Du er her:
Olaf Liljekrans
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf
Om verket
Les mer om verket
Faksimile
«Olaf Liljekrans.»
Skuespil i 3 Acter
«Olaf Liljekrans» udleveret til
<...>: Hr: Prom.
12/12 56. December 1856
P Nielsen

Faksimile
Faksimile
Første Act
8de Scene.
Hemming. (Strax efter) Olaf.
Hemming
han aldrig mere kom igjen.
Olaf der er han!
(Olaf kommer langsomt frem mel-
lem Klipperne i Baggrunden.
Han gaaer drømmende, med blottet
Hoved og Hænderne fulde af Blom-
ster, som han sønderriver og strøer
paa Veien; hans hele Færd bærer
under det Følgende Præg af en
Faksimile

forvirret Tilstand).
Olaf

(uden at lægge Mærke til Hemming).
Kunde jeg raade
De sælsomme Ord, den forvildende Gaade!
(Vil gaa ud tilvenstre).
Hemming
.
Saa hør dog, Hr. Olaf!
Olaf
.
(halvt opvaagnende).
Hemming! er det dig!
Du standse mig ikke!
Hemming
.
eders Pande er bleg.
Olaf
.
Du maa ikke undres hvi min Kind er
hvid, bleg
Faksimile
Tre Nætter har jeg stridt saa sær en Strid;
Du maa ikke undres, hvi min Pande er
bleg,
Tre Nætter har jeg været i Alfeleg.
Hemming
.
Gud staa os bi!
Olaf
.
Jeg er syg, jeg er svimmel!
Jeg kan ikke mindes hverken Jord eller
Himmel.
Hemming
.
følg med til Jer Moders Gaard.
Olaf
.
Min Moders Gaard! Hvor er det den staar?
Her tykkes det mig, jeg har hjemme!
Skoven er bleven mit Fædrenehuus,
Grantoppens Kvæder og Elvens Suus
Kan jeg bedre forstaa end min Moders Stemme
Faksimile
(med stigende Henrykkelse).
Ei sandt, her er fagert! Ei sandt, her er
stille!
Seer du, min Høisal er smykket til Gilde,
Seer du de tindrende Perler smaa!
(Heftigt, gribende ham i Armen).
Staa stille, Hemming! her maa du ikke
gaa!
Du træder paa de blinkende Rader.
Hemming
.
Alle de duggede Blade.
Olaf
.
Jeg siger forsandt, det er Perler smaa!
(lyttende).
Hør, Hemming! kan du mine Spillemænd
forstaa?
Kan du høre det lokkende Kvæde?
Hemming
.
Elven, som suser dernede.
Faksimile
Olaf
.
Jeg siger forsandt, det er Spil og Sang,
Jeg kjender den klagende Strengeklang.
Hemming! see hid! Kan du see de hvide
Jomfruer hist, som i Dandsen skride?
Hemming
.
Hjælpe mig Gud!
˹Hvad er ham dog hændt?˺
Olaf
.
Det er Bryllupsterner, {s} ˹S˺nart kommer min
Brud!
Hemming
.
I veed da –?
Olaf
.
(vedblivende).
Naar Dagen gaar under,
Naar Skyen blegner og Fuglen blunder,
Da kommer hun hid saa ung og prud!
Hemming
.
saa er det dog sandt.
Faksimile
Olaf
.
Veed du hvornaar jeg først hende fandt?
Jeg reed fra Guldvik en Aften silde,
Det bæres mig for der var holdt et Gilde.
Mit Sind var tungt, mit Hjerte var klemt!
Noget havde mig krænket; hvad det var
har jeg glemt.
Jeg reed mig alene op under Li,
Ved Midnatstider kom jeg Elven forbi,
Da lød det som en klingende Harpestreng,
Det gik som en Slaat over Mark og Eng,
Det hørtes som et lokkende, klagende Kvæde;
Jeg folded' mine Hænder, jeg prøved' at bede,
Men Tungen svigted, og Tanken med;
Mig Tonerne fristed', jeg maatte afsted.
Snart klang det som Graad, og snart som
Latter,
Snart lød det som Lyst og snart lød det atter
Som var der et bristende Hjertes Nød,
Faksimile
Som var der en Dødsens Vee og Vaande
Lagt i det koglende Kvæde, der flød
Lig en Strøm omkring mig! Knapt kunde
jeg aande! ˹–˺
Saa sært forvildet blev Sands og Sind˹,˺
Det var som om baade stærke og milde
Magter drog mig i Lien ind,
Jeg maatte herop om jeg end ikke vilde.
Og stedse det lokked' og lød paa min Vei;
Hvorlangt jeg reed, det mindes jeg ei.
Hemming
.
hun maatte jo ogsaa følge –
Olaf
.
Da standsed' min Fole, jeg vaktes derved,
Jeg saa mig om med undrende Blikke;
Hvor var der fagert og veent! Men det Sted
Jeg var kommen til, kjendte jeg ikke!
Jeg stod i en Dal, Skygge og Fred
Faksimile
Var d˹r˺ysset som Dug derover!
Maanen legte ved Kjærnets Bred,
Det var som den lo, naar den dukked
sig ned
I de svale, trillende Vover!
Mit Hoved var tungt, min Hu var mod,
Mig længedes efter at blunde;
Jeg lagde mig ned ved en Linderod
I de væne, hviskende Lunde!
Hemming
.
turde I friste Sligt?
Olaf

