Du er her:
Om teksten:Korrespondence fra Rom til Nyhedsbladet
(Afsløringen af P. A. Munch’s Monument.)
[Minnetale ved avsløringen av P. A. Munchs monument i Roma 12.06.1865]
Illustreret Nyhedsblad (søndag, nr. 29, 14. årg.)
Datering:16.07.1865
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis oversettelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene
KORRESPONDENCE FRA ROM TIL NYHEDSBLADET
(Afsløringen af P. A. Munch’s Monument)
Enhver Nordboer, som har besøgt Rom, har ganske vist derfra modtaget en blivende Erindring af den lille, fredelige, skyggefulde, indhegnede Cypreslund, længst nede i Stadens sydligste Hjørne, tæt indenfor Porta Paula og lige ved Siden af Cestius’s Pyramide. Denne lille Plads tilhører egentlig det preussiske Gesandtskab, men benyttes til fælles Kirkegaard for Protestanter fra alle Lande. Mod Syd indesluttes den af Stadens gamle Muur med maleriske Ruiner og Partier af gamle Taarne, og strækker sig i en Skraaning nedover til Sletten, som mod Vest begrændses af Tiberen og Monte Testaccio. Der er en ubeskrivelig Fred og Hvile udbredt over dette Sted, og der er vist ikke faa fremmede Besøgere, som har havt en mere eller mindre bevidst Følelse af, at her maatte det være godt at lægges ned, faa en liden Steen sat over Tuen og over det Hele lidt Skygge af de store, prægtige Cypresser, der minder om vore nordiske Grantræer og derved maaskee bidrager til for Normænd at give Stedet et saa hjemligt Præg.
Tilhøire for Indgangsporten, oppe under Stadsmuren, ligger P. A. Munch begraven, og forrige Mandag, den 12te Juni, afsløredes det smukke Monument, som nogle af den Afdødes hjemmeværende Venner har overdraget til Billedhugger Fladager at udføre. Kl. 6 om Aftenen samledes de herværende Nordboer, Damer og Herrer, hvoriblandt vor Konsul, Hr. Bravo, og Biskop Annerstedt fra Sverige, foruden nogle Italienere, og begav sig i sluttet Følge fra Kapellet op til Graven, hvor Støtten afsløredes, og Henrik Ibsen talte Følgende:
«Mine Damer og Herrer!
Man har anmodet mig om at sige et Par Ord i Anledning af det Monument, som i disse Dage her er reist paa min afdøde Landsmands Grav.
Saavidt jeg kan see, er omtrent samtlige Svenske og Danske, der fortiden opholde sig i Rom, her tilstede. Dette var ikke mere, end jeg havde ventet mig; thi er det i nogen Kjendsgjerning, at den skandinaviske Broderaand til Dato har aabenbaret sig som levende og som virkelig existerende, da er det i en altid usvækket Redebonhed til at feire hverandres Fester.
Men Opholdet i Rom har forlængesiden betaget mig den, rigtignok tilgivelige Fordom, at skandinavisk Eenhedssind er utænkeligt, undtagen i Sammenhæng med internationale Festligheder. Dog, det forstaar sig, hernede pines vi ikke af det daglige Livs Trivialiteter, som sløver og slapper, og heller ikke trues vi af de store Afgjørelsens Øieblikke, om hvilke Historien vidner, at de i fordums Dage løftede og staalsatte Folkene saavelsom Individerne, men som nutildags har en anden Virkning.
Hvorom Alting er, saa takker jeg Eder paa mine Landsmænds og egne Vegne, fordi I her er mødt frem, og fordi jeg med Vished veed, at Eders Tilstedeværelse er mere end en Høflighedsform. Enhver af Jer har kjendt den Afdøde, ialfald af Navn; hans Værker findes iblandt Jer, de findes ialfald i vort Bibliotheks Reoler; flere af Eder have levet en Deel af sit romerske Liv sammen med ham, og jeg tror, man vanskelig skulde gaa ud af en saadan Berøring uden at faa ham kjær.
Mine Landsmænd omfatte naturligviis hans Minde med al den Agtelse, som deles af enhver norsk Mand. Svenskerne, som selv have en stor og rig og glimrende Literatur over sin ligesaa store og rige og glimrende Fortidshistorie, veed og paaskjønne, hvad Norge har eiet og hvad det har tabt i Munch.
Men med Danskerne forholder det sig derimod noget anderledes. Munch’s Navn nævnes ialmindelighed ikke med Kjærlighed i Danmark. Jeg har selv erfaret det, erfaret det ofte, og det har gjort mig ondt. Jeg tror imidlertid, at det her, som saa ofte, mere er Eftersnakkeriet, end en klar og levende Erkjendelse af Spørgsmaalets sande Væsen, der strør Opinionen ud iblandt Mængden. Naar jeg har spurgt Danskerne: Hvad er det da egentlig, som I have imod Munch? saa har jeg næsten altid faaet til Svar: Jo, vi have imod ham først hans Indvandringstheori, ifølge hvilken Danskerne skulde være af et andet oprindeligt Udspring, end det øvrige Skandinaviens Beboere, og dernæst have vi imod ham hans Raad til Danmark at blive Tydsklands Admiralstat.
