Henrik Ibsens skrifter: Diktsamling:

Til hende stod mine tanker

hver en sommerlys nat;

men vejen den bar til elven

i det duggede

orekrat.

Hej, kender du gru og sange,

kan du

kogle den dejliges sind,

så i store kirker og sale

hun

mener at følge dig ind!

Jeg

maned den våde af dybet;

han spilled mig

bent fra Gud; –

men da jeg var bleven hans

mester,

var hun min broders brud.

I store kirker og sale

mig selv jeg spilled ind,

og

fossens gru og sange

veg aldrig fra mit sind.

Du gamle hal med de mure grå,

hvor

uglen bygger sig rede, –

så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på

kong Lear på den vilde hede.

Han gav sine døtre kronens skat,

han gav dem sit dyreste eje;

da jog de ham ud en uvejrs-nat,

at færdes på

vildsomme veje.

Du hal, som tynges af tidens vægt,

du måtte det samme

friste; –

du gav

en

utaksom efterslægt

den dyreste skat, du vidste.

Du gav os mindernes gyldne høst,

en

saga med billeder rige.

Men hørtes en eneste sønne-røst

sit «tak» gennem natten skrige?

Der måtte du stå, som

Albions drot,

til leg for de

kåde vinde;

sex hundrede år

hven stormens spot

omkring din grånende tinde. –

Nu dages det,

gubbe;

dit folk er vakt;

nu prøver vi fejlen at rette:

vi

flikker med klude din kongedragt;

du har alt en

narrehætte.

Og derfor, du hal med de mure grå,

hvor uglen bygger sig rede, –

så tidt jeg dig ser, må jeg tænke på

kong Lear på den vilde hede.

Jeg mindes så grant, som om idag det var hændt,

den kveld jeg så i bladet mit første digt på

prent.

Der sad jeg på min hybel og med dampende drag

jeg røgte og jeg drømte i saligt

selvbehag.

«Et skyslot vil jeg bygge. Det skal lyse over Nord.

To

fløje skal der være; en liden og en stor.

Den store skal huse en udødelig skald;

den lille skal tjene et pigebarn til hal. –»

Mig syntes at i planen var en herlig harmoni;

men siden er der kommet forstyrrelse deri.

Da mester blev fornuftig, blev slottet splittergalt:

storfløjen blev for liden, den lille fløj forfaldt.

«

Min Gud, jeg kan ej Deres smag forstå,

ved ej, hvor De har Deres øjne!

Hun er ingen skønhed, og regnes må

så halvvejs til de

forfløjne.» –

Ja, vistnok det mere stemmende var

med

tonen i dagens

dramer,

ifald jeg mig kåred et exemplar

iblandt de normale damer.

De

pranger, som vinterens blomsterflor,

så sirligt i vinduskarmen;

som potteplanter i lunken jord

de grønnes ved

kakkelovns-varmen.

Og regelmæssigt hver blomstergren

forynges efter sin dvale; –

ja, var jeg fornuftig, jeg kåred mig en

imellem de mange normale.

Hvad hjælper fornuftens

kløgtige garn!

Dens røst er mig

led og

vammel;

thi hun er et markens friluftsbarn

og sexten

skærsommere gammel!

Vi gik en dejlig vårdag

alléen op og ned;

lokkende som en gåde

var det

forbudne sted.

Og vestenvinden vifted,

og himlen var så blå;

i

linden sad en fuglemor

og sang for sine små.

Jeg malte digterbilleder

med legende farvespil;

to brune øjne lyste

og lo og lytted til.

Over os kan vi høre

hvor det tisker og ler; –

men vi, vi tog et smukt farvel,

og mødtes aldrig mer. –

Og når jeg ensom driver

alléen op og ned,

så har for de fjærede småfolk

jeg aldrig ro og fred.

Fru

Spurv har siddet og lyttet,

mens vi troskyldigt gik,

og gjort om os en vise,

og

sat den i musik.

Den er i fuglemunde;

thi under løvets tag

hver

næbbet sanger nynner om

hin lyse forårsdag.

Sommernattens slør med milde

folder sig om jorden spænder;

enkle stjerner, store, stille,

blege bagom skodden brænder.

Fjorden

letter nu sit trange

bryst med

dump og dæmpet stemme.

Hør, det er som barndomssange,

dem en aldrig ret kan glemme.

Gamle Akershus ser roligt

gennem tågen over sjøen;

stundom nikker han fortroligt,

tykkes mig, mod

Hovedøen.

Akershus, den gamle hvide,

står såvisst i stærke drømme;

sikkert styrer han med stride

åretag mod mindets strømme.

Ja – de gæster ham, de svundne

blodværksmænd fra mørke tider; –

linombundne,

floromvundne

gennem hallen stilt de

skrider.

Og se der –, jeg ser og gruer,

snart i brand og snart i frysning –,

bag de høje salsvinduer

dirrer der en

blålig lysning.

Hvem er han, hin tunge

ridder

med den røde glød i øjet, –

han, som

stur i salen sidder,

i sin stol fremoverbøjet?

Ja, for visst!

Kong Kristjern er det!

Panden skrukket, kinden gusten; –

hånden famler efter sværdet,

sliren er af blodskvæt rusten. –

Lig en gravlagt storheds minde,

fyrstefager end at skue,

i

karnappet står en kvinde;

det er visst

Knut Alfsøns frue.

Danske flåden er i fjorden;

hendes husbond gik at værne

værgeløs om fædrejorden, –

kom som gæst til

Gyldenstjerne.

Liglagt ror de ham

tilstrande

uden sang og uden

kærte; –

hugget i Knut Alfsøns pande

var et hugg i Norges hjerte. –

Se den bundne mand i

kåben.

Let, jeg tænker, navnet gættes;

hundred hærmænd under våben; –

Herlof Hyttefad skal rettes.

Bål er rejst i

Ormegården;

blodet

blommer

dødning-linet;

fire

svende står ved båren, –

Kristjern glytter bag gardinet.

Rige frihedsmand, som strøde

for dit folk i døden roser!

Mer end

kirkevirak søde

blodrøg, som fra bålet oser!

Martyrblod med sædens kræfter, –

sæd fra Norges

ulivs sårdag,

som tre hundred år derefter

sprat ved Ejdsvolds Værk en vårdag!

Og se der –! Nej,

undaf gled det,

thi «

løs af» det lød fra vagten; –

Akershus har

åndeklædet

byttet bort mod hverdagsdragten.

Ederfuglen i Norge bor;

der holder han til ved den blygrå fjord.

Han plukker af brystet de bløde dun,

og bygger sig

rede både varm og lun.

Men fjordens fisker har stålsat

hug;

han plyndrer redet til sidste fnug.

Er fiskeren

grum, så er fuglen varm;

han ribber igen sin egen barm.

Og plyndres han atter, så klæder han dog

sit rede påny i en velgemt krog.

Men røves hans tredje, hans sidste skat, –

da

spiler han vinger en forårs-nat.

Da kløver han skodden med blodigt bryst; –

mod syd, mod syd til en solskins-kyst!

Se, min bedste, hvad jeg bringer;

blomsten med de

hvide vinger.

På de stille strømme båren

svam den drømmetung i våren.

Vil du den til hjemmet fæste,

fæst den på dit bryst, min bedste;

bag dens blade da

sig dølge

vil en dyb og stille bølge.

Vogt dig, barn, for tjernets strømme.

Farligt, farligt der at drømme!

Nøkken lader som han sover; –

liljer leger ovenover.

Barn, din barm er tjernets strømme.

Farligt, farligt der at drømme; –

liljer leger ovenover; –

nøkken lader som han sover.

Gutte-kåd, af

granepinde

snitted jeg en

fuglefælde.

Førend jeg til ti kan tælle,

flakser fuglen stængt derinde.

Og jeg bar med grusom glæde

fælden ind i

barnestuen,

skræmte fangen med mit vrede

blik, med fagter og med truen.

Da jeg

ret mig havde moret,

og til gagns min

grumhed mættet,

lod jeg fælden stå på bordet, –

åbned så forsigtig brættet.

Ej, hvor bruger han sin vinge!

Liv og frihed er ham buden; –

ud mod lyset vil han svinge

sig, men tumler knust – mod ruden! –

Fugl i fælden, du er hævnet!

Nu er selve gutten

hildet

i et stængsel, hvor han evned

kun at flakse om forvildet.

Også ham et øje stirrer

skræmsomt på igennem gittret.

Dette blik hans sind forvirrer;

rædsel har ham

gennemsittret.

Og når han

på gab tror ane

vinduet, som til frihed bringer,

dratter han med brudte vinger,

bums, ifra sin stængte bane.

Bergvæg, brist med drøn og brag

for mit tunge hammerslag!

Nedad må jeg vejen bryde,

til jeg hører malmen lyde.

Dybt i fjeldets øde nat

vinker mig

den rige skat, –

diamant og ædelstene

mellem

guldets røde grene.

Og i dybet er der fred, –

fred og

ørk fra evighed; –

bryd mig vejen, tunge hammer,

til

det dulgtes hjertekammer!

Engang sad som gut jeg glad

under himlens stjernerad,

trådte vårens blomsterveje,

havde barnefred i eje.

Men jeg glemte dagens pragt

i den midnatsmørke

schakt,

glemte liens sus og sange

i min grubes tempelgange.

Dengang først jeg steg herind,

tænkte jeg med skyldfrit sind:

dybets ånder skal mig råde

livets endeløse gåde. –

End har ingen ånd mig lært,

hvad mig tykkedes så

sært;

end er ingen stråle runden,

som kan lyse op fra grunden.

Har jeg fejlet? Fører ej

frem til klarhed denne vej?

Lyset blinder jo mit øje,

hvis jeg søger i det høje.

Nej, i dybet må jeg ned;

der er fred fra evighed.

Bryd mig vejen, tunge hammer,

til det dulgtes hjertekammer! –

Hammerslag på hammerslag

indtil livets sidste dag.

Ingen morgenstråle skinner;

ingen håbets sol oprinder.

Du kaldte dig min unge vin,

mig

karret

løvomkranset.

Du dufted sød, du perled fin,

du gæred hed, og du var min; –

da blev processen standset.

Min vin blev stjålen af en

fløs;

men karret

bærmen

aver.

Jeg skal ej

knalde dig af døs;

jeg exploderer ej, min tøs, –

jeg

falder blot i staver.

Den tid jeg gik i skolen

var mod nok i mit sind, –

at sige, så længe til solen

gik under bag bergets tind.

Men lagde sig nattens skygge

udover ås og myr,

da skræmte mig spøgelser stygge

fra sagn og fra eventyr.

Og bare jeg lukked øjet,

jeg drømte så meget og mangt, –

og alt mit mod var fløjet –

Gud vide må hvor langt.

Nu er der en forandring

med alting i mit sind;

nu går mit mod på vandring

ved morgensolens skin.

Nu er det dagens trolde,

nu er det livets larm,

som drysser alle de kolde

rædsler i min barm.

Jeg gemmer mig under fligen

af mørkets skræmsels-slør;

da ruster sig al min

higen

så

ørnedjerv som før.

Da trodser jeg hav og flammer;

jeg

sejler som

falk i sky,

jeg glemmer angst og jammer –

til næste morgengry.

Men

fattes mig nattens

foerværk,

jeg

ved ej mit arme råd; –

ja, øver jeg engang et storværk,

så blir det en mørkets dåd.

Solglad dag i

hegnet have

skabtes dig til lyst og leg;

tænk ej på, at høstens gave

tidt-nok vårens løfter sveg.

Æbleblomsten, hvid og vakker,

breder over dig sit

tjeld, –

lad den så langs alle bakker

drysses

vejrslåt næste kveld.

Hvad vil du om frugten spørge

midt i træets blomstertid?

Hvorfor sukke, hvorfor sørge,

sløvet under slæb og slid?

Hvorfor lade

fugleskræmmen

klappre dag og nat på stang?

Glade broder, fuglestemmen

ejer dog en bedre klang!

Hvorfor vil du

spurven jage

fra din rige blomstergren?

Lad den før som sangløn tage

din forhåbning en for en.

Tro mig, du ved byttet vinder,

tusker sang mod

sildig frugt;

husk moralen «tiden

rinder»;

snart din frilufts-lund er lukt.

Jeg vil leve, jeg vil synge,

til den dør, den sidste hæk; –

fej da trøstig alt i

dynge,

kast så

hele stasen væk!

Grinden op; lad får og kviger

gramse grådigt,

hver som bedst;

jeg brød blomsten;

lidt det siger,

hvem der tar den døde rest.

Tungt trak det op; en regnsky brast,

og kløften blev en elv i hast.

Og

alt som uvejrs-flommen steg,

den bobled, bruste, sang og skreg.

Det trak forbi; det

lufted væk,

og elven skrumped ind til bæk.

Der hvisled dråbers regnbu-støv;

der rasled perler over løv.

En vakker

hundedag – som før

lå kløftens grusbund ganske tør.

Men klangen blev: der hvisled støv,

der knirked

kvas, der rasled løv.

Det minded fjernt om

kildevæld.

Jeg selv har sværmet der en kveld.

I dalen er der sommernat

med lange skyggers slør;

i højden

går om bergvæg brat

en sjø for kveldens

bør:

der vælter skyens bølger grå,

og intet syn når op

til

jøklen, som i dagen lå

og vidt udover bygden så,

med solguld om sin top.

Men over tågebølgers

brand,

i glans af guld og rav,

der

højner sig et fredlyst land,

lig øflok spredt i hav.

Den store fjeldfugl sejler slig

som skibet videst ud,

mens tinders rad bag

jøkelflig

står, hærklædt

troldefylking lig,

og truer vest mod Gud.

Dog se, derborte

sel og

kvé

i slør af

fonnens

bræm!

Der blåner fjeld, der glittrer sne

omkring det stille hjem.

Det er en verden for sig selv,

og folket er som den, –

fra bygden skilt ved

urd og elv,

det har et større himmelhvælv,

og bedre sol til ven.

Se

sæterjenten lydløs stå

i glød og skygger svøbt.

Den

alvors-alf, hun stirrer på,

har intet ordlag døbt.

Hun ved ej selv hvor langt han vil,

så lidt hun ved hans navn;

men under

lur og bjældespil

det bærer bort i solfalds ild; –

mon tro, der findes havn? –

Det er så kort, dit højlands-liv

på sætervold ved bræ;

snart foldes snevejrs-kåben stiv

udover sel og kvé.

Da sidder du ved ovnens kul

i vintrens vante færd; –

men spind du trøstig

hamp og uld:

et syn på højfjelds-kveldens guld

er vel sin vinter værd.

Frem gennem holmernes række,

den hellige skinnende dag,

damper vor stolte

snekke,

pyntet med hundrede flag.

Ungdommens sang

inden borde,

jubel fra bryst og mund,

vælter sig vidt over fjorde,

fylder de trange sund.

Fremmest i stavnen klinger

hornets og

tubaens slag.

Kirkeklokkerne ringer; –

dem hører ej

Strilen idag.

Han hører ej klokker kime,

han glemmer sin salmebog,

han glemmer

højmessens time

for sangernes søndags-tog.

Men, tro mig, som der han sidder

og undres og stirrer ud

over de tonende vidder, –

han er ikke langt fra Gud.

Han skønner ej togets tanke,

ved ej, hvad slig færd har

voldt, –

men kender nok blodet banke

i veksling, snart varmt, snart koldt.

Han letter sig fra sin tue

derborte på næssets

knat;

og

sangeren svinger sin hue,

og Strilen tar til sin hat.

Gennem

leden,

skaldet og nøgen,

vi stryger på

rullinger blå;

han sidder og ser efter røgen

så langt, som øjet kan nå.

Vi flyver med flagrende

faner,

vi synger os fuglefri;

han sidder igen og aner:

nu strøg noget stort forbi.

Vi stævner til strålende fester

med blomster og lampe-skær;

han kender ej andre gæster,

end alvorets tause hær.

Og dog, lad det aldrig dig nage,

du hindred hans kirkegang;

visst tog han fra mødet tilbage

en

afglans af lys og sang. –

Se, slig skal vi brødre, vi unge,

på livsfærden, festlig og rig,

vidne med vækkende tunge

langs landet i bugt og vik.

Der er ej så taus en hule,

lidt

genlyd ejer den jo.

Vi er som de

sjungende fugle

med frøkorn i næb og klo.

Hvorhelst end vingerne stryger,

langs fjeldryg, som lavt over fjord,

et

frøkorn fra flokken fyger

til trivsel i længtende jord.

Min hvide svane,

du stumme, du stille;

hverken slag eller trille

lod sangrøst ane.

Angst beskyttende

alfen, som sover, –

altid lyttende,

gled du henover.

Men sidste mødet,

da eder og øjne

var

lønlige løgne, –

ja da, da lød det!

I toners føden

du slutted din bane.

Du sang i døden; –

du var dog en svane!

