
Som vanlig. Du kender denne ulykke-spående taushed når han vil ramme nogen.
FYRSTINDE HELENA
Jeg tror dog, du mistyder alt dette. Det er umuligt andet. Se til; udsendingen vil snart bringe dig sikkerhed for at –
FYRSTINDE HELENA
O, Herre min Gud, lad mig se!
CÆSAR JULIAN
Siden, siden.
(han går op og ned)
Og alt dette efter de tjenester, jeg har vist ham! Her har jeg kastet Alemanernes angreb til jorden for lange tider, mens han selv har lidt nederlag på nederlag ved Donau og mens hæren i Asien ikke synes at spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
nederlag ved Donau og mens hæren i Asien ikke synes at HU: 116
vinde et skridts fremgang 1.utg: 158
imod Perserne. Skam og uheld på alle kanter, undtagen her, hvor man satte en modstræbende visdomsven i spidsen for sagerne. Og dog hånes jeg ligefuldt ved hoffet. Ja, selv efter den sidste store sejr har man gjort et spottedigt over mig og kaldt mig Viktorinus! Dette må have en ende.
FYRSTINDE HELENA
Ja, jeg tror det også.
HIS: 409
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
Nej, du har ret, Julian; vi kan ikke blive stående ved dette.
CÆSAR JULIAN
standser
Helena, kunde du følge mig?
FYRSTINDE HELENA
sagte
Frygt ikke for mig; jeg skal ikke vige tilbage.
FYRSTINDE HELENA
Hvad siger du? Ensomhed!
CÆSAR JULIAN
FYRSTINDE HELENA
ser nedad ham
Ah, således!
CÆSAR JULIAN
Hvad ellers?
FYRSTINDE HELENA
Nu ja; hvad ellers?
HIS: 410
CÆSAR JULIAN
Ja ja, – jeg spørger, hvad ellers?
FYRSTINDE HELENA
nærmere
Julian, – hvorledes hilste barbar-kongen dig?
CÆSAR JULIAN
vigende
Helena!
FYRSTINDE HELENA
atter nærmere
Hvad var det for et navn, som gav genlyd i soldaternes rækker?
CÆSAR JULIAN
Uforsigtige; her står kanske en lytter udenfor hver dør!
FYRSTINDE HELENA
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Hjem igen til din broder?
HIS: 411
FYRSTINDE HELENA
sagte
CÆSAR JULIAN
Helena!
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Du ældes ikke; du er ung og skøn!
FYRSTINDE HELENA
Nej, nej, nej! Tiden går; jeg kan ikke bære dette med tålmod; livet går fra mig!
CÆSAR JULIAN
ser på hende
Hvor fristende skøn, hvor guddomsfuld er du ikke!
CÆSAR JULIAN
favner hende
Du er den eneste kvinde, jeg har elsket, – den eneste, som har elsket mig.
FYRSTINDE HELENA
Jeg er ældre, end du. Jeg vil ikke ældes mere. Når alt er over, så –
HIS: 412
CÆSAR JULIAN
river sig løs
Stille! Jeg vil ikke høre mere.
FYRSTINDE HELENA
går efter ham
CÆSAR JULIAN
Ti, ti!
FYRSTINDE HELENA
Kristus er god. O, vær from, Julian, så tilgiver han meget. Jeg skal hjælpe. Bønner skal opsendes for dig. Lovet være de hellige mænd! Lovet være blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden. Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de skal bøje sig ind under korsets nåde.
blodvidnerne! Tro mig, vi skal sone alting siden. Skænk mig Alemanerne til omvendelse; jeg vil udsende prester iblandt dem; de skal bøje sig ind under korsets nåde.
FYRSTINDE HELENA
Så skal de dø! Som en sød røg skal blodet stige op til ham, den højt velsignede. Vi vil øge hans herlighed; hans pris skal HIS: 413
forkyndes ved os. Jeg vil selv være med. De alemanske kvinder for mig! Bøjer de sig ikke, så skal de ofres! Og da, min Julian, – når du ser mig igen –; forynget, forynget! Skænk mig Alemaner-kvinderne, du elskede! Blod –, det er jo intet mord, og middelet skal være usvigeligt –, et bad i ungt jomfrublod –
CÆSAR JULIAN
Du skønne, du eneste!
CÆSAR JULIAN
med et blik mod døren, råber
Helena!
FYRSTINDE HELENA
Ah!
CÆSAR JULIAN
Er han kommen?
HIS: 414
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Ja, herre!
CÆSAR JULIAN
Hans navn? Hvem er han?
FYRSTINDE HELENA
Virkelig? Den fromme Decentius!
CÆSAR JULIAN
Hvem har han talt med?
CÆSAR JULIAN
HUSMESTEREN EUTHERIOS
Godt, nådigste herre!
Han går ud i baggrunden.
CÆSAR JULIAN
Nu, min Helena, nu vil det vise sig –
FYRSTINDE HELENA
sagte
Hvad der end viser sig, så glem ikke at du kan stole på soldaterne.
