Brand
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
KJØBENHAVN
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL)
THIELES BOGTRYKKERI
1866
1.utg: [2]
HANS MODER
EN BONDE
HANS HALVVOXNE SØN
EN ANDEN BONDE
EN KVINDE
EN ANDEN KVINDE
DE USYNLIGES KOR
EN RØST
En Bonde og hans halvvoxne Søn, (som har slaaet Følge med, er noget bagefter).
BRAND
Her!
BONDEN
Du gaar dig bort!
Nu tykkner Skodden slig, at knappt
en ser saa langt, som Staven rækker –
BONDEN
Her er Sprækker!
BRAND
Og hvert et Vejspor har vi tabt.
Skral som en Skorpe! Tramp ej Sneen!
HIS: 196
BRAND
lyttende
Jeg hører Duren af en Foss.
BONDEN
En Bækk har hulet sig indunder;
det sluger baade dig og os!
BONDEN
Det evner ingen Mandemagt.
Kjend; – her er Grunden hul og sprød –
Stands, Mand! Det gjælder Liv og Død!
BRAND
Jeg maa; jeg gaar en Stormands Bud.
BRAND
Han heder Gud.
BRAND
Prest.
BONDEN
Kanhænde det; men jeg ved bedst,
saa ligger du i Dødsens Gisp
paa Bræens undergravne Brem.
(nærmer sig varsomt og overtalende)
Hør, Prest; om en er klog og lært,
En har jo kun det ene Liv; –
gaar det, hvad har en saa igjen?
og Skodden staar saa tykk, at den
BRAND
Dem gaar vi over.
BONDEN
Gaa paa Vand?
Du holder mindre end du lover.
BRAND
Hvis Herren for min Død har Brug, –
velkommen Flom og Foss og Slug!
BRAND
standser og nærmer sig igjen
Hør, Bondemand; du sagde før,
har skikket Bud, at snart hun dør;
men ej med saligt Haab hun tør, –
hvis ej hun ser dig, – gaa fra Jorden?
BONDEN
Gud bedre mig saa sandt og visst!
BRAND
Og till idag hun gav dig Frist?
BONDEN
Ja.
HIS: 199
BRAND
Ikke længer?
BONDEN
Nej.
BRAND
Saa kom!
BONDEN
Ja, Prest!
BRAND
To hundred?
BRAND
Men gad du give Livet med?
BRAND
Naa?
BRAND
Han, som du nævnte, havde Moer.
BONDEN
Ja, det var længe før ifjor; –
BRAND
Far hjem. Dit Liv er Dødens Vej.
Du ved ej Gud og Gud ej dig.
SØNNEN
trækker i ham
Kom saa afsted!
BONDEN
Ja vel; men han skal følge med!
BRAND
Skal jeg?
BONDEN
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde Vejr,
at vi gik hjemmefra i Følge,
HIS: 201
og drukner du i Myr og Tjern,
BONDEN
Mig rager ikke hans og dine;
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom saa!
BRAND
Farvel!
Hult Bulder høres langt borte.
BRAND
till Bonden som har grebet ham i Kraven
Slipp Taget!
BONDEN
Nej!
BRAND
Slipp strax!
SØNNEN
Kom med!
BRAND
river sig løs og kaster ham i Sneen
Ja visst;
det kan du tro han gjør tillsidst!
(gaar)
HIS: 202
BONDEN
sidder og gnider Armen
Au, au; den Karl er stiv og stærk.
(raaber idet han rejser sig)
Hej, Prest!
SØNNEN
Han gik indover Hejen.
BONDEN
Ja, men jeg skimter ham endnu.
(raaber igjen)
Hør, sig mig – kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af Vejen?
BONDEN
Gud give at det var saa vel,
saa sad jeg godt og varmt ikveld.
BRAND
kommer tillsyne højere oppe og lytter ud mod den Kant, hvor Bonden gik
De famler hjem. Du slappe Træl,
paa dødstrætt Rygg, med Foden saaret,
jeg skulde glad og lett dig baaret; –
som ikke vil, hvad ej han kan.
(gaar længere frem)
hvor Livet er de Godtfolk kjært!
paa Livet, som om Verdens Frelse,
var paa hans skrale Skuldre lagt.
De vil nok offre, – Gudbevares!
Men Livet, Livet, – det maa spares.
(smiler, som i en Erindring)
To Tanker faldt som Gut mig ind
jeg vilde dem af Mindet smugle,
men de hang i med Tand og Klo. –
Hvad kom det af, det Lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte Splid
og Tingen, som den skulde være, –
imellem det, at maatte bære
og finde Byrden altfor svær. –
er slig en Ugle, slig en Fisk.
han skulde leve Livets Mørke, –
og det er det, som gjør ham rædd.
han skriger: Luft og Dagens Flammer!
(standser et Øjeblik, studser og lytter)
Hvad var det der? Det lød som Sang.
Ja, det er Sang med Latter blandet.
Hør, – nu et Hurra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte Gang!
Der rinder Solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide Sletter.
i Morgenskjær paa Højderyggen;
vestover Vidden kastes Skyggen;
mod Øst, men to gaar vesterud.
(Solen bryder alt mere og mere gjennem Taagen. Han staar længe og ser ned paa de kommende)
Der glittrer Lys om disse tvende.
Det er som Skodden gjorde Vej,
og Himlen lo om ham og hende.
de springer over Lyngens Tæppe.
Se; Pigen rører Grunden neppe
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rapp han vilde hende fange – –
Nu voxer Løbet till en Leg –!
Hør; deres Latter blir till Sange!
Ejnar og Agnes, (lett rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende fremover Sletten. Taagen er borte; en klar Sommermorgen ligger over Fjeldet).
HIS: 205
Ejnar og Agnes, (lett rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende fremover Sletten. Taagen er borte; en klar Sommermorgen ligger over Fjeldet).
EJNAR
EJNAR
Agnes, min dejlige Sommerfugl,
nu har jeg Maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende Flugt, –
snart sidder du fangen i Nettet!
AGNES
EJNAR
Nej, jeg skal løfte dig varligt paa Haand
og lukke dig ind i mit Hjerte;
der kan du lege dit hele Liv
den gladeste Leg, du lærte!
HIS: 206
Uden at se det har de nærmet sig en bratt Styrtning; de staar nu lige paa Randen.
EJNAR
Hvem raaber?
AGNES
peger opp
Se!
AGNES
Vi har et Liv at lege rundt!
EJNAR
I Solskin er en Færd os undt,
som først om hundred Aar har Ende.
BRAND
Da først I gaar tillbunds? Ja saa!
AGNES
svinger Sløret
Nej, da gaar Legen mod det blaa.
HIS: 207
EJNAR
med Bryllupslamper tændt hver Natt, –
BRAND
Og saa –?
EJNAR
Saa hjem igjen – till Himlen.
BRAND
Naa, det er den, I kommer fra?
EJNAR
Naturligvis; hvor ellers da?
AGNES
Ja, det vil sige, allersidst
vi kom fra Dalen øst for Fjeldet.
Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore Venner og Veninder
og trykked Haandslag, Favntag, Kyss,
som Segl paa alle dyre Minder.
Kom ned till os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
saa vil De fatte Jublens Vælde –!
Fy, staa ej der, som om De frøs!
Først er jeg Maler, maa De vide,
og det var allerede smukt
at skjænke mine Tanker Flugt,
men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav till Brud!
Jeg kom fra Syd, fra Rejser lange,
EJNAR
Just som jeg gjennem Byggden strøg,
var hun deroppe paa Besøg.
Hun skulde drikke Fjeldets Luft
Mig drev en Gudsmagt opp mod Fjeldet;
det sang i mig: søg Skjønhedsvældet
paa Granemo, langs Skogens Elv,
i Skyflugt under Himlens Hvælv! –
Da malte jeg mit Mesterstykke:
et Rosenbluss paa hendes Kind,
et Øjepar, som lyste Lykke,
et Smil, som sang i Sjælen ind –
AGNES
Men hvad du malte, saa du neppe, –
drak Livets Skaal i blinde Drag
EJNAR
Da strøg den Tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I Hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle Doktor blev saa glad,
med Sang og Dans, for mig og hende;
al voxen Ungdom kom som Gjæst.
Fra Gaarden brød vi opp inatt;
men derfor endtes Gildet ej; –
opp over Li, frem over Hej
af Flokken fulgtes vi paa Vej.
EJNAR
Af Sølvstøp drak vi Vinen sød –
AGNES
I Sommernatten Sangen lød –
EJNAR
Og Skodden, som faldt tung fra Nord,
strøg lydig væk, hvor frem vi foer.
HIS: 210
BRAND
Og nu gaar Vejen –?
EJNAR
Lige frem,
till Byen.
AGNES
Der jeg har mit Hjem.
EJNAR
Men først forbi de sidste Toppe,
saa ned till Fjordens Vik i Vest;
vi rider hjem till Bryllupsfest, –
og saa mod Sydens Land tillsammen,
lig Svaner paa den første Flugt –!
BRAND
Og der –?
som Drømmen stort, som Sagnet smukt; –
skjønt midt paa Vidden, uden Prest,
og viet till en Lykkefest.
BRAND
Af hvem?
EJNAR
Af al den glade Klynge.
Ved Bægerklang hver Uvejrsky
blev satt i Ban, der turde tynge
det lette Løvværk om vort Ly.
som Varsel bar om Stormslags Drøn;
som Glædens Børn i Kuld og Kjøn.
BRAND
Far vel, I to!
(vil gaa)
EJNAR
studser og ser nærmere paa ham
Nej, stands og vent!
i Deres Trækk –
BRAND
koldt
Jeg er Dem fremmed.
EJNAR
Og dog fra Skolen eller Hjemmet
jeg tror saa visst jeg mindes kan –
EJNAR
Det skulde aldrig være –?
(skriger med engang)
Brand!
Ja, det er dig! Nu jeg dig kjender!
BRAND
Jeg kjendte dig fra første Stund.
BRAND
Jeg var jo hjemløs mellem jer.
Dig tror jeg dog jeg havde kjær,
skjønt alle I der sør i Landet
var af en anden Malm, end jeg,
som fødtes paa et Næs ved Vandet,
i Skyggen af en skogløs Hej.
EJNAR
Din Hjembyggd, – ja, den er jo her?
BRAND
Igjennem den min Vej nu bær.
EJNAR
Igjennem den? Saa? Vidre frem?
EJNAR
Du er jo Prest?
HIS: 213
EJNAR
Og hvor gaar Rejsen nu tillsidst?
BRAND
hurtigt og haardt
Spørg ej om det!
EJNAR
Hvorfor?
EJNAR
Min Brudgomshest? Hurra, Hurra!
Tænk, Agnes, han skal samme Vej!
BRAND
Ja, men jeg skal till Gravøl, jeg.
AGNES
Till Gravøl?
EJNAR
Du? Hvem skal begraves?
AGNES
viger
Kom, Ejnar!
EJNAR
Brand!
HIS: 214
BRAND
skal lægges ned ved højlys Dag.
Der maa en Ende paa den Sag.
han skrantet har i tusind Aar.
EJNAR
Brand, du er syg!
BRAND
Nej, sund og frisk,
men det er Tidens syge Slægt,
vil tro saa smaat, men ikke se, –
og tog den store Straffedom.
og derfor har I Lov at danse; –
ja dans, – men hvor du danser hen,
det blir en anden Sag, min Ven!
som kalder Livet Tant og Muld,
BRAND
thi var det saa, da var det vel.
Vær ikke et idag, igaar,
og noget andet om et Aar.
og ikke stykkevis og delt.
en Drukkenbolt hans Ak og Ve, –
en Dranker hans Karrikatur.
Gaa blot omkring i dette Land,
og hør dig for hos alle Mand,
og du vil se, enhver har lært
sig till at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt till Brug i Helgen,
lidt trofast efter Fædres Sed,
HIS: 216
thi det var samme Fædre med, –lidt varm om Hjertet, er der Gilde
og Sangen runger for det lille
lidt haarfin naar han ædru drøfter
till Løsning paa en Alvorsdag.
hans Fejl, hans Fortrin, gaar ej vidt;
han er en Brøk i stort og smaat,
en Brøk i ondt, en Brøk i godt; –
slaar Brøkens hele Rest ihjæl.
EJNAR
Det er en lettvindt Ting at haane;
dog vakkrere det var at skaane –
BRAND
Kanhænde det, – men ej saa sundt.
Nu vel; till Folkets Syndebundt
men ser dog ej det hænger sammen
den Gud, jeg endnu kalder min.
BRAND
Min glade Ven, du er jo Maler; –
vis mig den Gud, hvorom du taler.
HIS: 217
Du har jo malt ham, har jeg hørt,og Billedet har Godtfolk rørt.
Han er vel gammel, ikke saa?
EJNAR
Nu ja –?
BRAND
Naturligvis. Og graa?
Tyndhaaret efter Gubbers Vis,
med Skjægg som Sølvtraad eller Is, –
velvilligt stemt, men dog saa streng,
at han kan skræmme Børn i Seng?
Hvorvidt du gav ham Tøfler paa,
se, det lar ved sit Værd jeg staa;
men vist jeg tror det gjorde godt,
EJNAR
vred
Hvad skal det till –
BRAND
Det er ej Spott.
Just netopp saadan ser han ud,
af Frelserhelten, gjør I her
af Herren en affældig Olding,
der er sin Alders Barndom nær.
tillovers snart kun Dobbeltdirken,
saa snevrer I fra Pol till Pol
HIS: 218
Vorherres Rige ind till Kirken.for ingen gjælder det at være;
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger till, for slig at slingre,
som Slægten selv, dens Gud maa graane
Men denne Gud er ikke min!
ubøjelig hvor din er døv,
alkjærlig der, hvor din er sløv;
da han som Ild i Tornehækk
for Moses stod paa Horebs Berg,
og gjorde Undre uden Tal,
hvis Slægten ej var slapp som du!
EJNAR
med et usikkert Smil
Og nu skal Slægten skabes om?
BRAND
Det skal den, du, saa sandt og visst
HIS: 219
EJNAR
ryster paa Hovedet
før den har vist dig Vejens Spor;
stryg ikke Sprogets gamle Gloser,
før du har skabt de nye Ord!
BRAND
det eviges Rett jeg hævde vil.
Det er ej Dogmer eller Kirke,
som jeg vil løfte med mit Virke;
thi begge saa sin første Dag,
de begge ser sin sidste Kveld.
afvejen for en ufødt Form.
Men der er noget till, som staar; –
i Tidens første friske Vaar,
fra Kjød till Aandens Opphav Bro.
Takk være Slægtens Syn paa Gud; –
men frem af disse Sjælestumper,
af disse Hoder, disse Hænder,
sin Mand igjen, sit største Værk,
sin Ættling, Adam, ung og stærk!
EJNAR
Farvel.
EJNAR
vinker ham fra sig
Vend du kun Verden opp og ned;
min gamle Gud jeg holder ved!
jeg gaar og lægger ham i Grav!
(gaar nedover Stien)
Ejnar gaar i Taushed hen og ser ned efter Brand
AGNES
staar et Øjeblik som aandsfraværende; derpaa farer hun opp, ser sig urolig om og spørger
Gik Solen ned?
AGNES
Her blæser koldt.
EJNAR
Det var et Pust,
som jog igjennem Skaret just.
Her skal vi ned.
AGNES
Saa sort mod Sør
stod Berget ej og stængte før.
EJNAR
Du saa det ej for Sang og Leg,
før han dig skræmte, da han skreg.
vi knytter Legen, hvor den glapp.
AGNES
Nej, ikke nu; – nu er jeg trætt.
Det er igrunden ogsaa jeg, –
og nedfor er ej Vejen lett,
Men har vi Højden bagom os,
da skal vi danse just paa Trods, –
end ellers vi det havde gjort. –
Se, Agnes, se den Stribe blaa,
som Solens Glød nu glittrer paa;
snart kruser den sig, snart den ler,
HIS: 222
snart er den Sølv, snart er den Rav;det er det store, friske Hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke Røg,
som længe langsmed Leden strøg?
Og kan du se den sorte Prik,
Nu staar den Fjorden lige ind!
Iaften staaer den ud fra Fjord,
tillhavs, med dig og mig ombord! –
Der slører Taagen tung og graa. –
Sig, Agnes, fik du Øje paa
hvor smukt sig Hav og Himmel malte?
AGNES
ser aandsfraværende lige ud og siger
Ja visst. Men sig mig om du saa –?
EJNAR
Hvad?
Hun gaar nedover Stien. Ejnar følger.
Vej langs Fjeldvæggen med vildt Dyb udfor till højre. Ovenfor og bag Berget skimtes større Højder med Tinder og Sne.
HIS: 223
BRAND
kommer oppe paa Stien, gaar nedover, standser midtvejs paa en fremspringende Knart og ser ned i Dybet
og den gamle brune Kirke,
alting kan fra Barn jeg huske.