Med sommer i sind foer vi frem gennem sund og fjord;

livsmodet svulmed i bølgende kor.

I

løvspring under led,

i fuglesangen med,

fandt vi samme

higende

drift, som i os, –

længsel imod lyset med jubel og trods!

Ja, sangerens sind er som

birken i solvarm vår;

gærende saft gennem årerne går;

der modnes den tilsidst

som løvkrans over kvist;

se, da er hans fylde i

kvad sprungen ud:

længsel imod lyset er livsgådens bud.

Men

hist i det lokkende lysland er kvindens hjem;

kvad-frøets spirer fra hende gik frem.

Til hende de på ny

som voksne kvad skal fly.

Priset være kvinden hvor sangbølgen går;

hun er fagrest dag-glans i sangerens vår!

Unge Norge, sænk dit flag,

lad det foldes tungt om stangen;

der er sorg i glædens lag,

gråvejrs-tyngsel over sangen.

Sommersol i li og lund

bær ej smil til folkemund:

helbud over landet rider,

melder at

kong Oskar lider.

Ja, han lider langt herfra,

har ej syn for sol og sommer.

Unge Norge, ræk ham da

folkehjertets fagre blommer!

Luft fra livets friske væld

tør ham lindre for en kveld.

Sæt dig stille ved hans leje,

skænk ham, hvad du har i eje!

Han for dig har stridt og tænkt,

from og folkekær i lande.

Nu har

fulest

sot sig sænkt

som et slør om kongens pande; –

gæst ham nu med vuggesang,

tag ham som dit barn i fang,

lad mod drømmens strand ham stævne, –

fager drøm har lægdoms-evne.

Kongen lider. Højt og hult

går hans bryst som sjø for stormen;

kongens bryst, så rigt og fuldt,

er nu hjem for

helsots-ormen.

Unge Norge, hvert dens hugg

svale du med sangens dugg; –

folkets kvad for kongens helse

lindring har, om end ej frelse.

Sænk dig, konge, sødt i blund;

folket om dit leje sidder; –

gæst i drømme Norges lund,

furumo og fjeldets vidder.

Langs med led i hver en bugt

er der

søndagsligt og smukt;

kvæg dig, konge; – fromt og stille

fejres

folkesorgens gilde.

Did i drøm, hvor elvesus,

under

urd og højfjelds-rygge,

dugger bondens

bjelkehus,

mellem liens løv i skygge!

Gubben med det hvide skæg

står på

hellen udfor væg,

standser mænd, som opad rider,

spør om kongen endnu lider.

Styr din flugt udover vik.

Ser du guttens leg i haven?

Se, hvor han

den røde flig

fæster højt på

gærdestaven.

Han har hørt af far en dag:

flaget er kong Oskars flag; –

derfor han fra lysthus-taget

leger konge, – frigør flaget.

Svanevinget under sejl

kløver

briggen bølgetoppe.

Konge, læs dit navn i

spejl;

konge, hils, – dit flag er oppe!

Skuden

træder, let og kæk,

havfru-dans med

krænget dæk; –

Norges sejler evigt bære

Norges flag til Oskars ære!

Ak, min konge, –

stakket drøm

folkets vuggesang dig skænker;

ormens helbid, smertens strøm,

magtløs dig til lejet lænker.

Men så tidt en lindring sval

vifter over al din kval, –

tag det for en bøn, som svinger

sig mod Gud fra folkets

bringer!

Mens lien gulner og skogens flor

for

løvfalds-stakken må vige,

her vier ind vi en urtegård

for åndens evige rige.

Den ligger højt på klippegrund,

den står med mure trygge; –

Gud signe mildt fra denne stund

det værk, vi her fik bygge!

Vi fjeldets sønner, vi ved så vel

at urt kan

artes på

hejen,

at

tallens top, der den gror på fjeld,

mod himlen kækt finder vejen; –

vi ved, at strå bag bergets

urd

kan aksets kronguld bære; –

så trives og bag skolens mur

den grøderige lære!

Thi Gud vil sende sit godvejr ned

til urtegården herinde,

så tankens spirer, så åndens sæd

sig frem til modning kan vinde;

han skænke frimarks luftning mild,

og lys fra livets vidder;

thi friluft trænger tanken til,

som våren fuglekvidder. –

Så vær da viet til sjælerøgt,

du åndens fredlyste have!

Det frø, her lægges,

det spire trygt

udover slægternes grave!

Skil aldrig livets vårnatur

fra lære-hjemmets tanke, –

og hvælv dit tag og højn din mur

som værn, men ej som skranke!

Nu

bær de tusend klokker bud

vidt over fjord og fjeld;

to

frændefolk i sørgeskrud

tar med sin

drot farvel.

I hjemlig krog, på

alfart torg,

er tanken en idag, –

fra

bjelkehus og kongeborg

en æt i gråd, to folk i sorg

om Oskars

sarkofag.

Tilsammen længst har folk og drot

i smertens nætter lidt.

Nu er det stilt på kongens slot;

thi ud har kongen stridt.

Snart gravkapellets port blir lukt;

der blunder han i fred; –

men udenfor skal blomstre smukt

en

sæd igennem tiders flugt, –

den

skær ej døden ned.

Hans ben i kirken

hviler sødt,

hans ånd mod højden foer.

For visst han far og søn har mødt

i

kårne sjæles kor.

Som

sagnets helt til himmelport

i faldnes følge kom,

så foer kong Oskar sejrrig bort;

han gik med vidners følge stort

ind til sin herres dom.

Men følget var ej

valens høst,

sværdbidte mænd på rad;

hans sag er talt med bedre røst

i folkets takke-kvad.

Fra Oskars milde kongespor

slog

alfers fylking ud; –

de gik at vidne der han foer, –

og derfor var hans

hird så stor,

da ind han

tren for Gud. –

Så hvil dig, drot, hos herren ud, –

her er din gerning endt;

dit virke står i sommerskrud,

som fagrest monument.

Den sorgens sky, som har sig bredt

om land, vil spredes ad, –

men Oskars kamp for sandt og ret

skal bo hos folk og konge-æt

i Nordens minders rad.

Thingmænd, mindes

I, hvad findes

gemt fra sagnets nat?

Eller mon I glemte

Egils tog til Jæmte-

jarlen gæve

for at kræve

norske kongens skat?

Egils følge

ræd

sig dølge

gad, der gubben foer.

En for en ham svigter;

Jæmten står og sigter

skjult i lien; –

rødt på stien

blodets roser gror.

Da går brede

drag af vrede

over

gubbens bryn;

rundt sig fiender flokked;

skjoldeløs han lokket

står i fælde.

Saga melde

monne da et syn:

Bergets

helle,

brudt i vælde,

surred han med

bast,

bandt den frempå bringen,

skred, skønt fulgt af ingen,

bent mod målet; –

Jæmte-stålet,

Jæmtens

hærmod brast.

Jarlen fandt han,

skatten vandt han,

sad i Jæmtens hal.

Vennesælt lød ordet;

mjøden gik om bordet,

slut var striden; –

aldrig siden

ønsktes Egils fald. –

Frihedsbårne,

folkekårne

mænd fra dal og strand, –

Egils hverv er eders;

thi skal og hans hæders-

klædte minde

sagabinde

hver, der står som han!

Templet så I med de brustne buer

i det høje kor;

endnu, grå som

gubben, vidt det skuer,

mæler mindets ord:

engang kvad derinde Svenskens sanger

kækt om sejr og blod;

og ved

Olafs-skrinets

alterfod

bandt den djærve svenske mand sin ganger.

Landet så I med de trange dale,

I så bræen hvid;

også den kan med om mindet tale

fra vor ufreds-tid:

templets sprængte mur kan pragt ej dække,

knust er Olafs skrin;

men deroppe, under

viddens lin,

sover stilt en hær i rad og række.

Svenske broder! Over grænse-fjelde

banet vej nu går.

Templet har et yngre sagn at melde:

sagnet fra iår.

Her, hvor hedest had i hærtid brændte,

samles

frænder nu;

mindehallen for en fortids gru

står, som løftets hal, med sejr ivente.

Ja, skønt

Olafs-kirkens skat gik under,

lever folket end;

og om Svenskens mænd på vidden blunder, –

han har fler igen.

Signet være da

hans hæders-fane

og

vort unge flag; –

fælles vaje de for Nordens sag

under fælles

drot på fælles bane!

Nu er

pris i mængdens munde; –

først dog måtte kæmpen blunde.

Han et lys i landet tændte;

I med det hans pande brændte.

Han et sværd jer svinge lærte;

I det prøved mod hans hjerte.

Hvast han stred mod

døgnets trolde;

I ham

klemte mellem skjolde.

Men en glansfuld vindings stjerne

tog I efter ham at værne. –

Slør den ej, hvis

tornekronet

høvding sove skal forsonet!

Lig et nybyg i de tykke skoge

lå vort fædreland.

Gagnløst grov sig bondens gamle ploge

gennem

moens sand.

Det, som trængtes mest, var sol derinde,

det var dagens bad; –

frem da gik, med

bilens blanke blad,

gæve rydningsmænd i signet minde.

Da kom liv iblandt de

trøskne stammer

på den

golde mo;

der, hvor

tyriroden

sprat i flammer,

kunde kornet gro; –

og da rydningsværket først var

øvet,

rejstes

grænd ved grænd,

vokste op en slægt af stærke mænd, –

enkelt sanger

kvad vel og blandt løvet.

Gæve

rydningsmand i åndens rige!

Du er en af dem,

for hvis

dagværk mørket måtte vige

i vort fædrehjem.

Solguld sænktes mellem vindfalds-graner

ved din

biles blad; –

derfor hilses du ikveld med kvad,

som et taksomt sind fra hjertet maner.

For hvad spredt i livet var dit virke,

gør dig

Saga skel;

vi, som sønner kun af tankens kirke,

hylder dig ikveld.

Længe glimte dine klare syner

over vidden ud; –

sagnet siger, sædens unge skud

trives fagrest når i vest det lyner.

Nu løftes

laft og lofte

til

stjernehvælven blå;

nu flyver lille Håkon

med drømmevinger på.

Der er

en stige stillet

fra jord til himlen op;

nu stiger lille Håkon

med englene til top.

Guds engle små, de våger

for vuggebarnets fred;

Gud sign’ dig, lille Håkon,

din moder våger med.

De sidste gæster

vi fulgte til grinden;

farvellets rester

tog nattevinden.

I

tifold

øde

lå haven og huset,

hvor toner søde

mig nys berused.

Det var en fest kun,

før natten den sorte;

hun var en gæst kun, –

og nu er hun borte.

Stormsvalen ruger, hvor landet

glipper; –

jeg har hørt det selv af en gammel skipper.

I skumkammens fråde vingerne dynker hun;

rullingen

træder hun; aldrig synker hun.

Med havet hun daler; med havet hun stiger;

i

havblik hun tier; mod storm hun skriger.

Det er en færd mellem flyven og svømmen,

som midt mellem himmel og afgrund drømmen.

For tung for luften, for let for bølgerne –;

digterfugl, digterfugl, – der har vi følgerne!

Ja, og hvad værst er, – i lærdes øjne

gælder det meste for

skipperløgne.

Agnes, min dejlige sommerfugl,

dig vil jeg legende fange!

Jeg fletter et garn med masker små,

og maskerne er mine sange!

«Er jeg en sommerfugl, liden og skær,

så lad mig af

lyngtoppen drikke;

og er du en gut, som lyster en leg,

så jag mig, men fang mig ikke!»

Agnes, min dejlige sommerfugl,

nu har jeg maskerne flettet;

dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, –

snart

sidder du fangen i nettet!

«Er jeg en sommerfugl, ung og

blank,

jeg lystig i legen mig svinger;

men fanger du mig under nettets spind,

så rør ikke ved mine vinger!»

Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd

og lukke dig ind i mit hjerte;

der kan du lege dit hele liv

den gladeste leg, du lærte!

Jeg kaldte dig mit lykkebud;

jeg kaldte dig min stjerne.

Du blev da også,

sandt for Gud,

et

lykkebud, der gik – gik ud; –

en stjerne –, ja, et stjerneskud,

der slukned i det fjerne.

Hør, ved De hvordan en

dyretæmmer

får lært

sin bjørn, hvad den aldrig glemmer?

I en

bryggerkedel han binder dyret; –

så blir der tæt under kedlen fyret.

Imidlertid han på

positivet

spiller for bamsen: «Fryd dig ved livet!»

Af smerte knapt kan den lodne

sanse;

han kan ikke stå, og så må han danse.

Og spilles siden den melodi ham, –

fluks farer en dansende djævel i ham. –

Jeg selv sad engang i kedlen nede,

under fuld musik og forsvarlig hede.

Og dengang brændte jeg mer end skindet;

og det går aldrig mig ud af mindet.

Og hvergang genklang fra den tid lyder,

det er som jeg bandtes i gloende gryder.

Det kendes som stik under neglerødder; –

da må jeg

danse på versefødder.

Da det

til agters gik for Nordens guder,

da

Balder fældet var og

Odin sad

som sløvet bedstefar på

Lidskjalfs puder

iblandt de blundende

einherjers rad, –

mens selve

Tor lar stå det fyldte fad,

og

Brage døsig over harpen luder, –

da spåde

Vala: «Snart står verden tom!»

Nu rejser Wiehe; – nu spår H. Ø. Blom.

Du er den Vala, som profetisk lyner,

imens for folket du poetisk spår;

du melder

metrisk om de sikre «syner»,

som foran

råheds-sildestimen går;

af

svartalf-flokken, som ved grænsen står,

du skimter alt et glimt af

horn og tryner; –

men hvad du så,

på vingehesten flyvende,

blev

trykt i «Morgenbladet» for den 7de.

Du ræddes for et

ragnarok, som alt

står med

«barbaries» for døren truende.

For så vidt klæber

tankehalen luende

til digtkometens

korpus, tyndt og skralt;

men, tro mig, alle

muser finder gruende

dit

billed-figenblad for spædt og smalt.

Hold derfor op, som

skald, vor kunst at

kværke; –

gør prosa; – verset kommer dig

på tverke.

Husk,

af din gerning kendes skal din tro;

lad derfor ej på

glat-is ud dig narre.

Du

tror dig selv en smagens ridder jo, –

og dog du vil

vor gamle moder

«parre»

med en af kobbelet for

Thespis karre, –

ja, Gud forlade dig, med begge to!

Den

køter-tanke er i kernen rådden; –

den tanke-køter er på vers for

lodden!

Du digter om

et rollefags doublering,

mens folket kræver krigssang for sin kamp;

du fantaserer over «

remplacering»;

dit øje blænder

thevandsbordets damp; –

du har en

hippogrif med god dressering,

men lejer

læredigtets vognmands-gamp; –

højt foran står

en borg med tind og takke;

du vælger farten baglængs nedad bakke.

De trak engang

fra pyramidens indre

et balsameret lig i dagen ud.

Det lå så stolt i sit forstenings-skrud;

det havde glemt, hvor dejligt sol kan tindre; –

hvad nyt det så, det skatted

tifold mindre,

end

sunkne oldtids

bankerotte gud.

«Et bittert smil» om mumiens mund

mon spille,

med hån mod tiden – for den ej stod stille.

På samme sæt du åbned denne dyst.

Med vold du tiden vil i

slummer tvinge;

du harmes ved at høre livet klinge,

du længes ned igen i

gruben tyst.

Dog var der engang

sangbund i dit bryst;

derinde mangen skønheds-alf fik vinge,

fløj ud, erobred land, forplanted ætten;

men du – fornægter

ægtefødsels-retten!

Dog, nu tilbage til din mørke spådom,

at

ragnarok er ventendes bag jul.

Op, alle mand, mød frem og læg nu råd om

det bedste surrogat for

kunstens sul!

Vor egen

barkekost er besk og

ul;

det hjælper hverken bønner eller gråd om.

Men

verdensborger kunsten er, ved læserne; –

så før en

trup da hjem fra –

Japaneserne.

Nej, tingen er at

Kongens København

har eneret på den trafik i landet; –

thi som

Madeiras

most, skønt falsk og blandet,

blir ædel vin på

fad

i skudens stavn,

så skibes op til os mangt

navnløst navn,

som først får værd ved farten over vandet.

Her bænkes den ved kunstens

højbords-brædder,

som hist kun gældte for en

sjællandsk skrædder.

Din skylden var, ifald jeg nu

tog post,

og passed op i lejren hver som snøvler,

og brændte løs på hver en udslidt vrøvler,

som tapper dig din

Dry-Madeira-most.

Mon ej

kothurnen blev til gamle støvler,

og smagens

gudeflesk til

husmandskost

ved analytisk plukken-op i

kransen

fra nummer 3 til korets formand Hansen?

Dog, lad det fare til en anden gang; –

jeg finder snart igen vel

tid og stunder

at kikke indom dør til hint vidunder,

hvis nære fald begrædes i din sang.