HIS: 415
CÆSAR JULIAN
Ah, stole, stole –; jeg ved ikke om jeg kan stole på nogen.
Tribunen Decentius kommer fra baggrunden.
FYRSTINDE HELENA
imod ham
TRIBUNEN DECENTIUS
Siger du det, du glæde-bringer? Kejseren tænker da altid med kærlighed på mig? Hvorledes er det med hans sundhed?
CÆSAR JULIAN
Gå, gå, min elskede Helena!
TRIBUNEN DECENTIUS
Kejserens sundhed har ingenlunde forværret sig.
Nej, ikke sandt? Det var det jeg vidste. Alle disse ængstende rygter –; Gud være priset, at det kun var rygter! Tak ham kærligst, du fromme Decentius! Og vær selv takket. Med hvilke rige gaver har du ikke bebudet din ankomst! Kejserlige gaver –; nej, nej, broderlige gaver i sandhed! To skinnende sorte Nubiere, – du skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i guldskåler! Hvor forsmægter her i Gallien.
Nubiere, – du skulde se dem, min Julian! – og perler! Dem bærer jeg allerede. Og frugter, – søde, svulmende; ah; ferskener fra Damaskus, ferskener i guldskåler! Hvor HIS: 416
skal de ikke læske mig; – frugt, frugt; jeg forsmægter her i Gallien.
CÆSAR JULIAN
Et glædes-måltid skal ende dagen; men forretninger først. Gå, min dyrebare hustru!
FYRSTINDE HELENA
Jeg går til kirken, – til bøn for min broder og for alle håb.
Hun går ud til højre.
TRIBUNEN DECENTIUS
Brevskaber.
CÆSAR JULIAN
læser, undertrykker et smil og strækker hånden ud
Mere!
TRIBUNEN DECENTIUS
Høje Cæsar, det er omtrent alt.
CÆSAR JULIAN
Virkelig? Har kejseren sendt sin ven den lange vej kun for at –?
(han brister i en kort latter; derpå går han op og ned)
Var Alemanerkongen Knodomar kommen til Rom før din afrejse?
HIS: 417
TRIBUNEN DECENTIUS
Ja, høje Cæsar!
CÆSAR JULIAN
TRIBUNEN DECENTIUS
Knodomar er død, herre!
CÆSAR JULIAN
standser
Knodomar er død?
CÆSAR JULIAN
Død? Så? – Ja, luften i Rom er usund.
TRIBUNEN DECENTIUS
Alemanerkongen døde af hjemve, herre! Længselen efter slægt og frihed –
HIS: 418
CÆSAR JULIAN
– den tærer, Decentius; ja, ja, jeg ved det. – Jeg burde ikke skikket ham levende til Rom; jeg burde ladet ham dræbe her.
TRIBUNEN DECENTIUS
Cæsars sind er mildt.
CÆSAR JULIAN
Hm –! Hjemve? Ja så!
(til staldmesteren Sintula, som kommer fra baggrunden)
Er du der, gamle faun? Frist mig ikke mere. (til Decentius) Siden slaget ved Argentoratum taler han altid til mig om sejers-vognen og det hvide forspand. (til Sintula) Det blev Phaëtons færd med lybske solheste. Hvorledes endte det? Har du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg sårer dit fromme øre.
faun? Frist mig ikke mere. (til Decentius) Siden slaget ved Argentoratum taler han altid til mig om sejers-vognen og det hvide forspand. (til Sintula) Det blev Phaëtons færd med 1.utg: 168
de lybske solheste. Hvorledes endte det? Har du glemt – har du glemt dit hedenskab, havde jeg nær sagt. – Om forladelse, Decentius, at jeg sårer dit fromme øre.
CÆSAR JULIAN
Ja, ja; bær over med Cæsar, om han spøger. Jeg ved virkelig ikke at tage det på anden måde. – Der har vi dem.
Hærføreren Severus, prætorianhøvdingen Florentius, samt flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kommer fra baggrunden.
prætorianhøvdingen Florentius, samt flere krigsøverster og herrer ved Cæsars hof kommer fra baggrunden.
CÆSAR JULIAN
går dem imøde
CÆSAR JULIAN
Ja, i sandhed, det er der. Kan I sige mig, – hvad fattedes i Cæsars lykke?
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Hvad skulde vel fattes i Cæsars lykke?
CÆSAR JULIAN
Nu ingenting. (til Decentius) Hæren har forlangt at jeg skulde holde sejers-indtog i staden. I spidsen Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene; kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved ved hoved – (bryder pludselig af) Glæd eder, mine tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom denne morgenstund med gaver og hilsninger fra Rom.
1.utg: 169
for legionerne vilde man at jeg skulde drage ind gennem Lutetias porte. Fangne barbar-fyrster med bundne hænder skulde gå ved vognhjulene; kvinder og slaver fra tyve overvundne folkeslag skulde følge efter, tæt sammentrængte, hoved ved hoved – (bryder pludselig af) Glæd eder, mine tapre medkæmpere; her ser I tribunen Decentius, kejserens fortrolige ven og rådgiver. Han kom denne morgenstund med gaver og hilsninger fra Rom.