Men jeg tror, at mere graat
er det nu, og mere smaat;
og paa Berget Skavlen hænger
har af Dalens snevre Himmel
skaaret bort endnu en Strimmel,
luder, truer, skygger, stænger, –
stjæler mere Sol ifra.
(sætter sig og ser langt udover)
lige stygg og lige trang?
Det er Bygevejr. Der staar
Sør, indunder Hamrens Skygge,
og der bag en rødmalt Gaard. –
Enkens Gaard. Min Barndoms Hjem.
Minders Minder myldrer frem.
Der, imellem Strandens Stene,
blev min Barnesjæl alene. –
Over mig er Klemslens Vægt,
Tyngslen af at staa i Slægt
HIS: 224
jordvendt, udenfor mit eget.Alt, hvad stort jeg vilde før,
Modet, Magten har mig sveget,
her, ved Nærmelsen af Hjemmet,
ser jeg paa mig selv som fremmed, –
vaagner bunden, klippet, tæmmet,
(ser atter ned i Dybet)
Hvad er der for Færd og Virke?
Ud fra hver en Plads og Grænd
stævner Kvinder, Børn og Mænd.
taber sig de lange Rækker,
dukker atter opp igjen –
fremme ved den gamle Kirke.
(reiser sig)
O, jeg kan jer ud og ind,
har ej saapass Viljevinge,
ikke saapass Angstens Drøn,
at deraf tillhimmels naaer, –
klangfuldt, som en Røst skal klinge, –
Den er Landets Løsen jo,
Ud af Sammenhængen revet,
ind i alle Hjerter skrevet,
ligger den som stormfordrevet
Vrag af eders hele Tro! –
her kan ingen Fanes Dug
flagre frit for friske Vinde!
(vil gaa; en Sten kastes ovenfra og ruller nedigjennem Lien tætt ved ham)
Gerd, (en femtenaars Pige, løber oppe paa Bergkammen med Stene i Forklædet).
BRAND
Hør, Barn; stands denne Leg!
GERD
Der sidder han foruden Mén
og vipper paa en vindfældt Gren!
(kaster igjen og skriger)
BRAND
I Herrens Navn –!
GERD
Hys! Hvem er du?
Staa stillt, staa stillt; han flyver nu.
BRAND
Hvem flyver?
HIS: 226
GERD
GERD
Den store stygge Fugl
med Kammen fladt paa Panden strøgen,
med Rand om Øjet rød og gul!
BRAND
Hvor gaar din Vej?
GERD
Till Kirke.
BRAND
Saa?
Da kan vi to jo Følge slaa.
GERD
Vi to? Nej, jeg skal oppad her.
BRAND
peger nedover
Men der er Kirken jo!
BRAND
Ja visst; kom med.
GERD
Nej; der er styggt!
HIS: 227
BRAND
Styggt? Hvorfor?
GERD
Jo, for der er smaat.
BRAND
Hvor har du seet en større byggt?
GERD
En større? Aa, det ved jeg godt.
Farvel!
(gaar oppover)
BRAND
Gaar der din Kirkevej?
Den bær jo till den vilde Hej.
GERD
Følg med mig, du, saa skal du se
en Kirke byggt af Is og Sne!
BRAND
Af Is og Sne! Nu gaar det opp!
Derinde mellem Tind og Topp
der findes skal et Dalstrøgs Slug;
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
paa Skavlen ligger Sneen kram
Gaa aldrig did; et Vindstøds Kast
har tidtnok voldt at Bræen brast;
GERD
uden at høre paa ham
Kom med og se en Rensdyrflok,
som Skreden slog, saa opp den kom
ivaar først med den store Flom.
BRAND
Gaa aldrig did; der er ei tryggt!
GERD
peger ned
Gaa aldrig did, for der er styggt!
GERD
Kom heller med!
Deroppe messer Foss og Skred;
saa du blir baade hed og kold.
han slaar sig ned paa Svartetind, –
der sidder han, det Styggetøj,
HIS: 229
BRAND
Vild er din Vej og vild din Sjæl, –
Af slett blir slett kun, slett og rett, –
men ondt til godt kan vendes lett.
GERD
Der kommer han med Vingesus!
Nu faar jeg se at naa ihus!
Farvel; i Kirken er jeg trygg, –
hu, hvor han kommer arg og stygg!
(skriger)
Kom ikke nær! Jeg kaster Sten!
Slaar du med Klo, slaar jeg med Gren!
(flygter opover Fjeldet)
BRAND
efter et Ophold
Se, det var og en Kirkegjæst.
I Dal, – paa Hej, hvem gjør det bedst?
Hvem vimrer værst og vildest frem,
hvem famler længst fra Fred og Hjem, –
det Lettsind som, med Krans af Løv,
lar Legen gaa langs brattest Slug, –
fordi det saa er Skikk og Brug, –
som Sol igjennem Glugg paaklem!
faar Slægten dem først lagt i Grav,
Han stiger ned i Byggden.
Teppet falder.
Nede ved Fjorden med bratte Bergvægge omkring. Den gamle forfaldne Kirke ligger paa en liden Bakke i Nærheden. Et Uvejr trækker opp.
Almuen, Mænd, Kvinder og Børn er samlet i Klynger dels paa Stranden dels i Bakkerne. Fogden (sidder i Midten paa en Sten, en Skriverkarl hjælper ham; der deles Korn og Levnetsmidler ud). Ejnar og Agnes (staar omringet af en Flok længere borte). Nogle Baade ligger i Fjæren. Brand (kommer frem paa Kirkebakken uden at mærkes af Mængden).
EN MAND
bryder sig gjennem Trængslen
Af Vejen!
EN KVINDE
Jeg kom først!
MANDEN
skubber hende tillside
Gaa væk!
(trænger sig frem till Fogden)
Se her; fyld Gabet i min Sækk!
FOGDEN
Giv Tid.
MANDEN
Ugjørligt; – jeg maa hjem;
der sidder sultne fire – fem!
HIS: 232
MANDEN
FOGDEN
Bi lidt. Du staar paa Listen vel?
(blader i sine Papirer)
Nej; – jo, du staar. Det var dit Held.
(till Skriverkarlen)
Naa, naa, I Godtfolk, vent dog lidt!
EN MAND
Ja!
FOGDEN
Idag du faar
trekvart kun mod hvad du fik sidst.
I er jo færre nu.
FOGDEN
noterer
En mindre. Spart er altid spart.
(till Manden, som fjerner sig)
Men far nu ikke hen i Fart
og gift dig anden Gang!
FOGDEN
hvasst
Hvad ler De af?
EJNAR
træder ud af Flokken med Agnes
Nu har jeg tømt den sidste Lomme,
ombord jeg kommer som en Fant
og sætter Uhr og Stokk i Pant.
FOGDEN
Ja, I to kom i rette Stund.
Hvad jeg har samlet, er kun lidt;
det slaar ej till, som hver kan vide,
naar fattig Haand og halvmætt Mund
med dem, som intet har at bide.
(faar Øje paa Brand og peger opp)
En till! Velkommen! Har De hørt
Vi tar imod af alle Slags.
Vort Forraad er paa Bunden strax; –
gjør intet Maaltid nutilldags.
EJNAR
Det er umuligt, at du ved
hvor haardt og længe Folket led!
Her ligger Lig –
BRAND
træder ned iblandt Mængden og siger med Eftertrykk
gik trægt sin Gang med Hverdagsnød,
da ynked jeg jert Skrig om Brød.
Maa du paa fire krybe hjem,
da kommer Dyret i dig frem.
Gaar Dag for Dag i lummer Ro,
da ligger det saa nær at tro
han dryssed Ræddsel i jert Blod;
HIS: 235
FLERE RØSTER
afbryder ham truende
Han sparker os i al vor Nød!
FOGDEN
Han skjælder os, som gav jer Brød!
BRAND
ryster paa Hovedet
O, kunde alt mit Hjerteblod
jer læske som en Helsens Flod,
det skulde vælde frem i Flom
Men her at hjælpe var en Synd!
det sløve Syn faar Falkeflugt,
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke Vilje skyder Rygg
og ser bag Striden Sejren trygg;
er Flokken ej sin Frelse værd!
EN KVINDE
Der slaar et Uvejr over Fjord,
som om det vaktes ved hans Ord!
EN ANDEN
Han ægger Gud! Min Spaadom mærk!
BRAND
Jer Gud gjør intet Underværk!
Almuen stimler truende sammen om Brand. Fogden træder imellem. – En Kvinde, forvildet og forreven, kommer ilsomt ned over Bakkerne.
forvildet og forreven, kommer ilsomt ned over Bakkerne.
KVINDEN
skriger frem mod Flokken
Hvor faar jeg Hjælp i Jesu Navn!
FOGDEN
Hvad trænges? Nævn hvad Nød, hvad Savn –
KVINDEN
Ej Nød, ej Savn det gjælder nu!
Det gjælder Verdens værste Gru!
FOGDEN
Hvad er det? Tal!
KVINDEN
Jeg har ej Røst!
Hvor findes Presten? – Hjælp og Trøst!
FOGDEN
Her er ej Prest –
KVINDEN
Fortabt, fortabt!
Haard var du, Gud, at jeg blev skabt!
HIS: 237
BRAND
nærmer sig
Kanhænde dog her findes en.
KVINDEN
griber ham om Armen
Saa lad ham komme, vær ej sen!
KVINDEN
Tversover Fjorden –
BRAND
Nu?
BRAND
Tal først.
KVINDEN
Min Barm var tørket ud;
os hjalp ej Mennesker, ej Gud;
BRAND
Han slog –!
ALMUEN
i Ræddsel
Sit Barn!
HIS: 238
KVINDEN
I samme Stund
han saa sin Gjernings Afgrundsbund!
Hans Anger flommed som en Elv;
han lagde Voldshaand paa sig selv –.
Kom, berg hans Sjæl trods Vejr og Sjø!
Han kan ej leve, tør ej dø;
med Liget ligger han i Favn
og skriger paa den ondes Navn!
EJNAR
bleg
Er muligt sligt!
EN MAND
I sligt et Vejr? Det ingen vover!
FOGDEN
Rundt Fjorden gaar en Sti –
KVINDEN
Nej, nej, –
nu findes ingen farbar Vej;
HIS: 239
BRAND
Gjør Baaden loss.
EN ANDEN
Se der! Et Kast fra Højden strøg,
saa hele Fjorden staar i Røg!
En Syndersjæl, sin Domsstund nær,
ej venter efter Vind og Vejr!
(gaar ned i en Baad og løser Sejlet)
I vover Baaden?
EJEREN
Ja; men bliv!
BRAND
Godt; kom nu den, som vover Liv!
EN MAND
Jeg gaar ej med.
EN ANDEN
Og ikke jeg!
BRAND
raaber fra Baaden
En Mand er nok
Kom, en af jer, som nylig gav!
Giv, Mænd, giv indtill Død og Grav!
FLERE
viger tillbage
Kræv aldrig sligt!
FLERE RØSTER
Se, Vejret voxer!
BRAND
hugger sig fast med Baadshagen og raaber till den fremmede Kvinde
Godt; kom da du; men kom i Hast!
KVINDEN
viger tillbage
Jeg! Her, hvor ingen –!
HIS: 241
BRAND
Lad dem staa!
KVINDEN
Jeg kan ej!
BRAND
Kan ej?
KVINDEN
Husk de smaa –!
AGNES
vender sig med blussende Kinder raskt om till Ejnar, lægger Haanden paa hans Arm og siger
Har alt du hørt?
EJNAR
Ja; han er stærk!
Gud signe dig! Du ved dit Værk!
(raaber till Brand)
Se, – her er en, som vel er værd
at følge med paa Frelsens Færd!
BRAND
Saa kom!
EJNAR
bleg
Jeg!
AGNES
Gaa! Jeg har Dig skjænkt!
Højt ser mit Syn, som før var sænkt!
AGNES
bævende
Men nu –!
AGNES
viger tillbage
Hvad har du sagt!
EJNAR
Jeg tør det ej!
AGNES
skriger ud
Nu blev der lagt,
med Stormslag og med Strømnings Foss,
et Verdenshav imellem os!
(till Brand)
Jeg gaar i Baaden!
KVINDERNE
forfærdede, idet hun springer ombord
Hjælp, Jesus!
EJNAR
griber fortvivlet efter hende
Agnes!
HELE MÆNGDEN
iler till
Stands! Vend om!
HIS: 243
BRAND
Hvor ligger Huset?
Baaden støder fra Land.
AGNES
Her er tre ombord!
Baaden sejler. Almuen stimler sammen paa Højderne og ser efter den i stærk Spænding.
EN ANDEN
Nej!
FØRSTE MAND
Alt staar i Kog og Røg.
EJNAR
Hvad var
det Skrig, som gjennem Stormen skar!
EN KVINDE
Det kom fra Fjeldet.
EN ANDEN
peger opp
Der staar Gerd
og ler og hujer ad hans Færd!
EN ANDEN
I værre Vejr, med ham tillrors,
staar tryggt jeg næste Gang tillfjords.
EJNAR
Prest.
ANDEN MAND
Ja, hvad han var, –
det kjendtes vel han var en Karl!
I ham var Mod og Magt og Trods!
FØRSTE MAND
Det var en rigtig Prest for os!
MANGE RØSTER
Ja, det var rigtig Prest for os!
De spreder sig udover Bakkerne.
FOGDEN
samler sine Papirer og Bøger
og gribe ind og vove Liv
Jeg gjør bestandig og min Pligt, –
(gaar)
Udenfor Hytten paa Næset. Det er langt paa Dagen. Fjorden ligger blank og stille.
Agnes sidder nede ved Stranden. Lidt efter kommer Brand ud af Døren.
HIS: 246
BRAND
alle Ræddslers Stænk og Skrækk;
nu med stille, store Trækk
Kan et svigtende Bedrag
gjøre Natt till slig en Dag?
det, som nævnes kan med Mund, –
det, som gribes kan med Hænder, –
Volden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store Øjne,
stillt, som Fugle sammenfløjne,
opp i Skorstenskrogen klemt, –
de, som bare saa og saa, –
skjønte ikke selv hvorpaa, –
de, hvis Sjæle fik en Plett
ætset ind, som ej de skrubber
af i Tidens Slid og Tvætt
selv som bøjde Sølvhaarsgubber, –
de, hvis Livsens-Elv skal rinde
ud fra dette stygge Minde, –
de, som nu skal gro i Lys
af hans Nattegjernings Gys, –
som de to, der har ihænde
Og fra dem gaar kanske ud
Hvad skal stryges ud i Stillhed?
Hvad skal jævnes ud med Mildhed?
Naar begynder Ansvarsvægten
af ens Arvelod fra Slægten?
naar det store Forhør kommer!
Hvem skal prøve, hvem skal vidne,
hvem tør lægge frem sit skidne
Tages da for godt det Svar:
ingen mægter dig at raade.
Men paa Afgrundsbredden danser
Sværmen uden Sind og Sanser; –
Sjæle skulde skrige, bæve, –
men ej en blandt tusind øjner
hvilket Skyldberg der sig højner
fra det lille Ord: at leve.
BRAND
Han har till eders Hjælp ej Trang.
MANDEN
Hvis han, som her nu ligger død,
og skreg om Hjælp fra Baadens Hvælv,
jeg skulde vovet Livet selv.
BRAND
Men Sjælens Nød har ingen Vægt?
BRAND
Saa vend jert hele fulde Syn
fra Lyset over Aasens Bryn;
skjel ej, som nu, med venstre Øjet
tillhimmels og det højre vendt
mod Muldet, hvor, med Ryggen bøjet,
I har jer selv for Aaget spændt.
BRAND
Ja, om I kan.
BRAND
Gjør jeg?
MANDEN
Alt mangen har os sagt
og vist, hvor Vejen var, før nu; –
de pegte, men du gik den, du.
BRAND
Du mener –?
MANDEN
sig prenter som en Gjernings Spor.
Vi søger dig i Byggdens Navn; –
BRAND
urolig
Hvad vil I mig?
MANDEN
Bliv du vor Prest.
BRAND
Jeg? Her!
BRAND
Ja nu jeg mindes –
MANDEN
Før i Tiden
var Byggden stor, nu er den liden.
da Sot faldt over Folk og Fæ,
da Armod slog hver Mand iknæ,
da Nøden sang hver Sjæl i Døs,
BRAND
Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!
Paa mig er lagt en større Pligt.
Jeg trænger Livets stærke Røre,
jeg trænger Verdens aabne Øre.
Hvad skal jeg her? Hvor Fjeldet stænger,
har Mandemælet ingen Magt.
MANDEN
Hvor Fjeldet svarer, lyder længer
det Ord, som fuldt og stærkt blir sagt.
BRAND
Hvem lukker sig i Gruben inde,
HIS: 251
naar Ungtrær staar i Modningsaldren?naar han har Syners Lys og Flugt?
MANDEN
ryster paa Hovedet
Din Daad forstod jeg, – ej dit Ord.
MANDEN
træder ivejen for ham
Det Kald, som ej du slippe vil,
det er dig altsaa dyrt?
BRAND
Mit Liv
i et og alt det er!
MANDEN
Saa bliv!
(med Eftertrykk)
Hvis alt du gav foruden Livet,
saa husk, at du har intet givet.
BRAND
Et ejes, som du ej kan skjænke;
det er dit eget indre selv.
Du tør ej binde, tør ej lænke,
den vil sin Vej till Havets Hvælv.
MANDEN
Blev den i Myr og Tjern begravet, –
den naaer som Dugg tillslutt dog Havet.
HIS: 252
BRAND
ser visst paa ham
MANDEN
Du gav mig dem i Storværkstunden.
da frem trods Storm og Sjø du drog,
da for en raadløs Syndersjæl
da strøg det gjennem mangt et Sind
snart koldt, snart varmt, som Sol og Vind,
da ringed det som Klokkeklemt – –
(sænker Stemmen)
Imorgen, kanske, er det glemt;
da firer vi det Løftningsflag,
du hejste over os idag.
BRAND
Hvor Kraft ej er, der er ej Kald.
(haardt)
Kan ej du være, hvad du skal, –
saa vær alvorligt, hvad du kan;
vær helt og holdent Muldets Mand.
Han gaar; de øvrige følger stille efter.
gaar den stille Klynge hjem.
staver tungt og trætt sig frem;
hver af dem med Tungsinds Lader
dreven ud af Paradis, –
gaar, som han, med skyldslørt Tinding, –
ser, som han, i Mørkets Gab, –
bær, som han, sin Kundskabs Vinding, –
bær, som han, sin Blindheds Tab.
skabe nyt og helt og rent; –
der er Værket, – Brødens Billed,
ikke Guds, som det var ment. –
(vil gaa, men standser idet han ser Agnes ved Stranden)
Se, hvor lyttende hun sidder,
Lyttende hun sad i Baaden,
da den skar de rørte Vande, –
rysted af sin klare Pande.
Det ser ud som Hørslen bytted
Plads og hun med Øjet lytted.
HIS: 254
(nærmer sig)
Unge Pige, er det Fjordens
krumme Vej, som Synet følger –?
AGNES
uden at vende sig
Hverken Fjordens eller Jordens;
Solblink gjennem Taagen glimter.
legende om skyslørt Tinde,
Store Palmer staar derborte,
svajer i de hvasse Vinde,
kaster bag sig Skygger sorte.
Intet Livstegn er at finde;
det er ligt en Jord, som skabes;
og jeg hører Røster runge
og jeg hører Stemmer tolke:
nu du frelses eller tabes;
gjør dit Værk, det ansvarstunge; –
BRAND
reven med
Sig, hvad mer du ser!
AGNES
lægger Haanden paa Brystet
Herinde
kan jeg kjende Kræfter ulme,
kan jeg føle Floder svulme,
stort sig ud till alle Sider,
og jeg hører Stemmer tolke:
denne Jord skal du befolke!
Alle Tanker, som skal komme,
hver en Gjerning, som skal gjøres,
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af Sorg og Kjærlighed,
lys og mild som Morgenrøden,
nu du skabe skal og skabes;
nu du frelses eller tabes; –
gjør dit Værk, det ansvarstunge!
BRAND
Did gaar Vejen. Der er Sporet.
Eget Hjerte, – det er Kloden,
nyskabt og for Gudsliv moden;
der den nye Adam fødes.
Lad saa Verden gaa sin Gang
under Trældom eller Sang; –
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit Værk den knuse vil, –
da, ved Himlen, slaar jeg till!
HIS: 256
Plads paa hele Jordens Hvælvtill at være helt sig selv, –
det er lovlig Rett for Manden,
og jeg kræver ingen anden! –
(tænker stille en Stund og siger)
(standser og ser ud)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende oppover Bakken,
kroget, ludende med Nakken?
For at puste maa hun staa,
griber med de magre Fingre
hvasst i sine dybe Lommer,
som en Skatt hun slæbte paa.
Om den vissne Benrad slænger
Haanden krummer sig som Tænger;
(pludselig angst)
Hvilket iskoldt Barneminde,
hvilket Gufs fra Hjem og Fjord
drysser Rim om denne Kvinde, –
drysser værre Rim herinde – –?
Naadens Gud! Det er min Moer!
BRANDS MODER
kommer oppover, standser halvvejs synlig i Bakken, holder Haanden skyggende over Øjnene og ser sig om
(kommer nærmere)
HIS: 257
Den ondeSøn, er det dig?
BRAND
Ja.
det brænder en i Synet ind;
en kan ej skille Prest fra Bonde.
MODEREN
ler stille
Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som Istapp-Kallen over Fossen.
En blir saa stærk, at hvadsomhelst
en tør, – og tror sig endda frelst.
BRAND
Goddag. Farvel. Min Tid er knapp.
MODEREN
Ja, du har altid været rapp.
Som Gut du stunded bort herfra –
BRAND
At bort jeg foer dig tyktes bedst.
HIS: 258
MODEREN
det trængtes vel at du blev Prest.
(betragter ham nærmere)
Hm, han er voxet stærk og stor.
Men agt nu bare paa mit Ord, –
BRAND
Er det alt?
MODEREN
Ja, Livet? Ja, hvad er der mere?
MODEREN
Ved du flere,
saa brug dem, som du vil. Men Livet,
berg det for mig; jeg har det givet.
(vred)
og det har gjort mig rædd og skræmt.
Tillfjords idag! Du kunde røvet,
hvad du for min Skyld skulde gjemt.
Du er den eneste i Slægten.
Du er min Søn, mit Kjød og Blod.
Hold fast; staa stærk; bær lange Tider!
Vær vaer om Livet! Aldrig svigt!
At leve er en Arvings Pligt, –
og du blir min – engang – omsider – –
MODEREN
Søn, er du gal!
(viger tillbage)
Kom ikke nær!
Bliv staaende! Jeg slaar med Staven!
(roligere)
Hvad mente du med det? – Hør her!
Jeg ældes Aar for Aar; det bær
saa faar du alt, hvad jeg har ejet;
det ligger tællet, maalt og vejet – –.
Jeg har ej paa mig! – Hjemme ligger
det hele. Det er ikke stort;
men den, som faar det, er ej Tigger – –
Staa der du staar! Kom ej herbort! –
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i Sprækker eller grave ned
du, Sønnen min, faar Arven hel;
altsammen gaar till dig alene.
BRAND
Paa visse Vilkaar?
MODEREN
Paa det ene,
Hold Ætten oppe, Søn for Søn;
jeg kræver ingen anden Løn.
HIS: 260
Og sørg saa for, at intet spildes,at intet deles eller skilles; –
øg, eller ikke, hvad du faar;
men gjem det, gjem det Aar for Aar!
BRAND
efter et kort Opphold
En Sag faar klares mellem os.
Jeg har fra Gut af vist dig Trods; –
MODEREN
Vær som du vil; jeg er ej vek.
Vær haard, vær strid, vær istappkold, –
gjem blot din Arv, – om død og gold, –
naar kun den er i Slægtens Vold!
MODEREN
tumler tillbage
Strø ud hvad gjennem Trældoms-Aar
har krøgt min Rygg og blegt mit Haar!
BRAND
nikker langsomt
Strø ud.
MODEREN
Strø ud! Hvis det du gjør,
for Vinden ud min Sjæl du strør!
HIS: 261
BRAND
Og hvis jeg gjør det lige vel?
Hvis ved din Seng jeg staar en Kveld,
naar Lys er foran Lejet satt,
skal sove Dødens første Natt, –
hvis frem jeg finder Skatt for Skatt, –
hvis jeg taer Lyset, hvis jeg tænder –?
BRAND
Hvorfra? Skal jeg fortælle?
MODEREN
Ja!
BRAND
Ifra et Barndomseventyr,
som aldrig af mit Minde flyr,
som skjæmmer Sjælen, lig et Ar
Det var en Høstkveld. Død var Faer,
og du laa syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han laa bleg i Voxlysskin.
Jeg stod og stirred fra en Krog,
og saa han holdt en Salmebog;
mig undred mest den dybe Dvale,
og hvi hans Haandled var saa smale;
da hørte jeg paa Gangen Trin; –
ind kom en Kvinde, saa mig ej, –
HIS: 262
hun gik till Sengen rakt sin Vej.Hun gav sig till at gramse, rode;
først flytted hun den dødes Hode,
saa trakk hun frem en Bundt, saa flere, –
hun tælled, hvisked: mere, mere!
Saa grov hun ud af Sengens Puder
en Pakke bunden till med Knuder;
hun rev, hun hugg med ilske Hænder,
Hun grov paany. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
hun vejred efter Gjemslers Spor, –
Tillslutt var hver en Lønkrog tømt;
hun gik af Stuen som en dømt;
og stønned stillt: saa det var alt!
MODEREN
Mit Krav var stort, mit Fund var skralt;
og det var mer end dyrt betalt.
BRAND
Det blev dig dyrere endda;
mit Sønnesind det stjal dig fra.
MODEREN
at kjøbe Gods for Sind og Hug.
Jeg gav fra først en større Pris;
jeg tror, jeg gav mit Livs Forlis.
HIS: 263
Jeg noget gav, som nu er slukkt; –det staar mig for som Lys og Flugt,
som noget baade dumt og smukt; –
jeg gav, hvad knappt jeg længer ved; –
Folk kaldte det for Kjærlighed. –
jeg mindes godt det Raad fra Faer:
glem Husmandsgutten; tag den anden;
han øger Ejet dobbelt opp! –
Till dobbelt opp han aldrig rakk.
Men siden har jeg slæbt og slidt,
BRAND
Og mindes du, saa nær din Grav,
at Sjælen du paa Kjøbet gav?
MODEREN
At det jeg mindes, vistes bedst,
du sørge skal till Takk for Arv.
Jeg ejer baade fast og løst;
du ejer Ord og Magt og Trøst.
BRAND
Saa klog du er, du saa dog fejl,
da mig du saa i Hjemmets Spejl.
med slig Forældrekjærlighed; –
for Husets efterladte Pjalter;
af Evigheden gaar et Skjær
forbi jer Tanke hist og her;
I griber efter den og mener
I Tingen er paa Livet nær,
naar Ætt og Arv I sammengrener, –
at Døden I med Livet ener,
af sammenlagte Rækker Aar.
MODEREN
Gransk ikke, Søn, din Moders Sind,
men tag din Arv, naar den blir din.
BRAND
Og Gjælden?
MODEREN
Gjælden? Hvilken Gjæld?
Der er ej nogen Gjæld.
BRAND
Nu vel;
men hvis der var, – jeg maatte svare
sker Fyldest paa hans Moders Grav;
var Huset tomt, naar jeg det tog, –
MODEREN
Saa byder ingen Lov.
HIS: 265
BRAND
Ej den,
som skreven er med Blækk og Pen;
en anden Lov staar ristet ind, –
og denne Lov skal Fyldest ske.
Guds Bo paa Jord har du forringet,
dit Sjælelaan har du forødt,
den Aand, som engang var bevinget,
naar Herren kræver sit igjen?
MODEREN
sky
Hvor jeg vil hen? Hvor hen?
BRAND
Frygt ej;
Gudsbilledet, som du har plettet,
i mig skal rejses viljetvættet!
Gaa du kun trøstig till de døde.
Gjældbunden sover ej min Moer; –
jeg klarer Gjælden.
MODEREN
Gjæld og Brøde?
BRAND
Din Gjæld. Kun den; mærk vel mit Ord.
Din Sjælegjæld din Søn skal klare;
men for din Synd maa selv du svare.
Den Sum af Menneske, som blev
kan indtill sidste Rest og Hvid
for den er Anger – eller Døden!
MODEREN
urolig
Det er nok bedst jeg kommer hjem
i Skyggen under Bræens Brem;
en blir af Duften næsten svimmel.
BRAND
Søg Skyggen du; jeg er dig nær.
Og drages du mod Lys og Himmel,
da skikk mig Bud og jeg skal komme.
MODEREN
Ja, du med dine Straffedomme!
BRAND
Nej, varm som Søn og mild som Prest
jeg værger dig mod Ræddslens Blæst;
med Sang jeg ved dit Lejes Fod
skal svale Svien i dit Blod!
HIS: 267
BRAND
Jeg kommer i din Angers Stund.
(nærmere ved hende)
Men Vilkaar sætter jeg, som du.
skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din Grav.
MODEREN
slaar vildt imod ham
Byd Ilden skilles fra sin Hede,
Sne fra sin Frost, Sjø fra sin Væde!
BRAND
Gaar en det største udenom,
al Resten mildner ej hans Dom.
BRAND
Alt?
MODEREN
Søn, er meget ikke nok?
MODEREN
vrider Hænderne
Mit Liv forspildt, min Sjæl forstødt,
Saa hjem og kryste tætt i Favn
alt, hvad af mit endnu bær Navn!
for dig jeg rev mit Bryst tillblods; –
nu hjem og græde som en Moer
hvad Sind jeg faar i Timens Gru.
Maa alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente till det sidste.
(gaar)
BRAND
ser efter hende
bie paa din Bodsstunds Bud,
varme opp din gamle kolde
Haand, saa fort den rækkes ud.
(gaar nedover till Agnes)
knuse Løgnen, dræbe Trolde,
HIS: 269
AGNES
har vendt sig om og ser lyst opp till ham
Morgnen var mod Kvelden bleg.
Da jeg vilde Løgn og Leg,
hvad min Vinding var at tabe.
BRAND
Stærke Drømme, fagre Drømme
kom i Flok som vilde Svaner,
løfted mig paa brede Vinger.
Udad saa jeg mine Baner; –
stævned stor paa Støjens Strømme.
Kirkeprocessioners Pragt,
gyldne Skaaler, Sejersange,
Løftnings-Jublen fra de mange
lyste, om mit Livsværk lagt. –
Alt laa lokkende og rigt; –
men det hele var et Digt,
halvt i Solblink, halvt i Lyn. –
Nu jeg staar, hvor graat det kvælder
længe førend Dagen hælder, –
staar imellem Urd og Sund,
udestængt fra Verdensvrimlen,
med en Strime kun af Himlen, –
men jeg staar paa Hjemmets Grund.
Sunget er mit Søndagsdigt;
men jeg ser et større Maal,
skal till Søndagsgjerning adles.
AGNES
Og hin Gud, som skulde falde?
BRAND
Han skal falde ligefuldt, –
men i Løndom, dulgt og skjult,
ikke aabenlyst for alle.
Frelsens Helsebod for Folket.
løfter Slægten till Forvandling;
Vækkelsen af rige Evner
bøder ej dens Sjælerevner.
Viljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. –
(vender sig indover mod Byggden, hvor Aftenskyggerne begynder at falde)
Kom da, Mænd, som vandrer sløve
i min Hjembyggds lukte Dale; –
vil vort Luttringsværk vi prøve,
Halvhed fælde, Løgnen døve,
vække Viljens unge Løve!
enes kan med Mandeværdet;
Tavler, hvorpaa Gud kan skrive.
HIS: 271
Han vil gaa. Ejnar møder ham.
EJNAR
Stands og giv mig, hvad du tog!
BRAND
Er det hende? Der hun sidder.
AGNES
Gaa med Gud, du fagre Frister;
jeg skal bære till det brister.
EJNAR
Tænk paa alle dine kjære!
HIS: 272
EJNAR
Ude paa de blanke Vande
skjær de hvide Sejl fra Strand; –
Længsler lig paa drømfyldt Pande
AGNES
Sejl i Vester eller Øster; –
tænk paa mig som en begravet.
AGNES
ryster paa Hovedet
Mellem os er Verdenshavet.
AGNES
stille
Ej fra Lærer, Ven og Broer.
BRAND
kommer et Skridt nærmere
Unge Kvinde, vogt dig vel.
Klemt imellem Fjeld og Fjeld,
skygget om af Tagg og Tinde,
skal mit Liv fra nu af rinde
BRAND
Husk at jeg er streng i Kravet,
Ingen Prutningsmon i Nøden,
ingen Eftergivt i Brøden; –
strækker ikke Livet till,
maa du villigt gaa i Døden!
BRAND
Vælg; du staar paa Vejens Skille.
(gaar)
Vælg imellem Storm og Stille!
Valget mellem gaa og bliv
Valg er mellem Fryd og Sorgen,
Valg imellem Død og Liv!
HIS: 274
AGNES
rejser sig og siger langsomt
Ind i Natten. Gjennem Døden. –
Hun følger efter, hvor Brand gik. Ejnar ser en Stund som fortabt efter hende, bøjer Hovedet og gaar udover mod Fjorden igjen.
Teppet falder.
Tre Aar senere. En liden Have ved Prestegaarden. Høj Fjeldvægg ovenfor, Stengjærde omkring. Fjorden ligger trang og lukket i Baggrunden. Husdøren gaar ud till Haven. Eftermiddag.
Brand (staar paa Trappen udenfor Huset); Agnes (sidder paa Trinet nedenfor).
BRAND
Jeg venter Bud.
AGNES
Du er urolig!
BRAND
Jeg venter Bud ifra min Moer.
det Bud, som aldrig blev mig bragt.
Imorges blev for visst mig sagt,
at hendes Time snart er omme.
jeg ved ej Ord, jeg har ej Trøst.
HIS: 276
AGNES
Hun er din Moer.
BRAND
Jeg har ej Rett
at dyrke Guder i min Ætt.
AGNES
Brand, du er haard!
BRAND
Mod dig?
AGNES
O, nej!
Jo, her er hvasst og koldt;
her bleges Skjæret paa din Kind;
det isner i dit veke Sind.
Vort Hus er ingen Trivsel ved;
det ligger midt i Urd og Skred.
AGNES
den skrider udenover os,
og Prestehuset urørt staar,
HIS: 277
BRAND
Og Sol, som aldrig rækker hid.
AGNES
Den danser jo saa varm og blid
paa Bergets Skulder bent imod –
BRAND
Tre Uger, ja, – ved Sommertid, –
men vinder aldrig till dets Fod.
AGNES
ser visst paa ham, rejser sig og siger
Brand, der er et, som gjør dig rædd!
BRAND
Nej, dig!
AGNES
Nej, dig!
BRAND
Du bær en Gru,
en løndomsfuld.
AGNES
Brand, ogsaa du!
BRAND
Du svimler som ved Stupets Bredd!
Tal ud! Nævn alt!
AGNES
Jeg stundom skalv – –
(standser)
BRAND
For Alf!
AGNES
Du ogsaa!
BRAND
Stundom, ja!
Men nej, han tages os ej fra!
Gud er jo god! Min lille Gut
Hvor er han nu?
AGNES
Han sover.
AGNES
Dog bleg.
BRAND
Ja bleg; men det gaar over.
BRAND
Gud signe dig; sov nu dig sund!
(lukker Døren)
om alt mit Kaldsværk sænket ned;
blev lett at bære mellem jer;
hos dig mig aldrig Modet sveg,
mig Styrke gav hans Barneleg.
Mit Kald jeg tog som Martyrdom;
men se, hvor alt har vendt sig om,
hvor Held har fulgt mig paa min Færd –
AGNES
Ja, Brand; men du er Heldet værd.
O, du har kjæmpet, lidt og stridt,
har døjet ondt, har slæbt og slidt, –
jeg ved, at stillt du Blod har grædt –
BRAND
Ja vel; men alt mig tyktes lett;
med dig drog Kjærligheden ind,
som solklar Vaardag, i mit Sind.
Den havde før jeg aldrig kjendt;
ej Faer, ej Moer, den havde tændt;
som sprang af Asken her og hist.
Det var som al den Sum af mildt,
jeg havde baaret dulgt og stillt,
Ej os alene; alle dem,
HIS: 280
hvert Barn som græd, hver Moer, som led,et kvægsomt Sæde finder ved
dit Hjertes fulde, rige Bord.
BRAND
Men gjennem dig og ham. I to
slog Mildhedsaandens Himmelbro.
Ej nogen Sjæl kan alle favne,
hvis ikke først han elsked en;
jeg maatte længte, maatte savne,
saa Hjertet hærded sig till Sten –
AGNES
Og dog – din Kjærlighed er haard;
den, som du klappe vil, du slaar.
BRAND
Dig, Agnes?
AGNES
Mig? O nej, du kjære;
lett var hvad mig du bød at bære; –
men mangen Sjæl ifra dig faldt
ved Kravet: intet eller alt!
BRAND
jeg ikke vil og ikke ved.
Guds Kjærlighed jeg kjender till,
og den er ikke vek og mild;
den er till Dødens Ræddsel haard,
Nej, Barn, den maatte ud till Bunden.
AGNES
O, maalt med slig en Maalestokk,
er dømt al Jordens Sjæleflok.
BRAND
Ej nogen ved, hvem Dommen naaer;
Ej nok i Angstens Sved at bades;
At ej du kan, dig vist forlades, –
men aldrig at du ikke vil.
AGNES
Ja, det skal være, som du siger.
O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;
led mig mod dine høje Himle;
og trætt og jordtung er min Fod.
BRAND
I alt sit Værk en Mand er dømt,
Den Lære skal till Lovbud hæves,
ej gjennem Ord, men ved at leves.
Doktoren er kommen nedover Vejen og standser udenfor Havegjærdet.
AGNES
Min gamle Doktor, er du her!
O, kom dog indom!
(løber ned og aabner Havegrinden)
DOKTOREN
Ej till jer!
Du ved jo godt, at jeg er vred.
At knytte sig till sligt et Sted,
hvor Viddens Vejr og Vintrens Vind
skjær iskoldt gjennem Sjæl og Skind –!
BRAND
Ej gjennem Sjælen.
DOKTOREN
Ikke? Naa!
Nej-nej, det lader næsten saa.
staa lige fuldt og fast ved Magt,
skjønt ellers efter gammel Skikk
HIS: 283
en skulde tro, at fort forgik,hvad skabt blev i et Øjeblik.
DOKTOREN
Farvel. Jeg ventes hos en syg.
BRAND
Min Moer?
DOKTOREN
Ja. Skal De samme Vej?
BRAND
Nu ikke.
DOKTOREN
Var der kanske?
BRAND
Nej.
DOKTOREN
Prest, De er haard. I Sludd og Fyg
jeg sled mig over Vidden frem,
skjønt godt jeg ved, hun er af dem,
der lønner som et Fattiglem.
BRAND
Dem har hun budsendt; jeg er glemt; –
jeg venter, venter hjerteklemt.
BRAND
Før Bud hun sender,
jeg intet Hverv dernede kjender.
DOKTOREN
till Agnes
Du veke Stakkel, som blev lagt
i slige haarde Hænders Magt!
BRAND
Jeg er ej haard.
AGNES
Sit Blod han gav,
hvis hendes Sjæl det tvætted af!
BRAND
Som hendes Søn i Arv jeg tog
frivillig hendes Skyldnerbog.
DOKTOREN
Klar Deres egen!
DOKTOREN
Ej gjennem en, der selv som Tigger
i Skyld oppover Øret ligger.
BRAND
Rig eller Tigger; – helt jeg vil, –
og dette ene strækker till!
staar bogført som din Rigdoms Rad; –
(gaar)
BRAND
følger ham en Stund med Øjnene
Ej noget Ord blev sølet ned
i Løgn som Ordet Kjærlighed; –
det lægger de med Satans List
med det de dækker svigfuldt till,
han har dog Haab – i Kjærlighed;
saa en sit Maal, og dog ej stred,
han sejre kan – i Kjærlighed;
gaar en sig vild, skjønt rett han ved, –
der er et Ly – i Kjærlighed!
BRAND
Et springes over; Viljen først
Først maa du ville, ikke blot
hvad gjørligt er i stort og smaat,
nej, ville maa du stærk og glad
igjennem alle Ræddslers Rad.
at dødes paa et Korsets Træ;
at ville midt i Kjødets Nød,
at ville midt i Aandens Angst,
AGNES
klynger sig tætt till ham
Naar Kravet skræmmer med sin Gru, –
min stærke Husbond, tal da du!
BRAND
Vandt Viljen Sejr i slig en Strid,
da kommer Kjærlighedens Tid,
og bringer Livets Oljeblad;
ens bedste Kjærlighed er Had!
(i Skrækk)
Had! Had! En Verdenskamp at ville
(gaar ilsomt ind i Huset)
HIS: 287
det enkle Ord, det lette, lille!
AGNES
ser gjennem den aabne Dør
Han knæler hos sin søde Dreng
og vugger Hodet som i Graad;
som en, der ej ved Hjælp og Raad. –
O, hvilken Sum af Kjærlighed
i denne stærke Mandesjæl!
(udbryder forfærdet)
Hvad ser han? Han er askehvid!
BRAND
ud paa Trappen
Kom der ei Bud?
BRAND
ser tillbage ind i Huset
Det brænder i hans stramme Hud;
hans Tinding hamrer, Pulsen banker –!
O, frygt ej, Agnes!
AGNES
Gud, hvad Tanker –!
BRAND
Nej, frygt blot ej –
(raaber udover Vejen)
Der ser jeg Budet!
HIS: 288
EN MAND
gjennem Havegrinden
BRAND
ilsomt
Ja strax!
Hvad Hilsning bær du?
Ugrej Slags;
hun sad i Sengen, frem hun luded
og sagde: gaa; faa Presten hentet;
BRAND
viger tillbage
Det halve! Nej! Sig nej!
MANDEN
ryster paa Hovedet
Da var
ej Budet ærligt bragt dig, Faer.
BRAND
Det halve! Halve! Alt var ment!
BRAND
griber ham om Armen
Paa Herrens Dag, for Dommen stævnt,
du vidne tør, det Ord blev nævnt?
MANDEN
Ja.
MANDEN
ser uvisst paa ham
Du har nok ikke skjønt mig da;
det er din Moer jeg kommer fra.
MANDEN
Haardt Ord er det.
MANDEN
Prest!
MANDEN
Med Svarets Svøbe skal jeg slaa
saa lett og lindt jeg kan og maa.
For hende gror den Trøst endnu:
Gud er ej fuldt saa haard, som du!
(gaar)
HIS: 290
BRAND
Ja, denne Trøst har tidtnok blæst
sin Aadselluft till Verdens Pest.
Den Løgntrøsts Grød i Skrækkens Stund
blir kaldt for Mad af Naadens Mund.
De kjender jo sin Mand fra før; –
fra alt sit Værk de godt jo ved,
at Gubben laer sig prutte med.
Manden har ude paa Vejen mødt en anden; de kommer begge i Følge tillbage.
FØRSTE MAND
Ja!
BRAND
Hvad bringer du?
DEN ANDEN
Ni tiende Dele lød det nu.
BRAND
Ej alt?
DEN ANDEN
Ej alt.
BRAND
Mit Svar er kjendt; –
ej kommer Prest, ej Sakrament.
HIS: 291
ANDEN MAND
ANDEN MAND
Den syges Nød er vild og stor;
kom, eller send et Soningsord.
Mændene gaar.
BRAND
med Graad i Stemmen
Staar Verden ej mod mig igjen
Slaar ikke den min Sjæl tillblods
med al sin slappe Sejgheds Trods.
AGNES
Haardt er det Vilkaar, du har stillt.
HIS: 292
BRAND
Byd, om du tør, et mere mildt.
BRAND
Nej, der du har till Ræddsel Rett.
er hele Slægtens Livssyn blevet.
Det regnes højt, faar en det drevet
till, som en lovprist ubekjendt,
at offre sit ved Testament.
Byd Helten stryge ud sit Navn
og nøje sig med Sejrens Gavn;
giv Kejser, Konge, samme Kaar,
Byd Digteren i Løndom smugle
af Buret sine Skjønhedsfugle,
Frist frodig eller vindtørr Gren;
Hengivelsen er ej hos en.
udover Stupet vildt og hvasst
hver klamrer sig till Støvlivsranken, –
han klorer sig med Negler fast.
AGNES
Og till en Slægt, som raadløst faldt,
du raaber: intet eller alt!
HIS: 293
BRAND
fra dybest Fald maa højst du stige. –
(tier lidt; Stemmen slaar over)
Og dog, naar for den enkle Sjæl
jeg staar og stiller Rejsningskravet,
I Kval og Graad jeg lønligt bed
den Tunge, som jeg tugted med, –
og løfted Armen jeg till Slag,
jeg tørsted mod et Favnetag! –
Gaa, Agnes, se till ham, som sover;
syng ham i lyse Drømme ind;
en Barnesjæl er klar og lind
som Tjern i Sommersolens Skin;
en Moder stryge kan derover
i dybest Dyb paa lydløs Flugt.
AGNES
bleg
Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender
din Tankes Pil, – mod ham den vender!
BRAND
O, intet. Vogt ham godt og stillt.
AGNES
Giv mig et Ord.
BRAND
Et stærkt?
AGNES
Et mildt.
HIS: 294
BRAND
favner hende
Den, som er uden Skyld, skal leve.
AGNES
ser lyst opp paa ham og siger
Et ejes, som ej Gud tør kræve!
(gaar ind i Huset)
BRAND
ser stille frem for sig
hvad «Isaachs Ræddsel» turde før.
HU: 244
(ryster Tankerne af)
Nej, nej; mit Offer har jeg bragt.
Mit Livskald har jeg fra mig sagt, –
og vække sovende paa Jorden.
Løgn! Intet Offer laa deri;
det glapp, da Drømmen var forbi,
till samme Gjerning i det dulgte.
(ser udover Vejen)
Hvi nøler dog den syges Bud
om Offervillighed og Bod,
som rykker Brøden opp med Rod,
med dybest Trevl med vildest Skud! –
Se der –! Nej, det er Fogden kun,
med Hænderne i begge Lommer,
lig Klammer om en Parentés.
HIS: 295
BRAND
viser mod Huset
Træd indenfor.
FOGDEN
Takk; her er godt;
og vandt mit Ærind Indgang blot,
saa mener jeg for sandt og visst,
BRAND
Nævn Deres Ærind.
FOGDEN
Deres Moer
er haabløs syg, saavidt jeg tror; –
det gjør mig ondt.
BRAND
Jeg tvivler ej.
BRAND
Tal ud!
FOGDEN
Dog, hun er gammel; – Herregud,
vi skal jo alle samme Vej.
Og da jeg netopp foer forbi,
saa lett som krybes; ydermere
saa blev det mig fortalt af flere,
at hun med Dem, fra De kom hid,
har levet i Familjesplid –
HIS: 296
BRAND
Familjesplid?
FOGDEN
Der siges jo,
hun holder stærkt og sejgt paa sit.
De finder vel, det gaar for vidt.
med hele Deres Fædrearv –
BRAND
Uskiftet Bo; – ja, det er sandt.
FOGDEN
Saa kommer Skyldfolk lett paa Kant.
Og da jeg nu med skjellig Grund
formoder De med kjølig Barm
forventer hendes Afgangsstund,
saa haaber jeg De uden Harm
er ilde valgt.
BRAND
Nu eller siden,
det kommer ud for mig paa et.
FOGDEN
Ja, saa till Sagen slett og rett.
og salig lagt i Jordens Skjød, –
HIS: 297
BRAND
Det tror De?
FOGDEN
Tror? Nej, det er sikkert.
Hun ejer Grund i hver en Vik,
saa langt De øjne kan med Kikkert.
Rig blir De, Prest!
FOGDEN
smiler
Hvad skal den her? Den skiller Trætten,
men her ej trues nogens Tarv.
BRAND
Og dersom dog till Gods og Gjæld
Medarving mødte lige vel
og sagde: jeg er rette Manden?
FOGDEN
Det maatte være selve Fanden!
Ja, se kun paa mig; – ingen anden
lid tryggt paa mig; jeg ved Besked.
rig Mand endogsaa; ikke længer
till denne Afkrogs Kald De trænger;
Dem aabent staar det hele Land.
BRAND
Hør, Foged, er ej, fattet kort,
al Talens Kjærne den: rejs bort!?
HIS: 298
FOGDEN
Omtrent. Till alle Parters Bedste
jeg tror det blev. Hvis De vil fæste
oppmærksomt Øje paa de Folk,
for hvem De nu er Ordets Tolk,
saa vil De se, saalidt De passer
blandt os, som Ulv blandt Gjæs og Gasser.
Forstaa mig vel! De ejer Evner
till større Samfunds Gavn og Brug,
og Ættling af en Dalbunds Slug.
BRAND
Ens Fædrebyggd for Mandens Fod
er, hvad for Træet er dets Rod; –
er der ej till hans Gjerning Trang,
hans Daad er dømt, og endt hans Sang.
HIS: 299
BRAND
imellem Sletteland og Fjeld!
I kræver Rett som Verdensriger,
mens hver en Samfundspligt I sviger;
I mener fejgt, det skal jer fri,
det Nødskrig: vi er Smaafolk, vi!
FOGDEN
i Verdens store Formaals Kasse;
men Skjærven var ej ganske liden.
Se, nu er Byggden tom og snever;
dens svundne Storheds Dage falder
samtidigt med Kong Beles Alder; –
der meldes endnu mangt et Ord
og Snese gjæve Mænd, som foer
og plyndred, saa det var en Lyst.
Og disse grumme var, tilltrods
for alle Tvivlsmaal, Mænd fra os.
Og som de Karle kunde hævne,
en Herrens Helt, som Korset tog; –
dog meldes ej, at ud han drog –
BRAND
Aa, fordi
hvis Korstog er af samme Slags.
FOGDEN
Ja, Slægten rækker lige hid.
Først slog vi altsaa udenlands,
saa gjæsted vi vor Grandemands
sved Kirkespir og Stuevægg
og fletted os en Stordaads-Krans. –
er kanske lidt formeget skrydt;
dog, efter hvad jeg her har sagt,
jeg troer jeg vover, fuldt beskeden,
i Storhedstiden, længst forleden,
og paastaa, denne Byggd har lagt
sin Skjærv med baade Ild og Staal
till Verdens Fremgangs store Maal.
FOGDEN
Paa ingen Maade. Gaa blot ud
i Sognefolkets Gjestebud,
som Hæderslemmer er at finde,
at dødt ej er Kong Beles Minde.
I Skaaler, Bægerklang og Sang,
mit Tankespind till blomstret Dug,
Det gjør igrunden alle vi
i Livet bør den aldrig raade, –
kun mellem Klokken syv og ti
om Aftenen, naar Folk er fri,
naar man, af Dagens Gjerning trætt,
Den Forskjell er der mellem os
og Dem, at De med Vold og Trods
Saa vidt jeg ser, er Deres Mening:
vort Livs og dets Idees Forening, –
i Enhed stillet frem tillslutt,
med Kul og Svovel vorder Krudt.
BRAND
Omtrent.
FOGDEN
Men sligt er her ugjørligt.
I store Samfund lød det hørligt; –
gaa did med Deres høje Krav;
lad os saa pløje Myr og Hav.
BRAND
Pløj allerførst i Havet ned
jer Pral om Fædres Herlighed;
ej Dverg blir mandshøj, skjønt han har
BRAND
Naar Mindet sig till Livet binder;
HIS: 303
FOGDEN
Mit første blir mit sidste Ord; –
bedst var det, om herfra De foer.
Her vil ej Deres Gjerning grønnes,
her vil ej Deres Livssyn skjønnes.
Den Smule Flugt, som er fornøden, –
den Løftning, som behøves kan
fra Tid till Tid for Slæbets Mand,
skal jeg besørge ufortrøden.
Igjennem al min Embedstid
staar vakkre Vidner om min Flid;
ved mig er Folkets Tal fordobblet,
idet jeg har till Stedet kobblet
snart hin snart denne Næringsgren.
Mod trodsende Natur i Kamp
her brydes Vej, her bygges Bro –
BRAND
Men ej imellem Liv og Tro.
FOGDEN
Imellem Fjord og Viddens Sne.
FOGDEN
først Fremkomst mellem Mænd og Mænd, –
det var der kun en Mening om,
før De som Prest till Byggden kom.
HIS: 304
Nu har De blandet alt i et,vort Grubebluss med Nordlysflammen;
Hvert Forhold har De filtret sammen;
De splittet har i fiendske Lejre
den Flok, som samlet skulde sejre.
Her blir jeg dog tilltrods for Dem.
En vælger ej sit Virkes Hjem.
Den Mand, som Maalet ved og vil,
det Gudsraab: her du hører till!
FOGDEN
Saa bliv, men inden egne Grænser;
jeg gjerne ser De Folket renser
Gud ved, det trænges mangen Gang!
BRAND
Hvis Deres Raad mig skulde nytte,
jeg maatte Sjæl og Sjælssyn bytte;
men Kaldet er, sig selv at være,
sin egen Sag till Sejr at bære,
og jeg skal bære Sagen frem,
HIS: 305
Det Folk, jer hele Styrertropphar dysset ind, skal vækkes opp!
I længe nok i Trangheds Bur
har pint dets Rest af Fjeldnatur;
fra eders Smaaheds Sultekur
I tappet har hans bedste Blod,
har hulet Margen af hans Mod;
hver Sjæl, som malmstøbt skulde staa; –
men endnu kan et Rejsnings-Skrig
i eders Øre tordne: Krig!
FOGDEN
Krig?
BRAND
Krig!
BRAND
Og dog jeg gjør det!
HIS: 306
FOGDEN
Tabes Spillet,
er Deres Jordliv ødslet bort.
De ejer alle Verdens Goder,
De har et Barn at leve for,
en elsket Hustru; – Lykkens Kaar
blir rakkt Dem som af milde Hænder!
BRAND
Og hvis jeg endda Ryggen vender,
till hvad De Lykkens Kaar har kaldt?
Ifald jeg maa?
FOGDEN
Fortabt er alt,
hvis her, i Verdens Udmarks Vik,
Drag sørpaa, mod de rige Strande,
hvor Mænd tør staa med løftet Pande;
der kan med Rett De lyse Møde
og byde Menigheden bløde;
i Kamp for Brød blandt Klippeskred.
BRAND
Her blir jeg dog. Her er mit Hjem,
og i mit Hjem min Krig skal frem.
FOGDEN
Husk, hvad De taber, hvis det glipper; –
og først og fremst, husk, hvad De slipper!
HIS: 307
BRAND
Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.
FOGDEN
Brand, haabløs er en ensom Kriger.
FOGDEN
smiler
Ja, muligt det, – men jeg de fleste.
(gaar)
BRAND
ser efter ham
Der gaar en fuldblods Folkets Mand,
rettsindigt tænkende, velvillig,
og dog en Svøbe for sit Land.
ej Hungersnød, ej Frost og Pest,
forvolder halvt det Nederlag,
som slig en mellem Aar og Dag.
Af Landeplagen Liv kun røves; –
men han –! Hvor mange Tanker kløves,
hvor mange stærke Sange døves
af slig forklemt, trangbrystig Sjæl!
Hvor mangt et Smil paa Folkemunde,
hvor mangt et Lyn i Folkebarm,
hvor mangen Løftnings Lyst og Harm, –
der frem till Daad sig voxe kunde, –
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i Angst)
HIS: 308
Men Budet! Budet! – Ingen kommer!Jo, Doktoren!
(iler ham imøde)
Tal, tal! Min Moer –?
BRAND
Død! – Men i Bod?
DOKTOREN
Det knappt jeg tror;
hun hang ved sit paa denne Jord,
till Timen slog, og de blev skillt.
BRAND
ser stille rystet frem for sig
Er her en vildsom Sjæl forspildt?
DOKTOREN
Kan hænde vel hun dømmes mildt, –
ej efter Lov, men efter Skjøn.
BRAND
synker i Smerte ned paa Bænken
den samme Løgn, som slaar hver Sjæl!
(skjuler Ansigtet i Hænderne)
HIS: 309
DOKTOREN
gaar nærmere, ser paa ham og ryster paa Hovedet
De vil en gjennemlevet Tid
i et og alting flytte hid.
for Gud og Godtfolk staar ved Magt; –
hver Slægt har dog sin egen Vis;
BRAND
ser opp
Human! Ja, dette slappe Ord
at ingen Daad han tør og vil;
at ej han alt for Sejren vover;
i Ly af det blir lettvindt brudt
I Puslingsjæle gjør tillsidst
Hvis eders Gud fik dengang raade,
han under Korset raabte Naade, –
(skjuler Hovedet og sidder i stum Sorg)
Her ind! Følg med!
DOKTOREN
Du gjør mig bange!
Hvad er det, Barn?
AGNES
En Angstens Orm
har koldt sig om mit Hjerte lagt –!
DOKTOREN
Hvad er det?
AGNES
drager ham med sig
Kom! – Guds evige Magt!
De gaar ind i Huset; Brand mærker det ikke.
BRAND
stille hen for sig
Død uden Bod. Død, som hun leved.
(rejser sig)
Med Sønnens Pligt, paa Hjemmets Grund,
uryggelig fra denne Stund
nu staar jeg i min Viljes Vælde,
nu tør, nu kan jeg knuse Fjelde!
HIS: 311
DOKTOREN
efterfulgt af Agnes kommer hurtigt ud paa Trappen og raaber
BRAND
Om Jorden skalv, jeg blev endda!
DOKTOREN
Saa er dit Barn till Døden dømt.
DOKTOREN
holder ham tillbage
Nej bliv! –
Her er ej Lys, her er ej Sol,
her skjær en Luft, som Pust fra Pol, –
her sænker Skodden klamt sig ned; –
vil vissne bort hans spæde Liv.
Rejs, Brand, og Deres Barn er frelst;
men gjør det snart, imorgen helst.
BRAND
Ikveld, idag, i denne Stund!
O, han skal voxe stærk og sund; –
ej Gufs fra Bræ, ej Sno fra Kyst,
skal isne mer hans lille Bryst.
Kom, Agnes, løft ham lindt i Blund!
O, Agnes, Agnes, Dødens Garn
sig spinder om vort lille Barn!
BRAND
till Doktoren
Men Flugt ham frelser? Saa De lover!
DOKTOREN
Det Liv, en Fader vaager over
ved Natt og Dag, er sejerstryggt.
Vær alt for ham, og sundhedssmykkt
De snart skal se ham; nær ej Frygt.
BRAND
Takk, Takk!
(till Agnes)
Hyll tætt i Dun ham ind;
langs Fjorden stryger Aftnens Vind.
Agnes gaar ind i Huset.
1.utg: 119
DOKTOREN
betragter i Taushed Brand, som ubevægelig ser ind gjennem Døren, gaar derpaa hen till ham, lægger Haanden paa hans Skulder og siger
Mod Verdens Flok saa ubønhørlig,
og mod sig selv saa lett medgjørlig!
For den ej gjælder lidt, ej meget, –
men fra en selv er Modet veget
i samme Stund som Loddet faldt
HIS: 313
BRAND
Hvad mener De?
DOKTOREN
Till Deres Moer
fortabt, hvis alt ej lægges af,
hvis ej du nøgen gaar i Grav!
Og samme Raab har runget tidt
naar Folkets Flok, som tyngst, har lidt!
Nu er De Havsnødsmanden selv
i Skjæbnens Storm paa Baadens Hvælv;
tillhavs, tillhavs den tunge Bog,
nu gjælder det i Kuling stiv
at berge egen Afkoms Liv.
Paa Flugt, paa Flugt langs Fjord og Vik, –
paa Flugt fra egen Moders Lig, –
Er nu jeg blind! Var jeg det før!
DOKTOREN
De handler, som en Fader bør.
Tro ej, jeg laster, hvad De gjør; –
mer stor, end før som Styrkens Mand. –
HIS: 314
Farvel! Nu har jeg rakkt Dem Spejlet,brug det, og sukk saa: Herregud,
(gaar)
BRAND
stirrer en Stund frem for sig, pludselig udbryder han
Nu eller før, – naar er her fejlet?!
Agnes kommer ud af Døren med Kaabe over Skuldrene og Barnet paa Armen; Brand ser hende ikke; hun vil tale, men standser ligesom slagen af Skrækk, da hun bemærker Udtrykket i hans Ansigt. I samme Øjeblik kommer en Mand ilsomt ind gjennem Havegrinden. Solen gaar ned.
BRAND
knuger Haanden mod Brystet
Ja, her.
MANDEN
Vær paa din Post mod Fogden.
till han med Rygtets Brandpest slog den.
Alt ofte har han ymtet om,
at Prestegaarden snart staar tom, –
har sagt, at os du Ryggen vender,
saa fort din rige Moer er død.
MANDEN
Prest, jeg dig kjender
og ved, hvi slige Giftord lød;
du staar jo ham og hans imod,
han aldrig fik din Vilje bøjet, –
se, det er Rygtets rette Rod –
BRAND
usikker
At sandt er sagt – sig tænke lod.
MANDEN
Da har du styggt for alle løjet.
BRAND
Har jeg –?
MANDEN
Hvor tidt har ej du sagt,
at Gud har selv till Strid dig vakkt, –
at mellem os du har dit Hjem,
at her din Krig skal føres frem,
at ingen Mand tør Kaldet svige,
at slaa han skal, men aldrig vige.
Og Kaldet har du! Stærkt og lyst
din Ild har fængt i mangt et Bryst.
MANDEN
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ej till;
thi her staar jeg, den ene Mand,
og siger: rejs, ifald du kan!
Jeg har en Sjæl saa fuldt som nogen;
du har mig opp af Dybet draget, –
prøv, om du nu tør slippe Taget!
Du kan det ej; jeg holder fast;
min Sjæl var tabt, hvis Taget brast! –
Farvel! Jeg venter tryggt det Bud,
min Prest ej slipper mig og Gud.
(gaar)
AGNES
sky
Din Kind er hvid, din Mund er bleg;
det er, som du i Hjertet skreg.
BRAND
Hvert klangfuldt Ord, mod Bergvægg sagt,
mig slaar med tifold Gjenlyds Magt.
HIS: 317
AGNES
gjør et Skridt frem
Jeg er beredt!
BRAND
Beredt? Hvortill?
AGNES
med Styrke
Till hvad en Moder maa og vil!
GERD
klapper i Hænderne og raaber med forvildet Glæde
Ud af Bakken, opp af Houg,
svarte, stygge, store, smaa, –
Øjet rev de af mig næsten;
halve Sjælen har de taget; –
aa, jeg hjælper mig med Resten;
der er nok igjen af Vraget!
BRAND
Pige, vildt din Tanke gaar;
her du ser jeg for dig staar.
GERD
Du? Ja du, men ikke Presten!
rapp bortover Lien strøg;
hvæste han i Mørkningsblæsten,
det var Presten, det var Presten!
stængt med baade Laas og Bom;
Styggekirkens Tid er omme;
nu skal min till Ære komme.
Der staar Presten, stærk og stor,
i sit hvide Messeklæde,
vævt af Vintrens Dryp og Væde; –
Byggdens Kirke staar jo tom;
Presten min har slige Ord,
at det runger over Jord!
GERD
kommer indenfor Havegrinden
Afgud? Aa, jeg ved det godt;
stundom stort og stundom smaat;
Afgud! Hør, du; ser du hende?
Kan du under Klædet kjende
Barnehænder, Barneben?
Kan du see, hvor fint og broget
Svøbet folder sig om noget,
der er ligt et Barn, som sover?
Rædd hun viger, – dækker over!
Afgud? – Mand, der ser du en!
GERD
Hør; nu ringer alle Klokker
sammen paa den vilde Hej!
sig till Færd paa Kirkevej!
Byggdens Prest har sænkt i Havet?
Kan du se de tusind Dverge?
Indtill nu de laa begravet,
frem de myldrer vaade, kolde; –
vælte af sig Bergskredsblokken.
Hør, de skriger: Moer og Faer!
Mænd og Kvinder giver Svar;
Byggdens Mand gaar mellem sine,
som en Faer i Sønneflokken;
Byggdens Kvinde taer sin døde,
rækker ham sit Bryst till Føde; –
naar hun Barn till Daaben bar.
Her blev Liv, da Presten rejste!
GERD
Hør! Han ler,
han, som sidder langsmed Vejen,
der den svinger opp mod Hejen;
ind han skriver i sin Bog
hver en Sjæl, som oppad drog; –
Byggdens Kirke staar jo tom,
stængt med baade Laas og Bom, –
og paa Høgens Rygg fløj Presten!
(springer over Havegjærdet og taber sig i Urden. Stillhed)
AGNES
nærmer sig, og siger dæmpet
Lad os gaa; nu er det Tid.
BRAND
stirrer paa hende
Hvilken Vej?
(peger først mod Havegrinden, siden mod Husdøren)
Did? – eller did?
BRAND
Der er Dom i dette Svar!
AGNES
stærk
Spørg dig selv, om Valg du har!
BRAND
Styrket Dommen atter lød!
AGNES
Tror du fuldt paa Herrens Kald?
AGNES
Gaa den Vej, din Gud dig bød!
Opphold.
BRAND
Lad os gaa; nu er det Tid.
Brand tier.
AGNES
peger mod Havegrinden og spørger
Did?
BRAND
peger mod Husdøren
Nej, – did!
Gud! Det Offer, du tør kræve,
tør jeg mod din Himmel hæve!
Led mig gjennem Livets Gys!
(ind i Huset)
HIS: 323
BRAND
stirrer en Stund frem for sig, brister i Graad, slaar Hænderne sammen over Hovedet, kaster sig ned paa Trappen og raaber
Jesus, Jesus, giv mig Lys!
Teppet falder.
HIS: 324
Juleaften i Prestegaarden. Det er mørkt i Stuen. Paa Bagvæggen er Udgangsdør; Vindu paa den ene Side, Dør paa den anden.
Agnes (staar sørgeklædt ved Vinduet og stirrer ud i Mørket).
AGNES
Endnu ikke! Endnu ikke! –
O, hvor tungt det er at vente, –
Længsels Raab paa Raab at skikke, –
aldrig noget Svar at hente! –
Sneen falder blødt og tætt,
Taget paa den gamle Kirke – –
(lytter)
Hyss! Jeg hører Grinden knirke!
Fodtrin; faste Mandetrin!
(iler till Døren og lukker opp)
Er det dig? Kom ind, kom ind!
Brand kommer ind, tillsneet, i Rejseklæder, som han under det følgende kaster af sig.
AGNES
slaar Armene om ham
O, hvor du blev længe borte!
Gaa ej fra mig, gaa ej fra mig;
Natteskygger ryste af mig!
Hvilken Natt og hvilke Dage,
disse to og denne Natt!
HIS: 326
BRAND
Barn, nu har du mig tillbage.