Vi vil ej veje nogen enkelts rang;

men

på dit eget kvad min dom jeg grunder:

den tid, som kommer, ragnarok du kalder; –

så er det altså Valhal da, som falder.

Thi foran Valhals fald går ragnarok,

det ved vi alle fra vor første lærdom.

Andhrimner har man, det er sikkert nok,

og ingen tvivler på hans kost er

nærsom, –

for

torsdags-maver da, – om ej så

svær som

det fordum krævedes af

asers kok.

Einherjer mangler ej: kritiken slår dem,

men ej ihjæl; thi publikum dog får dem.

Men hvor er

Tor med hammeren dernede?

Den stærke Tor, som kløver fjeldets væg

og

henter Freja hjem til Nordens glæde,

mens

troldet bider ræd i eget skæg.

Og hvor er

Freyr, som

ejer magt at brede

ud over land et skrud af birk og hæg?

Og hvor er

Yduns-æblet? Find det, kære; –

jeg kan kun se

en overmoden pære.

Nej, Yduns-æblet

fattes, det er sagen,

og Balder

flytter senest i April;

se, derfor lakker det mod endskabs-dagen,

trods slag af køller og trods skud med pil; –

hæng altså

tålsomt dit gevær i hvil, –

stig op på bordet, sy

de faldnes lagen;

thi det du vide må: en gud, som blunder,

kan aldrig ruskes op; han får gå under.

Men vær du trøstig. Ragnarok får ende,

der gryr en fremtids-sol bag åsens

bryn; –

det dæmrer alt for slægtens friske syn,

den bedre morgen er alt

grant at kende.

Du skal få se, at dagens lys kan brænde,

hvor

trøskne stammer knak for nattens lyn; –

du skal få se: den højeste blandt himle

er ikke Valhal, men

det unge Gimle.

Nordpå, fra de danske

strande,

djærv og frisk han foer;

al hans arv var ånd i pande,

høvdings magt i ord.

Viking lig han vilde prøve

værgets vægt, og storværk

øve,

vilde vokse, vilde stige,

vinde sig et rige.

I hans sind var

ungdomsfloden,

vårflom i hans mod;

i den norske fjeldgrund foden

slog som granen rod.

Der gik ry, hvor helten mødte;

stundom hændtes vel, han blødte; –

men det får nok hver mand sige,

at han vandt sit rige.

Nu står

gubben ved sin banes

mål og ser mod sjø,

lyster høre

hjemmets svanes

sang ved

Sundets ø.

Sænk dit skjold, lægg sværd og

bile;

du har stridt, kan trøstig hvile, –

sent skal tidens storme

vejre

bort din sagas sejre!

Thi som

bautastenes række

langs med Norges hav

mæler mægtigt om de

kække,

der gik

længst i grav, –

så skal du i skønheds rige

mindes gennem tusend slige, –

vidne for en rad af slægter,

hvad en høvding

mægter!

Sind, som

svær-mod

stinger,

savner

Brages glæde;

sorgfuld skald så

såre

kvides ved at kvæde.

Skaldeguden skænked

evne mig at

sjunge; –

klinge lad min klage

for mit tab, det tunge!

Harmfuld

norne hærged

hårdt mig verdens veje,

listed lykken fra mig,

ødte Ørnulfs eje.

Sønner syv til Ørnulf

blev af guder givet; –

nu går

gubben ensom,

sønneløs i livet.

Sønner syv, så fagre,

fostret mellem sværde,

værned vikings hvide

hår, som gævest

gærde.

Nu er gærdet

jævnet,

mine sønner døde;

glædeløs står gubben,

og hans hus står øde.

Torolf, – du, min yngste!

Boldest blandt de bolde!

Lidet

gad jeg klage,

fik jeg dig beholde.

Vén du var, som våren,

mod din fader kærlig,

arted dig at

ældes

til en helt så herlig.

Ulivs-sår,

usaligt,

værste ve

mon volde,

har min gamle bringe

klemt,

som mellem skjolde.

Nidsyg norne

nødig

nægted mig sit eje, –

dryssed smertens rigdom

over Ørnulfs veje.

Vegt er visst mit

værge.

Fik jeg guders evne,

en da blev min

idræt:

nornens færd at hævne.

En da blev min gerning:

nornens fald at friste, –

hun, som har mig røvet

alt – og nu det sidste!

Har hun alt mig røvet?

Nej, det har hun ikke;

tidligt fik jo Ørnulf

Suttungs mjød at drikke.

Mine sønner tog hun;

men

hun gav min tunge

evnen til i kvæder

ud min sorg at sjunge.

På min mund hun lagde

sangens fagre gave; –

lydt da lad den klinge,

selv ved sønners grave!

Hil jer, sønner gæve!

Hil jer,

der I rider!

Gudegaven læger

verdens ve og kvider!

Dansken står på

Dannevirke,

spejder spændt mod syd.

Fredriks hjem er

Roskilds kirke,

stængt for stridens lyd.

Dansken slår for liv og æren;

Fredrik kommer ej til hæren;

«Jens» om

Nordens grænsestene

værge må alene.

Nej, – går

blodværk frem af

tvisten

ved den jydske grind,

rejser Fredrik sig af kisten,

kløver nattens vind,

suser frem, som

Ossians helte,

svingende sit sværd fra belte:

«Fremad, børn, til kamp for æren; –

Fredrik er i hæren!»

Thi han lever stærk i mindet,

Danmarks danske

drot, –

kongemod i folkesindet

vidner det så godt.

Derfor frem til sandheds-sejren!

Fredrik er i danskelejren; –

Slaven, Venden og Kroaten

slår ej

landsoldaten!

Nu flokker sig om

Tyras borg, –

kan hænde, sidste gang, –

et folk i nød, et folk i sorg,

med flaget halvt på stang.

Forladt, forladt på farens dag,

forladt i stridens stund!

Var sådan ment det

nævetag,

der loved godt for Nordens sag

i

Axelstad og Lund?

De ord, der flød, som om de kom

fra hjertet lige hid, –

de var da kun en frase-flom;

og nu er tørkens tid!

Det træ, som blomstrings-løfter gav

i festens solskinsvæld,

det står, af stormen kvistet af,

som kors på Nordens ungdoms grav,

den første alvorskveld!

Det var da løgn i

gildeskrud,

kun giftigt

Judas-kys,

hvad Norges sønner jubled ud

ved Sundets strande nys!

Hvad taltes

mellem drot og drot

ved sidste kongefærd?

O, legtes om igen da blot

kong Gustafs leg på Stockholms slot

med Karl den tolvtes sværd!

Et folk i sorg, på dødsens tog

af hver en ven forladt, –

så ender Danmarks sagabog. –

Hvo har dens

Finis sat?

Hvo tålte fejgt, den slutted slig:

og

tysk blev Tyras vold,

mens

Dannebrogs forrevne flig

slog om den sidste Danskes lig

sit

rosenlagens fold? –

Men du, min frelste norske bror,

som står på fredlyst grund

i kraft af løftets fagre ord,

forglemt i farens stund, –

stryg du på flugt fra fædrestavn,

jag over havets hvælv,

gå glemselsgang fra havn til havn,

og list dig til et fremmed navn,

og gem dig for dig selv!

Hvert stormsuk, som i Norge går

langs li fra Danmarks hav,

dig spørgende med rædsel slår:

min bror, hvor blev du af?

Jeg stred en livsens-strid for Nord;

mit hjemland blev en grav; –

jeg spejded over

belt og fjord

forgæves dine

snekkers spor.

Min bror, hvor blev du af? –

Det var en drøm. Vågn stærk og kæk

fra folkesøvn til dåd!

En bror i nød!

Hver mand på dæk; –

her gælder rappe råd!

End kan det stå i saga slig:

dansk, dansk er Tyras vold.

End Dannebrogs forrevne flig

kan over Nordens fremtid rig

slå ud sin røde fold!

Jeg slynged på rim et klokke-klemt

over landet ud; der blev ingen skræmt.

Min gerning var gjort; jeg steg ombord

og

stævned for damp fra det kære Nord.

Vi lå for tåge på

Kattegat;

der var ingen som sov den første nat.

Kahytten var bleven en krigsråds-hal;

passagererne drøfted

Dybbøls fald.

De drøfted alting, fortalte adskillige

vilde træk om

de unge frivillige.

Fra en var en attenårs brorsøn

rendt;

en anden havde mistet sin handelsbetjent.

Så var det naturligt man næsten led;

man var jo selv på en måde med.

I sofaen, ret under lampens skærm,

sad en aldrende frue, frejdig og

ferm.

Til hende var vendt de flestes røster;

enhver vilde være den bedste trøster.

Og damerne yttred med suk og støn

sin angst for fruens eneste søn.

Jeg ser hende endnu, hvor trygt hun nikker,

og smiler og siger: for ham er jeg sikker!

Hvor vakker hun var, den sølvgrå kvinde

med grundmuret tro

i syn og sinde.

Det risled mig varmt gennem marg og blod;

det satte stål i mit slappe mod.

«Dit folk er ej dødt, om end det blunder; –

det lever i kvinde-troens vidunder!»

Dog siden jeg fandt hende mere klog

på livets gang end på livsens bog.

Og derfor blev hun mig også en gåde.

Hvor kom den fra, denne trygheds nåde? –

Forklaringen lå så snublende nær:

sønnen var krigsmand i

vor norske hær.

Kirkespir og kongeborg,

rejst i store fædres dage,

står

på hæld, i landesorg,

som en stum,

forstenet klage.

Norges gamle røde flag

slog sin vinge der en dag,

slakked så, og sørged siden,

halvt på stang, i

ulivs-tiden.

Folkefane, fri og stærk,

flyv igen for fjeldets vinde;

bølg dig om vort nutids-værk,

som du bølged om vort minde.

Blæs det livsens-ånde ind,

viftende fra tagets

tind;

lad din

treklangs-tunge tale

gennem mænd fra strand og dale.

Hvisk dem til, at folkets gård

bygges ej af døde stene;

mind dem om, at år for år

højnes den med ånd alene.

Ve, om ingen der forstod

tanken i din tales flod; –

sænk dig da i

sørgefolder,

som du engang sank ved Svolder!

Ve, om ej din røst fik nå

inderst til

den kårnes øre; –

lad da korsets stærke blå

sorgtungt sig om stangen sløre;

lad dit friske friheds-rødt

foldes sammen, tungt og dødt; –

stryg da, flag,

dit rene hvide,

sne-skavl lig om fjeldets side!

Nej, så vil det aldrig ske!

Frilufts friske pust fra fjeldet

løfter nok de farver tre,

bær til dem nok livsens-vældet.

Højt sig spænder hallens tag;

der er rum for åndens sag.

Haralds store norske tanke

aldrig husvild der skal vanke.

Folkets gård og kongens gård

over mod hinanden

højne!

Frit som

grander to de står,

ser hinanden ind i øjne.

Der går lyn af ånd og ild

ud fra dette øjenspil; –

Sverres, Håkons, Oskars skygger

stilt men stødt i dagen bygger.

Minders hærvagt, sejersstærk,

vogt og værg om folkets virke;

skærm udover alt dets værk

i vort unge samfunds kirke!

Lad så murens sten forgå; –

dådens støtte dog skal stå,

løfte land og mægtigt bære

folket op mod lys og ære.

Der bode en underlig gråsprængt en

på den yderste, nøgne ø; –

han gjorde visst intet menneske mén

hverken på land eller sjø;

dog stundom gnistred hans øjne stygt, –

helst mod uroligt vejr, –

og da mente folk, at han var

forrykt,

og da var der få, som uden frygt

kom Terje Vigen nær.

Siden jeg så ham en enkelt gang,

han lå ved bryggen med fisk;

hans hår var hvidt, men han lo og sang

og var som en ungdom frisk.

Til pigerne havde han skjemtsomme ord,

han spøgte med byens børn,

han svinged

sydvesten og sprang ombord;

så hejste han

fokken, og hjem han foer

i solskin,

den gamle ørn.

Nu skal jeg fortælle, hvad jeg har hørt

om Terje fra først til sidst,

og skulde det stundom falde lidt tørt,

så er det dog sandt og visst;

jeg har det just ej fra hans egen mund,

men vel fra hans nærmeste kreds, –

fra dem, som

stod hos i hans sidste stund

og lukked hans øjne til fredens blund,

da han døde højt opp’i

de treds.

Han var i sin ungdom en vild krabat,

kom tidlig fra far og mor,

og havde alt døjet mangen

dravat

som yngste

jungmand ombord.

Siden han rømte i Amsterdam,

men længtes nok hjem tilslut,

og kom med

«Foreningen», kaptejn Pram;

men hjemme var ingen, som kendte ham,

der rejste som liden gut.

Nu var han vokset sig smuk og stor,

og var dertil en velklædt knægt.

Men døde var både far og mor,

og

sagtens hans hele slægt.

Han stured en dag, ja kanhænde to, –

men så rysted han sorgen af.

Han fandt ej, med landjorden under sig, ro;

nej, da var det bedre at bygge og bo

på det store bølgende hav!

Et år derefter var Terje gift, –

det kom nok på i en hast.

Folk mente, han angred på den bedrift,

som bandt

på et sæt ham fast.

Så leved han under sit eget tag

en vinter i sus og dus –

skønt ruderne skinned, som klareste dag,

med små gardiner og blomster bag,

i det lille rødmalte hus.

Da isen løsned for

lindvejrs bør,

gik Terje med

briggen

på rejs;

om høsten, da

grågåsen fløj mod sør,

han mødte den undervejs.

Da faldt som en vægt på matrosens bryst:

han kendte sig stærk og ung,

han kom fra solskinnets lysende kyst,

agter lå verden med liv og lyst, –

og

for bougen en vinter tung.

De ankred, og kammeraterne gik

med

landlov til sus og dus.

Han sendte dem endnu et længselsblik,

da han stod ved sit stille hus.

Han glytted ind bag det hvide gardin, –

da så han i stuen to, –

hans kone sad stille og

hespled lin,

men i vuggen lå, frisk og rød og fin,

en liden pige og lo.

Der sagdes, at Terjes sind med et

fik alvor fra denne stund.

Han trælled og sled, og blev aldrig træt

af at vugge sit barn i blund.

Om søndagskvelden, når dansen klang

vildt fra den nærmeste gård,

sine gladeste viser han hjemme sang,

mens lille

Anna lå på hans fang

og drog i hans brune hår.

Så lakked og led det til

krigens år

i attenhundred og ni.

Endnu går sagn om

de

trængsels-kår,

som folket da stedtes i.

Engelske krydsere stængte hver havn,

i landet var misvækst og nød,

den fattige sulted, den rige led savn,

to kraftige arme var ingen til gavn,

for døren stod

sot og død.

Da stured Terje en dag eller to,

så rysted han sorgen af;

han mindtes en kending, gammel og tro:

det store bølgende hav. –

Der

vester har endnu hans gerning liv

i sagnet, som djerveste dåd:

«da vinden

kuled lidt mindre stiv,

Terje Vigen rode for barn og viv

over havet i åben båd!»

Den mindste

skægte, der var at få,

blev valgt til hans

Skagensfart.

Sejl og mast lod han hjemme stå, –

slig tyktes han bedst bevart.

Han mente nok, Terje, at båden bar,

om sjøen kom lidt påtvers;

det

jydske rev var vel

svært at gå klar, –

men værre den engelske

«Man of war»

med

ørneøjne fra

mers.

Så gav han sig trøstig lykken ivold

og tog til årerne

hvast.

Til

Fladstrand kom han i god behold

og hented sin dyre last.

Gud ved, hans

føring var ikke stor:

tre tønder byg, det var alt;

men Terje kom fra en fattig jord, –

nu havde han livsens frelse ombord;

det var hustru og barn det gjaldt.

Tre nætter og dage til

toften bandt

den stærke modige mand;

den fjerde morgen, da solen randt,

han skimted en tåget rand.

Det var ikke flygtende skyer han så,

det var fjelde med tinder og skar;

men højt over alle åsene lå

Imenæs-sadlen bred og blå.

Da kendte han, hvor han var.

Nær hjemmet var han; en

stakket tid

han holder endnu vel ud!

Hans hjerte sig løfted i tro og lid,

han var nær ved en bøn til Gud.

Da var det som ordet frøs på hans mund;

han stirred, han tog ikke fejl, –

gennem skodden, som letted i samme stund,

han så en

korvet i

Hesnæs-sund

at duve for

bakkede sejl.

Båden var røbet; der lød et signal,

og det nærmeste

løb var lukt;

men

solgangsvinden blafrede

skral, –

mod vester gik Terjes flugt.

Da firte de

jollen fra

rælingens kant,

han hørte matrosernes sang, – –

med fødderne stemte mod skægtens

spant

han rode så sjøen fossed og brandt,

og blodet fra neglerne sprang.

Gæslingen kaldes de

blinde skær

lidt østenfor

Homborg-sund.