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Ah, så fattes visselig intet i Cæsars lykke.
HÆRFØREREN SEVERUS
sagte til Florentius
Ufatteligt! Altså atter i kejserens gunst!
HIS: 420
CÆSAR JULIAN
Det synes, som om en forundringsfuld stumhed havde slåt eder alle. – Man finder at kejseren har gjort formeget, gode Decentius!
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Hvor kan dog sligt komme i Cæsars tanke?
HÆRFØREREN SEVERUS
Formeget, høje Cæsar? Ingenlunde. Skulde ikke kejseren vide at vælge de rette grænser for sin nåde?
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Men hvad har så ikke også Cæsar udrettet i disse få år i Gallien?
CÆSAR JULIAN
En årlang drøm, I dyrebare venner! Jeg har slet intet udrettet. Intet, intet!
HIS: 421
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
HÆRFØREREN SEVERUS
– uden sammenhæng, uden lydighed, uden ledelse –
CÆSAR JULIAN
Overdrivelse, Severus!
CÆSAR JULIAN
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
Hvorledes, herre? Kan du tvivle om så store ting?
CÆSAR JULIAN
HIS: 422
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
ligeledes til tribunen
FLERE HOFMÆND
trænger sig frem
Ja, herre, Cæsar er stor!
ANDRE HERRER
klapper i hænderne
Cæsar er uden lige!
CÆSAR JULIAN
ser en stund afvekslende på Decentius og de andre; derpå brister han ud i en høj kort latter
(han vender sig til de øvrige og slår på papirrullen, som han holder i hånden)
Her står ganske andre ting! Hør efter, og sug det ind som en erkendelsens læskende dugg. Det er kejserens melding til alle statholderne rundt om i riget; – vor udmærkede Decentius har bragt en afskrift med. Her står det: jeg har intet udrettet i Gallien. Det var en drøm, som jeg nys sagde. Her har vi kejserens egne ord: det var under kejserens lykkelige forvarsler at den riget overhængende fare blev afvendt.
under kejserens lykkelige forvarsler at den riget overhængende fare blev afvendt.Alle rigets sager nyder fremgang under kejserens forvarsler.
CÆSAR JULIAN
Mere, mere! Her berettes det, at det er kejseren, som har kæmpet og sejret ved Rhin; det er kejseren, som har løftet op den ydmygt bedende Alemaner-konge, der kasted sig ned for ham. Mit navn lykkes det mig ikke at finde nogetsteds i dette skriftstykke, – og ikke dit, Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her, i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor var det jeg havde det? jo her; her står det; det var kejseren, som påbød slagordningen; det var kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs, siger jeg!
HU: 125
skriftstykke, – og ikke dit, Florentius, og heller ikke dit, Severus! Og her, i skildringen af slaget ved Argentoratum –; hvor var det jeg havde det? jo her; her står det; det var kejseren, som påbød slagordningen; det var kejseren selv, som med livsfare hug sit sværd sløvt, kæmpende i de forreste rækker; det var kejseren, som, ved sin nærværelses rædsel, jog barbarerne på hovedkulds flugt –; læs; læs, siger jeg!
HÆRFØREREN SEVERUS
Høje Cæsar, dit ord er nok.
CÆSAR JULIAN
Og hvor vil I så hen med eders dårende tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette? Du ser at jeg i min egen lejr må holde øje med tilhængere, som stundom grænsepæle.
dårende tale, I venner? Vil I, af overdreven kærlighed til mig, gøre mig til en snyltegæst, hvem I mader med den overflod, I rapsed fra min frændes bord? – Hvad tykkes dig, Decentius? Hvad siger du til dette? Du ser at jeg i min egen lejr må holde øje med tilhængere, som stundom 1.utg: 174
i blindhed er på vej til at forvilde sig hinsides oprørets grænsepæle.
PRÆTORIANHØVDINGEN FLORENTIUS
hurtigt til tribunen
I sandhed, mine ord er bleven højlig mistydede, ifald –
HIS: 424
CÆSAR JULIAN
Så skal det være, I kampbrødre; lad os alle tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu ved I det. Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til at dækkes af sejerstogets støv, tapre Florentius! Kejseren har holdt sejers-indtog for os i Rom. Han finder derfor at alle højtideligheder her er overflødige. Gå, Sintula, og sørg for at de påtænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje at de skal forblive i lejren udenfor murene.
tilhobe æde vort hovmod i os. Jeg spurgte før, hvad der mangled i Cæsars lykke. Nu ved I det. Det var sandheds-erkendelsen, som mangled i Cæsars lykke. Din sølvhjelm vil ikke komme til at dækkes af sejerstogets støv, tapre Florentius! Kejseren har holdt sejers-indtog for os i Rom. Han finder derfor at alle højtideligheder her er overflødige. Gå, Sintula, og sørg for at de påtænkte optog afsiges. Kejseren ønsker at forunde sine soldater en gavnlig ro. Det er hans vilje at de skal forblive i lejren udenfor murene.Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden.