Om det første Punkt vil jeg kun sige: Lad vore Lærde beholde det for sig selv; hos dem er det i de bedste Hænder; det har allerede affødt megen Skarpsindighed og vil vel afføde mere endnu, forinden den Tid kommer, da der ikke kan siges mere for eller imod. Men eet vil jeg i den Anledning sige jer Danske, og jeg skulde for vores alles Skyld ønske, jeg kunde sige det saaledes, at det hørtes over Eders hele Folk: Ryd ud med Ord og med aandelig Daad, ryd ud gjennem jer Kunst og jer Literatur, ryd ud, ved hele eders Maade at leve og tænke og være paa, det Parti i eders Land, som med saa forunderlig sympathetiske Baand føler sig draget nedover imod Syd, det Parti i eders Land, som gjør al sin Idræt med Øinene rettede derned, som om det der havde sit Frændeland, sit Stammeland, og som for en Lægmand næsten afgiver etslags Vidnesbyrd om, at, hvad ialfald nogle af Jer angaaer, turde der dog være noget Sandt i Munch’s Theori. Dette vilde være den værdigste Maade at protestere paa; og kunde vor afdøde Historikers Paastand bidrage sin Skjærv til at ægge Jer hertil, da turde endnu maaskee den Tid komme, da I, som vi, takkede Gud for, at han kastede Theorien ud, om den saa end ti Gange viste sig at være en Vildfarelse.
At hans Raad med Hensyn til den Stilling, eders Land burde indtage i Europa, har forarget Jer, kan jeg begribe; men det er inkonsekvent herfor at lægge ham for Had, aldenstund I fremdeles, med den Godmodighed, som er eders Nation egen, vedblive at have aabne Arme og fulde Hjerter for de mange blandt Broderlandenes saakaldte korrekte Skandinaver, der visselig aldrig vilde give Jer et Raad, haardt og stødende i sin Form, som Munch gav det, men som, ved at svigte der, hvor det gjaldt, ved at blive borte der, hvor man i den fælles Fares Øieblik skulde ventet at finde dem, faktisk have bidraget til at drive Jer saa sørgeligt langt indover mod den Vei, hvilken I optog det saa ilde, at Munch paapegede som den, der var Jer tjenligst.
Hvad Munch har udtalt, var hans Overbeviisning i Udtalelsens Øieblik, det er jeg overtydet om, og det burde lægge Mildhed over eders Stemning. Lad det, – jeg siger dette til jer Svenske, Danske og Norske, – dog endelig eengang komme saa vidt, at Sandheden faar Magt i vort fælles Samliv; vi have seet, hvor Flosklerne bære hen. Vi have hidtil i vore nationale Berøringer gaaet mellem hverandre som Diplomater, vi have vexlet Høflighedsnoter, vi have været delikate som en Parfume, og det var først, da den alvorlige Deel af Festen skulde begynde, at vi fik aabne Sandser til at erkjende, hvad det hele Væsen hidtil havde været, – en Duft, hverken mere eller mindre.
Folk hjemme i Norge have brugt at sige om Munch, at han var inkonsekvent, og i Udlandet har man sagt dem det efter. Men med den Sag er det nu, som man tager det. En Statsmand, eller idetheletaget en Mand, som har en heel, utvivlsom, uafviselig Gjerning at gjøre, kan sige, at ingen Storm skal drive ham fra hans Vei, – og er Manden saa stærk som hans Ord, saa driver heller ikke Stormen ham fra hans Vei.
Men saaledes hverken kan eller skal den videnskabelige Forsker tale. Han har ikke Veien afpælet foran sig; han maa bryde den gjennem Tykning og Uføre, maa mangen Gang vende om og begynde fra et nyt Udgangspunkt, for at vinde frem til Maalet, som han ikke paa Forhaand vilkaarligt kan sætte, men som netop gjennem Forskningen møisommeligt skal opdages. I denne Forstand har Munch været inkonsekvent, det skal siges til Ære for ham her paa hans Grav.
Jeg tænker saaledes, jeg tør tro, at vi dog igrunden Alle ere her forsamlede i fælles Kjærlighed til og Agtelse for den Afdødes Minde.
Den Steen, som her er reist, har ikke hans Nation sat over ham; den hidrører fra en liden Kreds af hans Venner. Men jeg vil haabe, at Staten kommer efter. Jeg vil haabe, at den hjemme iblandt os reiser ham et synligt Mindesmærke, paa sin Viis ligesaa værdigt, som det, hvormed hans Grav her er betegnet.
Jeg veed, at der hjemme er Mange, som mener, at der i Munch’s levende Live blev fra Statens Side gjort saa overordentlig Meget for ham og for hans videnskabelige Gjerning. Dette er en Misforstaaelse, som her skal protesteres imod. Staten har gjort sin Pligt, ikke videre. Men Misforstaaelsen skriver sig fra, at Staten i de fleste Tilfælde af samme Beskaffenhed gjør meget mindre end sin Pligt. Dette forrykker Maalestokken for, hvad der med Rette kan fordres.
Saalænge Statsmagterne kun ansee sig kaldede til at skjøtte Statssamfundets Trivsel, og ikke sætter Udviklingen af Nationens Liv i samme Række, saalænge have de kun løst den ene og det neppe den væsentligste Halvdeel af Opgaven. Stater, som vore, kan ikke værge sig ved sin materielle Velstand, men Nationer, som vore, kan, dersom de gjøre deres Gjerning i Kulturens, i Videnskabens, i Kunstens, i Literaturens Tjeneste, erhverve sig en Ret til at bestaae, en Ret, som Historien viser, at Vold og Magt udenfra altid har været varsom med at angribe.
Den private Mand hjemme har, saavidt hans Evne rækker, baade Hjerte og Hjælp for den Virksomhed, der sigter til at støtte og løfte vort indre, nationale Liv; dette maa jeg af egen Erfaring og med Taknemmelighed erkjende, og jeg tænker, at flere af mine Landsmænd her kan for sit Vedkommende gjøre det Samme. Men Staten, som saadan, seer endnu hos os i den frie Videnskabelighed, i Kunsten og i Literaturen kun Prydelserne, ikke Støtterne og Bjælkerne til Bygningen. Denne ydmygende Stilling maatte det vel nu være Tiden at see en Ende paa. Den Mand, der gjør den aandelige Gjerning i en Nation, har Ret til at bære sit Hoved høit; han har Ret til at protestere, naar der for hans Opgave kun tilbydes en Deel af det Overskud, som Tilfredsstillelsen af de materielle Statsbehov levner, og det endda kun forsaavidt disse Behov levne noget Overskud.
Saaledes kan det ikke vedblive. Jeg vil haabe, at de sidste Tiders alvorlige og sørgelige Begivenheder have aabnet Øinene for, at det er Nationens og ikke Statens Kraft, som frelser, hvis der kan frelses, – og heri ligger et Fingerpeg for ethvert Statssamfund, som vil sin egen Bestaaen, og som ikke har Overmagten at støtte sig til.
Jeg vil derfor ogsaa haabe, at vore Statsmagter, som eet blandt de mange Punkter, der skal komme til at vidne om et mere løftet Program for Fremtiden, vil i Hjemmet sætte Munch et Minde, der er hans Land, ham selv og hans Gjerning værdigt.»
Monumentet, der, baade hvad Størrelse og fornemmelig hvad Smagfuldhed angaar, hører til de meest fremtrædende paa den protestantiske Kirkegaard hersteds, bestaar af en poleret Obelisk af blaaligt Marmor, hvilende paa en Sokkel med flere Afsatser. Paa Obeliskens forreste Flade findes en Medaillon med Munch’s Portrait i hvidt Marmor. Billedet er smukt og træffende ligt, fiint detailleret og dog med den Storslagenhed i Charakteren, som dets monumentale Hensigt paabyder. Nedenunder er anbragt en latinsk Indskrift med Munch’s Navn samt Angivelse af hans Fødsels‐ samt Dødsaar og Datum. Omkring Graven er plantet en Kreds af Rosentræer samt ved dens Hjørner fire Grædepile. For Tilfældet var Monumentet smykket med Blomster og med en af vor Konsul anskaffet særdeles rig Laurbærkrands, der var henlagt foran paa Fodstykket. En paatænkt Sang maatte vi give Slip paa, da vor velbekjendte skandinaviske Maestro, Hr. Ravnkilde, havde tiltraadt en Sommerreise til Sorrent. Derimod tilbragte vi senere hen paa Aftenen nogle hyggelige Timer under de gamle Morbærtræer undenfor Osteriet ved Monte Testaccio, hvor ligeledes vor Konsul sørgede for, at vi ved et Glas Viin kunde erindre vore Hjemlande og vore Kjære i Hjemmet, ligesom især Professor Munch’s Familie og alle dem, der havde bidraget til Monumentets Anskaffelse. Biskop Annerstedt, hvem vi Alle, under hans korte Ophold i Rom, have faaet ualmindelig kjær, holdt blandt Andet en længere Skaaltale i varm skandinavisk Aand.
O.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her