Der bryder det stygt i pålandsvejr,

under

to fod vand er der bund.

Der sprøjter det hvidt, der glittrer det gult,

selv stilleste havbliksdag; –

men går end

dønningen aldrig så

hult,

indenfor er det

som tidest

smult,

med

brækkede

bølgedrag.

Didind Terje Vigens skægte foer

lig en pil mellem

brått og brand;

men bag efter ham, i

kølvandets spor,

jog

jollen med femten mand.

Da var det han skreg gennem brændingens sus

til Gud i sin højeste nød:

«inderst derinde på strandens grus

sidder min

viv ved det fattige hus,

og venter med barnet på brød!»

Dog, højere skreg nok de femten, end han:

som ved Lyngør, så gik det her.

Lykken er med den engelske mand

på rov mellem Norges skær.

Da Terje

tørned mod

båens top,

da skured og jollen på grund;

fra stavnen bød officeren «stop!»

Han hæved en åre med bladet op

og hug den i skægtens bund.

Spant og

planker for hugget brast,

sjøen stod ind som en fos;

på

to fod vand sank den dyre last,

dog sank ikke Terjes trods.

Han slog sig gennem de væbnede mænd

og sprang over

æsingen ud, –

han dukked og svømmed og dukked igen;

men jollen kom

los; hvor han vendte sig hen

klang

sabler og

rifleskud.

De fisked ham op, han førtes ombord,

korvetten gav sejerssalut;

agter på

hytten, stolt og stor,

stod chefen, en attenårs gut.

Hans første

batallie galdt Terjes båd,

thi knejste han nu så kæk;

men Terje vidste ej længere råd, –

den stærke mand lå med bøn og gråd

iknæ på korvettens dæk.

Han købte med tårer, de solgte ham smil,

de

ågred med spot for bøn.

Det

kuled fra øster, tilhavs med il

stod Englands sejrende søn.

Da

taug Terje Vigen; nu var det gjort,

nu tog han sin sorg for sig selv.

Men de, som ham fanged, fandt

sært hvor fort

et noget var ligesom

vejret bort

fra hans pandes skyede hvælv.

Han sad i «

prisonen» i lange år,

der siges, i fulde fem;

hans nakke bøjed sig, gråt blev hans hår

af drømmene om hans hjem.

Noget han bar på, men gav ej besked, –

det var som hans eneste skat.

Så kom attenhundred og fjorten med fred;

de norske fanger, og Terje med,

førtes hjem på en

svensk fregat.

Hjemme ved bryggen han steg i land

med

kongens patent som lods;

men få kun kendte den gråsprængte mand,

der rejste som ung matros.

Hans hus var en fremmeds; hvad der blev af

de to, – han derinde

erfor:

«da manden forlod dem og

ingen dem gav,

så fik de til slutning en fælles grav

af kommunen i fattigfolks jord.» – –

Årene gik og han

røgted sin

dont

som lods på den yderste ø;

han gjorde visst intet menneske ondt,

hverken på land eller sjø;

men stundom gnistred hans øjne stygt,

når det brød over

båer og skær, –

og da mente folk, at han var forrykt,

og da var der få, som uden frygt

kom Terje Vigen nær.

En måneskinskveld med pålandsvind

kom der liv i lodsernes flok;

en engelsk

yacht drev mod kysten ind

med revnet

storsejl og

fok.

Fra

fortoppen sendte

det røde flag

et nødskrig foruden ord.

Lidt indenfor gik der en båd

over stag,

den vandt sig mod uvejret slag for slag,

og lodsen stod

stout ombord.

Han tyktes så tryg, den gråsprængte mand;

lig en kæmpe i

rattet han greb; –

yachten lystred, stod atter fra land,

og båden

svam efter på slæb.

Lorden, med

lady og barn i arm,

kom

agter, han tog til sin hat:

«jeg gør dig så rig, som du nu er arm,

hvis frelste du bær os af brændingens larm». –

Men lodsen slap ror og rat.

Han hvidned om kinden, det lo om hans mund,

lig et smil, der omsider får magt.

Indover bar det, og højt på grund

stod lordens prægtige yacht.

«Den svigted kommando!

I bådene ned!

Mylord og

mylady med mig!

Den slår sig i splinter, – jeg ved besked –

men indenfor ligger den trygge led;

mit

køl-spor skal vise jer vej!»

Morilden brændte der

skægten fløj

mod land med sin dyre last.

Agter stod lodsen, stærk og høj,

hans øje var vildt og hvast.

Han skotted i læ mod

Gæslingens top,

og

til luvart mod

Hesnæs-sund;

da slap han ror og

stagsejl-strop,

han svinged en åre med bladet op

og hug den i bådens bund.

Ind stod sjøen med skumhvidt sprøjt – –

der raste på vraget en strid –;

men moderen løfted sin datter højt

på armen, af rædsel hvid.

«

Anna, mit barn!» hun skreg i sin ve;

da bævred den gråsprængte mand;

han

fatted om

skødet,

drev roret i læ,

og båden var

fast som en fugl at se,

slig foer den i

brått og brand.

Den

tørned, de sank; men havet var

smult

derindenfor brændingens kreds;

opover rak sig en langgrund skjult,

der stod de i vand tilknæs.

Da råbte lorden: «kend, –

båens ryg –

den svigter, – det er ingen

flu!»

Men lodsen smilte: «nej vær De tryg;

en sunken skægte med tre tønder byg

er båen, som bær os nu.»

Der

jog et minde om halvglemt dåd

lig et lyn over lordens træk –,

han kendte matrosen, som lå med gråd

iknæ på

korvettens dæk!

Da skreg Terje Vigen: «alt mit du holdt

i din hånd, og du slap det for ros.

Et øjeblik endnu, og gengæld er voldt – –»

da var det den engelske stormand stolt,

bøjed knæ for den norske lods.

Men Terje stod støttet til årens skaft,

så rank som i ungdommens år;

hans øjne brandt i ubændig kraft,

for vinden flommed hans hår.

«Du sejled

imag på din store korvet,

jeg rode min ringe båd;

jeg trælled for mine til døden træt,

du tog deres brød, og det faldt dig så let

at håne min bittre gråd.

Din rige lady er lys som en vår,

hendes hånd er som silke fin, –

min hustrus hånd den var grov og hård,

men hun var nu alligevel min.

Dit barn har guldhår og øjne blå,

som en liden Vorherres gæst;

min datter var intet at agte på,

hun var, Gud bedre det, mager og grå,

som fattigfolks børn er flest.

Se, det var min rigdom på denne jord,

det var alt, hvad jeg kaldte for mit.

Det tyktes for mig en skat så stor;

men det vejed for dig så lidt. –

Nu er det gengældelsens time slår, –

thi nu skal du

friste en stund,

som vel kommer op mod de lange år,

der bøjde min nakke og blegte mit hår

og sænkte min lykke på grund.»

Barnet han greb og svinged det frit,

med den venstre om ladyens liv.

«Tilbage, mylord! Et eneste skridt, –

og det koster dig barn og viv!»

På sprang stod

Britten til kamp påny;

men armen var veg og mat; –

hans ånde brændte, hans øjne var sky,

og hans hår, – så kendtes ved første gry –

blev gråt i den eneste nat.

Men Terjes pande bar klarhed og fred,

hans bringe gik frit og stilt.

Ærbødig løfted han barnet ned,

og kyssed dets hænder mildt.

Han ånded, som løst fra et fængsels hvælv,

hans stemme lød rolig og jævn:

«nu er Terje Vigen igen sig selv.

Indtil nu gik mit blod

som en stenet elv;

for jeg måtte – jeg måtte ha’e hævn!

De lange år i «prisonens»

kvalm,

de gjorde mit hjerte sygt.

Bagefter lå jeg

som hejens halm,

og så i et brådyb stygt.

Men nu er det over; vi to er kvit;

din skyldner foer ej med svig.

Jeg gav det jeg havde, – du tog alt mit,

og kræv, om du tror du har uret lidt,

Vorherre, som skabte mig slig.» – –

Da dagningen lyste var hvermand frelst;

yachten lå

længst i havn.

Med nattens saga

taug de nok helst,

men vidt foer dog Terjes navn.

Drømmenes uvejrsskyer grå

fejed en stormnat væk;

og Terje bar atter så rank, som få,

den nakke, der krøgtes hin dag han lå

iknæ på korvettens dæk.

Lorden kom, og mylady med,

og mange, mange med dem;

de rysted hans hånd til farvel og Guds fred,

der de stod i hans ringe hjem.

De takked for frelsen da stormen peb,

for frelsen fra sjøgang og skær;

men Terje strøg over barnets

slæb:

«nej, den som frelste, da værst det kneb,

det var nok den lille der!» – –

Da yachten drejed for Hesnæs-sund,

den hejste det norske flag.

Lidt længere vest er en skumklædt grund, –

der gav den det glatte lag.

Da tindred en tåre i Terjes blik;

han stirred fra hejen ud:

«stort har jeg mistet, men stort jeg fik.

Bedst var det, kan hænde, det gik, som det gik, –

og så får du ha’e tak da, Gud!»

Slig var det jeg så ham en enkelt gang,

han lå ved bryggen med fisk.

Hans hår var hvidt, men han lo og sang,

og var som en ungdom frisk.

Til pigerne havde han skemtsomme ord,

han spøgte med byens børn;

han svinged

sydvesten og sprang ombord,

så hejste han

fokken, og hjem han foer

i solskin,

den gamle ørn.

Ved

Fjære kirke jeg så en grav,

den lå på en vejrhård plet;

den var ikke

skøttet, var sunken og lav,

men bar dog

sit sorte bræt.

Der stod «

Thærie

Wiighen» med hvidmalt skrift,

samt året, han hvile fandt. –

Han lagdes for

solbrand og vindes vift,

og derfor blev græsset så stridt og stivt,

men med vilde blomster iblandt.

Der stod i en have et

æbletræ;

det var dryssende fuldt af blomster-sné.

Der vimsed i haven en liden

bi;

en æbleblomst han forelsked sig i.

Så misted de begge sin hjertero.

Men så forloved de sig, de to.

Bien fløj vidt på sin sommerfart.

Da hjem han vendte, var blomsten kart.

Bien sørged og karten led;

men det var nu intet at gøre ved.

Tæt under træet, i murens grus,

leved en fattig men dydig

mus.

I løn han sukked: du kart så fin,

min kælder var himlen, hvis du var min!

Den trofaste bi gik atter på flugt.

Da hjem han vendte, var karten frugt.

Bien sørged og frugten led;

men det var nu intet at gøre ved.

Tæt under

tagskægget hang, som en kurv,

et fuglerede; der bode en

spurv.

I løn han sukked: du frugt så fin,

mit rede var himlen, hvis du var min.

Og bien sørged og frugten led,

og musen kæmped og spurven stred.

Men alt gik stilt;

der fik ingen besked; –

den ting var jo intet at gøre ved.

Så trilled frugten fra grenen og sprak.

Og musen faldt død i et halvkvalt ak!

Og spurven faldt

ligervis; – i sit skjul

lå han da

kornstangen rejstes til jul.

Da bien var fri, stod nøgen hver hæk,

og alle sommerens blomster var væk.

Så gik han i kuben; der fred han fandt,

og døde omsider som

voksfabrikant. –

Se, al denne jammer og nød var spart,

var bien bleven mus, da blomsten blev kart.

Og alt kunde endt så godt og smukt,

var musen bleven spurv, da karten blev frugt.

I huset var stille, på gaden

dødt.

Jeg sad med

skærm over lampen;

stuen var hyllet i skygger blødt; –

ind kom børnene, nikkende sødt

under slør af

Havana-dampen.

De kom,

mine vingede børn, på rad,

viltre gutter og piger

med kinder blanke, som efter et bad.

Hej, hvor legen gik yr og glad

gennem alle de dejlige riger.

Men just som legen gik allerbedst,

jeg

traf til at se mod spejlet.

Derinde stod en adstadig gæst

med blygrå øjne, med

lukket vest,

og med

filtsko, hvis ej jeg

fejled.

Der faldt en vægt på min viltre flok;

en fingren i munden putter,

en anden står som en

klodset

blok; – –

i fremmedes nærhed, ved De nok,

forknyttes de raskeste gutter.

Kongen han bygged

dagen lang.

Når natten

skygged,

kom troldet og rygged

med spid og stang.

Så rejstes kirken

til spirets pil;

men kongens virken

og troldets lirken

gav dobbelt stil.

Døgn-folk flytted

dog ind i tro;

thi dags-udbyttet,

til nattens knyttet,

er døgnets jo.

Som dejlig kvinde,

ved staffeliet,

hun sad derinde

i galleriet.

Hvilke

Kastaler

drikker hun mon af? –

Hun eftermaler

Murillos Madonna.

Men øjets svømmende

langsyn siger,

hun bygger drømmende

skønheds-riger. –

Atten år senere

kom jeg tilbage,

hilste de renere

gamle dage.

Som falmet kvinde,

ved staffeliet,

hun sad derinde

i galleriet.

Men hvad er dette?

Det samme spil jo!

Den samme nette

kopi af Murillo.

Hun sidder og

virker,

og livet frister

med

pynt for kirker

og

stas for turister.

Og så har hun siddet

i alle årene,

og længslen spiddet,

og bleget hårene.

Men øjets svømmende

langsyn siger:

hun bygger drømmende

skønheds-riger.

Aldrig, aldrig blir du lig ham, –

thi i kødet er du skabt;

gør hans gerning eller svig ham,

lige fuldt er du fortabt.

Orm, du aldrig vorder lig ham, –

dødens bæger har du tømt;

følg ham efter eller svig ham,

lige fuldt din dåd er dømt.

Aldrig, drømmer, blir du lig ham, –

arv og odel har du tabt;

alt dit offer gør ej rig ham;

for dit

jordliv er du skabt!

Nu

skræppen over ryggen slængt,

og

riflen ladt i hånd,

og

spjeldet lukt og døren stængt

med

tap og

vidjevånd;

så indom til min gamle mor

i stuen nærmest ved, –

et

håndslag til farvel, – et ord, –

«jeg kommer hjem så

snyg jeg foer, –

og indtil da –

Guds fred!»

Opefter bugtes vejen smal,

det bær i

holtet ind;

men bag mig ligger fjord og dal

i disigt måneskin.

Jeg foer forbi min

grandes væg, –

på gården var så stilt;

men bortmed grinden under

hæg

det lød

som løv på linets læg,

der

ringled let og mildt.

Der stod hun i

det hvide lin,

og hilste mig godkveld;

hun var så væn, hun var så fin,

så frisk, som

blom på fjeld.

Et øje lo hun med, og et

hun

gøned med så småt; –

jeg lo som hun, og med et sæt

jeg stod ved grinden ganske tæt, –

men da var øjet vådt.

Jeg slog min arm om hendes liv,

og hun blev rød og bleg;

jeg kaldte hende for min

viv,

og barmen faldt og steg.

Jeg svor, at nu – nu var hun min

tilbunds, – ej lidt – ej halv –!

Hun så – jeg tror, på skoen sin, –

der ringled løv på bringens lin:

det var fordi hun skalv.

Hun bad så vakkert, og jeg slap,

og spøgen gik som før;

men hjertet mit gik klap i klap,

min

hug var vild og ør; –

jeg bad så vakkert, og hun

taug, –

vi fulgtes ad, vi to;

mig tyktes som det sang i

haug,

som

elverfolk og nøk og draug

indunder løvet lo.

Så bar det opfor vejen smal,

det bar i

holtet ind;

men nedenfor lå fjord og dal

i disigt måneskin.

Jeg sad så hed, hun sad så mat

tæt udpå stupets kant;

vi hvisked i den

lumre nat, –

jeg ved ej selv hvor det var fat,

men ved min pande brandt.

Jeg slog min arm om hendes liv,

hun hvilte på mit fang, –

så

fæsted jeg min unge viv,

mens nøk i natten sang;

om draugen lo, da hun blev min,

det mindes jeg kun

halv; –

mig skræmte ingen

vættes

grin, –

jeg så kun hun var ræd og fin,

og kendte hvor hun skalv.

Jeg lå i

skardet vendt mod sør,

og så hvor solen randt;

om dybet lå et skyggeslør,

mens

fonn og

jøkler brandt.

Det røde hus, min mors og mit,

herovenfra jeg ser;

der har hun strævt, der har hun stridt,

der blev mit sind så frisk og frit, –

Gud ved hvad det blev mer!

Hun er alt oppe; røgens svev

jeg tror ivejret slår,

på

blegen ved

den hvide væv

det tykkes mig hun går.

Ja, driv du kun dit vante stel;

for det dig signe Gud!

Hos

renen på det vilde fjeld

jeg henter dig en vakker

feld,

og to–tre til min brud!

Ja, hvor er hun? Hun færdes visst

i drømmens spredte spil.