TRIBUNEN DECENTIUS
TRIBUNEN DECENTIUS
Rigets grænse er sikret imod Rhin.
HIS: 425
CÆSAR JULIAN
Af kejseren, af kejseren.
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
Lad se, lad se! (læser) Ah!
(han læser atter længe under en stærk indre bevægelse; derpå ser han op og siger)
CÆSAR JULIAN
En hofmand går ud i baggrunden; Cæsar Julian går hen til vinduet og læser papirerne igennem på ny.
Jeg beder bønligst, mistyd ikke, hvad jeg før sagde. Når jeg tillagde Cæsar æren, så var det selvfølgelig ikke dermed ment at –
HÆRFØREREN SEVERUS
sagte
Aldrig kunde det komme i min tanke at det ikke var kejserens øverste vise ledelse, som –
EN HOFMAND
på tribunens anden side
EN ANDEN HOFMAND
Jeg kunde desværre fortælle dig ting, der vidner lige så meget om grænseløs forfængelighed, som om forvovne håb –
Endnu idag! Lad et ord være sagt, Decentius! Det var mit højeste ønske, ifald jeg kunde nedlægge denne ansvarsfulde værdighed.
TRIBUNEN DECENTIUS
Det skal blive kejseren meldt.
CÆSAR JULIAN
Jeg kræver himlen til vidne på at jeg aldrig –; ah, der er Sintula; så kan vi altså – rend="next">(til tribunen) Du går?
TRIBUNEN DECENTIUS
Jeg har at forhandle med hærførerne, høje Cæsar!
HIS: 427
CÆSAR JULIAN
TRIBUNEN DECENTIUS
Kejseren har pålagt mig at skåne sin dyrebare slægtning.
Han går ud i baggrunden, fulgt af de øvrige, undtagen af Sintula, som blir stående ved døren.
CÆSAR JULIAN
ser en stund på ham
Sintula!
STALDMESTEREN SINTULA
Ja, høje herre!
CÆSAR JULIAN
Kom nærmere. – Ja, sandelig, du ser ærlig ud. Tilgiv; jeg har aldrig tænkt på at du kunde være mig så hengiven.
CÆSAR JULIAN
peger på papirrullen
Her kan jeg læse mig det til; der står at du skal forlade mig.
STALDMESTEREN SINTULA
Jeg, herre?
CÆSAR JULIAN
Kejseren opløser Galler-hæren, Sintula!
HIS: 428
STALDMESTEREN SINTULA
Opløser –?
CÆSAR JULIAN
STALDMESTEREN SINTULA
CÆSAR JULIAN
Just det, Sintula! Kejseren skriver at jeg gav hint tilsagn i overilelse og uden hans samtykke. Det har jeg rigtignok aldrig vidst; men således står det. Jeg skal tvinges til at bryde mit ord, vanære mig i hærens øjne, vende barbarernes utøjlede harm, kanske deres dødbringende våben, imod mig.
Det vil slå fejl, herre! De romerske legioner vil byde dig sit bryst til skjold.
CÆSAR JULIAN
STALDMESTEREN SINTULA
Ah, dette er –!
HIS: 429
CÆSAR JULIAN
STALDMESTEREN SINTULA
Og jeg siger dig, herre, at ikke en eneste af dine hærførere lader sig bruge til dette.
STALDMESTEREN SINTULA
Jeg, min Cæsar!
CÆSAR JULIAN
STALDMESTEREN SINTULA
Og det overdrages til mig? Her, hvor mænd, som Florentius og den gamle Severus –
STALDMESTEREN SINTULA
Nej, det er visselig sandt. Aldrig har man her villet unde mig lejlighed til at vise –
CÆSAR JULIAN
Jeg har været uretfærdig imod dig. Tak for din troskab.
HIS: 430
STALDMESTEREN SINTULA
Så stor en kejserlig nåde! Herre, må jeg se –
CÆSAR JULIAN
Hvad vil du se? Du vil jo ikke lade dig bruge til dette.
STALDMESTEREN SINTULA
Gud forbyde at jeg skulde nægte kejseren lydighed!
CÆSAR JULIAN
Sintula, – du kunde afvæbne din Cæsar!
STALDMESTEREN SINTULA
Cæsar har alle dage sat liden pris på mig. Cæsar har aldrig kunnet tilgive mig, at han måtte tåle om sig en staldmester, der var valgt af kejseren.
CÆSAR JULIAN
Kejseren er stor og vis; han forstår at vælge.
STALDMESTEREN SINTULA
Her er kejserens befaling. Gå, og gør din pligt.
HIS: 431
SLAVINDEN MYRRHA
O, nådige himmel, min herskerinde –
CÆSAR JULIAN
Din herskerinde, – hvad hun?
SLAVINDEN MYRRHA
Sygdom eller afsind –; hjælp, hjælp!
CÆSAR JULIAN
Helena syg! Lægen! Oribases skal komme, Sintula! Hent ham!
Staldmesteren Sintula går ud i baggrunden. Cæsar Julian vil ile ud til højre, men møder i døren fyrstinde Helena omringet af slavinder. Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.
Hendes ansigt er vildt og forstyrret, hendes hår og klæder i uorden.
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Helena! For Guds nådes skyld –!
FYRSTINDE HELENA
Er der ingen, som vil hjælpe? De myrder mig med nålestik!
FYRSTINDE HELENA
Myrrha, Myrrha! Frels mig fra pigerne, Myrrha!
HIS: 432
LÆGEN ORIBASES
kommer fra baggrunden
CÆSAR JULIAN
Helena! Min kærlighed, mit livs lys –!
FYRSTINDE HELENA
Væk fra mig! O, søde Jesus, hjælp!
Hun synker halvt om mellem slavinderne.
CÆSAR JULIAN
Hun er fra sig. Hvad kan det være, Oribases? Se, – se øjnene, hvor store –!
LÆGEN ORIBASES
til Myrrha
Hvad har fyrstinden nydt? Hvad har hun spist eller drukket?
CÆSAR JULIAN
Ah, du tror –?
LÆGEN ORIBASES
Svar, kvinder; hvad har I givet fyrstinden?
SLAVINDEN MYRRHA
Vi? O, intet, tro mig; hun har selv –
HIS: 433
CÆSAR JULIAN
Frugter! Ferskener? Af dem, som –?
SLAVINDEN MYRRHA
Ja – nej – ja; jeg ved ikke, herre; – det var to Nubiere –
CÆSAR JULIAN
Hjælp, hjælp, Oribases!
LÆGEN ORIBASES
Desværre, jeg frygter –
CÆSAR JULIAN
Nej, nej, nej!
LÆGEN ORIBASES
Stille, nådige herre; hun kommer til sig selv.
CÆSAR JULIAN
Helena! Hør; saml dine tanker –
LÆGEN ORIBASES
Min høje fyrstinde –
CÆSAR JULIAN
Det er lægen, Helena! (tager hendes hånd) Nej, her, hvor jeg står.
HIS: 434
CÆSAR JULIAN
Hun ser mig ikke. Her, her, Helena!
FYRSTINDE HELENA
Den afskyelige; – altid er han om mig.
CÆSAR JULIAN
Hvad mener hun?
LÆGEN ORIBASES
Gå tilside, nådige herre –!
FYRSTINDE HELENA
Søde stilhed! Han aner ikke –; o, min Gallos!
CÆSAR JULIAN
Gallos?
LÆGEN ORIBASES
Gå, høje Cæsar; det er ikke tjenligt –
FYRSTINDE HELENA
Hvor dit tætte krøllede hår runder sig trodsigt om nakken. O, denne korte kødfulde nakke –
CÆSAR JULIAN
Alle afgrundes afgrund –!
LÆGEN ORIBASES
Vildelsen tager til –
CÆSAR JULIAN
Jeg mærker, jeg mærker. Vi må forske, Oribases!
SLAVINDEN MYRRHA
Herre, befaler du ikke at jeg skal –?
CÆSAR JULIAN
Væk med dig, kvinde!
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Tilside med jer alle! Ikke så nær, Oribases! Jeg selv skal vogte fyrstinden.
FYRSTINDE HELENA
CÆSAR JULIAN
Ikke nærmere, Oribases!
FYRSTINDE HELENA
Dræb presten også! Jeg vil ikke se ham efter dette. Du ved jo vor søde hemmelighed. i din tjeners skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der; det var dig – i mørket, i luften, i virakens slørende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar under mit hjerte –
1.utg: 186
O, du mine dages længsel, mine HIS: 436
nætters henrykkelse! Det var jo dig selv, – i din tjeners skikkelse – i bedekamret; ja, ja, du var der; det var dig – i mørket, i luften, i virakens slørende skyer, hin nat, da den vordende Cæsar under mit hjerte –
CÆSAR JULIAN
viger med et skrig
Ah!
FYRSTINDE HELENA
med udbredte arme
Min elsker og herre! Min, min –!
Hun falder om på gulvet; slavinderne iler til og flokker sig om hende.
CÆSAR JULIAN
står et øjeblik ubevægelig; da knytter han hånden ivejret og råber
Galilæer!
Slavinderne bærer fyrstinden ud til højre; i det samme kommer ridderen Sallust hurtigt ind gennem døren i baggrunden.
RIDDEREN SALLUST
Fyrstinden i afmagt! O, så var det dog så!
Sig sandheden! Har du før idag vidst at –; nu ja, du forstår mig; har du før idag vidst noget om – om fyrstindens tilstand?
LÆGEN ORIBASES
Jeg, som alle andre, herre!
CÆSAR JULIAN
Og du har intet sagt mig, Oribases!
CÆSAR JULIAN
Hvor kunde du vove at fortie sligt!
LÆGEN ORIBASES
Herre, der var et, vi alle var uvidende om.
CÆSAR JULIAN
Og det var?
LÆGEN ORIBASES
At Cæsar intet vidste.
Han vil gå.
CÆSAR JULIAN
Hvorhen?
LÆGEN ORIBASES
Prøve de midler, som min kunst –
CÆSAR JULIAN
Jeg tror at din kunst vil vise sig unyttig.
LÆGEN ORIBASES
Herre, det var dog muligt at –
CÆSAR JULIAN
Unyttig, siger jeg!
HIS: 438
LÆGEN ORIBASES
et skridt tilbage
Høje Cæsar, det er min pligt at være dig ulydig i dette.
CÆSAR JULIAN
LÆGEN ORIBASES
Ah!
CÆSAR JULIAN
Gå, gå, mand, – og prøv, hvad din kunst –
LÆGEN ORIBASES
bøjer sig ærbødigt
Jeg tror min kunst er unyttig, herre!
Han går ud til højre.
CÆSAR JULIAN
Ah, du, Sallust! Hvad tykkes dig? Nu begynder skæbnens bølger at vælte ind over slægten igen.
CÆSAR JULIAN
kort og afværgende
Fyrstinden dør.
RIDDEREN SALLUST
O, om jeg turde tale! Om jeg turde efterspore de lønlige tråde i dette fordærvelsens spind!
HIS: 439
CÆSAR JULIAN
Vær trøstig, ven; alle trådene skal komme for en dag, og så –
TRIBUNEN DECENTIUS
kommer fra baggrunden
CÆSAR JULIAN
Ja, det må du sige to gange, ædle Decentius! Og hvorledes skal jeg vel udfinde ord, bløde og slørende nok, for at bringe dette i en tålelig fremstilling for kejserens broderlige øre!
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
Ja, denne skæbnens opdukkende og opslugende havstorm, just som skibet syntes at ville løbe ind i en længe forønsket havn; denne, denne –; sorgen gør os veltalende, Decentius, – dig, som mig. Men først forretninger. De to Nubiere skal fængsles og forhøres.
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
Hvorledes? Du har dog vel aldrig –?
HIS: 440
TRIBUNEN DECENTIUS
TRIBUNEN DECENTIUS
Havde de ikke syvfold fortjent døden, de efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det var mig umuligt at få presset andet ud af dem, end at de havde ladet hine vigtige ting henstå en temmelig lang tid i forsalen uden bevogtning, tilgængelige for alle og enhver –
syvfold fortjent døden, de efterladne? Det var to hedenske vildmænd, herre! Deres vidnesbyrd vilde ikke have tjent til noget; det var mig umuligt at få presset andet ud af dem, end at de havde ladet hine vigtige ting henstå en temmelig lang tid i forsalen uden bevogtning, tilgængelige for alle og enhver –
CÆSAR JULIAN
Aha! Ja så, Decentius!
TRIBUNEN DECENTIUS
STALDMESTEREN SINTULA
kommer fra baggrunden
Herre, du har givet mig et hverv, som jeg på ingen måde magter.
HIS: 441
STALDMESTEREN SINTULA
Tag det fra mig, herre; jeg er det i sandhed ikke voksen.
TRIBUNEN DECENTIUS
Hvad er hændt?
STALDMESTEREN SINTULA
TRIBUNEN DECENTIUS
Trods imod kejserens vilje!
STALDMESTEREN SINTULA
Soldaterne råber på at de vil holde sig til Cæsars løfter.
CÆSAR JULIAN
Hør, hør; disse brøl udenfor –!
STALDMESTEREN SINTULA
Sværmen stormer hid –
TRIBUNEN DECENTIUS
Lad ingen slippe ind!
RIDDEREN SALLUST
ved vinduet
Det er for sent; hele pladsen er opfyldt af truende soldater.
HIS: 442
TRIBUNEN DECENTIUS
CÆSAR JULIAN
Jeg vil selv tale med de rasende.
CÆSAR JULIAN
Hvad nu?
TRIBUNEN DECENTIUS
RIDDEREN SALLUST
Ah!
CÆSAR JULIAN
Så kom det dog!
CÆSAR JULIAN
Til Rom!
HIS: 443
STALDMESTEREN SINTULA
Hvad siger du, herre!
CÆSAR JULIAN
Som Gallos! (råber gennem vinduet) Hjælp, hjælp!
RIDDEREN SALLUST
Flygt, min Cæsar! Flygt, flygt!
Vilde skrig høres udenfor. Romerske legionssoldater, bataviske hjælpetropper og andre bundsforvandte stiger ind gennem vinduet. På samme tid trænger en anden sværm ind gennem døren i baggrunden. Blandt de forreste er fanebæreren Mauros; kvinder, tildels med børn på armene, følger de indtrængende.
SKRIG BLANDT SOLDATERNE
Cæsar, Cæsar!
ANDRE STEMMER
Cæsar, hvi har du forrådt os?
CÆSAR JULIAN
kaster sig med udbredte arme midt ind iblandt soldaterne og råber
Medkæmpere, krigsbrødre, – frels mig fra mine fiender!
HIS: 444
TRIBUNEN DECENTIUS
Ah, hvad er det –!
VILDE SKRIG
Ned med Cæsar! Slå Cæsar ned!
CÆSAR JULIAN
Slut kreds om mig; drag eders sværd!
CÆSAR JULIAN
Tak, at I kom! Mauros! Ærlige Mauros! Ja, ja; på dig kan jeg stole.
CÆSAR JULIAN
Ikke til Rom! Jeg går ikke; de vil myrde mig, som de myrded min broder Gallos!
FANEBÆREREN MAUROS
Hvad siger du, herre?
HIS: 445
TRIBUNEN DECENTIUS
Tro ham ikke!
CÆSAR JULIAN
Rør ikke den ædle Decentius; han er uden skyld.
UNDERFØREREN LAIPSO
Det mindes Cæsar?
CÆSAR JULIAN
UNDERFØREREN VARRO
Har du virkelig villet det?
CÆSAR JULIAN
Lægg ikke kejseren til last at han afslog min bøn. Kejseren kender ingen af eder, således, som jeg kender eder.
TRIBUNEN DECENTIUS
Soldater, hør mig –!
HIS: 446
MANGE STEMMER
ANDRE
trænger truende frem
Cæsar skal stå os til regnskab!
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
MANGE SOLDATER
Fem guldstykker og et pund sølv!
ANDRE SOLDATER
Og det nægtes os!
ATTER ANDRE
Hvem tør nægte Cæsar noget!
FANEBÆREREN MAUROS
Således handler man med Cæsar, soldaternes fader!
HIS: 447
UNDERFØREREN LAIPSO
Med Cæsar, som mere har været os en ven end en herre! Eller har han kanske ikke?
MANGE STEMMER
Jo, jo, det har han!
UNDERFØREREN VARRO
Bør ikke Cæsar, sejerherren, kunne vælge til høvedsmænd, hvem han vil?
CÆSAR JULIAN
Ak, hvad vilde det vel gavne eder? Hvad brug kan I gøre af jordiske goder, I, som skal føres bort til de fjerneste lande for at gå en uviss skæbne imøde –
SOLDATERNE
Vi går ikke!
CÆSAR JULIAN
HIS: 448
MANGE SOLDATER
stimler om ham
Cæsar! Gode Cæsar!
CÆSAR JULIAN
KVINDERNE
grædende
Cæsar, Cæsar, tag dig af os!
UNDERFØREREN LAIPSO
Skriv til kejseren og lad ham vide –
CÆSAR JULIAN
Ak, hvad er kejseren? Kejseren er syg på sind og legem; han er nedbrudt af omhu for rigets vel. Ikke sandt, Decentius?
TRIBUNEN DECENTIUS
Jo, visselig; men –
CÆSAR JULIAN
(han trykker de omståendes hænder)
Bed for hans sjæl, I, som dyrker den gode Kristus! Bring offer for hans helse, I, som er forblevne trofaste imod eders fædrene guder! – – Ved I vel at kejseren har holdt sejersindtog i Rom?
HIS: 449
FANEBÆREREN MAUROS
Har kejseren?
CÆSAR JULIAN
Som han kom fra Donau har han holdt sejersindtog for vore sejervindinger –
TRIBUNEN DECENTIUS
truende
Høje Cæsar, betænk –!
Latter blandt soldaterne.
ENKELTE STEMMER
Er det en kejser!
UNDERFØREREN VARRO
Og ham skal vi lyde!
HIS: 450
FANEBÆREREN MAUROS
Cæsar, tag du styret!
TRIBUNEN DECENTIUS
Oprør –!
MANGE STEMMER
Tag magten; tag magten, Cæsar!
CÆSAR JULIAN
Afsindige! Er det at tale som Romere? Vil I efterligne de alemanske barbarer? Hvad var det Knodomar råbte ved Argentoratum? Svar mig, gode Mauros, – hvad råbte han?
CÆSAR JULIAN
Ah, ti, ti! Hvad siger du dog?
FANEBÆREREN MAUROS
Leve kejser Julian!
DE BAGENFOR STÅENDE
Hvad går for sig?
UNDERFØREREN VARRO
De udråber Cæsar Julian til kejser!
HØJE SKRIG
Leve kejseren! Leve kejser Julian!
forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle taler i munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.
HIS: 451
Råbet forplanter sig i videre og videre kredse udenfor; alle taler i munden på hverandre; Cæsar Julian kan i lang tid ikke komme tilorde.
CÆSAR JULIAN
O, jeg beder eder bønligt –! Soldater, venner, kampfæller, – se, jeg udstrækker mine skælvende arme –! Ængst dig ikke, min Decentius! – O, at jeg måtte opleve dette! Jeg lægger eder intet til last, I trofaste; det er fortvivlelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt; jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan vidne for Konstanzios at jeg kun nødtvungen – rend="next">(vender sig til Varro) Gå, høvedsmand, og forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil uden ophold skrive til Rom –
lægger eder intet til last, I trofaste; det er fortvivlelsen, som har drevet jer. I vil det. Godt; jeg underkaster mig hærens vilje. – Sintula, lad mine krigsøverster samles. – Du, tribun, kan vidne for Konstanzios at jeg kun nødtvungen – rend="next">(vender sig til Varro) Gå, høvedsmand, og forkynd i lejren denne uventede forandring. Jeg selv vil uden ophold skrive til Rom –
CÆSAR JULIAN
Et sligt smykke har jeg aldrig ejet.
FANEBÆREREN MAUROS
Denne kan gøre det.
Han aftager sin halskæde og slynger den flerdobbelt om Cæsars pande.
HIS: 452
SOLDATER
De omstående løfter Julian højt ivejret på et skjold og viser ham for mængden under længe vedvarende bifaldsråb.
LEGIONSSOLDATER
Fem guldstykker og et pund sølv!
BATAVER
Ikke over Alperne!
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
med oprakte hænder
Guddommelige visdom, lys op i hans formørkede sjæl og led ham til det bedste! Vær med mig, du lykke, som aldrig har svigtet mig før!
I Vienna. Et hvælvet rum i katakomberne. Til venstre snor sig en bugtet gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran til højre fører en mængde trin ned til de dybere liggende gange. Rummet er svagt oplyst af en brændende hængelampe.
katakomberne. Til venstre snor sig en bugtet gang opad. Gennem bergsiden i baggrunden er udhugget en trappe, som ender oppe ved en lukket dør. Foran til højre fører en mængde trin ned til de dybere liggende gange. Rummet er svagt oplyst af en brændende hængelampe.Cæsar Julian, med uraget skæg og i smudsige klæder, står ludende over åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den udenfor tilbyggede kirke.
uraget skæg og i smudsige klæder, står ludende over åbningen til højre. Dæmpet salmesang lyder igennem døren fra den udenfor tilbyggede kirke.
CÆSAR JULIAN
taler nedad
Endnu intet tegn?
EN STEMME
dybt nede
Intet.
CÆSAR JULIAN
Hverken ja eller nej? Hverken for eller imod?
STEMMEN
Begge dele.
CÆSAR JULIAN
Det er jævngodt med intet.
STEMMEN
Vent, vent.
RIDDEREN SALLUST
kommer oppe fra gangen tilvenstre
Herre; herre!
CÆSAR JULIAN
Er det dig, Sallust? Hvad vil du hernede?
RIDDEREN SALLUST
Dette rugende mørke –; ah, nu ser jeg dig.
CÆSAR JULIAN
Hvad vil du?
RIDDEREN SALLUST
Tjene dig, om jeg kunde, – føre dig ud til de levende igen.
CÆSAR JULIAN
Hvad nyt oppe fra verden?
RIDDEREN SALLUST
Ja, herre!
HIS: 455
CÆSAR JULIAN
CÆSAR JULIAN
Hvorledes udlægges det?
RIDDEREN SALLUST
Tør jeg sige det?
CÆSAR JULIAN
Du tør og skal. Hvorledes udlægges det?
RIDDEREN SALLUST
Mange tror at det mindre var sorg end anger, som så sælsomt drev dig ned under jorden.
CÆSAR JULIAN
De tror jeg dræbte hende?
RIDDEREN SALLUST
Det gådefulde i sagen må undskylde dem, om –
CÆSAR JULIAN
Ingen dræbte hende, Sallust! Hun var for ren for dette syndens rige; derfor steg en engel fra himlen hver nat ned i hendes lønkammer og råbte på hende. Eller hvad? Ved du HIS: 456
ikke at presterne i Lutetia udlagde hendes død på denne vis? Og presterne må jo vide det. Har ikke 1.utg: 206
hendes ligtog hid været som et sejerstog gennem landet? Strømmed ikke alle Viennas kvinder hendes kiste imøde udenfor portene, hilste hende med grønne grene i hænderne, bredte tepper ud på vejen og istemte lovsange til ære for himmelbruden, som førtes hjem til brudgommens hus? – Hvad lo du af?
RIDDEREN SALLUST
Jeg, herre?
CÆSAR JULIAN
Nat og dag har jeg hørt bryllupssangene siden. Hør, hør; i forherligelse løftes hun opad. Ja, hun var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun holdt sig budet efterrettelig; – hun gav Cæsar, hvad Cæsars
forherligelse løftes hun opad. Ja, hun var tilvisse en ægte kristen-kvinde. Hun holdt sig budet efterrettelig; – hun gav Cæsar, hvad Cæsars HU: 144
var, og den anden gav hun –; nå, det var ikke det, vi skulde tale om; du er ikke indviet i lærens hemmeligheder, Sallust! – Hvad nyt, spurgte jeg om?
RIDDEREN SALLUST
CÆSAR JULIAN
Den nyhed kender jeg. Konstanzios så os vel allerede i ånden foran Roms porte.
RIDDEREN SALLUST