(vedblivende).
Saa kom jeg i Alfekvindernes Dands;
Den Fagreste mellem dem bød mig en Krands
Af Vaarklokker blaa, af Vandlilier hvide;
Hun saa mig i Sjælen med Øine saa
blide,
Faksimile
Hun hvisked' i mit Øre et gaadefuldt Ord,
Som aldrig gaaer mig af Minde:
«Olaf Liljekrans! veed du hvor Lykken groe,
Veed du naar Fred er for dig ˹er˺ at vinde?
Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa du den Fagreste finde,
Og plukke den sønder, Blad for Blad,
Og drysse den ud for alle Vinde,
Da – først da skal du Lykken finde!»
Hemming
.
I har sovet og drømt!
Olaf
.
Fra denne Stund
Det blev mig for trangt i min Moders Stue.
Gjennem Ur, over Hei, til den fagre Lund
Stævned jeg op med Piil og med Bue!
Der mødte jeg Alfepigen igjen.
Faksimile
Hemming
.
har I vaagen fundet –?
Olaf
.
Min Fæstensring tog jeg og skjød med den
I Luften over hendes Hoved hen;
Nu er hun for evig bundet!
Hemming
.
Bruden, I venter her?
Olaf
.
Det er Bruden, snart er hun nær!
Hemming
.
færdes foruden Frygt heroppe.
Olaf
.
Her er det godt og trygt
At vugges i Drømme blide!
(Gaaer langsomt ind mellem Klippestyk-
kerne i Forgrunden tilhøire).
Faksimile
Hemming
(alene).
Alle Helgene veed hvor dette skal ende.
(Gaaer).
9de Scene.
Olaf Liljekrans (kommer fra Høire).
Olaf

(idet han sønderriver nogle Blomster, han
har plukket udenfor)
.
«Mellem alle de Urter smaa paa Rad
Maa du den Fagreste finde,
Og plukke den sønder, Blad for Blad,
Og drysse den ud for alle Vinde, –
Da – først da skal du Lykken finde!»
Jeg faaer ikke Fred for de sælsomme Ord.
Den fagreste Urt? Hvor er det den groer?
Faksimile
Hvorpaa skal den kjendes? Er dens Fagerhed
lagt
I Duftens Sødme, i Bladenes Pragt?
Hvad heller er den lagt i lønlige Kræfter,
Som jeg aldrig kan finde, om jeg speider
derefter?
Saalunde eier jo mangt et Sværd
Under Klingens Rust et kosteligt Værd,
Saalunde kan jo en Harpe hænge
Glemt i en Krog, Ingen derpaa giver Agt,
Og dog kan Alverdens forlokkende Magt
Være gjemt i de støvede Strenge.
10de Scene.
Olaf Liljekrans. Alfhild.
Alfhild
.
gaa ikke fra mig.
(ligesom pludselig belivet).
Alfhild!
min unge deilige Brud!
Faksimile
Alfhild
.
maatte gaa Dig imøde.
Men siig mig, hvi frygter du
stedse for at komme hid?
Alfhild
.
jeg har dig igjen.
Har mig! Ak ja, Alfhild! Du li-
stige, du deilige Kvinde, vel har du
mig igjen! Mit Sind har du kog-
let saa dybt, saa dybt, før mig
hvorhen og saa langt du vil, i
Bjerget, dybt under Haugen, i den
grønne Græsvold, hvor Slaat og
Sang klinge saa lifligt ved Kvælds-
tid, paa Elvens Bund, dybt under
Fossen, hvor der er Harper for de
store, klagende Kvæder; hvor dit
Hjem er, der er jeg rede til at
færdes.
Faksimile
Alfhild
.
{m}Mener du jeg er en Alf eller –
Du er den Fagreste i Verden; vær
for mig hvad du vil, naar du kun
er min.
Alfhild
.
det gaa dig ilde!
Mig!
Alfhild
.
fylde din Hu og din Tanke.
Forvist, da er du Alfekvinden!
Thi fra den første Stund har du
saalunde koglet dine Kunster for
mig.
Alfhild
.
Har jeg?
Gjennem Lien reed jeg, dybt dernede
hvor Elven løber, – det var Nat, sæl-
somt lød Sange og klagende Kvæ-
der rundt om mig – – – – – – –
Forvildet blev mig min Sti, jeg kom
langt, langt ind mellem Bjergene,
Faksimile

jeg fandt den deilige Dal, hvor ingen
Fod har traadt, hvor intet Øie har
forlystet sig før mit – – – – – –
Tungt faldt en Slummer paa mig
derinde; men Alfekvinderne legte
imens og de drog mig ind i Legen
– – – – – –
Men da jeg vaagnede var der Be-
drøvelse i mit Sind; hjemad reed'
jeg; men dernede kunde jeg ikke
trives mere; det bares mig for som
jeg havde glemt efter mig det Rige-
ste og Bedste i Livet, som om en
herlig Skat var mig beskaaret,
ifald jeg kun søgte og fandt den –
– – – – – –
Til Dalen maatte jeg op, før var
der ikke Fred for mig – – – – – – –
Du kom mig imøde, fager og
Faksimile

varm som i denne Stund; jeg greb
din Haand, jeg saa dig ind i Øiet
– Himmel og Jord, Alverdens Deilig-
hed var i dit Øie! – – – – – –
Det var den første Drik! – – –
Da glemte jeg Venner og Frænder! – – –
Jeg kom der næste Nat, jeg favnede
din Midje, jeg krystede dig til mit
Bryst, Himlens Herlighed var i
dit Favnlag! – – – – – – –
Det var den anden Drik – da glemte
jeg mit Christen-Navn og mine Fæ-
dres Hjem – – – – –
Og jeg kom den tredie Nat, jeg maat-
te komme, jeg kyssede dine røde
Læber, mine Øine aad sig ind i din
Sjæl – Mere end Alverdens Herlig-
hed var deri! Jeg glemte mere end
Faksimile

Gud og Hjem, mere end Himmel
og Jord, jeg glemte mig selv!
(styrter ned for hende). Alfhild!
Alfhild!
Alfhild
.
vinde sig ud deraf. (standser og
bliver tankefuld staaende).
(idet han reiser sig).
Hvad grubler
du over?
Alfhild
.
om Livet derude!
Ridder og Fruer? Du har jo sagt
mig at ingentid mødte du nogen
derinde.
Alfhild
.
om ikke du var kommen.
Du nævner din Fader; ingentid
saa jeg ham derinde.
Alfhild
.
Kvæld, vi først mødtes.
Men siig mig, hvo er han?
Faksimile
Alfhild
.
aldrig glemmer dem.
Javist, javist!
Alfhild
.
kræver Svar i mit Bryst.
Lidet er jeg det mægtig. Du spør-
ger om mit Hjem. Mit Hjem?
Har jeg havt et andet Hjem end
her, da mindes jeg kun ringe Ting
deraf. Det er mig alt som en Taa-
get Drøm, der glemmes i den Stund
vi vaagne. Dog, kom! langt derne-
de ligger en Bygd, der bæres det
mig for, at jeg færdedes før jeg
saa dig, der bæres det mig for at
mine Frænder bo. Hører du hvor
Elven maner og suser, lad os følge
den; ude paa Kanten, ved Fosse-
faldet, der kan vi see over Bygden,
hvor jeg – engang hørte hjemme;
Faksimile

kom, kom!
Alfhild
.
Men tør jeg –
Følg trøstig, jeg skal værne om
dig!
Alfhild
.
hvor du færdes.
(De gaa ud tilhøire).
Chor
Vaagn op af den koglende Dvale.
12te Scene.
Olaf (og) Alfhild (komme fra Høire i -
Baggrunden. Senere Fru Kirsten).
Alfhild
.
desmere jeg grunded' derpaa.
Olaf
.
Og er jeg ikke bleven mig selv en ugrundelig
Gaade?
Er jeg Olaf Liljekrans, den stolte Ridder,
Faksimile
Den ætstore Mand, der broutede ˹af˺ med sin
Slægt,
Og lod haant om Elskov og Fuglekvidder.
Dog ligegodt, jeg river ud af Mindet
hvad jeg var!
Lykkelig er jeg, det kan jeg forstaa – –
Din Spaadom slog feil – Lykken skulde
jeg finde,
Naar jeg fandt den Fagreste blandt
Urter smaa.
Ha! Lykken har jeg alt fundet!
Alfhild
.
mere om Livet derude.
Olaf
.
Lad Livet derude gaa sin egen Gang,
Her er mit Hjem, hos Dig, min prude,
Min deilige Viv! Alfhild, tal!
Er det ikke ret som en Høienloftssal
Var reist for os under de grønne Lier!
Faksimile
Blaaklokken staaer pyntet paa alle Stier,
Her er Gilde herinde, her er Fryd og Lyst,
Mere fast end der kan rummes i mit
Bryst!
Hør, fra Elven klinger det dybe Kvæde;
O, det er det, som volder at jeg baade
maa lee og græde.
Det sælsomme Kvad, det koglende Spil,
Har gjort mig saa fro, saa salig og vild!
(Griber hende lidenskabeligt i sine Arme).
Farvel jeg skikker til Bygden dernede!
Heroppe vil jeg min Brudeseng rede;
Farvel jeg skikker over Verden ud, –
Nu vil jeg favne min fagre Brud!
Alfhild
.
Olaf!
Olaf
.
(standser pludselig, som greben af en uklar
Faksimile

24.

og smertelig Erindring)
.
Min Brud! Hvad sagde jeg der!
Siig mig Alfhild – da jeg førstegang kom her –
Kan du – kan du mindes den første Kvæld?
Hvad var det jeg søgte – hvad vilde jeg vel
Kom jeg for at hente dig – til – Bygden ned?
Var det for at bede til Bryllups jeg red?
Alfhild
.
Jeg kan ei forstaa –?
Olaf
.
Vort Fæstensøl var jo drukket paa
Guldvik! Ei saa?
Tre Uger efter skulde vort Bryllup stande,
Men det tykkes mig at – Nei det brænder
i min Pande!
Jeg vil ikke mere tænke derpaa!
Alfhild
.
Tys Olaf, hører du?
Faksimile
25.
Olaf
.
Hørte du det med?
Alfhild
.
Hvad var det?
Olaf
.
Et gammelt, et halvglemt Minde,
Som stundom faaer Ord, naar jeg færdes
herinde.
Det vil mig ilde, det vil mane mig til
Bygden ned.
Fru Kirsten
.
Han taler, kunde jeg forstaa –!
Olaf

(med stigende Heftighed).
Ja ja jeg kommer; men ene vil jeg ikke
gaa!
Riddere og Fruer skal stævnes hid paa mit
Bud;
Med Sang skal de ride herop for at hente
min Brud!
Faksimile
Guldsadlen skal lægges paa min rappeste
Ganger,
Forrest i Laget skal gaa Spillemand og
Sanger,
Derefter skal ride Kjøgemester og Præst;
Alt Folket i Bygden skal bydes til Gjæst!
Høviske Svende skal lede din Ganger ved
Haand,
Liflige Urter skal drysses paa alle Veie,
Bonden skal bøie sig for dig som en Vaand,
Og ved Ledet skal hans Kvinde neie.
Kirkeklokkerne skal ringe over Landet
ud:
Nu rider Olaf Liljekrans hjem med sin
Brud!
Fru Kirsten
.
Olaf, min Søn!
Olaf
.
Hjælp Gud! hvad er det!
Min Moder!
Faksimile
Fru Kirsten
.
med Ingeborg, din Viv.
Olaf
.
(med et Skrig og ligesom paa engang op-
vaagnende)
Ingeborg! – Med det Navn har I brudt
mit Liv!
Min Lykke var da idel Tant og Skrømt;
Ak at I maatte mig Sligt bebude!
(Fortvivlet).
Kjære Moder min! saa fagert har jeg drømt;
Nu har I vakt mig, nu er Alting ude.
13de Scene.
Forrige. Arne. Ingeborg. Hemming.
Bryllupsfolk.
Arne
.
ingen Skade voldt Jer?
(aandsfraværende).
Mig! Hvad mener
I?
Faksimile
Arne
.
vente nede under Lien.
(smerteligt, med et Blik paa Alf-
hild)
.
Min Moder, jeg kan ikke.
Arne
.
Jeg har Jert Ord.
(følger med de Øvrige).

Faksimile
Anden Act.
Fru Kirsten
(alene).
Der kommer Olaf. Ifald jeg kun vidste at han –
2denScene.
Fru Kirsten. Olaf (kommer fra Hu-
set i Høitidsdragt; han er bleg og
tankefuld).
(for sig selv).
Igaar og idag! – Der
ligger kun en Midsommernat imel-
lem, og dog bæres det mig for som
baade Høst og Vinter var faldet
paa mit Sind, siden den Tid jeg
færdedes deroppe i Lierne – hos
hende, hos Alfhild! (bemærker
Fru Kirsten).
Ak kjære Moder min,
Faksimile

er I der?
Kirsten
.
Du har hvilet dig ud.
Sovet har jeg; men lidet hvilet
derved; thi jeg drømte imens.
Kirsten
.
det er gammel Skik.
Min bedste Drøm er ude; lad os
ikke tænke mere derpaa.
Kirsten
.
en lystig Dag, mener jeg.
Ikke lader det, som min Hæders-
dag huer Himlen.
Kirsten
.
Hvi saa?
Det arter sig til Uveir; seer I
hvor tungt Skyerne trække op i
Vest?
Kirsten
.
Du gaaer til Kirke ikvæld.
(gaaer nogle Gange frem og tilba-
ge; endelig standser han foran sin
Moder og siger)
:
Faksimile
Om jeg havde fæstet en Fattigmands
Datter, uden Gods og uden Slægt, –
siig mig, min Moder, hvad havde
I saa gjort?
Kirsten
.
Hvi spørger Du?
Svar mig først. Hvad havde I saa
gjort?
Kirsten
.
siig mig, hvi spørger du?
Ei, det var kun Skjæmt, jeg tænkte
lidet derved.
Kirsten
.
baade Fred og Lykke.
Fred og Lykke? Een Ting fattes
der{ved}til.
Kirsten
.
Hvad mener du?
Den fagreste Urt, som jeg skulde
plukke sønder og drysse ud for alle
Vinde.
Kirsten
.
tænk ikke mere derpaa.
Faksimile
Kanhænde det baadede mig bedst
om jeg kunde det.
Kirsten
.
Vil du ikke gaa derind?
(i Tanker).
Jo, jo! Hvor er hun?
Kirsten
.
som jeg sagde dig
(livligt).
Intet skal fattes hende
efter denne Dag. Sølvspændte Sko
vil jeg skjænke hende; hun skal
bære Søljer og Ringe. De visne
Blomsterkviste skal hun lægge af,
jeg vil give hende en gylden
Kjæde at bære.
Kirsten
.
Hvem taler du om?
Om Alfhild{.} ˹!˺
Kirsten
.
at hun havde forhexet dig.
Det har hun! Ja, forsandt min
Faksimile

Moder! jeg har været forhexet. Jeg
har været i Alfekvindernes Leg;
salig og fro var jeg saalænge det
stod paa, men nu – I lange, lan-
ge Aar vil jeg tynges af Kummer
og Vee, saatidt jeg drages det til
Minde.
Kirsten
.
lokket dig med fager Tale.
Hun er reen som Guds Moder selv.
Kirsten
.
agtede meer paa hende.
Jeg fatter det vel; heel vel min
Moder.
Kirsten
.
vilde ramme dig, ifald –
Vel sandt, vel sandt!
Kirsten
.
tage Tiggerstaven ihaand.
Jeg veed det nok.
Faksimile
Kirsten
.
og seer efter Gildebordet.
3die Scene.
Olaf (alene).
Olaf

(seer ud tilhøire).
Hun er saa fro som den unge Raa,
Der den spiller ved Hindens Side;
Snart skal hun vride de Hænder smaa,
Og trænges af Nød og Kvide!
Snart maa jeg bryde hendes freidige Tro
Og vække hende op af Drømme,
Og saa – ja saa maa vi skilles, vi To.
Arme Alfhild! saa bitter en Skaal maa
du tømme!
(Grublende).
Hvad var mig Ære, hvad var mig Magt,
Hvad var mig min Æt deroppe hos hende.
I hendes Øine mig tyk{k}tes der var lagt
Faksimile
En bedre Skat end Verden monne kjende.
Jeg havde glemt bort baade Nød og Strid;
Men alt fra inat, da jeg atter kom hid,
Da jeg sad til Høibords i mine Fædres
Stue,
Da jeg gik at træde for min Moder frem –
(afbrydende).
Ja, ja, jeg er født og baaren af en
Adelsfrue,
Og paa Fjeldet har den frændeløse Alfhild
sit Hjem.
For Olaf Liljekrans vilde hun lidet sig
skikke.
Jeg maa sige hende – – Nei nei jeg kan
det ikke!
Og dog – ikvæld – ja, forvist det maa skee,
Høre maa hun hvad der volder mig den
bittreste Vee!
4de Scene.
Olaf. Alfhild.
Faksimile
Alfhild
.
herude sommer og Vaar?
Olaf
.
Ak Alfhild!
Alfhild
.
Oppe fra Skyernes Karme!
Olaf
(afsides).
Vee mig! Jeg har øvet et usaligt Spil,
Jeg maa al hendes Lykke knuse!
Alfhild
.
hvo har der tilhuse?
Olaf
.
Hver den, der er god og from som du,
Hver den, der er Barn i Tanker og Hu.
Det er Kirken, Guds Huus, ham hører det til.
Alfhild
.
Som Brud og Brudgom!
Olaf
(afsides).
Nu er det paa Tid,
Faksimile
Ei tør jeg det længer fordølge!
Alfhild
.
sig for Bruden neie!
Olaf
.
Har jeg sagt –
Alfhild
.
bruser som en Skov i Storm!
Olaf
(afsides).
Og snart skal Sorgens tærende Orm
Gnave dig, du unge, deilige Kvinde!
Alfhild
.
at bæres til Døden frem!
Olaf
.
Kalder du det fagert at lægges paa Baare?
Alfhild
.
Slet Ingen veed om hernede.
Olaf
.
Alfhild! bedre det var om dit Liv
Faksimile
Var rundet i Fred deroppe paa Fjeldet.
Din Fryd vil visne som et brækket Siv,
Din Tro vil dødes –
Alfhild
.
hvad er det? siig frem!
Olaf
.
Et Barn som bæres til Dødens Hjem
Af sin Moder og de smaa Sødskende fem
Alfhild
.
hvor er den Døde?
Olaf
.
Jeg seer ingen Bolster, hverken røde eller blaa,
Men jeg seer vel de sorte Fjæle;
Der sover den Døde paa Spaaner og Straa.
Alfhild
.
Paa Spaaner og Straa?
Olaf
.
Ja, det er det Hele!
Faksimile
Alfhild
.
i Himmelens Karm?
Olaf
.
Jeg seer kun en Moder, hvis Hjerte vil briste,
Og de Smaabørn, som følge den sorte Kiste.
Alfhild
.
drysse i Himmelhaven?
Olaf
.
Jeg seer kun de Taarer, som Sødskende smaa
Græde, der de stande ved Graven.
Alfhild
.
Døde drømmer og sover?
Olaf
.
Det seer du. De sænke ham i Jorden ned,
Og kaste Muldet derover.
Alfhild
.
i min Faders Kvæde.
Olaf
.
Vel sandt; den megen Gammen og Glæde
Faksimile
40.
Sletingen veed om hernede. –
Har du aldrig hørt om Haugkongens Skat,
Der lyser som røden Guld hver Nat;
Men vil du med Hænder tage derpaa,
Intet du finder, uden Gruus og Straa;
Og hør mig, Alfhild! det vel sig hænder
At Livet artes paa samme Sæt;
Kom det ikke for nær, det træffer sig let
A{f}t Fingrene smaa, du brænder.
Vel sandt, det skinner som Himmelens
Stjerne,
Men kun naar du seer det fra det Fjerne
(Bemærker Fru Kirsten).
Min Moder – hun vil sige dig – nu gaaer
jeg ind.
Alle Engle drysse sin Fred i dit Sind!
(Han gaaer mod Huset, men standses
af Fru Kirsten).
5te Scene.
Faksimile
41.
De Forrige. Fru Kirsten.
Kirsten
.
Du har vel sagt hende –?
Alt hvad jeg mægtede at føre over
mine Læber har jeg sagt. Siig nu I
hende Resten og saa min Moder!
lad mig aldrig, aldrig møde hende
meer. (Kaster et Blik paa Alfhild
og gaaer ud ved Huset).
Arne. Hemming.
Arne
.
er nu det en Mørkets Gjerning at gifte sig?
9de Scene.
Forrige. Fru Kirsten. Olaf. Ingeborg.
Gjæster.
Ingeborg
.
Tys! der nærmer de sig.
(dæmpet).
Siig mig, min Moder! hvor
Faksimile

gaaer det hende?
Kirsten
.
som jeg forud vidste.
Hun veed da at trøste sig?
Kirsten
.
du faa Vished der{for}av.
Hvad mener I?
Kirsten
.
været Sviig og Bedrag.
Nei, nei, min Moder!
Kirsten
.
glad, saameget veed jeg.
Vel mig, om saa var!
Kirsten
.
Eders Svend og Alfhild.
Ingeborg
.
Hemming!
(med et Udraab).
Alfhild!
Hemming
.
nu forstaaer jeg –
Gjæsterne
.
Hemming og Alfhild! Fjeldjenten!
Alfhild! I vil gifte hende bort
med – Nei, nei, det skal ikke skee.
Faksimile

Aldrig, aldrig!
Ingeborg
.
ægte anden Mands Frille!
(med et Udraab).
Beskjæmmet!
Kirsten
.
Himlen staa os bi!
Forbandelse over mig! Beskjæmmet
er hun!
10de Scene
Forrige. Alfhild (komme umærket)
Kirsten
.
Det kræves med Rette af dig.
(fortvivlet; Kjæmpende med sig
selv)
.
Det skee da som I vil, min
Moder! Ja ved alle Helgene! jeg
skal svare. Alfhild! du feiler!
Jeg er ikke din Brudgom. (pegende
paa Ingeborg).
Der – der staaer min
Brud.
Faksimile
Alfhild
.
Hun! Din – –
(med stigende Ophidselse).
Alf-
hild! gaa bort herfra! Gaa, gaa
langt ind paa Fjeldet igjen; det
tjener dig bedst. Jeg har været syg
og forvildet i Sind, da jeg gik der-
oppe! Hvad jeg har sagt dig, min-
des jeg lidet af! Jeg veed det ikke
og jeg vil ikke vide det! Hører
du, jeg vil ikke! – Guldkronen kan
du beholde! Behold Alt baade Sølv
og Guld, som du der er klædt i.
Mere ja tifold mere skal du faa –
Nu, hvi seer du saadan paa mig?
Alfhild
(lægger sin Pynt for Olafs Fødder).
Kanhænde jeg bildte dig ind at du
skulde være min Brud ikvæld, kanhæn-
de du troede mig! Kanhænde du
Faksimile

tænkte, at Olaf Liljekrans vilde ægte
en – en – hvordan var det I kaldte
hende? (stamper med Foden). See
ikke saadan paa mig, siger jeg!
Jeg kjender Dig nok, du har forhexet
mig. Jeg glemte hvad Slægt jeg var
af; jeg glemte min Brud, min Fæste-
mø, hun som der staaer. (Griber
Alfhild med Heftighed i Armen)

See paa hende Alfhild! Ha, ha, ha!
hende er det jeg har kjær!
Alfhild
(synker paa Knæ!)
Reis dig Alfhild! reis dig, siger jeg.
Dersom du tør sørge saa, da slaaer
jeg dig ihjel! – Hvi er du ikke
glad? Vær lystig og vild som jeg!
Faksimile

– Og I Andre! Hvi staa I der saa
tause og see paa hinanden? Leer,
leer dog, saa det kan runge i
Gaarden! – Alfhild! hvi svarer du
ikke? Har jeg ikke sagt dig nok
endnu! Ha ha! saa siig hende et
Ord I Andre med! Læg ogsaa I et
Ord med i Laget; Fru Kirsten vil
det! Lee dog ad hende, forhaan
hende, træd hende under Fødder!
(med skingrende Latter). Ha, ha, ha!
Hun er jo Olafs Frille!
(Torden og Lyn).
See, see! det maa jeg lide; nu stemme
de i med derovenfra! Ret nu vil
jeg til Kirken med min Brud!
Kom, Jomfru Ingeborg! Men først
Faksimile

vil vi drikke, ja drikke, drikke!
Hid med Horn og Kruus – nei der-
inde –! Tænd Lys i Kirken! Orge-
let skal spille op til Dands – ikke
klagelige Psalmer – Fy, fy! nei
Dands! (Lyn og Torden). Ha, ha!
Det spørges i Himlen, at Olaf Lilje-
krans holder Brudefærd!
(Styrter ud tilhøire).
11te Scene.
Alfhild
(alene).
I Brudehuset er Nød og Harm,
Bruden brænder paa Brudgommens Arm!
Olaf

(kommer tilsyne oppe i Lugen, som han med
fortvivlet Kraft søger at udvide)
.
Faksimile
Olaf
.
Alfhild! Dig er det! Det maatte jeg vide!
Guld og Maard skal du herefter slide,
Ifald du mig frelser af Vaanden stor.
Alfhild
.
Hun har svunget Brudeblusset ved dit Gilde.
(Hun styrter ud; Karlene ile til for at
hjælpe; en Deel af Taget styrter sam-
men; Olaf sees høit oppe, omringet af
Luerne, idet Tæppet falder).

Faksimile
Tredie Act.
1ste Scene.
Alfhild (sovende). Olaf (kommer
ned fra Lien tilhøire. Over Bryl-
lupsklædningen bærer han en grov
Kofte.
Olaf
.
Her var det. Jeg kjender Grønningen
her ved Vandet. Hist under Linde-
træet drømte jeg min sælsomme Drøm.
Paa Hældingen der ved Fjeldet stod
jeg, da Alfhild første Gang kom
mig imøde; lagde min Fæstensring
for Buestrængen og skjød; – det
Skud har været et Troldomsskud;
det rammede Skytten selv. – –
Faksimile

Sælsomt! Naar jeg færdes heroppe,
høit over Bygden, da er det som en
anden Luft legte om mig, som
om et friskere Blod rullede i mi-
ne Aarer, som om jeg fik et andet
Sind, et andet Tænkesæt.
˹ (Sætter sig.) ˺ Hvor er hun nu?
Jeg skal, jeg vil finde hende i-
gjen! Hidop maa hun komme;
hun har jo intet Hjem derude
i den kolde, vide Verden. Og jeg
– er ikke ogsaa jeg en hjemløs Flygt-
ning derude? Blev jeg ikke en
Fremmed i min Moders Huus, en
Fremmed mellem mine Frænder, fra
den første Stund jeg mødte hende?
Er hun da en Hex, raader hun
over lønlige Kunster, som – – – –?
Faksimile

Min Moder! Hm! det bæres mig for,
som det ikke vilde baade mig vel at
lade hende styre min Færd; hun
blæser mig Tanker ind i Hjertet,
som ikke har tilhuse der. Nei,
nei, jeg vil finde Alfhild igjen,
afbede al min Uret, og saa –
(standser og seer ud tilvenstre).
2denScene.
De Forrige. Thorgjerd.
Godt Møde, Fremmedkarl!
Thorgjerd
.
Du er tidlig ude.
Eller seent; tidlig paa Dagen;
men seent paa Natten.
Thorgjerd
.
Bygderne, kan jeg tænke.
Min Slægt hører hjemme der. Og du?
Thorgjerd
.
Uskjel gjøre mig
Faksimile
Det har jeg mærket.
Thorgjerd
.
tiere været heroppe.
Jeg har jaget en Hind her ˹inde˺ oppe i
Sommer; men naar jeg ret seer til
saa er det et forhexet Kongebarn.
Thorgjerd
.
Den Jagt er farlig!
For Skytten?
Thorgjerd
(nikker).
Ja jeg sad just og tænkte det Sam-
me ved mig selv; det bares mig for
at jeg var bleven troldskudt paa
den Jagt.
Thorgjerd
.
Farvel og god Lykke.
Faa du Last og Skam! Ønsker du
en Jægersmand til Lykke, sa kom-
mer ham ikke Vildtet paa Skud.
Thorg
.
Lykke har med sig.
Du taler kløgtigt.
Faksimile
Thorgj
.
Meget at lære herinde.
Tilvisse! Her har jeg lært det Bedste
jeg veed.
Thorgj
.
Hilsen fra dig.
Agter du dig nedover{?} ˹til Bygden?˺
Thorgj
.
holder sit Bryllup –
Da skulde du været med inat; nu
er ˹nok˺ den bedste Gammen forbi.
Thorgj
.
kommer tidsnok endda.
Kanhænde! Men du skulde dog
været med inat; saa lys og varm en
Gilde{ d }sal skulde du aldrig have seet
før.
Thorgj
.
den, som var inde.
Jeg kjender den, som maatte staa udenfor.
Thorgj
.
det er Fattigmands Plads.
Jeg kjender den, som maatte staa uden-
for, og som endda havde de baade
Faksimile

bedre og værre end de, som var inde.
Thorgj
.
min Strengeleg og saa –
Du er Spillemand?
Thorgj
.
naar jeg kommer nedover
3die Scene.
Olaf. Alfhild.
Ha, om det var – Ja forvist, jeg
kan ikke tvivle derpaa. Alfhild sag-
de jo selv, hendes Fader slog Strengele-
gen saa lifligt, at det, engang hørt,
aldrig kunde glemmes igjen. Han
nævnte Jomfru Ingrid, som blev borte
paa Brullupskvælden for mange Aar
siden, – der var en ung Spillemand, hed
Thorgjerd, han havde hende kjær, saa
blev der sagt. Mange underlige Sagn
gik siden om ham; stundom stod han
midt nede i Bygden og spillede saa
Faksimile

fagert, at Alle maatte græde derved; men
Ingen vidste hvor han havde tilhuse.
Alfhild – ja, hun er hans Barn! Her
er hun voxet op, her i denne øde Dal,
som Ingen har vidst af at sige i
mange Aar; og Ingrid, som forsvandt
– han sagde jo (bemærker Alfhild).
Alfhild! Der er hun! I Brudeklæderne
er hun flygtet herop. – Her skal du
altsaa vaagne efter Bryllupsnatten;
saa tung en Dag blev min Hæders-
dag for dig! Du vilde ud i Livet,
sagde du! Du vilde lære Alverdens
Herlighed at kjende. Saa tung en
Vandring har du været paa; men
nu skal det Alt blive godt. Hun
rører sig; det er som hun vaander sig
i Sorg og Angst; – naar du vaagner
skal det være til Fryd og Glæde!
Faksimile
56
Alfhild
.
frels mig fra mine Drømme.
Olaf
.
Alfhild! vær trøstig, slaa dig til Ro!
Alfhild
.
ikke i Trolddoms-Blund!
Olaf
.
Alfhild! kom til dig selv igjen!
Jeg er jo Olaf, din Hjertensven!
Tungt er du krænket, jeg har handlet dig
imod;
Men jeg var dig dog altid i Hjertet god!
Svag har jeg været, forblindet, bedaaret, –
Det er deraf jeg har dig tildøde saaret!
Alfhild! kan du forlade mig min Færd,
Jeg sværger dig til jeg skal blive dig værd!
Kummerens Taarer skal jeg kysse fra din Kind,
Skal jevne din Sti, skal bære dig paa Hænder,
Skal svale Sorgen, som svider i dit Sind,
Faksimile
57.
Skal læge det Saar, som i Hjertet brænder. –
Alfhild
.
Saa var ei den Anden!
Olaf
.
Den Anden? Hvem mener du?
Alfhild
.
Ham brændte jeg inde.
Olaf
.
Har han røvet din Fred, har han ranet din Ro,
Saa lad ham ei længer i Hjertet bo!
Alfhild
.
i Hjertet med Pile.
Olaf
.
(smerteligt bevæget).
Ak! At jeg laa under grønnen Tue,
Stedet til evig Hvile!
Hvert dit Ord er som staalsat Bue,
Der rammer mit Hjerte med Pile!
Faksimile
Alfhild
.
af Sorg maatte dø.
Olaf
.
Ja, Olaf er død, det er ret som du siger;
Men jeg vil være dig saa fuldgod en Ven.
Hvorhelst du dvæler og hvor du gaaer hen;
Aldrig fra din Side, jeg viger!
Maa jeg lide saa tungt for det, jeg fortrød,
Straffen selv skal være mig sød.
Det skal mig lindre, det skal mig husvale
At færdes hos dig i de øde Dale!
Fra Sol gaaer op til Sol gaaer ned,
Skal jeg tro som Hunden følge dit Fjed!
Jeg skal klæde min Anger i klagende Ord,
Saalydt og saalænge til du derpaa troer.
Hver en livsalig Stund herinde
Skal jeg mane frem for dit Minde!
Hver en blomstrende Urt skal derom tale,
Faksimile
Derom skal synge baade Gjøg og Svale!
Alle de Træer, som grønnes i Lunde
Skal hviske derom med tusinde Munde!
Alfhild
.
Selv er jeg sænket i Jorden ned.
Olaf
.
Alfhild! Dit Ord falder knusende tungt!
O Gud! dit Sind var saa friskt og ungt –
Forlad mig min Brøde, forglem din Vee!
Alfhild
.
drømmer og sover
Olaf
.
Alfhild!
Alfhild
.
Lad mig ikke ligge hernede.
(gaaer).
Olaf
.
Alfhild! Alfhild! O Christ! hvad har jeg gjort.
(følger iilsomt efter).
Faksimile
Ingeborg. Hemming.
Hemming
.
Ak bare de ikke faa os fat.
(gaaer).
5te Scene.
Olaf (kommer fra Skoven tilvenstre. Strax
efter Ingeborg og Hemming).
(seer sig om, og kalder med dæmpet
Stemme)
.
Alfhild! Alfhild! Intet
Sted er hun at see! Som en Fugl
smuttede hun mig afsyne inde i Sko-
ven og jeg –
Ingeborg
.
Olaf Lilie{j}krans!
Ingeborg!
Ingeborg
.
være redet i Forveien.
(afsides)
Hun maa være kommen herop med
sin Fader for at lede om mig
Faksimile
Ingeborg
.
jeg følger ikke med.
(afsides).
Jeg viger ikke herfra!
Ingeborg
.
tænker at tvinge mig.
Det er saalidet min Agt!
Ingeborg
.
sammen med mine Frænder?
Gjør jeg det? Det er jo tvertom dig
som –
Ingeborg
.
saa jo nylig hele Følget.
Hvem? Hvem?
Ingeborg
.
og vore Slægtninge.
Heroppe?
Ingeborg
.
lige herved.
Ha, da er min Moder med dem.
Ingeb
.
kan det skrække dig?
Jo, det er mig, de søge.
Ingeb
.
Nei, det er mig.
Faksimile
(forbauset).
Mig! ˹Dig!˺
Ingeb
.
være ærlige mod hinanden?
Ja, det var just min Agt.
Ingeb
.
kom du herop?
Inat?
Ingeb
.
Jeg ligesaa!
Du!
Ingeb
.
Nogen vidste derom?
Ja!
Ingeb
.
Jeg ligesaa!
Men saa siig mig –
Ingeb
.
følge mig for Alteret?
Ei, hvor kan du tro –
Ingeb
.
tales ærligt ved.
Nuvel da, det var derfor jeg –
Ingeb
.
jeg gjorde ligesaa!
Du Ingeborg!
Faksimile
Ingeb
.
kommer dig paa Spor?
Ja, det skal ikke nægtes!
Ingeb
.
vi forraade ikke hinanden.
Det er et Ord.
Ingeb
.
maa vi skilles ad.
Jeg forstaaer!
Ingeb
.
os sammen saa –
Ja, saa vilde det falde dig sværere
at blive fri for mig!
Ingeb
.
være min Brudesvend.
Og skulde Sligt times mig, saa vil
du nok være mig til Villie paa sam-
me Viis.
Ingeb
.
umildt sindet mod mig.
Vist ikke, jeg skal række dig Haan-
den hvor vi mødes!
Ingeb
.
bare ikke for Alteret.
(gaaer ind i Skoven tilhøire).
Faksimile
Alfhild
(alene).
hist er kun Gravens Læ.
8de Scene.
Alfhild. Fru Kirsten. Arne. Bønder.
(Senere) Olaf Liliekrans.
Fru Kirsten
.
fældet din Dom, og jeg vil bekræfte den.
(kommer frem paa Klippepynten
mellem Træerne, uden at bemærkes)
.
(afsides).
Alfhild! Hjælp Gud! hvad er det!
Fru Kirsten
.
hvo frelser og ægter hende?
(Hun seer sig om; Alle tie. – Fru Kirsten
hæver raskt Haanden til Tegn; Karlene
gribe Alfhild; i samme Øieblik
styrter Olaf frem paa Klippepynten
i fuld Bryllupsklædning).
Jeg frelser og ægter hende!
Faksimile
(Han støder Karlene bort og afriver
hendes Baand. Alfhild synker med
et Skrig til h{e}an{d}ses Bryst; han om-
slynger hende med den venstre
Arm og løfter den Høire truende i
Veiret).
Fru Kirsten
.
Beskjæmmet dig for evig.
Nei, jeg aftvætter den Skam og Skjænd-
sel, som jeg paadrog mig ved min
Færd mod hende! Min Brøde Min
vil jeg udsone og gjøre mig selv lyk-
kelig derved! (fører Alfhild frem).
Ja, for Eder Alle nævner jeg høit og
lydt denne unge Kvinde som min
Brud! Hun er uskyldig i Alt det
som er paasagt hende; kun jeg har
forbrudt mig. (Bøier Knæ for hende).
Og for din Fod beder jeg dig glemme og
forlade –
Faksimile
Fru Kirsten
.
ikke længer Moder for dig
Stor Sorg voldes mig derved, skjøndt
det er længesiden I var en sand Mo-
der for mig. I brugte mig kun til
at bygge Eders egen Stolthed iveiret,
jeg var svag og fandt mig deri.
Men nu har jeg vundet Kraft og Vil-
lie; nu staaer jeg fast paa mine
Fødder og grunder min egen Lyk-
kes Bygning.
Kirsten
.
Men betænker du da ikke –
Intet vil jeg { <...> }meer betænke; jeg veed
hvad jeg vil. Nu først forstaaer jeg
min sælsomme Drøm. Det blev mig
spaaet at jeg skulde finde den fa-
greste Blomst, at jeg skulde plukke
den sønder og drysse den ud for alle
Vinde. O, saaledes er det skeet! En
Faksimile

Kvindes Hjerte er den fagreste Blomst
i Verden; alle de rige og gyldne Bla-
de deri har jeg sønderrevet og drys-
set ud for alle Vinde. Men trøst
dig Alfhild! Mangt et Sædefrø er
fulgt med, Sorgen har modnet det,
og deraf skal spire et rigt Liv for
os herinde i Dalen; thi her vil vi bo
og bygge.
Kirsten
.
Mit Minde har I dertil.
Tak, min Moder, tak! nu fattes mig
Intet meer!
Arne
.
hun ikke mere er til.
Jovist er hun til!
Arne
.
Hvor er hun? Hvor?
Det kan jeg ikke sige; men det er
at nævne at vi Beggeto i Venskab
have brudt Trolovelsen.
Faksimile
68
9de Scene.
Forrige. Ingeborg. Hemming
10de Scene.
Forrige. Thorgjerd.
Alfhild
.
Min Fader!
Alle
.
Hendes Fader!
Ja, ja Gubbe! Idag er her folk-
somt og lysteligt herinde, og saa
skal det herefterdags blive ved.
Det er din Datters Bryllup, som holdes;
af Kjærlighed har hun kaaret sin
Fæstemand, om Kjærlighed har du
sjunget for hende, – du vil ikke
være os imod!
Thorgjerd
.
Og klare dets gjærende Tanker!
Olaf
.
Men stundom vil du dog gjæste os her!
Nu skal en Hal mellem Birkene bygges;
Faksimile
69.
Her min Alfhild! skal dit Liv betrygges,
Jeg og min Elskov skal leve dig nær,
Aldrig dit Øie af Taarer skal skygges!

Faksimile

Forklaringer

Tegnforklaring inn her