Kom ingenting ihug fra sidst,

drøm om det, hvis du vil!

Men er du vågen, – riv det ud

af mindet, – så gør jeg.

Lid på, du er min væne brud,

væv lin og sy dit

bryllupsskrud;

kort er vor kirkevej!

Det tykkes tungt at skilles ad,

fra den ens sjæl har kær; –

men længslen er et

tvætningsbad,

til mig den helse bær.

Her står jeg som påny besjælt,

så svalt er nu mit blod; –

et liv, ej halvt – langtmindre helt,

et liv i synd og anger delt,

jeg

træder under fod.

Hver mørkets lyst, hver vild begær

af hugen drives ud;

jeg er så frisk, jeg står så nær

mig selv og nær min Gud!

Et syn udover ås og fjord,

udover furutop, –

og så tilfjelds i renens spor; –

farvel, min viv!

Gudsfred, min mor!

Og nu på vidden op!

Ibrand står skyen lavt i vest,

det flammer over fjeld;

men over dalens sidste rest

sig spænder tågens

tjeld.

Tungt var mit syn og træt min fod,

og tankefuldt mit sind;

men udfor stupet, der jeg stod,

lå

lyng og lyste som i blod,

og skalv for kveldens vind.

Jeg brak en kvist af lyngens dusk,

og stak den i min hat;

tæt bag mig stod

en fattig busk,

der lå jeg lunt den nat.

Og tanker gik og tanker kom,

som folk på kirkesti;

de flokked sig og så sig om,

de satte ret og de holdt dom,

og

skred så stilt forbi.

Var jeg dig nær i denne stund,

du blom, igår jeg brak, –

jeg lagde mig som trofast hund

for

sømmen af din stak.

Jeg

svam i dine øjne ind.

Der

tvætted jeg min sjæl;

det trold, som heksebandt mit sind

igårkveld ved din faders grind,

jeg slog med spot ihjel!

Op sprang jeg sejersvarm og bad

en vinget bøn til Gud

om sol på alle dages rad

for dig, min lyse brud!

Dog nej, til det jeg er for stærk,

til det jeg er for ung;

jeg ved og vil et bedre værk,

og derfor, Gud, min bøn dig mærk:

gør hendes livssti tung!

Stem elven op hvorhelst hun går,

gør

kloppen smal og glat,

lad

urden gnage foden sår,

gør sætervejen brat;

jeg løfter hende højt på arm

igennem stridest flom;

jeg bænker hende ved min barm, –

frist der at volde hende harm,

det vil vi strides om!

Langvejs sørfra er han

kommen,

kommen over brede vande;

tause tanker ligger som en

nordlysbrydning om hans pande.

Gråden leger i hans latter,

læben taler, når den tier;

men om hvad? Jeg bedre fatter

vindens kvad i lund og lier.

Jeg er ræd hans kolde øje,

har så lidt dets dybde fundet,

som det sortblå tjerns, af høje

jøklers barme født og bundet.

Tunge tankefugle stryger

lavt og langsomt over spejlet;

snart igen i

råk det fyger, –

berg dig da, –

tildæks med sejlet!

Midtpå vidderne vi mødtes,

jeg med

rifle, han med hunde;

mellem os et forbund fødtes,

som jeg brød, ifald jeg kunde.

Hvorfor har hos ham jeg

tøvet?

Tidt jeg

gad mig fra ham skille;

nu jeg tror, han har mig røvet

selve evnen til at ville!

«Hvorfor længter du om kvelden

nedad til din moders stue;

sov du bedre under felden,

end på viddens brune tue?»

Hjemme sad på sengestokken

gamle mor med mig og katten,

spandt og sang, til drømmeflokken

bar mig ud til leg i natten.

«Drømme, drømme, – hvorfor drømme?

Tro mig, dagens dåd er bedre!

Bedre livets

støp at tømme,

end en blund blandt fældte fædre!»

«Over vidden flyger renen;

efter den i vind og væde! –

Bedre det, end bryde stenen

op af fattig jord dernede!»

Men jeg hører klokken ringe

op fra kirken udpå tangen!

«Lad det ringe, lad det klinge,

bedre klang har

fossesangen!»

Gamle mor og hun til kirke

går med

bogen svøbt i klædet.

«Tro mig, mand, du bedre virke

kan, end slide

kirkeledet!»

Orglet synger indfor grinden;

der er lys ved altertavlen.

«Bedre synger storm om tinden,

bedre skinner sol på

skavlen!»

Nu, så kom! I vejr og væde

over viddens hvide bølge!

Lad så kirkestien træde

hvo som vil, – jeg slår ej følge!

Høsten kommer; hør

den sidste

bølings bjelder under åsen!

Viddens frihed må den miste,

får igen et liv – på båsen!

Snart er

vintrens tæpper hængte

foldrigt udfor stupets vægge;

snart er alle stier stængte, –

hjemad må jeg vejen lægge.

Hjemad? Har da der jeg hjemme,

hvor min

hug ej længer færdes?

Han har længst mig lært at glemme,

selv jeg lærte mig at hærdes.

Dagens dåd har intet mærke,

slig som den dernede drives;

her blev mine tanker stærke,

kun på vidden kan jeg trives.

I den øde sæterstue

al min rige fangst jeg sanker;

der er

krak og der er

grue,

friluftsliv for mine tanker.

Der er

vættespil i natten;

kløgtig skytte faren vejrer.

Han har skænkt mig

tryllehatten;

jeg kan fristes, men jeg sejrer!

Vinterliv på vilde vidder

sætter stål i veke tanker, –

intet sagn om fuglekvidder

sygt igennem åren banker.

Er til vår i stål jeg drevet,

henter jeg de to fra dalen, –

løfter dem fra hverdagsstrævet,

bænker dem i højfjeldssalen,

lærer dem min nye visdom,

lokker latter over hjemmet;

snart er livet på de isom-

spændte vidder dem ej fremmed.

Her jeg sad i lange uger, –

kan ej ensomheden bære;

mindekrigen kraften sluger,

nedad må jeg til de kære.

Kun en dag, og så jeg stiger

op igen fra mor og hende, –

op til mine høje riger,

som til vår skal rumme

trende.

Ud jeg må! – Hu, sneen fyger!

Lidt forsent jeg mig betænkte.

Vintervejr langs vidden stryger, –

nu er alle stier stængte.

Uger gik og jeg vandt mig selv,

min hjemve kom aldrig tilorde;

under isklædets folder lå bæk og elv,

månen stod rund over fonnens hvælv,

og stjernerne tindred sig store.

For frisk jeg var til at sidde

stur

i stuen da dagen hælded;

så lidt som min tanke jeg trives i bur,

over vidden jeg

jog, til den styrtende

urd

standsed mig yderst på fjeldet.

I det gabende dyb lå dalen stilt;

da toned det ude på tangen –!

Jeg lytted –, det lød både lindt og mildt;

hvor hørte jeg før den slåtten blev spilt –?

Da kendte jeg klokkeklangen!

De ringede julens højtid ind

med de gamle hjemlige klokker.

Det lyser bagved min grandes grind,

fra min moders stue går ud et skin,

som

sælsomt mig maner og lokker.

Hjemmet med alt sit fattige liv

blev en saga med billeder rige!

Heroppe lå fjeldvidden stor og stiv,

dernede havde jeg mor og viv, –

til dem jeg måtte vel hige.

Da lo det bag mig så kort og tørt;

det var den fremmede skytte.

Han havde min ordløse tanke hørt:

«mig synes min unge ven er rørt, –

ak ja, den hjemlige hytte!»

Og atter jeg stod med

stålsat arm,

og kendte jeg var den stærke;

viddernes luftning kølte min barm,

aldrig den mere skal banke sig varm

for et vinkende julemærke!

Da lyste det op om tun og tag

udfor min moders stue;

først var det som dæmrende vinterdag,

så rulled sig røgen i tunge lag,

og så kom den røde lue.

Det lyste, det brændte, det knak i grus;

af

kvide jeg skreg i natten;

men skytten trøsted: «hvi så

konfus?

Det brænder jo bare, det gamle hus,

med juleøllet og katten!»

Han talte så klogt i al min nød,

at

fast

mig voldtes en gysning;

han viste, hvor virksomt luens glød

over i månens strejflys flød

til en sammensat natbelysning.

Han kikked

gennem den hule hånd

til vinding for perspektivet;

da toned en sang over fjeld og fonn,

da skønte jeg grant, min moders ånd

i englenes vold var givet:

«Stille du stelled, stille du led,

stille du vandred i vrimlen;

så lempeligt bærer vi dig afsted

højt over vidden til lys og fred,

til julekvelds-glæde i himlen!»

Borte var skytten, og månen dækt;

i blodet var brand og frysning, –

over vidden jeg bar min kvides vægt, – –

men det kan ikke nægtes, der var effekt

i den dobbelte natbelysning!

Midsommerdagen lå som bedst

og dirred hed over hejen;

klokkerne ringed til bryllupsfest,

dybt dernede foer folk tilhest

langsefter alfarvejen.

De

skød fra min grandes låvebro,

der var

birkebusker ved grinden,

på tunet var folksomt nok, kan du tro;

men jeg lå yderst på stupet og lo,

mens tårerne brandt i vinden.

Det var som jeg hørte

gønende stev

og

tankehvas latter at runge,

mig syntes et spottekvad op mod mig drev;

jeg lå over stupet; i lyngen jeg rev,

og bed i min egen tunge.

Afgårde de red i staselig flok,

bruden sad rank i sadlen,

sidt over

lænderne

svam

hendes lok, –

den glittred, den lyste, – jeg kendte den nok

fra den sidste kveld-stund i dalen.

Over bækken red hun skridt for skridt

tæt indved brudgommens side. –

Da havde jeg sørget mit hjerte frit,

tilende havde jeg kampen stridt,

jeg havde ikke mere at lide.

Jeg stod for stupet med stålsat ånd,

og højt over sommerlivet.

Toget så ud som et blinkende bånd, –

jeg holdt for øjet den hule hånd

til vinding for perspektivet.

De flagrende

skaut, det

skinnende lin,

og mændenes

kofter røde,

kirken med vigselens

himmelvin,

bruden, den fagre, som engang var min,

og lykken, som fra mig døde, –

det alt tilhobe jeg stod og så

oppe fra livets vidder;

et højere lys over synet lå, –

men se, det kan nu ingen forstå,

som nede i sværmen sidder.

Da lo det bagved mig kort og tørt,

det var den fremmede skytte:

«kammerat, efter det jeg nu har hørt,

jeg ser jeg forgæves har skræppen snørt, –

her er jeg til ingen nytte!»

Nej, nu er jeg mand for at hjælpe mig selv,

men tak for din gode mening;

det flommer ej længer i årens elv,

og jeg tror jeg mærker i

bringens hvælv

alleslags tegn til forstening.

Den sidste styrkende saft jeg drak;

ej længer på vidden jeg fryser;

mit sejl gik under, mit livstræ knak, –

men se, hvor smukt hendes

røde stak

mellem birkestammerne lyser.

Det går i galop, men se, der blev

de borte ved kirke-svingen.

Mit væneste minde, i lykke lev!

Nu bytted jeg bort mit sidste

stev

for et højere syn på tingen.

Nu er jeg stålsat, jeg følger det bud,

der byder i højden at vandre!

Mit lavlandsliv har jeg levet ud;

heroppe på vidden er frihed og Gud,

dernede famler de andre.

Slagen er slangen!

Ydmyg og

fangen

synderen kommer!

Slut ham i armene,

milde, forbarmende

jordlivets dommer!

Vindende viger han,

flygter mod tronen;

sejrende stiger han –;

nu har han kronen!

Hendes sorg var de

vånder,

som knudred min sti, –

hendes lykke de ånder,

som bar mig forbi.

Hendes hjem er her ude

på frihedens hav,

hvor digterens skude

kan spejle sig af.

Hendes slægt er de skiftende

skikkelsers rad,

som skrider med viftende

flag i mit kvad.

Hendes mål er at tænde

mit syn i glød,

så ingen fik kende,

hvo hjælpen bød.

Og just for hun venter

ej tak engang,

jeg digter og

prenter

en takkens sang.

De løsned et skud der-over i vest,

og det skaked Europa op.

Hej, hvilket liv der med et blev blæst

i

den hele broderte trop!

Du gamle Europa, med orden og ret,

med lov for hvert eneste steg,

med rygte foruden mén og plet,

med dydig harm mod alt sort og slet, –

du blev så forunderlig bleg!

På

sørgelak trykkes

enhjørning og

ørn

og alle de andre dyr;

paketbåden

stikker på

kabelets

tørn;

depecherne mylrer og kryr.

Bomulds-magnaten,

gloirens søn,

de tusend fra

løgnens land,

de stod alt og greb efter

fredspalmen grøn,

så knalded det ene revolver-drøn,

og så faldt han, den ene mand.

Og så tog I skræk.

Europas råd,

er det som sig hør og bør?

En

Preusser-gerning, en

Dybbøl-dåd,

var verden vel vidne til før.

Sin broder hakker da ingen

ravn; –

I kommer dog Polen ihug?

Og

Engelskmanden for København?

Og

graven ved Flensborg? Og

Sønderborgs navn?

Men hvorfor da harmes nu?

Den røde rose, som blommer hist

og skræmmer jer med sin flor,

til den gav Europa sin

podekvist

og Vesten sin yppige jord.

I planted som

stikling hin frodige

vånd,

der rødmer Amerikas kyst; –

jer var det, som bandt med højst-egen hånd

martyriets blodrøde

ridderbånd

på Abraham Lincolns bryst.

Med

glemte løfter, med svegne ord,

med

traktaters

forrevne ark,

med brudd fra iår på jer ed fra ifjor

har I gødet historiens mark.

Og så vented I endda, trygge i sind,

en høst af det ædleste slags!

Se, nu spirer jer sæd. Hvilket flammende skin!

I undres; I ved hverken ud eller ind, –

thi der vokser

stiletter for aks!

Hvor loven sidder på knivens spids

og retten på galgen bor,

er dagningens sejr mer nær og viss,

end her, hvor der myrdes med ord.

En vilje våger, og holder dom,

og knuser hvert løgnens bur; –

men ormen må først æde skallen tom,

og tiden må først få

krænget sig om

til sin egen karrikatur.

Der råder en

dæmon med evig magt.

Prøv kun på at byde ham trods!

I støv måtte

domus aureas pragt,

i grus måtte

Neros kolos.

Men først måtte

Romer-forbrydelsen nå

over jorden fra pol til pol,

tyrannen sin

apotheose få,

og

kejsernes gyldne billeder stå

som guder på Kapitol.

Så ramled det sammen;

cirkus og slot,

templer, kolonners skov,

buer,

arkader, alt trampedes småt

under

bøffelens skoede hov.

Så byggedes nyt på det gamles grund,

og luften var ren til en tid.

Nu varsler det mod foryngelsens stund;

nu stiger der pest fra den svampede bund,

og vifter, snart hid snart did.

Men er det i råddenskabs sumpe vi går,

jeg råber ej ak og ve

over hver en

brammende giftblomst, som står

i fylde på tidens træ.

Lad ormen kun hule. Før skallen er tom,

før brister ej væg og tag.

Og lad kun

«systemet» få vrængt sig om;

des-før kommer hævnen og holder dom

på tids-løgnens yderste dag!

De siger, jeg er bleven «konservativ».

Jeg er, hvad jeg var mit hele liv.

Jeg går ikke med på at flytte brikker.

Slå spillet overende; da har De mig sikker.

En eneste revolution jeg husker,

som ikke blev gjort af en halvheds-fusker.

Den bær for alle de senere glorien.

Jeg mener naturligvis

syndflods-historien.

Dog selve den gang blev

Lucifer luret;

thi

Noah tog, som De ved, diktaturet.

Lad os gøre det om igen, radikalere;

men dertil kræves både mænd og talere.

I sørger for vandflom til verdensmarken.

Jeg

lægger med lyst torpédo under Arken.

Til den ridderligste sender

jeg mit digt foruden navn.

Jeg forstår, hvor sværdet brænder

i

de djærve bundne hænder;

jeg forstår, hvor naget tænder

i hans pandes tankefavn.

Viljen vendt mod sejers-baner, –

viljen lænkelagt i skjul;

hånden strakt mod fædres faner,

sindet fyldt af storværks-planer, –

flugten stængt af vindfalds-graner, –

arme kongelige fugl!

Dagen gryr og

hornet klinger.

Hej, det blir en verdensjagt!

Jeg forstår, hvor

skårne vinger

værke kan, der buret tvinger;

jeg forstår, hvor længslen stinger,

der, hvor dverge

slutter vagt.

Dagen går og hornet tier;

alle våben lægges ned.

Navn for navn på melodier

bæres rundt i lund og lier; –

jeg forstår, hvor smerten svier

ham, som ej fik nævnes med.