(tænder et enkelt Lys, som kaster et svagt Skjær over Stuen)
Du er bleg.
AGNES
Og trætt og matt.
lidt; men det var, hvad jeg ejed,
alt ifra isommer plejet
Busken kaldte jeg for hans;
ja, han fik den og – som Krans!
(brister i Graad)
Se, nu er den halvvejs sneet
ned – o Gud –
BRAND
Paa Kirkegaarden.
AGNES
O, det Navn!
BRAND
Tørr af dig Taaren.
AGNES
Ja, jeg skal, men vær taalmodig;
endnu er min Sjæl som blodig;
ud min Styrkes Væld er flydt.
O, men det skal snart bli bedre;
er jeg over disse Dage,
skal du aldrig se mig klage.
HIS: 327
BRAND
Er det Herrens Helg at hædre?
AGNES
Nej, jeg ved –; men vær taalmodig!
Husk, ifjor saa sund og frodig,
og iaar ifra mig baaren,
baaren ud –
(gyser tillbage for Ordet)
BRAND
stærkt
Paa Kirkegaarden!
AGNES
skriger
Nævn det ej!
BRAND
Med fulde Lunger
maa det nævnes, er du rædd!
Nævnes maa det, saa det runger
lig en Bølge mod en Bredd!
AGNES
Selv du lider under Ordet
mer, end du vil kjendes ved;
paa din Pande ser jeg Sporet
af den Sved, det kjøbtes med.
Er og Draaben i dit Øje
smeltet Sneflok fra det høje?
HIS: 328
Nej, o nej, den er for varm;Kilden er din egen Barm!
BRAND
Agnes, Hustru, lad os begge
være stærke, staa imod,
sammen vore Kræfter lægge,
vinde fremad Fod for Fod. –
Hagglen slog min skrale Skude;
midtfjords laa vi, Vandet fræste,
hver en Nagle skreg i Baaden; –
udfor Stup og udfor Lider
gik der Skred fra begge Sider,
sad som otte Lig paa Baarer.
O, da voxte jeg ved Roret;
jeg var den, som førte Ordet,
kjendte godt, en stor mig døbte
till mit Kald, det dyrekjøbte.
AGNES
lett at leve Kampens Liv;
stillt i Sorgens Spurvekvidder,
om jeg nok saa gjerne vil;
HIS: 329
tænk paa mig, som, stængt fra Striden,tænk paa mig, hvem kun en liden
snever Gjerning hører till;
tør ej mindes, kan ej glemme!
BRAND
Har du liden Gjerning, du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør; jeg vil dig sige noget,
som i Sorgen er mig mødt.
Ofte blir mit Øje taaget,
Tanken ydmyg, Sindet blødt;
det er, som der laa en Glæde
i at kunne græde, græde.
Agnes, – tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg saa ham, –
o, saa nær at det ser ud,
som om det var lett at naa ham.
mig som funden till hans Barm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme Faderarm.
AGNES
Brand, – o, se ham altid saa, –
mere Fader, mindre Herre!
BRAND
Tør ej, Agnes; tør ej spærre
Vejen for hans eget Værk;
HIS: 330
jeg maa se ham stor og stærk,himmelstor, – saa kræver Tiden,
just fordi den selv er liden.
O, men du kan se ham nær,
se ham som en Fader kjær,
i hans Favn dit Hoved bøje,
hvile, hvile, er du trætt,
gaa ifra ham, sund og lett,
bære Glansens Glorie med
ned till mig, som led og stred.
Ser du, Agnes, slig at dele
er just Ægteskabets Kjærne;
en skal stride, storme, værne,
en skal alle Dødshugg hele;
siges, at de to er et.
Alt ifra du Verdens Liv
kasted kjækkt din Skjæbnes Terning,
hviler paa dig dette Kald;
jeg skal slaa til Sejr og Fald,
slaa i Dagens hede Straaler,
staa paa Vagt i Nattens Kulde,
du skal række mig de fulde
slynge Mildheds Kappefold
liden er ej denne Gjerning!
AGNES
Hver en Gjerning, spejdet efter,
er for tung for mine Kræfter;
HIS: 331
mine Tankers tusind Greneslynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et Digt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig saa at finde Rede
paa mig selv og paa min Pligt. –
Brand, inatt, mens du var borte,
kom han i mit Kammer ind; –
sundhedssmykket var hans Kind;
tyndklædt i sin lille Skjorte
stavred han med Barnetrin
rakkte mod mig sine Arme,
kaldte paa sin Moer og smilte, –
men som om han bad om Varme!
BRAND
Agnes!
AGNES
viger fra ham
O, hvi river du i Saaret,
grusomt, midt i Ræddselsveen!
Det, som haardt du Liget kalder,
Barnet er for mig endnu.
HIS: 332
Sjæl og Legem sammen falder;end ej mægter jeg, som du,
mellem disse to at dele;
begge er for mig det hele;
Alf, som under Sneen sover,
er min Alf hist ovenover!
BRAND
Mangt et Saar maa blodigt rives,
før du læges for din Sot.
AGNES
Ja, men vær taalmodig blot; –
jeg kan ledes, ikke drives.
Staa mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer Stormens Tone
i de store Øjeblikke,
har du ikke Sangens Mildhed
till at døve Smertens Vildhed?
Gud, som du mig lærte kjende,
er en Konge paa sin Borg; –
hvor tør jeg till ham mig vende
med min lille Modersorg?
AGNES
Aldrig, aldrig did igjen!
Og dog er det tidt, som drages
jeg af Længsel ud, derhen,
Lett at løftes, tungt at bære;
lød ej saa den gamle Lære?
Dine Riger er for store,
alt er her for stort for mig,
al din Vilje, hver din Vej,
Fjeldet, som udover hænger,
Fjorden, som for Foden stænger,
Sorgen, Mindet, Mørket, Striden, –
BRAND
slaaet
Kirken? Atter denne Tanke!
Ligger den i Landets Luft?
Hvi for liden?
Kan jeg sanke
Grunde sammen med Fornuft?
Kommer ikke Stemnings-Strømmen
som med Vindens Strøm en Duft?
Hvorfra kom den, hvorhen gaar den?
HIS: 334
og jeg ved foruden Viden –Kirken er for mig for liden.
BRAND
Der er Syn i Folkedrømmen.
Hundred Sjæle, som jeg mødte,
selv hos hin, som vildt forreven
skreg paa Vidden, stod den skreven.
«Der er styggt, for der er smaat»
lød det; hun ej heller kunde
rede Tanken ud med Grunde.
Byggdens Kirke er for liden!
Dette Raab fra Kvindemunde
tolker Trangen till et Slot. –
Agnes, – o, jeg ser det godt,
du er Kvinden, Herren kaared
trygg og sikker, skjønt iblinde,
ved du Vejen rett at finde,
hvor jeg Skillet gaar forbi.
mod det sande Skabningsrige, –
standsed mig, som vilde stige
paa min Flugt mod Himlens Hvælv,
retted Synet paa mig selv,
indad mod det inderlige. –
Agnes, atter har du sagt
Ord, som slog med Lysets Magt, –
ført mig, hvor jeg uviss foer,
HIS: 335
kastet Dagskjær paa mit Virke.Liden er Vorherres Kirke; –
godt; saa skal den tømres stor!
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor tryggler jeg, som du:
gaa ej fra mig, gaa ej fra mig!
AGNES
Jeg skal ryste af mig Sorgen,
jeg skal stænge Mindeborgen,
som det sømmer sig en Grav;
jeg skal lægge Glemsels Hav
aabent mellem den og mig;
jeg skal viske Lykkefærden
af min lille Billedverden,
være Hustru helt for dig!
BRAND
Vejen gaar imod det store.
AGNES
En, om hvem du selv har sagt,
at han Viljen ej forskyder,
skjønt den savner Evnens Magt.
(vil gaa)
HIS: 336
BRAND
Hvorhen, Agnes?
AGNES
smiler
Husets Skjøttsel
faar ej glemmes, mindst ikveld.
Forrige Jul du husker vel,
at du sagde, jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle Stager;
her var grønt og smukke Sager,
her blev sunget, her blev leet.
Brand, iaar skal atter tændes
alle Lys, saa Helgen kjendes;
her skal pyntes opp som bedst
till den stille store Fest.
Titter Gud i Stuen ind,
skal han se en straffet Datter,
refset Søn, med ydmygt Sind,
Børn, som lydigt ved og fatter,
at de ej for Fadervreden
Ser du nu vel Spor af Taaren?
Barn, tænd Lys; det er dit Virke!
AGNES
smiler sørgmodigt
Bygg saa du din store Kirke; –
o, men faa den rejst før Vaaren!
(gaar)
HIS: 337
BRAND
ser efter hende
svigter Evnen, segner Aanden,
sker det, skjønt hun Offret vil.
Herre, lægg din Styrke till; –
bittrest Kalk, at maatte skikke
over hende for at drikke
Hjertets fulde varme Flod.
Jeg har Kræfter, jeg har Mod;
vær barmhjertig blot mod hende!
Det banker paa Gangdøren; Fogden kommer ind.
BRAND
En slagen Mand?
Som slig jeg kommer.
jeg vilde drive Dem fra Land,
jeg spaade Dem just ej det bedste
af Krigens Udfald mellem os –
HIS: 338
BRAND
Nu ja?
FOGDEN
Men al min Rett tilltrods
jeg vil ej længer med Dem slaas.
BRAND
Hvorfor?
FOGDEN
Fordi De har de fleste.
BRAND
Har jeg?
FOGDEN
Det tænker jeg De ved;
her er, især paa sidste Tiden,
som Gud skal vide ej er min,
og deraf tør jeg slutte da,
at det er Dem, den kommer fra.
Her er min Haand; vi ender Striden!
BRAND
En Krig, som vor, faar ikke Slutt,
er end den enes Modstand brudt.
Hvad skal der mer till Slutt paa Krig,
man er, som Folk er flest, jo skabt;
naar for sit Bryst man kjender Odden
HIS: 339
af Fiendens Vaaben, gier man tabt;har man kun Kjæpp mod Landsespids,
og staar man som en ensom Kriger,
er det fornuftigst, at man viger.
BRAND
To Ting jeg tror er her at mærke;
først at De kalder mig den stærke;
jeg har de fleste –
FOGDEN
Ganske visst!
BRAND
Ja muligt endnu; men tillsidst,
paa Offrets store Alvorsdag, –
hvem har da Magten for sin Sag?
FOGDEN
Paa Offrets Dag? Men Herregud,
det er jo den, som ikke kommer!
I værste Fald gaar Offret ud
human er Tiden, vil ej Offer
af mere dyrebare Stoffer.
Og ærgerligst det er ved Sagen,
som bragte det humane frem
og derved hindred Offerdagen,
till Rapp paa eget Livsværks Ende.
HIS: 340
BRAND
At Rett De har, kan muligt hænde.
Men for det andet kan jeg knappt
forstaa, at De tør give tabt.
Om riset eller ikke riset,
en Mand er for sin Gjerning skabt;
hans Maal for ham er Paradiset;
om mellem ham og det sig hvælved
et Hav, mens Satans Land laa nær, –
tør derfor raabes: væk, Besvær, –
her er jo kortere till Helved?!
FOGDEN
Jeg hertill svarer ja og nej;
etsteds maa Mennesket jo havne, –
og ser man Møjen ej kan gavne,
hvem vil vel gaa forgjæves Vej?
kan Sejr ej vindes ved at kjæmpe,
saa faar man fare frem med Læmpe.
Min kjære Ven, det hjælper lidt
at kalde noget hvidt som Bræen,
naar Mængden raaber: sort som Sneen!
BRAND
De raaber kanske med?
HIS: 341
FOGDEN
Naa, naa, –
jeg raaber ikke sort men graa.
Human er Tiden; Folk maa mødes,
Husk paa, at dette Land er frit;
her skal jo alles Mening gjælde; –
hvor tør da en mod alle fælde
jeg slutter mig, som alle andre,
till Dem saa godt jeg kan og ved,
og haaber ingen Sjæl vil klandre,
at ej jeg till det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit Virke kun som spredt og smaat;
de kalder en Ting mer fornøden
man er ej villig nu, som før,
og er ej Viljen med i Legen,
da er en Gjerning sejerssvegen. –
om Tappning ud af Myr og Fjære,
og meget mer, som var igjære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, faar man vige,
taalmodigt haabe alt af Tiden
og bøje klogeligt till Siden.
Nu, – Folkets Yndest har jeg tabt
paa samme Vej, hvor den blev skabt;
HIS: 342
ja, ja; saa maa paa andre Veje
FOGDEN
Nej, det ved Gud det ikke var.
Dog nægtes ej, at med i Spillet
kom Haabet om et Vederlag
Det er nu saa; en virksom Mand
med Evner og med god Forstand
vil Frugten af sin Gjerning se,
Jeg kan ej, selv med bedste Vilje,
forsømme egen Velfærds Røgt
og offre andre al min Kløgt.
jeg har jo Kone, mange Døttre,
som skal forsørges allerførst; –
Ideen læsker ingens Tørst,
Ideen slukker ingens Sult,
hvor man, som jeg, har Huset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
Forundring, har jeg blot det Svar,
han er en slett Familjefaer.
HIS: 343
BRAND
FOGDEN
At bygge.
BRAND
At bygge, siger De?
FOGDEN
Ja vel, –
till eget som till Byggdens Held.
Først vil jeg bygge opp det Ry,
thi maa till noget stort jeg ty
og hindrer Valget af en ny.
Nu har jeg tænkt som saa, – man kan
Folk vil, som nu det heder, hæves;
den Gjerning er for mig forgjæves;
men sligt maa gjøres med det gode,
og her staar mod mig alle Mand.
Se, derfor er jeg modent kommen
till Forsætt om, hvis det gaar an,
BRAND
Den vil De rydde ud?
HIS: 344
FOGDEN
Nej visst; –
men med lidt Klogskab kan den bøjes
i visse Former, strængt begrænses,
for Dyndet vil jeg Dæmning sætte.
BRAND
Paa hvilken Vis?
FOGDEN
Ja, kan De gjætte?
ja, Pesthus siger jeg, fordi
det skal for Brødens Smitte fri.
Og denne Byggning, har jeg tænkt,
med Vægg kun mellem Baas og Baas.
saa er min Agt at bygge med
en Fløj indunder samme Tag,
till Alvorshandling som till Fester,
kort sagt, et pent politisk Festhus.
FOGDEN
Den ogsaa var min første Tanke;
men efter Overlægg med flere
jeg ganske kom fra Tanken bort;
thi hvorfra skal vi Midler sanke
till noget overvættes stort?
Og tro De mig, en saadan Kiste
vil kræve en alvorlig Sum,
hvis hver og en skal der faa Rum,
som Trang og Værdighed beviste.
Man tænke maa paa Tidens Elv
og ej blot bygge for sig selv; –
alt gaar jo frem med Kjæmpeskridt;
ifjor tillpass, iaar forlidt; –
De ser i hvilke Dimensioner
udvikkles Kraft og alslags Evne
i hvilket Fag De saa vil nævne.
at skaffe Efterslægten Plads
for sig og sine Børn og Koner.
Jeg siger derfor: Herregud;
FOGDEN
fornøjet
Ja, Rummet staar som oftest ledigt!
Det Indfald, Brand, var ganske snedigt!
Vil Byggeplanen blot ej briste,
har samlet under fælles Tag,
beskyttet af det samme Flag,
de væsentligste Elementer,
hvorfra vor Byggd sin Farve henter; –
vi har vor hele Armodsdom
samt Slyngelflokkens Syndeflom
foruden Røgt og uden Tugt, –
og saa har vi vor Friheds Frugt
med Valgkamp og med Talers Flugt;
vi har vor Raadssal, hvor vi drøfter,
vor Festsal, hvor vi giver Løfter
Hvis altsaa blot ej Sagen faldt,
for rett sit eget Liv at leve.
Gud ved, vort Strøg er ikke rigt;
dog, staar først Fælledsgaarden byggt,
saa tror jeg, det kan kaldes tryggt
et vel organisert Distrikt.
HIS: 347
BRAND
Men Midlerne –?
FOGDEN
i denne som i hver en Sag;
till Ydelser er Viljen svag,
og staar jeg Deres Hjælp foruden,
Men støtter De med Ordets Magt
min Tanke, vil den lettvindt fremmes, –
og faar jeg den till Modning bragt,
skal Deres gode Hjælp ej glemmes.
Med andet Navn jeg vilde døbe
min Plan, – till fælles Gavn og Brug
at fylde ud det Splidens Slug,
som hidtill mellem os har gabt,
og hvorved begge to har tabt.
FOGDEN
Ak ja; jeg ved den store Sorg,
som nys har Dem og Deres saaret;
men Deres Mandighed mig daared;
og Trangen till Distriktets Borg –
HIS: 348
BRAND
I Sorgens som i Glædens Stund
jeg staar tillrede, naar det kræves;
men af en anden gyldig Grund
De dennegang dog gaar forgjæves.
FOGDEN
Og hvilken Grund –?
FOGDEN
Hvad! Bygge? Tage min Idé?
BRAND
Ej ganske.
(peger ud af Vinduet)
Foged, kan De se –?
FOGDEN
Der?
BRAND
Ja.
FOGDEN
Hvad! Kirken!
HIS: 349
BRAND
nikker
Den vil stor jeg bygge.
FOGDEN
Nej, det skal Fanden ikke ske!
det var at krydse min Idé!
Min Plan er færdig og den haster;
men Deres mig af Sadlen kaster.
To Ting paa engang er formeget, –
vig altsaa –!
BRAND
Jeg har aldrig veget.
Her maa De, Mand! Bygg mit Arresthus
med Pesthus og politisk Festhus,
altsammen, kortsagt, – Daarekisten, –
saa spørges ej om Kirkebristen.
Den var dog god nok før i Tiden.
BRAND
Ja, muligt; nu er den forliden.
FOGDEN
Da har jeg aldrig set den fuld!
BRAND
Selv for en enkelt Sjæl derinde
er ikke Løftningsrum at finde.
Ved sligt den enkle Sjæl beviste
Nødvendigheden af min Kiste.
(slaar over)
Lad Kirken staa, det vil jeg raade;
den kan jo kaldes paa en Maade
et Stykke ædelt Arveguld.
Den er et ædelt Arvestykke; –
den skal ej falde for en Nykke!
Ja, gaar min Byggeplan i Vasken,
skal rejse mig i Mængdens Naade!
Jeg træder opp som Riddersmand
for Mindesmærket ved vor Strand!
ved fromme Heltes Ran og Rov.
Ærværdig ved sin simple Pragt,
højhellig i sin Oldtidsdragt
den knejste indtill vore Dage –
BRAND
Men hine Tegn paa fordums Magt
er visst forlængst i Graven lagt; –
FOGDEN
Just netopp det! Saa gammel er den,
BRAND
Et Hul?
BRAND
Men Væggen selv?
FOGDEN
Ja, den var væk.
Se, derfor maa jeg rentud sige,
at Kirkens Rivning er umulig; –
det var en skammelig, en grulig
barbarisk Handling uden Lige!
Og Midlerne, – hvor faar vi dem?
Tror De, at her man er saa ødsel
at lokke Udgiftsposter frem
ved ufuldbaarne Forslags Fødsel,
naar med en liden Smule Skjøttsel
man saavidt støtte kan det gamle,
at det i vor Tid ej vil ramle?
jeg blir dog den, som vinder Sejren.
BRAND
Jeg agter ej at presse ud
Af egne Midler vil jeg bygge; –
at mene, De kan Tanken rygge?
FOGDEN
med foldede Hænder
Sligt spørges knappt engang fra Byerne; –
og her i Byggden, – her hos os,
mod hvert et trængende Behov, –
her aabner De en Rundheds Foss,
Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!
BRAND
Jeg længst i Tanken fra mig skrev
min Arv –
FOGDEN
Ja her er ymtet meget,
som hen paa noget sligt har peget,
Hvem pleier vel at offre alt,
naar ej det synbar Fordel gjaldt?
Dog, det blir Deres egen Sag; –
gaa foran De, saa gaar jeg bag.
og jeg kan skridtvis frem mig lirke. –
Brand, sammen vil vi bygge Kirke!
BRAND
Hvad? Vil De Deres eget slippe?
HIS: 353
FOGDEN
Hvem tror De Mængden flokkes till,
naar en vil gjøde, mæske, fore,
Ja Død og Plage er jeg med!
Jeg er af Tanken ganske hed,
bevæget, greben, synlig rørt;
en heldig Skjæbne har mig ført
i denne Kveld till Prestegaarden;
thi jeg tør tro, at uden min
var Deres Plan knappt faldt Dem ind, –
ialfald ej till Verden baaren.
Det altsaa er mit eget Virke
at bygge Byggdens nye Kirke!
FOGDEN
ser ud
den taer sig ud som noget Skrammel.
BRAND
Hvad, Foged?
HIS: 354
FOGDEN
Brand, den er for gammel!
Det er mig ganske uforklarligt,
at ej jeg saa det før ikveld, –
at bruge den var uforsvarligt.
Hvad skal man kalde slige Buer?
En Fagmand vil dem kalde fæle; –
ja, jeg maa samme Mening dele!
Og Tagets mosbeklædte Tuer, –
Det maa dog Hvermand se og skjønne,
at denne gamle raadne Rønne
i et og alt er noget Skidt!
BRAND
Men dersom Mængdens Røst sig hæved
till Vægring ved at faa den revet –?
FOGDEN
Vil ingen anden, saa vil jeg.
I Helgen skal, jo før jo heller,
jeg ordne alt, hvad Formen gjælder,
og sætte Sagen glatt ivej.
Jeg ivre skal og virke, skrive;
jo, jo, – De kjender Fogden nok;
og kan jeg Hjælp ej sammendrive
till Rivning blandt den dumme Flok,
HIS: 355
skal jeg med egne Hænder riveden ned till Grunden, Stokk for Stokk.
Ja, om jeg saa skal ta’e min Kone
og alle mine Døttre med,
saa skal den Død og Plage ned!
FOGDEN
Det er Humanitetens Frugt
at faa med alt ensidigt Bugt;
saa er det netopp noget smukt,
at Mandens Tanke ejer Flugt, –
med andre Ord, – at Tanken flyver. –
Farvel!
(tager sin Hatt)
Nu faar jeg se till Banden.
BRAND
Till hvad?
FOGDEN
idag paa Byggdegrænsen kneb
et Fantefølge, styggt som Fanden;
jeg fik da Hjælp med Toug og Reb; –
nu sidder de forvart hos Granden
her nærmest Nord; men Pokker ta’e mig,
om ikke to-tre løb ifra mig –
HIS: 356
BRAND
Nys ringtes ind dog Fredens Tid.
FOGDEN
Hvi kom det Djævelskab da hid?
Dog, det forstaar sig, paa en Maade
(leende)
ja endog Dem! Hør her en Gaade;
løs den, ifald De kan og vil:
Folk findes, som er till i Kraft
af den, De har till Udspring havt,
og dog de till er, slett og rett,
fordi de er af anden Ætt!
FOGDEN
Da er dog denne lettvindt gjættet.
De har vel tidtnok hørt berettet
i Byggden et og andet Ord
der var saa lært som fire Prester; –
han friede til Deres Moer –
BRAND
Hvad mer?
FOGDEN
Dog hun naturligvis ham sendte
Han sørger halvt sig fra Forstanden
som stryger om i Synd og Nød.
fik Sognet rigtignok beholde
till Minde om hans vakkre Færd –
BRAND
Og det er –?
FOGDEN
Taterungen Gerd.
BRAND
dæmpet
Ja saa!
FOGDEN
munter
Hvad? Gaaden er ej slett!
Hans Afkom er jo till i Kraft
af den, De har till Udspring havt;
thi Ynglens indre Opphav var,
BRAND
Sig, Foged, kan De nævne et,
som rummed Hjælp for disse Sjæle?
HIS: 358
FOGDEN
Pyt, de maa ind bag Tugthusdørene.
De er fortabt opp over Ørene;
at frelse dem, det var at stjæle
fra Fanden, som maa gaa fallit,
hvis ej han faar af Verden sit.
BRAND
De tænkte jo at bygge stort
et Hus till Ly mod Nød og Klage?
Det Forslag, – fort, som det blev gjort, –
tog Forslagsstilleren tillbage.
BRAND
Men hvis det dog –; det var dog smukt –
FOGDEN
smilende
Nu taler De i anden Tone,
end den, som blev fra først af brugt.
(klapper ham paa Skulderen)
en Mand skal handle fast bestemt.
nu maa jeg ud igjen og prøve
at finde Rømlingernes Skjul.
Vi mødes snart. Fornøjet Jul!
Farvel, farvel; hils Deres Kone!
(gaar)
HIS: 359
BRAND
efter en tankefuld Taushed
O, endeløst er her at sone. –
Saa vildt, saa broget filtres ind
de tusind Skjæbnetraades Spind, –
saa ligger Skyld med Skyldfrugt blandet,
det ene smittende det andet,
at den, som ser derind, ser Rett
(gaar till Vinduet og ser længe ud)
du fældtes for min Moders Gjerning;
som troner over Skyens Kam,
og bød mig kaste Valgets Terning; –
og denne brustne Sjæl blev till,
Saa bruger Herren Skyldens Grøde
till Ligevægts og Rettfærds Føde;
saa slynger han fra Højden ned
(viger forfærdet fra Vinduet)
Det første Maal er Ligevægten.
I Offervillighedens Magt
er Rejsningsmuligheden lagt;
men Ordet lyves ud af Tiden;
(gaar længe opp og ned i Stuen)
At bede? Bede? Hm, – et Ord,
som glatt nok over Læben foer, –
Bøn er for dem at skrige Naade
i Vind og Vejr till Gaaders Gaade,
at strække oppad begge Hænder –
Haha, var dermed Sagen gjort,
da turde jeg, som Hvermand, vove
der er «forfærdelig at love»!
(standser og tænker stille)
i Sorgens store Ræddselsstund,
da Barnet sov den sidste Blund,
da intet Kyss af Modermund
bar Smilet paa hans Kind tillbage, –
hvad var det –? Bad jeg ikke da?
Hvad kom den søde Svimlen fra,
den Sangens Strøm, den Melodi,
som langvejs lød og jog forbi
og bar mig højt og bar mig fri?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og saa han ned
i Sørgehuset, hvor jeg græd? –
og Mørket atter om mig sænkt, –
og intet, intet Lys at finde – –
Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!
(raaber i Angst)
Lys, Agnes, – Lys, ifald du kan!
Agnes aabner Døren og træder ind med de tændte Feststager; et klart Skjær falder over Stuen.
HIS: 361
BRAND
Lys!
AGNES
Ser du Julelyset, Brand?
AGNES
sætter Stagerne paa Bordet
Blev jeg længe?
AGNES
O, hvor du har det koldt;
du maa jo isne –
BRAND
stærkt
Nej!
AGNES
smilende
Hvor stolt!
Du vil ej Lys og Varme trænge.
(lægger i Ovnen)
BRAND
gaar opp og ned
Hm, vil ej!
AGNES
stille for sig selv idet hun pynter opp i Stuen
Her skal Stagen staa.
Ifjor han greb med Fingre smaa
mod Julelysets klare Blink.
Han var saa glad og frisk og flink;
og spurgte, om det var en Sol.
(flytter lidt paa Stagen)
Nu falder Lysets fulde Skjær
Nu kan han gjennem Rudens Glas
se Blinket fra sin Soveplads;
i Julestuens Glans og Skin. –
vent lidt, vent lidt; snart skal den smile –
(tørrer Vinduet af)
BRAND
har fulgt hende med Øjnene og siger sagte
Naar lægger sig till Fred og Hvile
det Sorgens Hav, fra Bunden rørt!
Det maa till Hvile.
AGNES
for sig selv
Se, hvor klar!
Det er som Skillet borte var,
som Stuen vided ud sig stor,
som om den stygge kolde Jord
hvor Barnet sødt og godt kan sove.
BRAND
Hvad gjør du, Agnes?
AGNES
Stille; hys!
BRAND
nærmere
Hvi trakk Gardinet fra du nys?
HIS: 363
AGNES
O, kun en Drøm; nu er jeg vakt.
BRAND
I Drømmen er der Snarer lagt.
Stæng atter!
AGNES
bønligt
Brand!
BRAND
Stæng, stæng!
Nu har jeg lukkt og stængt.
Men tryggt jeg tror, Gud er ej krænkt,
om end i Drømmens korte Frist
jeg drakk af Trøstens Væld –
BRAND
Nej visst!
Han er en mild, medgjørlig Dommer;
du rager ej med ham paa Kant,
om i din Dyrkelse der kommer
lidt Afgud hist og her iblandt.
AGNES
Men mit var alt; jeg har ej mere!
BRAND
ryster paa Hovedet
Dit Offer følges maa af flere.
BRAND
Giv!
AGNES
Tag! Ak, Brand, du intet finder!
AGNES
fortvivlet
Jeg har mit pinte Hjertes Rod!
Riv ud! Riv ud!
BRAND
I Afgrundsgabet
unyttigt du dit Offer slang,
ifald du hyler over Tabet!
HIS: 365
BRAND
For Viljen er der kun den ene.
BRAND
afvisende
Byggt af Offerstene.
AGNES
stirrer frem for sig og siger rystet
Nu aabnes, lig en Afgrund stor,
det Skriftens Ord, som aldrig før
jeg kom tillbunds i.
BRAND
slaar Armene om hende og trykker hende tætt opp till sig
O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!
Lukk dine Øjne –
AGNES
Skal jeg?
BRAND
slipper hende
Nej!
AGNES
Du lider, Brand.
BRAND
Jeg elsker dig.
HIS: 366
AGNES
Haard er din Kjærlighed.
BRAND
For haard?
AGNES
Ej spørg; jeg følger, hvor du gaar.
Tror du, at meningsløst jeg drog dig
af Dansen og af Legen ud, –
at for en Halvheds Skyld jeg slog dig
med Offerlydighedens Bud?
var da det Offer, her blev gjort.
dig helt, for Kaldets Liv at leve.
AGNES
Ja, kræv; men gaa ej fra mig!
BRAND
Jo;
jeg trænger Stillhed, trænger Ro.
Snart skal den store Kirke bygges –
AGNES
Min lille Kirke sank i Grus.
BRAND
Var den dit Hjertes Afgudshus,
(favner hende som i Angst)
Al Fred om dig, – og gjennem dig
(gaar mod Sidedøren)
HIS: 367
till mig, till mit, den lige Vej!
AGNES
paa Vindueslugens stygge Skille?
Kun lidt? Paa Klem? Brand, maa jeg?
BRAND
i Døren
Nej.
(gaar ind i sit Kammer)
Selve Glemslen lukket af!
Bom for Klagen, Segl for Sukket,
Laas for Himmel og for Grav!
Jeg vil ud; jeg kan ej aande
Ud? Hvorhen? Ser ej fra Højden
strenge Øjne paa mig ned!
Kan jeg vel paa Flugt fra Byggden
føre Hjertets Eje med?
fra min Ræddsels tomme Stille?
(lytter ved Døren till Brands Stue)
rækker ikke frem min Røst.
Ingen Hjælp! Ej Raad, ej Trøst!
Julens Gud har nok at gjøre
med at lytte till de riges,
børneriges, lykkeliges
Takk og Sang og Leg og Dans.
Jul er Jublens Tid og hans.
HIS: 368
Ej han ser mig, ej han agterpaa en ensom Moders Fagter.
(nærmer sig varsomt till Vinduet)
Skal jeg aabne Skillets Rammer,
saa det klare fulde Lys
jager Nattens Skrækk og Gys
fra hans sorte Sovekammer? –
Julen er jo Barnets Tid; –
han faar Lov at komme hid; –
kanske staar han nu derude,
paa sin Moders stængte Rude. –
Lød der ikke Barnegraad?
Alf, jeg ved ej Hjælp og Raad!
Her er stængt; din Fader stængte; –
Alf, jeg tør ej aabne nu!
Lydigt lidet Barn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem igjen till Himlen;
der er Lys og der er Glæde;
der er Leg i Børnevrimlen.
Men lad ingen se dig græde, –
da du kom og banked paa.
Lidet Barn kan ej forstaa,
hvad vi store voxne maa.
Sig, han sørged, – sig, han sukked;
sig dem, det var ham, som plukked
smukke Blade till en Krans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster paa Hovedet)
O, jeg drømmer! Mer end Rammen
HIS: 369
staar som Skille mellem os.hviner Fængselsdørens Hængsler,
springer opp den store Laas!
Meget, meget her maa gjøres,
før vi to kan sammen føres. –
Jeg skal virke, virke stille,
for at fylde Kravets Svælg;
jeg skal hærdes, jeg skal ville. –
Men iaften er det Helg.
Fra ifjor hvor vidt forskjellig –!
Hys, – den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine Skatte, –
dem, hvis endeløse Pris,
fra min Lykkes Livsforlis,
kun en Moders Sjæl kan fatte.
Hun knæler ned ved Kommoden, aabner en Skuffe og tager forskjellige Ting frem. I samme Øjeblik lukker Brand paa Døren og vil tale till hende, men da han bemærker, hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver staaende. Agnes ser ham ikke.
BRAND
sagte
Evig samme Flugt om Graven,
samme Leg i Dødninghaven.
AGNES
HIS: 370
(holder den ivejret, ser paa den og ler)
Dejlig var min lille Gut,
da han sad i Kirkestolen. –
Her er Skjærfet, her er Kuften,
han fik komme ud i Luften.
Dengang var den altfor lang,
men den blev ham snart for liden –;
den skal lægges her ved Siden. –
Vanter, Strømper, – hvilke Ben! –
og hans nye Silkekyse,
som han fik for ej at fryse –;
den er ubrugt, ren og pen. –
O, der ligger Langfærdsdragten,
han blev svøbt i lunt og tætt,
for at rejse lindt og lett; –
da jeg atter havde lagt den
bort, jeg var till Døden trætt.
BRAND
knuger Hænderne i Smerte
Spar mig, Gud! Jeg kan ej knuse
hendes sidste Afgudshuse;
AGNES
Den er plettet; – har jeg grædt? –
smertekrammet, taaredrukken,
glansomstraalt af Valgets Gru,
hellig! Den er Kroningskaaben,
O, hvor jeg er rig endnu!
HIS: 371
Det banker hvasst paa Gangdøren; Agnes vender sig med et Skrig og ser Brand i det samme. Døren rives opp og en Kvinde, forrevent klædt, træder ilsomt ind med et Barn paa Armen.
BRAND
nærmer sig
Nævn mig, hvad du søger her.
KVINDEN
Ikke dig, for du er Presten!
Heller ud igjen i Blæsten,
heller flygte sig tilldøde,
drukne, raadne paa et Skjær,
Kan jeg hjælpe, jeg, for Fanden,
at jeg blev till den jeg er?
BRAND
sagte
Denne Røst og disse Trækk
isner mig med Aningsskrækk!
KVINDEN
hvor det luner, hvor det lyser.
Urden, Skogen, Fjeldet, Hejen; –
vi skal færdes, vi skal vandre;
Hus og Hjem er for jer andre.
Lynsnar maa jeg ud igjen;
BRAND
Her du skal ej røres.
KVINDEN
Her?
Under Tag og mellem Vægge?
Nej, du; Vinternatten bær
bedre Luftning till os begge.
er som Tyv ifra mig strøgen
med den Klud han svøbtes i.
Ser du, han er halvvejs nøgen,
blaa, forfrossen, gjennemføgen
af den Rim, som røg forbi.
HIS: 373
BRAND
Kvinde, gjør din spæde fri
for din vilde Dødsfærds Sti; –
lad ham løftes, lad ham lettes;
KVINDEN
Jo, du kjender godt till Tingen!
Krig med jer, som har forstødt ham!
Ved du hvor hans Moer har født ham?
Jo, paa Grøftekantens Hælding
under Drikk og Spil og Sang.
Han blev døbt i Sluddets Vælling,
korset med et Kul af Asken,
læsket med en Klunk af Flasken; –
samme Stund han slapp sin Moer,
stod der om os Folk, som svor; –
ved du hvem det var? Gudbedre; –
Ungens Faer – og Ungens Fædre!
BRAND
Agnes?
AGNES
Ja.
BRAND
Du ser din Pligt.
AGNES
med Ræddsel
Brand! Till hende! Aldrig sligt!
HIS: 374
KVINDEN
Giv mig, giv mig! Giv mig alt!
Intet er for slett, for godt,
kan det lindes om ham blot.
han skal dø med tinet Kropp!
BRAND
till Agnes
Nu du hører Valget runge!
Du har nok till egen Unge;
sig mig, – har du ej till min
BRAND
Lyder ej fra denne Tunge
maningsfulde Varslers Hvin?
KVINDEN
Giv mig!
AGNES
Det er Helligbrøde!
Blodskyld mod den lille døde!
BRAND
Gavnløst han i Døden sendtes,
hvis paa Tærsklen Vejen endtes.
Viljen ske. Mit Hjertes Rødder
skal jeg træde under Fødder.
HIS: 375
Kvinde, kom og tag imod; –deles skal min Overflod –
KVINDEN
Giv mig!
BRAND
Deles? – Agnes; deles?
AGNES
med vild Styrke
Heller dræbes jeg, end stjæles
alt ifra! Se, jeg har veget
Fod for Fod! Jeg kan ej længer!
Halvt er nok; ej mer hun trænger!
AGNES
giver
Kvinde, kom; se her, tag Kaaben,
som mit eget bar i Daaben.
Her er Kjolen, Skjærfet, Kuften;
den er god mod Natteluften;
her den lille Silkekyse;
under den han skal ej fryse;
tag det; tag till sidste Pjalt –
KVINDEN
Giv mig!
BRAND
Agnes, gav du alt?
KVINDEN
Saa! nu ser jeg der er tømt.
Den som nu var langvejs rømt!
Jeg vil svøbe ham paa Trappen; –
(gaar)
AGNES
staar i stærk indre Kamp; endelig spørger hun
at der kræves mer endnu?
BRAND
Sig mig først om det var villigt
at du gik till Gravens Gru?
BRAND
Din Skjænk er slængt i Havet.
Over dig er endnu Kravet.
(vil gaa)
AGNES
tier till han er nær ved Døren, da raaber hun
Brand!
HIS: 377
BRAND
Hvad vil du?
AGNES
Jeg har løjet; –
se, jeg angrer; jeg er bøjet.
Ej du aned, ej du vidste
andet end jeg gav det sidste.
BRAND
Nu?
AGNES
tager en sammenlagt Børnekappe frem fra Brystet
Se, et er i Behold.
BRAND
Kappen?
AGNES
Ja, med Taarer vædet,
fugted af hans Dødssved kold, –
siden ved mit Hjerte fredet!
BRAND
Bliv i dine Guders Vold.
(vil gaa)
AGNES
Stands!
BRAND
Hvad vil du?
AGNES
Villigt!
BRAND
Rækk mig Kappen.
Kvinden sidder end paa Trappen.
(gaar)
AGNES
Røvet, røvet, – alting røvet, –
sidste Baand, som bandt till Støvet!
(staar en Stund ubevægelig stille; lidt efter lidt gaar Udtrykket i hendes Ansigt over till høj straalende Glæde. Brand kommer tillbage; hun flyver ham jublende imøde, kaster sig om hans Hals og raaber)
Jeg er fri! Brand, jeg er fri!
BRAND
Agnes!
AGNES
Mørket er forbi!
Alle Ræddsler, som har tynget
ligger nu i Sluget slynget!
Der er Sejr i Viljens Dyst!
Af er alle Taager strøget,
bort er alle Skyer føget;
HIS: 379
gjennem Natten, over Dødenser jeg Skimt af Morgenrøden!
Ordet aabner ej for Taaren.
Navnet river ej i Saaret; –
Barnet er till Himlen baaret!
BRAND
Agnes! Ja, nu har du sejret!
AGNES
Ja, tillvisse sejret nu, –
sejret over Grav og Gru!
O, se oppad, se ivejret!
Ser du Alf for Tronens Fod,
lysglad som i Livets Dage,
strække Armen os imod?
Om jeg ejed tusind Munde,
om jeg turde, om jeg kunde,
for at kræve ham tillbage.
O, hvor stor, hvor rig er Gud
till at finde Midler ud.
Barnets Offer, Offerbrøden,
baaret har min Sjæl fra Døden;
han mig fødtes for at mistes;
frem til Sejr jeg maatte fristes! –
Takk, at du min Haand har ledet;
du har trofast for mig stredet;
o, jeg saa din Hjertekval.
Nu staar du i Valgets Dal;
over dig nu Vægten faldt
BRAND
viger tillbage
Ve mig, hvilket Lys du tænder! –
Nej! og tusind Gange nej!
Jeg har kjæmpestærke Hænder;
gaa ifra mig skal du ej!
Lad kun alt paa Jorden glippe;
hver en Vinding kan jeg slippe, –
o, men aldrig, aldrig dig!
AGNES
Vælg; du staar paa Vejens Skille!
Slukk det Lys, som i mig brænder,
stæng for Juletankens Kilde;
giv mig mine Afgudsklude, –
Kvinden sidder end derude, –
lad mig atter gaa tillbage
till de himmelblinde Dage,
alt du kan; det staar dig frit;
jeg mod dig kun mægter lidt;
Døgnets Blylodd hæng om Hælen,
bind mig, trækk mig atter ned,
HIS: 381
lad mig leve som jeg leved,da i Mørket jeg mig vred!
Hvis du dette vil og tør,
jeg din Hustru er som før; –
vælg; du staar paa Vejens Skille!
BRAND
Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!
O, men langt fra dette Sted,
langt fra alle Sorgens Minder,
Liv og Lys som et du finder!
AGNES
Glemmer du at her dig binder
Kaldets Daab – og Offrets med?
Glemmer du de tusind Sjæle,
dem, Gud Herren bød dig føre
fremad, hjem, till Frelsens Kilde?
Vælg; du staar paa Vejens Skille!
BRAND
Jeg har intet Valg at gjøre.
AGNES
kaster sig om hans Hals
Takk for alt, – og Takk for dette!
Du har ledet tro den trætte!
Over mig er Tungheds Taage, –
du vil tro ved Lejet vaage.
BRAND
Sov! Nu er dit Dagværk endt.
Endt, og Nattelyset tændt.
Sejren tog min Styrkes Skatt;
jeg er mødig, jeg er matt;
Brand, Godnatt!
BRAND
Godnatt!
AGNES
Godnatt!
Takk for alt. Nu vil jeg sove.
(gaar)
BRAND
knuger Hænderne mod Brystet
Sejrens Sejr er alt at miste.
Tabets alt din Vinding skabte; –
evigt ejes kun det tabte!
Teppet falder.
Halvandet Aar senere. Den nye Kirke staar fuldfærdig og smykket till Indvielsen. Elven rinder tætt forbi. Det er tidlig taaget Morgen.Klokkeren er ifærd med at hænge Kranse opp udenfor Kirken; lidt efter kommer Skolemesteren.
KLOKKEREN
Det kan trænges.
Tag Haand i med; her Løv skal hænges
SKOLEMESTEREN
Ved Prestegaarden rejses noget,
som slutter med en Aabning rund –
KLOKKEREN
Javisst, javisst!
SKOLEMESTEREN
Hvad skal det være?
Helt langvejs fra de strømmer hid;
af Sejl er Fjorden næsten hvid.
HIS: 384
KLOKKEREN
Ja, nu er Menigheden vaagnet;
der spurgtes aldrig Splid og Strid;
da sov man selv, da sov ens Næste; –
jeg ved ej hvad der er det bedste.
SKOLEMESTEREN
Liv, Klokker, Liv!
SKOLEMESTEREN
Fordi
vi virked till de andre sov;
thi da var ej for os Behov.
KLOKKEREN
Men dog I sagde Liv var bedst?
SKOLEMESTEREN
jeg selv ej siger andet heller, –
men, vel at mærke, naar det gjælder
den hele store Folkets Rest.
Dog vi to har en anden Lov,
se, vi skal holde stramt igjen,
og ej befatte os med Lidenskaber, –
kort sagt, staa udenfor Partierne.
KLOKKEREN
Men Presten selv staar midt i Sagen.
SKOLEMESTEREN
Det er just det, han ikke burde.
Jeg ved, hans Foresattes Kreds
er med hans Gjerning utillfreds,
og dersom de for Folket turde,
Han bygger Kirken. Alle smøres
med Blindhed her, naar noget gjøres.
Hvad der blir gjort, det rager ingen;
at der blir gjort, – se, det er Tingen; –
vi allesammen, Flok og Førere,
KLOKKEREN
I har jo været Storthingsmand,
saa I maa kjende Folk og Land;
men en, som rejste gjennem Sognet
kort efter at man her var vaagnet,
saa vaktes vi – og blev till Lovere.
Ja, lovende er dette Folk, –
HIS: 386
et Folk, som er i kort Tid steget,saa Hvermand snart er Løftets Tolk.
KLOKKEREN
Paa et jeg tidt har spekuleret;
hør, sig mig, I, som har studeret, –
hvad er et saakaldt Folkeløfte?
SKOLEMESTEREN
Et Folkeløfte, kjære Klokker?
Det blev vidtløftigt her at drøfte;
men det er noget, alle flokker
sig om i Kraft af en Idé;
det noget stort er, som skal ske –
KLOKKEREN
Saa Takk; nu skjønner jeg det ene;
men der er en Ting till, jeg maa
i Hastighed faa Rede paa.
KLOKKEREN
Sig mig, hvad Aarstal kommer
den Tid, som kaldes Fremtid?
SKOLEMESTEREN
Ej!
Den kommer aldrig!
HIS: 387
KLOKKEREN
Aldrig?
Nej,
det er naturligt i sin Orden;
till Nutid, – er ej Fremtid mer.
KLOKKEREN
Ja, det er rigtigt, som jeg ser;
om den Ting kan ej Ordstrid voldes.
Men naar skal saa et Løfte holdes?
SKOLEMESTEREN
Nu har jeg jo fornylig sagt,
et Løfte er en Fremtidspagt;
i Fremtid skal det holdes.
KLOKKEREN
Ja, –
men sig, naar kommer Fremtid da?
Det er en Klokker!
(højt)
Kjære Ven,
at Fremtid kan umuligt komme;
thi naar den kommer, er den omme.
KLOKKEREN
Takk!
SKOLEMESTEREN
Bag om alle Tings Begreb
der noget staar, som ligner Kneb,
der tælle kan till mer end fem.
At love er tillsidst at lyve,
skjønt Loveren er lige ærlig;
men den kan kaldes rent umulig,
hvis i Logiken man er duelig. –
Hør, sig mig –?
KLOKKEREN
Hys!
SKOLEMESTEREN
Hvad er det?
KLOKKEREN
Stille!
SKOLEMESTEREN
Min Tro, jeg hører nogen spille
paa Orgelværket.
KLOKKEREN
Det er ham.
SKOLEMESTEREN
Hvad? Presten?
KLOKKEREN
Netopp.
SKOLEMESTEREN
Hvad!
KLOKKEREN
Det er aldrig rigtig fatt.
Han gnages af en lønlig Tand
alt siden han blev Enkemand;
men ud den bryder her og hist;
det er som om hans Hjerte var
et overfyldt og utætt Kar; –
saa spiller han. Hør, hver en Tone
er som han græd for Barn og Kone.
SKOLEMESTEREN
Det er som om de taltes ved –
KLOKKEREN
Som en der trøsted, en der led –
KLOKKEREN
Ja, den, som ej var Embedsmand!
SKOLEMESTEREN
Ja, den, som ej var klemt og snørt
af alslags Hensyn till sin Stand!
KLOKKEREN
Ven, ingen ser os, – lad os føle!
SKOLEMESTEREN
Det var usømmeligt at søle
sig ned i Menneskenes Sfære.
paa engang ikke to Ting være;
et Menneske og Embedsmand;
man være bør – i alt som noget –
en Efterligning af vor Foged.
KLOKKEREN
Hvi just som han?
SKOLEMESTEREN
I mindes vel
den store Brand i Fogedgaarden,
da ud Arkivets Skatt blev baaren
og reddet?
KLOKKEREN
Ja, det var en Kveld –
HIS: 391
SKOLEMESTEREN
En Uvejrskveld, og Fogden stræved;
det var som om han tifold leved; –
men Fanden stod og lo i Stuen;
o, frels din Sjæl, min kjære Ven, –
Da raabte Fogden gjennem Luen:
min Sjæl? Till Helvede med den, –
hjælp blot at bære bort Arkivet! –
Se, han er Foged ud og ind,
med Hud og Haar, i Sind og Skind,
og derfor ved jeg visst han vinder
didhen, hvor han sin Livsløn finder.
KLOKKEREN
Og hvor er det?
SKOLEMESTEREN
Naturligvis
i gode Fogders Paradis.
KLOKKEREN
Min lærde Ven!
SKOLEMESTEREN
Hvad godt?
KLOKKEREN
Jeg tror
jeg bagom hvert af jeres Ord
formærker Tegn paa Tidens Gjæring;
thi Gjæring er her, det er visst;
HIS: 392
SKOLEMESTEREN
saa ned i Kisten med dens Kropp.
Ja, Gjæring er her, det er sikkert,
det observeres uden Kikkert.
Hin Dag, den gamle Kirke faldt,
det var som tog den med sig alt,
hvori vort Liv till samme Stund
slog Rod og Trevl og fandt sin Grund.
KLOKKEREN
Der kom en Stillhed over Mængden.
De havde raabt: riv ned, riv ned!
og skotted sky og stod betænkelig,
for Alvor skulde ned i Grus, –
SKOLEMESTEREN
Men Mængden mente, tusind Baand
dem knytted till det gamles Aand,
saalænge ej det nye Slot
var viet ind solid og godt;
og derfor, under Angst og Spænding,
de agtede paa Tingens Vending
og blinked mod den store Dag,
da friske Farver frit skal flomme; –
dog, alt som Spiret opad steg,
blev Flokken mere taus og bleg, –
SKOLEMESTEREN
I tusindvis. –
Hvor stillt det er!
KLOKKEREN
Og dog det dønner,
som Havet dønner før en Bris.
SKOLEMESTEREN
Det Folkehjertet er som stønner; –
det er som om der gik den Viden
igjennem dem, at stor er Tiden;
jeg skulde ønske jeg var gjemt!
KLOKKEREN
Jeg med, jeg med!