Ånden lys af skønheds-larver,

skabertrang i sind og syn, –

digtets spil hans dådskraft arver,

blomster gror i leg med farver; –

glemsels-leg, mens savnet

harver

sindet, som et nedslags lyn!

Måtte nægte, hvad står malet

midt på pandens åbne hvælv!

Måtte svigte idealet,

lig apostlen, der han daled,

dommens nat, til hanegalet

drog ham opad mod ham selv!

Kval, – og stumhed! Kan I, dverge,

fatte offrets fulde vægt?

Ved I, hvad det er at

sværge

troskabsed på fremmed værge, –

alt tilhobe for at

berge

skindet for en rådløs slægt?

I vil svare, det er drømme,

drømme kun, som offres her.

Ja, lad gå; lad

kløgten strømme;

det er let for jer at dømme;

I har aldrig trængt til tømme, –

aldrig vidst, hvad drømme er.

Mer end livet, mine herrer,

er en drøm, som ej fik liv.

Den er lig det digt, jeg spærrer

ind i sjælens

stængte kærrer;

løve-vildt det hugger, snærrer,

kræver nat og dag mit: bliv!

I vil råbe på, det heder:

størst, hvo selv sig overvandt. –

Gylden visdom for

asketer!

Ly for

løjheds

Poul og Peter!

Bjeldeklang kun for

atleter,

i hvis årer blodet brandt.

Puk så ej på «høje pligter»! –

Har I købt hans sunde sjæl?

Har I købt

den djærve digter,

så han kaldets epos svigter?

Købt ham, købt ham, så han sigter

hadsk mod selvets bedste del? –

Til den ridderligste sender

jeg som krans et navnløst digt.

Jeg forstår, hvor sværdet brænder,

rustent, i de bundne hænder;

jeg forstår, hvor naget tænder; –

kan I, vismænd, skønne sligt?

Martyrdom,

af purpur dækket, –

kval i taushed, fængslet trang,

blomsters håb, af gråvejr

gækket, –

grenes frugt i utid brækket,

drøm, til livets

drøjhed vækket, –

sættes kors ved i min sang.

Versets mindesten jeg rejser

for et ugjort storheds-værk;

og mens kløgtens flikværk

dejser, –

for hans

fejl jeg flaget hejser,

skriver, hvor min ridder knejser:

Skalden i ham var for stærk!

Østerlands dag

over havnen glittred;

alle jordklodens flag

fra masterne sittred.

Musikens toner

bar frem

koralen;

tusend kanoner

døbte kanalen.

Damperne drog

forbi obelisken.

På hjemmets sprog

traf mig nyheders hvisken:

det digt-spejl, jeg pudsed

for

mandlige tøjter,

var hjemme smudset

af

stænk fra fløjter.

Gift-fluen stak;

det gav mindelser

vamle. –

Stjerne, hav tak, –

mit hjem er det gamle!

Vi

prajed

fregatten

fra flodbåds-taget;

jeg svinged hatten

og

hilste flaget.

Til fest, til fest,

trods giftkrybs-kløerne!

Som

udvalgt gæst

gennem

«Bitter-søerne»!

Er dagen sluknet,

jeg drømmende sover,

hvor Farao drukned

og Moses slap over.

Ja, jeg

frister det idag,

jeg, som ved

min tausheds længde,

tvert mod alle løfters mængde,

frygter jeg har tabt min sag, –

jeg, som foer fra Stockholm, bunden

af en

takskyld uden lige,

gæsted

Faraonens rige,

løfted Isis-slørets flige, –

og til dato kunde svige,

hvad med hånden og med munden

jeg på

«Lyran» sidste kvelden

både loved og besvor, –

nemlig: med et skrevet ord

at betale lidt på gælden.

Tør jeg? Har jeg endnu ret?

Ak,

Gud-nå’s, hvem spør om retten?

Nuomstunder skilles trætten

af et magtsprog ret og slet.

Altså kort og godt: jeg vil;

men på

anti-preussisk måde;

ej i kraft af

ret for nåde.

Vær mig stumme flygtning mild!

Her jeg lever på en vis,

som de lever i Paris.

Svære tyske

floskelhelte,

som med vold vil verden vælte,

pral og skrål og flag på stang,

«Wacht am Rhein», som kaldes sang, –

det er mit

cernerings-belte.

De kan tro, at mangen gang

kendes kredsen

krap og trang.

Ølhus-snak, politisering,

er min

køterstegs servering,

og i

stadsavisens spalter,

hvor den tyske verskunst halter,

diskes op den kost, mig

gotter,

som en

fransk ragout af rotter. –

Værre dog, når genlyds-toner

fra vort Nord hid over slår;

når mit håb mod lys og vår

skydes ned af

plebs-kanoner;

når i råheds-kravet hviner

fremtids himmelsprængte miner,

og jeg

våbenstækket står

på en brusten drøms ruiner.

Altså er, for ej at lyve,

nøden det, som nu mig drev

til at sende Dem et brev, –

og jeg

lar ballonen flyve.

Duer har jeg ingen af;

duer er jo håbets fugle,

og i denne klamme grav

bygger bare

ravn og ugle.

Men per ravn, per ugle, skikke

brev til damer, duger ikke.

Nu da – som De ved, ifjor,

dengang Mälar-himlen mulned,

frosten skar og løvet gulned,

ned til

Deltas

vang jeg foer.

Der var sol og sommerdage.

Lyset slog med blink tilbage,

som hos os en bræ fra fjorden.

Palmelunden,

sykomoren,

skygged blågrøn over jorden;

Beduinen og hans mage,

båren højt på

dromedaren,

så vi gennem ørknen drage.

Første gang en uerfaren

nordbo så det, skreg han studsende:

«mine herrer, ser De strudsene?»

Fra Cairo opad Nilen

fløj vi på

«Ferus» som pilen,

gæsted

Cheops-pyramiden,

hvor Napoleon proklamerte,

medens

sfinxen mediterte

både før og da og siden.

Beni Hassans kongegrave

krøb vi ind i på vor mave.

Seklerne har hærget stygt dem;

hver en tidsberegning brister;

kun så meget får man ud, –

tør man tro egyptologer, –

og, ej sandt, vi tror jo trygt dem –:

de blev til i fortids tåger,

dengang Farao var gud

og

herr

Potifar minister,

samt at herr ministrens svoger,

Josef Jakobsen, har bygt dem.

Memnonstøtten, stenkolossen,

han, De ved, som sang et stykke,

gæsted vi en morgenstund;

men den gamle holdt sin mund.

Det er nu en skaldenykke

fra den tid

Kambyses dømmende

gik ham efter lidt i sømmene

og, måske for ubehændigt,

recenserte ham indvendigt.

Sligt gør mangen sanger frossen, –

og så svigter mælet

tossen.

Men så er beundrings-stolen

vederlag for sang mod solen.

Sådan gubben Memnon troner

på sit ry for brustne toner,

stryger ind tributens mynt,

gir i al sin oldtidspynt

audiens, ej blot til stormænd,

men sågar

til norske normænd,

som min ringhed og Peer Gynt.

Dog, hvem

mægter gøre rede

for en

6–7 ugers drøm?

Derfor beder jeg Dem, tag

disse løse pennedrag

fra min færd i lys og hede

opad

krokodillens strøm.

Gal-mands værk at spilde ord

på vort

pascha-liv ombord

i de

fire Noæh arker; –

vi var fire, skal De vide,

og desuden

to par barker

for

et genus, kaldt det blide.

I «Ferus» var sat på foer

bjørne tre fra gamle Nord;

elleve haner af de franske;

fire hingster – de var spanske –

lutter fyr- og flamme-foler,

drevne stærkt i

kaprioler,

og med gester som

El Ol’er.

Tar vi med vor skibsbetjening,

fandtes efter fælles mening

flere dyr af slægten «Asen».

Et slags buk fra Schweitzerlandet;

et amfibium af racen,

der skal bo «lidt under vandet», –

samt, naturligvis,

en skok

olden- eller old-germanske

vildsvin, næsten ganske tamme,

og som afart af de samme,

et par militære rovdyr;

et

entrüstungs-fæigt skovdyr;

et af de brasilianske

bogmøl, og en hel hob smådyr

under fællesnavnet rådyr;

item – nej, nu er det nok!

Tænk Dem så når

dragomanen,

snart mod øst og snart mod vest,

førte hele karavanen

til

en oldtids kæmpe-rest.

Over ørknens gule slette

fløj vi som på vinger lette,

skønt i virkligheden toget

gik til æsels, og tildels,

for de kække, til kamels.

Hvilken jubel, hvilken broget

stim og stimmel i vor barne-

glade flok!

Hin uerfarne

strudse-seer var den eneste,

som for skydsen gjorde styr,

råbte: «æsler! Er det dyr

for en mand i pressens tjeneste!

Jeg vil ha’e en rigtig ilhest; –

finds her ingen fuldblods

Nilhest?» –

Luxor,

Déndera,

Sakkara,

Edfu,

Assuan og

Phile

vil i fart forbi jeg ile,

og kun foreløbig hvile

ved en skildring fra Sahara.

De har sikkert engang hørt,

at når karavanen rykker

gennem ørkenhavets bølger,

sandets flom, af

samum ført,

viser frem hvad dybet dølger,

og den ser

stillebens-stykker.

Eller rettere, den vader

gennem endeløse gader,

hvor den levende natur

har med døden sig forenet,

og i tiden sig forstenet

til en vild arkitektur.

Ribben, ryggehvirvler, knokler

rager op som søjlesokler;

hjerneskaller af kameler

er de faldne

kapiteler;

tænders gule gisne rader

er balkoners

balustrader;

fingre, som i vejret vimser,

er de brustne

loftsgesimser,

og som

mølne ridderfaner

svajer pjalter af

kaftaner.

Tænk Dem så det hele billed,

dirrende i sol og stilhed,

vokse, vokse, fylde

fange,

højnes, højnes tusend gange; –

tænk Dem denne gravens verden,

som en oldtids karavane,

brat forstenet på sin bane, –

og De har Egypter-færden.

Ja, så er det.

I en tidens

morgenstund drog ud et tog;

prester forrest med sin videns

hieroglyf-beskrevne bog;

gudekonger, kongeguder

red henover seklers vidder; –

Isis og Osiris sidder

i sin stumheds pragt og luder

på de høje sadelpuder;

Horus,

Hathor,

Thme og

Ptah,

Amon Re og

Amon Ra

kaster glans til alle sider,

der de midt i skaren skrider;

Apis med den gyldne pande

ledes langsmed flodens vande,

fulgt af

slavers millioner, –

og hvor følget slår sin lejr,

rejses sfinxer og

pyloner.

Over grav og over sejr

mindetavler,

obelisker

står i

billedskrift og hvisker;

tusend templers søjlerader

pæler karavanens gader;

tusend pyramiders belte

er dens efterladte telte.

Se, da kom et

pust fra nord,

steg til storm på ørkenhavet,

pisked karavanens spor; –

prester tumled, konger raved,

hele guder sank i grus;

Faraonen og hans hus

lå i glemsels sand begravet.

Der, hvor sværmen frem var dragen,

faldt den livløs, stum og stur; –

tusend år i sarkofagen,

gemt for lyset og for dagen,

mumien lig i svøbets bur,

smuldred bort en dømt og slagen

fire tusend års kultur.

Denne karavanes rester

var det, vi,

Khedivens gæster,

drog forbi

til Nubiens grænse.

Fellah-flokken så vi lænse

ørkenbølgen om Abydos,

og lidt længer op mod syd os

mødte

Karnaks skog af sokler

som en urtids kæmpeknokler;

Rhameseums

kapiteler

lå som skaller af kameler;

Luxors hal med hundred søjler,

slavers arme lig i bøjler,

vidned stumt om stormens stund i

et «

sic transit gloria mundi»!

Dette billed har mig fulgt,

hvor jeg siden gik i landene;

og

som ånden over vandene

aned jeg en mening dulgt.

Tor i juleskreden tuder

forrest i det vilde lag;

Grækerfolkets faldne guder

lever jo den dag idag.

Zeus bor end på Kapitol,

hist som «

tonans», her som «

stator».

Men Egyptens

livs-idol?

Hvor er

Horus? Hvor er

Hathor?

Intet mærke, intet minde;

ej en sagnstump er at finde.

Svaret ligger ganske nær.

Hvor

personligheden mangler,

hvor ej formen i sig bær

hadet, harmen, jublen, glæden,

pulsens slag og blodets skær, –

der er hele herligheden

kun en benrads tørre rangler.

Hvor er ikke

Juno sand,

bleg og høj i vredens brand,

når hun gubben overrasker –?

Hvor er ikke

Mars en mand –

under garnets gyldne masker?

Men hvad var Egyptens guder?

Tal i rækker og i ruder.

Hvad var deres kald i livet?

Blot og bart at være til,

sidde malet,

strammet, stivet,

på en stol ved altrets ild.

En fik

høgenæb at bære,

og en anden

strudsefjære;

en var

gud for dag, for nat,

en for dit og en for dat; –

ingen fik det kald at leve,

ingen det at synde, famle,

og af synden sig at hæve.

Derfor ligger nu det gamle

fire tusend års

Egypten

som et navnløst lig i krypten.

Ser De vel, min kære frue, –

i

belejringsringen spændt,

lukker jeg min lune stue

for at leve indadvendt.

Ude flyver fra mig trøsten,

som en flytfugl-flok om høsten;

men med øjet mod det indre

ser jeg håbets løvspring tindre.

På begravne karavaner

bygger jeg vor fremtids baner.

Lovfast er jo slægtens gang

ad en evig

vindeltrappe;

kredsen blir den samme

krappe,

vejen altid lige trang;

viljen blir den samme higende; –

punktet kun bestandig stigende.

Og så står vi nuomstunder

lodret over Faraonen.

Atter er

kong Gud på tronen,

atter flyder bort personen

i et mylr, som kaver, stunder,

bryder, bygger, grubler, grunder

rundt omkring og nedenunder.

Atter rejses pyramiden

som produkt af hele tiden.

Atter svulmer alle årer,

atter flommer blod og tårer,

for at verden stort skal se

kongegudens Mausolé.

Det er samtids-karavanen

med sin Hathor, med sin Horus,

og, for alting, med sit

chorus,

der i blinde

svær til fanen.

Hvilke storværk bygges ej

langs den

lige sejersvej!

Hvilken magt i folke-stormen!

Hvor egyptisk hver og en

fuger ind sin lille sten

på dens plads i helheds-formen!

Hvor uklandrelig er tegningen;

og hvor sikker er beregningen!

Ja, i sandhed, det er stort,

stort, så verden står og gaber; –

og dog dirrer der et «

aber»

midt i gabets åbne port.

Tvivlen kommer

lindt til orde:

er det rigtig stort, det store?

Ja, hvad gør vel stort et værk? –

Ikke værkets store følger,

men personen klar og stærk,

som i værkets ånd sig dølger.

Godt; men nu

Germanner-skaren

på sin stormgang mod Paris?

Hvem står hel og klar i faren;

hvem bær

enligt sejrens pris?

Når slog ud i glans personen,

så at millioners munde

bar ham hjemmet rundt i sang? –

Regimentet,

eskadronen,

staben – alias spionen –

koblets slupne flok af hunde,

sporer vildtet på dets gang.

Derfor ved jeg, glorien svigter. –

Denne jagt får ingen digter;

og kun det kan fremad leve,

som en digters sang kan hæve.

Tænk på

Gustaf Adolf bare,

forrest i sin svenske skare;

husk

den fangne mand i Bender, –

Peder Vessel på

fregatten,

lig et lyn i mørke natten, –

Kongedybets muntre helte; –

over dem sig mindet spænder

som et kor, der høres vælte

sine tonebølgers belte,

under klap af tusend hænder,

fra en vårfests smykte telte.

Og så tænk Dem dagens mænd,

disse

Fritzer,

Blumenthaler,

og de herrer generaler,

nummer den og nummer den!

Under

Preussens dødning-farver –

sorgens sorte-hvide klud –

bryder dådens lodne larver

ej, som sangens

fjæril, ud.

De kan sagtens silke spinde

til en tid, men dør derinde. –

Just i sejren bor forliset.

Preussens sværd blir Preusser-riset.

Aldrig svulmer der en løftning

af et regnestykkes drøftning.

Intet dåds-digt blir at tolke

fra den stund af, da en folke-

rejsning, skønhedsfyldt og fri,

blev et stabs-maskineri,

spækket ud med kløgtens dolke, –

fra den stund da

herr von Moltke

myrded kampens poesi.

Så

dæmonisk er den magt,

som fik

verdens gang at råde:

sfinxen, på sin visdoms vagt,

dødes af sin egen gåde.

Ziffer-sejren får sin dom.

Øjeblikkets blæst slår om;

lig en storm på ørken-sletten

vil den fælde afguds-ætten.

Bismarck og de andre gubber

vil, som Memnons søjle-stubber,

sidde

sprød på saga-stolen

uden sang mod morgensolen.

Men som vi,

Khedivens gæster,

efter færden blandt de døde,

under lys og klang af fester

drog en nyfødt tid imøde, –

ja, som vi, med flag på stang,

under verdenskorets sang,

fejred hist kanalens åbning,

og som vi fra Suez’ strand

fik et glimt af

løftets land, –

så vil åndens livs-forhåbning,

ad det vordendes kanaler,

i et verdens festtogs-møde,

under

hymner og

choraler,

under skønheds-lampers brand,

styre frem til morgenrøde

på sejlads mod løftets land.

Thi mod skønhed hungrer tiden.

Men det ved ej Bismarcks viden.

Skal vi med til festen, frue?

Ja, hvem ved når

budets due

bringer kortet? Vi får se.

Indtil da jeg i min stue

går med

handsker af glacé;

indtil da jeg søger fredning,

digter fornemt på

velin;

det vil harme godtfolks

slæng,

jeg blir sagtens skældt for hedning;

men jeg har en skræk for sværmen,

vil ej stænkes til af

bærmen,

vil forvente tidens nærmen

i en pletfri bryllupsklædning.

Og med disse ord, farvel!

Flyv, ballon! På farten held!

Luften er en digters rige; –

styr mod nord, og sænk dig lige

ned på

Mälarstadens strande;

der

er fuldt så nemt at lande,

som på Telemarkens fjeld!

Alfen i gondolen spanker.

Gid nu snart mig bud blir bragt,

at han med sin lette fragt –

lette vers og lette tanker –

har på

Norrmalm kastet anker!

Havde jeg

på engang sendt

alle takkens små

billetter,

i de vågne vinternætter

sammenskrevne,

sønderrevne,

skulde, lig en snesky spændt

over himlen,

hele vrimlen,

stumpen,

strimlen,

hver bemalet

med et magtløst takkens ord,

som et prosa-

snefog dalet

over

Rosenvængets

flor.

Kunde jeg på engang sendt,

uden bur af skrift og prent,

alle tankens

løse fugle, –

ind dem smugle

skulde jeg, hvor stilhed råder,

under Rosenvængets tag,

der, hvor åndens dunkle lag,

der, hvor skønheds glade gåder

op imod forklaring stunder

og, som knop en forårsdag,

foldes ud i et vidunder. –

Brydes skulde stuens fred,

der min fugleflok slog ned;

lytte skulde

børn derinde,

som i skog til jagten fjern; –

bag usynlighedens værn

mine fugle skulde tvinde,

i en anings trillers rad,

takkens kvad,

kredse let og vinger ryste

om

den store seers byste.

Løse tanker,

tørre breve

slår ej til; jeg vælger vers.

Over

daglig-dækkets planker

må jeg hæve

synet vidt og rundt fra

mers.

Prosa stil er for ideer,

vers for syner.

Sindets lyst og sindets veer,

sorg, som på mit hoved sneer,

harm, som lyner,

fyldigst liv jeg friest skænker

just i versets lænker.

Men når takken, som mig brænder,

nu jeg sender, –

mon det da er blot

mit stykkes

scene-lykkes

skaberinde,

hvem jeg fletter

disse versets små buketter?

Nej,

et glansfuldt større minde

lægger ordet på min mund, –

mindet om en skønhedsfyldig

højtids-stund,

mindet om en rad af timer,

langt tilbage,

da jeg så Dem sejrrig drage

smykket,

gratie-fulgt og sand

gennem kunstens under-land.

Da just blev jeg takken skyldig;

derfor er det nu jeg rimer.

Se, da jeg

ifjor Dem gæsted,

var jeg stum;

skønheds-gældens runde sum

bar jeg, i mit hjerte fæstet,

med tilbage.

Nætter, dage

har med renter summen øget,

og trods alt, hvad her jeg maler,

får jeg, som en slet betaler,

aldrig denne gældspost strøget. –

Underligt til Danmark bundet

står De altid for mit øje, –

bundet til en dag ved

Sundet,

mellem bøgekroner høje.

Sol i luften, sol på fladen.

Sejler-gaden

fures af en blålig krusning;

sommer-susning,

født i

«Skoven»,

dirrer som et digt

foroven.

Det er søndag; glade klynger

ler og synger;

både gynger

under ly af kystens skrænt.

Lyse kjoler

blinker, soler

sig, hvor klokker og violer

har sit danske tæppe spændt.

Men derude, –

helt fra nord, hvor

Kronborg troner,

indtil syd, hvor fjernt

Tre Kroner

synet raner, –

hvilken rad af

ranke svaner,

hvilken stimmel,

hvilket tog af hvide sejl!

Skude slutter sig til skude;

lysglans i de

hvalte klude,

vimplers vrimmel,

højdens himmel

ser sig selv i dybets spejl.

Slank og smekker,

drømfyldt jomfru mellem snekker,

glider en mig just forbi.

Hun er lig et sagn, der bæver

bag det slør, det hylles i;

hun er lig et syn, der hæver

sig og svæver

ad en lukket gåde-sti.

Ellepiger

vinker, viger,

svøbt i skum om bougens stavn;

alfer følger

kølens bølger;

men i flagets folder dølger

sig

«Agnetes» navn.

Og se der, – et modsat billed!

Hvilke kække kast i dansen!

Lunets gratie-bundne vildhed

bær dog kransen.

Vimpler

vinder sig langs

riggen;

flag fra stranden hilser

briggen; –

halvvejs hjemlig, halvvejs fremmed,

halvt

en havfrue, halvt et tæmmet

barn fra

heden,

svajer

«Dina» op på

reden.

Som iblinde

ledet frem af milde vinde,

som i drømme

løftet af de lette strømme, –

se

felukken!

Al Provences livsglød taler

i dens stigen, i dens dukken;

elskovs sukken,

dæmpet båren

citharklang, fra dækket maler

sjæle-våren;

madrigaler

over stumme klynger daler,

som på strandens grønne

hynde

vugges i

«Jolanthes» ynde.

Hvo kan tælle

hele flåden,

som i solskin følger efter,

som for

medbør skummer frem!

Over fråden

«Ragnhild» hælder,

som om dybets dulgte kræfter

lokked hjem; –

lotos lig på strømme stride,

hist

«Ophelia», den fagre,

ses at flagre,

ses at glide; –

rang-fregatter,

klipper-skarer,

hjemad farer

under landets klap og latter. –

Sådan De til Danmark bundet

står i mindet for mit øje, –

bundet til en dag ved Sundet,

mellem bøgekroner høje. –

Stundom har jeg spurgt mig selv:

mon vel slægten

engang i sin travle fægten

og fornægten

sænke skal i glemsels elv

denne skat af

geniers nåde?

Skal en tid, hvem afstand døver,

rane, lig en engelsk røver,

denne danske stormagts-flåde?

Se, vi andre,

farve-, form- og ord-poeter,

arkitekter,

og hvad vi for resten heder,

vi, som fik det kald at bygge

vore skønheds-skuders rygge

af lidt mer solide

lægter,

vi tør ej vor skæbne klandre,

om vor flåde

ej blir hver en tid

til måde.

Mangen klipper, mangen

studser,

rigget til med sang og klang,

får engang

plads og rang

mellem

skibs-Jeronimusser.

Mangt et

skrog af form og toner, –

af sin samtid

assureret, –

engang, på de våde veje

havareret,

hales ind i flådens leje,

uden

takkel og kanoner,

til de andre

Magdeloner.

Der vi prise kan vor lykke,

hvis en nykke

vore værfters mesterstykke

venligst sparer

for de herrer antikvarer.

Man har sagt at

scenens kunst,

født og bunden

kun til stunden,

må, som sæbeboblers dunst,

må, som mørkets meteor,

blænde, briste,

for at friste,

uden spor,

hænders værkers lod på jord.

Sving Dem som en fugl i luften

op fra denne trange tanke!

Just fordi

Deres kunst er barn af duften,

af beånden,

af en stemning,

af person og fantasi, –

ej et værk af sten og planke,

ej en tanke,

klistret fast med sort på hvidt,

men

en alf på skønheds ranke,

hvor den evig gynger frit, –

just fordi den

fattes form,

som med hånden

gribes kan, der

sættes dæmning

for hvert bid af ældens orm.

Underfuldt til Danmark bundet

skal De stå for slægters øje, –

bundet til en nat ved Sundet,

under mindets stjerner høje.

Hvilke sagnets syner vide!

Hele flåden,

fra fregatten

ned til

båden,

ser jeg glide

gennem natten,

langs med landets lune side;

tågen slører sejl og master;

halvlys

kaster

over

stang og rå tilsammen

svanehammen;

hvad i afstand øjet svigter,

ind man digter;

kvinder, som fra stranden drømmer,

mænd, som dømmer

efter egen fordrings lov,

slægt, som efter slægt befolker

kyst og skov, –

synets skønheds-form fortolker

efter skiftende behov.

Og se det er livet just,

liv i mindet,

det, at stå for folkesindet

ren for ældens

møl og rust, –

det er livet, det, at bøje

eget indhold, åndigt, rigt,

i den form, som folkets øje

kræver for sit eget digt;

det er livet, –

mythe-vorden,

vekselfuld som alfepigen,

følge slægten i dens stigen,

følge tiders krav og orden, –

og se, denne lod på jorden

blir Dem givet.

I en skønheds-fattig tid

har det

kvæget mig at følge

Deres færd på kunstens bølge

under sol og medbør blid, –

kvæget mig at stirre did,

hvor i skær af svale nætter

sagnet sig om færden fletter.

Tag, som tak for synets trøst,

råbet af en seers røst:

underfuldt til Danmark bundet

skal De stå for slægters øje, –

bundet til en nat ved Sundet,

under mindets stjerner høje!

Orpheus slog med toner rene

ånd i vilddyr, ild i stene.

Stene har vort Norge nok af;

vilddyr har vi og en flok af.

Spil, så stenen spruder gnister!

Spil, så

dyrehammen brister!

Han vendte sine skuders

stavne fra nord,

søgte lysere guders

legende spor.

Snelandets

bauner

slukned i hav;

solstrandens

fauner

stilled hans krav.

Han brændte sine skibe; –

blånende røg

som en bro-banes stribe

nordover føg. –

Mod snelandets hytter,

fra solstrandens krat,

rider en rytter

hver eneste nat.

Tak for kald til ungdoms-stævne

i jer gamle stad!

Fyldt er Kølens kløft og revne,

sprængt dens

røsers rad;

grændsens knejsende geleder

hæmmed ej vort tog;

bent går vejen nu til eder

fra den norske skog.

Lad da sangen bent som banen

slå sin stræng af stål;

sang er jo, som sus i granen,

Svenskens modersmål.

Dette sprog fra norske røster

bær vor hilsning frem;

svenske svarets væld fra øster

bær det til vort hjem.

Altfor længe har vi sunget

spredt i verdens kor;

der, hvor Svenskens røst har runget,

taug det norske ord;

der, hvor vi har

æsket ordet,

krævet lyd omkring,

stod ej svenske folke-koret

i vor sanger-ring.

Drapa under

Jorsals palmer,

kvad i

Bretlands sund,

Narvas stormsang,

Lützens salmer,

gik for halv-kor kun.

Lad så fædres faner smuldre

i sin blege pragt;

friske krav på slægtens skuldre

har dens ånder lagt.

Nystemt vårsang er at høre

gennem tiden gå; –

lydhørt er en sangers øre;

nyn må han forstå.

Sanger-skaren er de unge,

og i folkets sind

sanger-hvervet er at

sjunge

nye tider ind.

Lyt med os mod det, som

vorder;

lyt mod gryets nyn;

og fornemmer I akkorder,

der slår ned som lyn, –

blæs til samling da i luren

mod den norske skog!

Vi skal komme! Grændse-muren

hæmmer ej vort tog.

Snart samles i Upsal alle de unge;

taler skal strømme og sange skal runge.

Selv har jeg digtet til ungdoms-mødet,

kendt mig ildnet i ånden og kødet.

Jeg nytted et øjebliks tro mellem tvivlene,

og stod alt med foden mod stævnet stilende.

Nu er det over. Afgørelsens porte

slog jeg ilås og blir ensom, langt borte.

Held over al eders sorgløse flok!

Held over eder,

hvem legen er nok!

Sommerens magter lad skydækket dele!

Skogduft for alle de

stundende sjæle!

Godvejr, så koret kan bæres for vindene!

Bris under fanerne, sol over sindene!

Glitrende dage, og nætter klare,

hvor I skal færdes og hvor I skal fare!

Langt borte jeg ser eder stryge forbi;

jeg hører den velkendte melodi.

Og dog så forunderlig fjernt og fremmed

mig tykkes det jublende tog gennem hjemmet.

Genfærd af afdøde tider og mænd

går i vor ynglinge-skare igen.

Af

frasernes tåger og festernes

røgelse

formes et verdenshistoriens spøgelse.

Sligt tog, som nu suser deroppe i Nord,

har sust over hele Italiens jord.

Ungdoms-toget langs Apenninerne

rusked af søvnen folke-ruinerne.

Det var i århundredets skyfulde morgen.

Idag vajer fanen fra

Engelsborgen.

Sligt tog, som nu suser deroppe i Nord,

har sust over hele den tyske jord.

Der drømtes om ening ad spredte baner;

der drømtes om

sortrøde gylden-faner.

Så kom den alvorlige del af festerne.

Grånede

gubber var ungdoms-gæsterne.

Uryggeligt dog for den samme sag,

som ildned til leg, de højned sit flag.

Gennem trængsler og storme de bar den frem;

de mured sit hus og de

gærded sit hjem.

De vilde sin drøm; så kom sejren siden.

Europa er voksent, og vågen er tiden.

Se, derfor så underlig fjernt og fremmed

mig tykkes det jublende tog i hjemmet.

Genfærd af afdøde tider og mænd

går i vor ynglinge-skare igen.

Af frasernes tåger og festernes røgelse

formes et verdenshistoriens spøgelse.

Hvi tier

den eneste myndige mund,

som bryder alt blændværk og vækker af blund?

Jeg skal sige jer det. Den blev stum som graven,

da

et ufærdigt folk fik friheds-gaven.

Det er farligt at tage sig selv som

skænk;

den

ballast kan krænge en skude isænk.

Man stak os ihænde et fuldgodt sværd,

men lærte os ikke sligt

værges værd.

Se, derfor vor skæbne vipper og vender,

som kniven i barnets legende hænder.

Der står vi og lytter til forsker og gransker,

og

taster på tingen med silkehandsker.

Der går vi og drømmer og véd ikke råd

til en bristende eller bærende dåd.

Når kommer og rusker os op af døsen

århundredets ånd med århundredets løsen?

De

skriver mig bekymret til og spørger

hvi slægten går så underlig fortrykt,

ej ildnes op i fryd og ikke sørger,

men synes ruge på en uklar frygt, –

hvi intet held formår at

live ånderne,

hvi ingen er sin egen modgangs dommer,

hvi hvermand tager skæbne-gunst og

vånderne

med sløvheds ro, og venter hvad der kommer.

Kræv ikke, ven, at jeg skal

gåden klare;

jeg

spørger helst; mit kald er ej at svare.

Men da De nu har dyppet Deres pen,

så skal det dog ej være gjort forgæves, –

at sige, hvis ej med bestemthed kræves

et svar, som svarer sådan ligehen.

Kort, jeg til svar vil spørge Dem igen;

og undskyld at – da hånden med i spillet

en digter har – der spørges i et billed.

Så sig mig da, om De har nogensinde

tilfældigvis ved vore kyster set

et skib stå ud tilhavs for friske vinde

og sætte kursen endefrem og ret?

Det har De visst, og De har sikkert mærket

det liv, den lyst, den virksomhed ombord,

den trygge sorgløshed, der driver værket,

det sikre bydende kommando-ord,

som om det var en regelbunden verden

med fastsat bane, lig vor egen jord,

med lov, som den, for farten og for færden.

Tidt

går et sådant skib på lange rejser;

det søger fjerne lande, mange havne;

man losser lasten, og ombord man hejser

nyt

stykgods under udenlandske navne;

man stuver

rummet mellem

begge stavne

med en utallighed af kasser,

baller,

og hverken

skipper eller mandskab ved

til punkt og prik hvad skibet fører med;

alt går

iflæng, alt tages som det falder.

Så lægges atter ud på vide veje;

kækt graver bougen i det salte skum;

det er som havet ikke havde rum

og bølgens

rygning ej gav bredt nok leje

for den usigelige livsmods-sum,

som stormvejr

ikkun øger og formerer

hos skipper, mandskab og hos passagerer.

Begribeligt. Er ikke skuden tæt?

Er ikke lasten stuvet jævnt og sikkert?

Er ej kompas,

sextant og stjernekikkert

i orden til at holde kursen ret?

Er ej det skøn, den dygtighed tilstede,

som vækker

lid og holder

mishåb nede?

Og dog, tiltrods for alt, det

kan sig hænde

en godvejrsdag, foruden synlig grund,

at der ombord, på hvermands sind og mund,

en

sælsom trykket

lumring er at kende.

Først tykkes få af denne tunghed grebne,

så fler, så mange, så til slutning alle;

sløvt

sættes sejl og sløvt håndteres

rebene;

sløvt

purres ud; sløvt høres

piben kalde.

Der tages varsler af hver liden ting.

Havblikkets døs, ja føjelige vinde

mismodigt tydes; selv et

marsvins spring,

en

stormfugls skrig man lægger sig på sinde.

Sløvt går de der, af samme

lønsot smittede,

skønt ingen røbed og skønt ingen

frittede.

Hvad er da sket? Hvad er vel hændt ombord?

Hvad er den gådefulde grund til trykket,

som lamslog sind og vilje, arm og ord?

Er nød påfærde, – nogen forulykket?

Nej,

ingenlunde. Alting går sin gang, –

men uden håb og mod, og uden sang.

Og hvorfor? Jo, fordi en

lønlig tvivl,

et rygte sniger sig foruden hvil

fra

forlugaren og til

agtermasten:

De tror

de sejler med et lig i lasten.

Den sømands-overtro er vel bekendt;

engang brudt ud den fylder alles tanker.

Hvordan med sagen selv

det er bevendt,

erfares først, hvis rejsen

vorder endt,

trods alle varsels-tegn, trods skær og

banker,

i havnen trygt fortøjet og for anker. –

Se, kære ven, – Europas

damp-paket

står ud tilhavs med kurs mod nye lande,

og både De og jeg har løst billet

og taget plads på agterdækkets

bret,

med hatten løftet mod de gamle strande.

Herude svales både sind og pande;

heroppe kan vi ånde frit og let; –

i lasterummet ligger al bagagen,

og kok og

steward sørger for

menagen.

Hvad kræves mere til en sorgløs færd?

Maskinen gør sin pligt; hør

kedlen buldre;

se

stempelstangen løfte sine skuldre;

se

skruen kløve vandet som et sværd; –

stagsejlet holder skibet frit for

krængning;

rormanden

bøder af hver

overdængning;

rumt farvand går vi i; kaptejnen oppe

på

brettet er vor fulde tillid værd

og holder udkik over alle toppe; –

hvad kræves mere til en sorgløs færd?

Og dog, – vidt ude på det åbne hav,

midtvejs imellem hjemmets land og målet,

det lader jo som farten sakked af,

som al vor frejdighed var fra os stjålet.

Mandskab og passagerer, mænd og kvinder,

går om med sløve øjne, slappe kinder;

man synker sammen, ruger, grubler, lytter

i

forlugarer og i

pragt-kahytter.

De spørger mig om grunden, gode ven!

Har De ej mærket, noget vilde komme?

Forstod De ej, et tidehverv var omme,

der

vejred tryghed og fortrøstning hen?

Hvad grunden er, det ligger ej for dagen;

men De skal høre hvad jeg ved om sagen.

Jeg sad en nat alene her på dækket,

en lummer nat med stjerner og med stilhed;

luftdraget var så blødt, så fuldt af mildhed,

og aftenvindens vinger ganske

stækket.

Tilkøjs var alle passagerer

gangne,

og døsigt brændte lamperne dernede;

ud fra kahytten flød en kvalmfuld hede,

der holdt de trætte i en halvsøvn fangne.

Men hvileløs og uden fred var blunden;

jeg så det;

skylights-lugen stod halvt åben; –

hist lå en statsmand og fordrejed munden

som til et smil, der endte med en

måben;

en lærd professor vælted sig til siden,

splidagtig, lod det, med sin egen viden;

en theolog trak teppet over panden;

i hovedpuden grov sig ned en anden;

og højt og lavt lå kunstnere, skribenter,

som folk i drøm, der frygter og forventer; –

men over alt det halvsøvns-liv dernede –

en rødlig, osende og kvalmfuld hede.

Jeg vendte øjet fra det sløve røre;

jeg stirred fremad i den friske nat;

jeg så mod øst, hvor alt en dagning mat

begyndte alle stjerners glans at sløre.

Da traf et ord hist nedefra mit øre;

det traf mig der jeg lænet sad mod masten.

En sagde højt og, som det syntes, midt

imellem usund søvn og mareridt:

Jeg tror vi sejler med et lig i lasten!

Mit folk, som skænkte mig i dybe skåler

den sunde bittre styrkedrik, hvoraf

som digter jeg, på randen af min grav,

tog kraft til kamp i døgnets brudte stråler, –

mit folk, som rakte mig den

landflugts-stav,

den sorgens byldt, de angstens rappe såler,

det tunge alvors-udstyr til min færden, –

dig sender jeg en hilsen hjem fra verden!

Jeg sender den med tak for alle gaver,

med tak for hver en smærtens

luttrings-stund.

Hver vækst, som lykkes i

mit livskalds haver,

har dog sin rod i hine tiders grund; –

at her de spirer fyldigt, rigt og gerne,

det skyldes gråvejrs-brisen fra det fjerne;

hvad solbrand løsned, det fik tågen fæste; –

mit land, hav tak, – du skænkte mig det bedste.

Ja, did, hvor tågen tumler sig om tinden,

hvor gråvejrsbrisen over vidden slår,

hvor der er

lydt foruden og forinden,

hvor der er øde mellem gård og gård, –

did ser jeg, som en lods fra

skansens

tremme.

I natten og min digtning bor jeg hjemme.

Og mest i denne meningsmørke tid,

da hjemmets liv et

tvesyn slutter inde:

et folk, som kløver sig i spredtheds splid –

og flokker sig om samlings-tankens minde.

Men når jeg ser mod disse festens dage,

mit syn går mer end tusend år tilbage.

Der ser jeg højne sig af sagas skodde

hint træ, som sprat i dronning Ragnhilds drøm.

Jeg ser det brede sig

fra Næssets odde,

rundt Nordkaps væg,

øst over Glommens strøm.

Jeg ser dets røde læg, dets grønne grene,

jeg ser dets kviste, skinnende som sne; –

men under løvet er en slægt at se,

som sidder

nidsyg, hver for sig alene,

på næs, i vik, i hver en afdals læ.

Kun en står sorgløs midt iblandt de spredte.

Han kaster legende sit livsmåls terning;

thi han har håb og tro, og er den rette,

og har et

verdensviljens krav at mætte, –

og store drømmes løvtag om sin gerning.

Så går det løs! Den unge mod de gamle;

det nye syn imod den vante sed.

Rundt Trondhjem ser jeg otte riger ramle;

i otte slag blir otte konger fældte.

Af høvdingstolen glider

Rollaug ned,

og sætter sig på jarlesædets skamle; –

i Naumdal

stikker

Herlaug sværd i belte –

og går i haug med alle sine helte.

Da enes

de, som står mod landets ening;

da samles de, som slår for spredtheds værk;

da nytter de

hårfagre kongens mening:

at ryg mod ryg gør kæmpen tifold stærk.

Da flokkes

Egder,

Theler,

Hørder,

Ryger;

da skinner

spilte sejl langs

Listers strand;

der stritter vimpler, skum for stevnen fyger,

og som de rundt om

Jeder-revet stryger,

der bæres hæse hærskrig ind mod land.

De søger Haralds flok. Nu skal det

fristes,

om hævdens træ fra farfars tid tør

kvistes.

To tanker går i stål imod hinanden;

to tidehverv vil skifte hvasse ord. –

Fra løftingen ser

Roald Rygg mod nord;

kong Køtve bryner sværd mod skjolderanden.

Lidt frem endnu!

I

Hafsfjord venter manden.

Ser I de hundrede

tjærede snekker,

langskibes rader, som ligger for anker?

Ser I, hvor

Hårfagers hærklædte rækker

fylder og dækker

tofternes tiljer og

æsingens planker?

Hører I duren af Hafsfjords-gnyet?

Hornkloves drapa har båret det frem.

Stridsmænd for kvelden mod stridsmænd for gryet;

stridsmænd for

næet mod stridsmænd for

nyet; –

snekker og

knærrer,

med

højbårne stavne,

tørner og snerrer

som

måger mod

ravne;

fjordvidden mørknes af pilskyens bræm.

Dronningens drømtræ er stedt i fare!

Egder og Theler vil

løve dets tag af!

Har ingen nød. Med økser snare

ringer om roden sig Hårfagers skare,

bøder de hvislende

bilers slag af, –

berger den vordende tusendårs-saga.

Dagen lider og langskyggen falder.

Roald og

Sote og

Thore blunder.

Solen går under.

Med den går under en udlevet alder; –

det nybårne kalder. –

Kong Køtve løber med skam af striden, –

skønner, han kan ikke løbe fra tiden, –

løber endda,

som Hornklove melder,

længtende hjemad

til

sulet og

mjøden.

Men

Harald han

tjælder

knærrer og snekker.

Så

frister de fremad,

de fremdjærve rækker,

mod morgenrøden.

Og så gik tusend år. Snart strengt, snart blidt,

spandt norner gennem dem på skæbne-tenen.

Men folkedrømmens træ fik vokse frit,

med løv i toppen og med frugt på grenen.

Nu standser slægtens tog og skuer vidt

fra skillet

agterud. Nu rejses stenen, –

hin landets tause lovsang i granit. –

På vagt, mit folk! Bryd lag og leg og gilde; –

i mørket tusler det, som vil os ilde.

Jeg ser mit hjem med tågers

fold om tinden, –

mit hjem, hvor gråvejr over hejen slår,

hvor der er

lydt

foruden og forinden,

hvor der er ensligt mellem gård og gård. –

Hvad lusker der ved kveld på

krøgte veje?

Hvem er han, skyggen? Har jeg set ham før?

Han løfter klinken let på bondens dør,

går som på sokker bent til mandens leje; –

han hvisker ord i øret på den hvilende, –

og så til næste nabo – lydløst, smilende.

Og det er ikke en jeg ser, men mange.

Og det er ej blot ord, jeg kan fornemme; –

jeg hører som en dur af dumpe sange,

en døs, som tager sind og sans til fange,

et bys, som summer drømmens digt iglemme.

Hvem er de, skyggerne? Hvor har de hjemme?

Af Hafsfjord stiger de! Op, dagens mænd!

Til Haralds-dyst! De døde går igen!

Ja, Roald, Sote,

Thore Haklang lever

sit midnatsliv som dødning og som

draug; –

og

Rollaug rører på sig;

Herlaug stræver,

den gamle

muldvarp, i sin sunkne haug.

Sligt er det, som går lumsk på bygdens veje,

budstikken bærende fra grænd til grænd;

sligt er det, som tar plads ved bondens leje,

og byder lønlig

leding ud igen. –

Op, dagens stridsmænd, fæld, hvad natten fødte!

Om drømmens træ slå ringen tæt og rund!

Hårfagre Harald kræver dådens støtte; –

det, som skal rage højst i denne stund, –

det, vi skal

ramme ned i Norges grund,

det er

en pæl igennem dem, han mødte.

Thi vi har liv til sag, og de har døden; –

de har kong Køtves mål, vi morgenrøden.

Se ud i verden! Hafsfjords dag er oppe,

lysvågen, over alle jordens toppe.

Den sol, som brandt på

Solferinos sletter, –

den sol, som farved

Lissas

vinblå dyb, –

som bruned

Porta Pias

røde spetter

og jog i kælder

Vatikanets kryb, –

den sol, som lumred om

Sadowas volde,

var Hafsfjords-solen i vort nye døgn;

det var den sol, som lyste for den

bolde,

da riget rejstes mellem holmer golde, –

en sol, som

slog i flint de samme trolde

og damped giften af den samme løgn. –

Mærk hvor du står, du dagens norske broder!

Tyd tidens tegn; med den er du i pakt.

Idag er kun en ringe grundsten lagt

til større støtte for

vor stammes moder.

Læs tidens lov! Den tåler ingens trods.

Cavour og Bismarck skrev den og for os, –

og dødninger og drauger

vog han fler af,

hin dådsmand og hin drømmer på Caprera.

Ja,

Haralds-tanken går igennem tiden,

og Hafsfjords-slaget står den dag idag;

thi det er ånd mod ånd, som ildner striden, –

kong Haralds ånd med rigets helheds-sag

mod søndrings-ånden under småheds flag.

Dog, svigter du, mit folk, i samlings-dysten, –

da ned med støtten på din høvdings grav!

Lad ikke stenen hykle over hav

og pege som en

nidstang ind mod kysten.

Men har du høvding-sind, og vil du sejre,

da ser jeg, lys og glad: du sejre får!

Da kan en slægt, som kommer efter vor,

den rette

samlingsstøttes rejsning fejre;

men den skal bygges over

døgnets lejre,

højt over bygdens stræv og byens bulder; –

dens plads er given: det er

Dovres skulder.

Da er det sket, hvad dronning Ragnhild skued.

Da først, mit land, du yder højsind ly.

Da er din gamle stortid vorden ny,

og spådoms-gåden herligt løst i nuet.

Da ser jeg dig, mit folk, som trøstig voved,

hvad du i samlings-festens rus har lovet, –

jeg ser dig træde tidens åbne spor

imod et frit, et helt, et mægtigt Nord;

jeg ser dig som en slægt, der tungt har sovet,

men sund er vågnet ved et manings-ord;

jeg ser dig som en slægt, der vil og tror, –

med kraft til mer end

dont på land og fjord, –

med længslers

hærgang rundt den vide jord,

og store drømmes løvtag om dit hoved!

At leve er – krig med trolde

i hjertets og hjernens hvælv.

At digte, – det er at

holde

dommedag over sig selv.

Tag mit håndslag fra det fjerne;

tag min tak i døde ord!

Sikkert véd De selv, hvor gerne

jeg sad med ved festens bord.

Kunde ønsker

jævne banen,

da blev Deres uden sten,

sluttet af på

livs-altanen

i en aften lys og sen.

Indtil da

De uforfærdet

bygge med på Nordens slot; –

muren højnes alt bag gærdet;

tårnet stiger alt så småt.

Stille bygværksmand, som brækker

stenen til

vort fælleshjem, –

lid på: i dets byste-rækker

hules nischen og for Dem!

Løvet rasler, blade falder;

nær er Nordens høst;

gennem

skovens brudte haller

går farvellets røst.

Derfor samler Nordens evne

sig til hjemmets hjerte-stævne,

værner varmt i stuen inde

om sit frilufts-minde.

I, som har hinanden kåret,

unge par, I to, –

gå med vårens krans i håret

ind i eders bo.

Ude lad Oktober-dagen

brede tungt sit tåge-lagen;

lad jert hjem en

løvsal være,

rejst til ungdoms ære.

Det er leve-kunstens kerne:

gennem let og tungt

om sit forårs-sind at værne,

holde hjertet ungt;

det, – når aftensolen daler,

løfte morgnens idealer

glansfuldt, kækt og højt ivejret.

Hvo det kan, har sejret.

Did at nå er samlivs gåde,

samlivs gyldne krans;

ingen

kløgt kan vejen

råde,

ingen visdoms-sans.

Men hvor stien er at finde

aner kærlighed iblinde.

Vogt da tro i eders stue

denne frelsens lue.

Husk, at

hvo det livslys sætter

på sit alterbord,

lampen har i sorgens nætter,

blus for fodens spor.

Og når engang løvet falder

rundt om jer i høstens alder, –

sku med dette lys tilbage

på jert vårlivs dage!

Just under min kometfærd mod en egn,

hvorhen jeg stævned for at finde hjemmet,

i verdensrummet viste sig en fremmed

uventet gæst ved

Andromedas tegn.

Der bæres bud ned til vor gamle jord,

at ude i det højtidsstille fjerne

der havde

kaos skabt sig til en stjerne,

da det slog ind på samlingslovens spor. –

Jeg fandt et andet kaos rundt omkring,

med spredte viljer og med skilte veje

og uden drift til fælles

banesving

og uden higen mod et midtpunkts leje.

Men da jeg atter stod i fjernets stilhed,

da tog jeg varsel af hvad der var sket, –

tog varsel af hvad selv jeg havde set:

lystågers samling til en stjernes billed.

Lyståger tror jeg på, skønt uden orden,

kaotisk løst den vælter sig i nord;

jeg tror den er på samlingslovens spor, –

en

lysrig stjerne i sin første

vorden.

De sad der, de to, i så lunt et hus

ved høst og i vinterdage.

Så

brændte huset. Alt ligger i grus.

De to får i asken rage.

For nede i den er et smykke gemt, –

et smykke, som aldrig kan brænde.

Og leder de trofast, hænder det

nemt,

at det findes af ham eller hende.

Men finder de end, de brandlidte to,

det dyre, ildfaste smykke, –

aldrig hun finder sin brændte tro,

han aldrig sin brændte lykke.

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Samarbeidspartnere:

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: