Du er her:
Blandede Digtninger
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag
Vis informasjon om diktet
Vis metrisk notasjon
Vis innholdsfortegnelse
xml, pdf
BLANDEDE DIGTNINGER
FRA AARENE 1848, 1849 OG 1850
DIGTNINGER
Resignation
(1847)
 Er de Glimt fra Sjælens Dunkle,
 Der igjennem Mulmet brød,
 Og som Lynblink monne funkle
 Kun til evig Glemsel født? –
 Var forgjæves al min Higen,
 Var min Drøm kuns et Fantom,
 Er mig nægtet Sjælens Stigen
 Var min Digten kold og tom! –
  Tier da I Undertoner! –
 Kan jeg eder ei forstaa, –
  Lad mig iblandt Millioner
 Leve glemt og glemt forgaa! – – –
Ved Havet
 Skummende Bølge
 Med kamplysten Hu!
  Hvo mægter dig følge?
 Hvor stævner du nu?
 Hvo mægter vel hæmme
 Din stormende Hast?
 Hvo dig at tæmme,
 At holde dig fast!
  Lig Yngling i vilde
 Stormfulde Dyst
 Mod Klippen at spille
 Var stedse din Lyst
 Dog midt i din Striden,
 Midt i din Harm,
 Den Søblomme liden
 Dig vinker til Barm!
  Ak, flygtig er Stunden; –
 Din Storhed som den! –
 Din Kraft er forsvunden,
 Da synker du hen! –
 See Grave dig vente
 I Klippernes Rift, –
 Ha, Bølge! saa endte
 Din Drøm om Bedrift!
  O! bland kun din Klage
 Med Brændingens Sang! –
 Hvad er vel tilbage? –
 Ei Mindet engang! –
 Thi mens i dets Himmel
 Du drømmer dig gjemt,
 I Bølgernes Vrimmel
 Du længst er forglemt! – – –
Tvivl og Haab
 Ha, hvilken Nat, saa rædsom, mørk!
 Derude stormer det! – – –
 Som Løvens Brøl i vildsom Ørk
 Hør Stormens Aandedræt! – –
  Ha, komme I fra Dødens Dal,
 I Skygger hist, som gaa
 Lig Aander over natlig Val
 I Skygevandter graa? – –
 Og disse Tordenstemmers Klang
 I denne Midnatsstund! – –
 Som Mørkets vilde Seierssang,
 Som Dommedags Basun! –
 O, mangengang jeg spottet har
  Med Dommedagens Gru, –
 Ha, Frugten, denne Haanen bar,
 Er vild Fortvivlen nu! – –
  Forlængst, forlængst, mens Barn jeg var
 Min Aftenbøn saa glad
 Til Himlens Gud for Mo’r og Fa’r
  Og Søskend’ smaa, jeg bad; –
 Men længst, ak, længst det er forbi, –
 Jeg har min Bøn forglemt,
 Ei meer jeg søger Trøst deri,
 Er ei til Andagt stemt! – – –
 Ha, svage Sjæl! saa skjælver du
 For disse Tordenbrag? – –
 Du troer i denne Stormnats Gru
 At skue Dommedag, –
 Den Dag, som aldrig komme vil, –
 Saa lød jo tit dit Ord;
 Og paa den Gud, du beder til,
 Forlængst du selv ei troer! – –
  Ha, Dæmon, er du atter vakt? –
  Vig fra mig Frister fæl!
 O, som Orkaners vilde Jagt
 Det stormer i min Sjæl, – –
 Og ingen Leder, ingen Vei
 I dette Tvivlens Hav! – –
  Gud! for en barnlig Bøn til dig
 Al jordisk Kløgt jeg gav! – –
  Men ak, jeg er ei Barn meer,
 Og har ei Barnets Sind! –
 For Veien, Uskyldsøiet seer
 I Troen, er jeg blind! –
 O, rædselfuld er denne Nat,
 Af Lynet kuns belyst, –
 Og dog den er et Dagskjær klart
 Mod Mulmet i mit Bryst! –
  Dog end fortvivle vil jeg ei,
 Men følge Hjertets Bud:
 Til Haabet vil jeg klynge mig,
 Til Troen paa min Gud! –
 Lad hyle kun Orkanens Sang, –
 Jeg slumrer ind til Ro,
 Forvist jeg vaagne skal engang
 Gjenfødt med barnlig Tro! – – –
Kjæmpeégen
 Høiest i Nord stod en Kjæmpeég, –
 I Hedenold var den oprunden; –
 Saa herlig dens Krone mod Himmelen stég
 Og Rod slog den dybest i Grunden. –
  De mægtige Grene, de frodige Skud
 Den bredte fra Nordpol til Eideren ud,
 Den skyggede stolt over Sveas Lande
 Og krandsede Vesterhavs klippede Strande! –
  Men Tidens Storme mod Kjæmpen foer
 Den mægtige Stamme de knuste,
 Og over det splittede, sjunkne Nor
 Som Gravsange voldsomt de bruste,
 Og Østens rovgjærrige Ørne saae
 Med lystne Blik over Codans Blaa,
 Mens Tydsken strakte sin Haand efter Byttet,
 Der laa, som en Døende, ubeskyttet! – –
 Dog spirende Skud den Knuste bar, – –
 Let Gnisten vorder til Flamme! –
 De Unge mindes hvad Gubben var, –
 Gad gjerne vorde det samme. –
  Snart søge den Skilte sin Broder igjen,
 Og række ham Haanden som trofast Ven, –
 Snart vorde de Eet, snart smelte de sammen,
 Som Vinternats Himmel med Nordlysflammen!
1849
Erindringskilden
 En Pigelil sidder i Aftenstund,
 Stirrer i Bækkens Vove,
 Og nede, hist i den dybe Grund
 Sig speile de dunkle Skove.
  Hun stirrer og stirrer med Vemodssmiil
 Ret som om hun Noget savned’;
 Men Bølgen flygter i munter Iil
 Af løvrige Bredder omfavnet. – –
 Saa sad hun i skyldfrie Barndom tit, –
 Da saa hun et Billed paa Bunden:
 En Yngling, der vinkede, smilende blidt, –
 Forlængst er Synet forsvunden. –
 Ak, nu er hun stor, og hvor ofte end
 Hun mindes sin Barndoms Dage,
  Den aldrig, aldrig dog kommer igjen,
 Ei vender dens Syner tilbage! – – –
 Dog sidder hun ofte ved Kildens Bred,
 Taarebedugget er Kinden; –
  Sagtelig trille de Vover afsted,
 Let kruser dem Aftenvinden. –
  Da kaster Maanen et sælsomt Skjær
 Hist fra den hvælvede Bue; –
 Hun stirrer i Voven og tykkes der
 Endnu hiint Billed at skue! – – –
Dødningeballet
 Henover den Kirkegaard øde
 Har Natten sin Vinge udbredt; –
  Saa roligt der slumre de Døde,
 En Slummer, som brydes ei læt; –
 Og sælsomt i Maanens Glands
  Mon glimte den Marmelsteen,
 Som, prydet med taarevædt Krands
 Bedækker den Dødes Been. – –
  Men brydes hiint Gravens Stille
 Af Midnattens dumpe Slag, –
 Da, hvis du kun lytte vilde,
 Du hørte en Tummel svag, –
 Og altsom det nærmer sig,
 Da drønner det meer og meer, – –
 Og Vandreren korser sig
 Og gyser, skjønt Intet han seer! – –
  Da aabnes de sjunkne Grave
 Og hver en mosklædt Steen,
 Og frem af de Boliger lave
 Saa tause de Dødninger treen.
  Dog klappred ved hvert et Trin
 De mørskne Knokkelbeen;
 Men Kappen, det hvide Liin,
 Den skinned som Sneen reen. – –
 De gribe hverandres Hænder,
 Og samles som til en Fest;
 En Lygtmand som Lampe brænder,
 Hvert Beenrad er velkommen Gjæst, –
 Hver fatter sin Naboes Haand
 Og dandser saa vildt i Ring; –
 Ha, maaskee en Fyrstes Aand
 Med Betlerens farer omkring! – –
 Tro ei Musicanter der mangler
 Ved et saa kosteligt Bal:
 Et Beenrad med Knokler rangler,
 En Anden en Hjerneskal
 Som Tromme ferdigt mon slaa,
 Det klinger, som sidste Suk
  Fra bristende Hjertes Vraa, –
 See det er de Dødes Musik! – –
  Om smuldrede Gravmonumenter
 De dandse saa lystigen rundt;
 Men Gravene atter dem vente,
  Een Time er kun dem forundt. – –
 – Tilende er Ballet de gav;
 Thi huult lyder Klokkens Slag,
 Og dybt i den rolige Grav
 De slumre til yderste Dag! – – –
Afskedens Minde
(Ved O. Schulruds Afreise)
 Naar Veiene spaltes og Vennerne gaa
 Skilte i Livets Vrimmel,
 Vi stirre saagjerne imod den blaa
 Og lyse Erindringshimmel.
  Der tindre som venlige Stjerner smaa
 De Minder fra svundne Dage, –
 Ei Tidens slørende Skyer formaa
 At dunkle den Lysning saa fage. –
 Dog mellem de venlige Smaastjerner der
 Een søger vort Øie saa gjerne;
 Den blinker i vémodsfuldt dæmrende Skjær
 Og er dog vor kjæreste Stjerne! – –
 Sørgmodigt er Navnet; thi Afskedens Stund
 Vi nævne den, alvorsfuldt stemte, –
 Dog mildt den belyser fra blaalige Bund
 Hvert Venskabets Minde vi gjemte! – –
Høstaftenen
 See det mørkner, – Regnen slaaer
 Pladskende mod Vinduesruden,
  Blander sig med Vindens Tuden
 Medens over Himlen gaaer
  Skygestalter, – Aander lige
 Ifra Dødens tause Rige; –
 Under fjerne Tordners Larm
  Komme, gaae de og forsvinde,
 Lig den nylig Elsktes Minde
 I en utro Piges Barm. – – –
 Tæt ved Ovnen sidder jeg, –
 Stirrer drømmende i Luen,
 Der kun halvt oplyser Stuen;
 Men en Verden er for mig,
 Hvor i Kullets dunkle Spalter
 Mine Drømmes Luftgestalter
 Bygge sig et Ildpalæ; –
 (Magen er ei let at finde;
 Thi i Hallerne derinde
 Kan jeg Pigetroskab see!)
  Ha, hvad Sceneri der er! – – –
 Er det da min Barndoms svundne
  Dage, til mit Hjerte bundne,
 Der igjen fremtræde her? –
 Eller er, (det saa jeg gjerne!)
 Sløret for det dunkle Fjerne
 I en vild forvirret Iil
 Trukket viftende tilside,
  Vinker Skulda med sit blide
 Eller varselfulde Smiil? – – –
 – – – – – – – – – – – –
 – – – – – – – – – – – –
 Dog, til kolde Virklighed
 Vækkes jeg af mine Drømme; – –
 Regnen falder end i Strømme, –
 Mit Palads er styrtet ned. – –
 O, hvor det er trist og øde,
 Slig en Stund kan Mismod føde,
  Bringe Hjertet til, beklemt,
  Ret at føle hvad det savner; – –
 Selskab? – Nei, kuns lidt det gavner
 For et Sind, mismodigstemt! –
 – – – – – – – – – – – – –
 Som Alverden jo har sin,
 Har jeg og min Elskerinde! –
 Ak, men ingen jordisk Kvinde
 Er hun, som jeg kalder min; –
 Kuns et Drømmesyn, fremstaaet
  Af en Higen uopnaaet,
 Uopnaaelig maaskee! –
 (Hvad om Kjærlighedens Længsel
 Slukned kvalt i Hjertets Fængsel,
 Kuns, som hun, en skjøn Idee! –)
 Ha, en jordisk Mø du troer
 I min Elsktes Træk at kjende,
  Det, hvormed jeg smykked hende
 At jeg hentet har fra Jord! –
 At fra Een jeg laante Panden
 Tankeriig, og fra en Anden
  Dette Følelsernes Hav
 I min Elskerindes Blikke? – –
 Nei, o nei, fra Jorden ikke
 Tog jeg hvad jeg hende gav! – –
 Kom, mit Hjertes Ideal!
 Jeg vil sværme ved din Side,
 Af dit Blik, det ømme, blide
 Vil jeg søge Lindring sval
 For den Længsel mig fortærer,
 Den, som mine Drømme nærer,
 Den, som aldrig slukkes ud,
  Ikkun da i Stilhed gløder,
 Naar paa Jord jeg eengang møder
 Mine Drømmes Aandebrud! – – –
Sjælens Solglimt
 O, hvor stormer mit Bryst!
 Jeg har hørt denne Røst,
 Som jeg kjender fra Drømmenes Land
 Naar jeg, slumrende mat
 I den dæmrende Nat
 Hørte Voverne hviske ved Strand!
 Jeg har seet det Blik
 Som min Aandebrud fik
 I min digtende Kjærlighedsdrøm!
 Gjennem Sjældybet foer,
 Som Orkan over Jord
 Mine Anelsers bævende Strøm!
  Og den Længselens Kval
 Som min Sjæls Ideal
  Tændte dybt i min higende Barm,
 Fra en blussende, vild,
 Altfortærende Ild
 Blev en Flamme, saa rolig og varm!
 Af en Funke belyst
 Blev mit skyfulde Bryst,
 Ei liig Sommerens brændende Sol,
  Naar den gløder os nær, –
 Nei, som Stjernernes Skjær
 Naar de tindre fra fjerneste Pol! –
 I min Sjæl var det Dag; –
 Da fornam jeg ei Nag,
 Ikke Smærtens giftdyppede Sværd
 Det var blot en Sekund, –
 Men den flygtige Stund
 Var dog meer end en Evighed værd! – – –
  Skal jeg skuffes paany? –
 Skulle Synerne fly –
 Og kun vorde Fantomer igjen,
 Naar det stormende Bruus
 Fra Begeistringens Ruus
 Toner mat og døer sygnende hen? –
 – – – – – – – – – – –
 O, med Mindernes Skat
 Gjennem Fremtidens Nat
 Vil jeg sværme paa Drømmenes Hav, –
 Til jeg træt stiger ned
 Forat søge min Fred
 I den rolige, kjølende Grav! – – –
Maaneskinsfart paa Havet
  Fuldmaanen skinner; – henover den vide
 Slumrende Havflade breder sig mildt
 I magisk Fortoning de glindsende, blide
 Maanelysstrømme, mens Alting er stilt;
 Mens Nathimlens Stjerne i Dybet sig bader
 Og Lysningen funkler fra Bølge til Bølge;
  – Let glider min Snekke paa Voven, – den følge
 De deilige, maanebeskinnede Rader. –
 Hist inde hvor Birkenes Grene sig strække
  Fortroligen ludende ud over Sø, –
 Der hvilte jeg nys under løvrige Dække,
 Der er det saa tyst, – o, der kunde jeg dø, –
 Der kunde jeg slumre bag Gravhøien rolig,
 Der kunde Bølgen i Stormnatten kvæde
 Der kunde Havdybets Aander jo græde,
 Fylde med længselfuld Klage min Bolig. –
  – Dog nei, – det er trykkende lummert ved Stranden! –
 Ud maa jeg paa Bølgerne langt ifra Land.
 Der vifter Havvinden kjøligt om Panden
 Der vil jeg slukke den Længselens Brand,
 Som nager mit Hjerte, – o, der er det stille,
 Der strækker sig Havsletten slumrende, øde,
  Der følger mig Ingen, undtagen de Døde,
 Hvis Øine saa sælsomt i Voverne spille. – –
 Troer du maaskee det er Stjerner som blinke
 I Dybet hist nede med taareslørt Glands?
 Ha, seer du, de komme, de svinde, de vinke
 Og hvirvle sig vildt i den mystiske Dands? –
  Der vilde jeg sikkerlig føle mig hjemme, –
 Der kunde jeg slukke hver knugende Smærte,
 Der stille hver Kval, som mit Indre fortærte! –
 Ja, der er det herligt; – der kunde jeg glemme! –
Midnatsstemning
 Natlige Taager glide,
 Henover Elvens Bred,
 Sænke i Sjælen blide
 Drømmende Anelsers Fred; –
 Medens de Levende sove,
 Spøger en Alfehær
 Hist i de dunkle Skove; –
 Midnatstimen er nær. – –
 Her er det godt at drømme,
 Her i den tause Nat,
 Hvor dine Længslers ømme
 Digt i Musik bli’er sat:
 De Toner, Voverne kvæde
 Klinge som Aanders Spil,
  Granskovens Susen histnede
 Nynner Accorder dertil. –
  Her kan du mane det Rundnes
 Minder af Fortids Hav,
 Hilse, som Venner de Svundnes
 Skygger, der stige fra Grav,
 Blande saa smukt de dunkle,
  Skumrende Minders Sky
 Med de Lysskjær der funkle
 Fra Haabets dæmrende Gry! –
  Klang ei i Nattens Stille
 Toner fra Taagen hist?
  Sagtelig Bølgerne trille,
 Fuglene lytte fra Kvist; –
 I Skov, hvor Alfer lege
  Vorder flux Alting tyst, –
 Mellem de gamle Ege
 Skinner Maanen saa lyst. –
 Hører du Nøkken synger
 Nede ved Elverand,
  Der hvor Piiltræet gynger
 Skyggende udover Vand! –
 Der slaaer han de gyldne Strænge
 Skjult i det dunkle Krat
 Og Ecchoet blidt og længe
 Toner i stille Nat. – –
  Naturen stemmes saa saare
 Vemodigt ved Nøkkens Kvad;
 Dugdraaben, retsom en Taare
 Glindser fra hvert et Blad, –
 Hyllet i Skyer lette
 Skinner Maanen saa mild,
 Klagende Toner sig flette
 Ind i det sære Spil. –
 Naar Dagen straaler heroppe
 Boer Nøkken i Elvens Grund,
  Men stiger bag Granens Toppe
  Maanen i natlig Stund: –
 Paa Voven seer du ham svæve,
 Synge saa veemodsfuld; –
 O, kunde Klagen bæve
 Høit over Stjernens Guld! –
  I Sangen er fromme Kræfter,
 Der raader en hellig Magt:
 Maalet, du higer efter,
 Skjønt dybest i Fremtid lagt,
  Vil engang din Barm forsone
 Og hæve dig over Jord, –
 Da vorder hver Veemodstone
 En salighedsfuld Accord! –
Til Stjernen
(Tilegnet C: E:)
  Blege Stjerne! send et Vink
 Fra det Evighøie! –
 Lys med venligt Flammeblink
 Klart for Sjælens Øie! – –
 Skal dit dunkle Billedsprog
 Da kun Længsel vække!
 Lær mig klart at skue dog
 Gjennem Fremtids Dække! –
 Spred dog Tvivlens sorte Sky
 Fra mit syge Indre,
 Lad en salig Visheds Gry
 Gjennem Mulmet tindre! –
  Ak, forvoven er min Bøn; –
  Tør jeg Vished kræve! –
  Mægter da en Jordens Søn
 Sig fra Jord at hæve? –
  O, med Troens blide Skjær
 Vil tilfreds jeg være, –
 Kan ei Sandhed findes her,
 – Haabet vil jeg nære. –
  Naar da Himmellyset mat
 Tindrer fra det Fjerne,
 Vil jeg glad i stille Nat
 Stirre mod min Stjerne. – –
Aftenvandring i Skoven
 Det er for lyst, det er for lyst
 Hvor Maanen skinner ned, –
 Mit Hjerte blier saa gjennemgyst
 Af denne Nattens Fred;
 Fra hver en Blomst, fra hvert et Blad
 Staaer Aftenduggens Perlerad
 Og dirrer for mit Blik! –
 Det er for lyst, det er for lyst
 Ved Kildebredden her! –
 See! Voven glider altfor tyst
 Og Stjernens Billed er
 I vaade Dyb, saa tykkes mig,
 En sorgindhyllet Glemmigei,
 Et Øie klædt i Graad.
 Derinde, fjernest imod Nord,
 Hvor Granen staaer saa mørk,
  Hvor Huldren dybt i Fjeldet boer,
 (Du kalder det maaskee en Ørk,)
  Der eier jeg et Yndlingssted
 Did vil jeg rette mine Fjed,
 Der er min Helligdom!
 Seer du hvor Fjeldets steile Top
 I Skyer hylles ind; –
 Et høstligt Uveir trækker op,
 Alt blæser Nattens Vind! –
 – O, skjønt; – som af et Aandepust
 Jeg føler mig af Storm ombrust
 At fare gjennem Nat! – –
 Afsted, afsted, dybt ind i Skov!
 O, længer frem endnu,
 Til Sjælen ganske blier et Rov
 For denne vilde Gru, –
 Til Nattens Aander fast du troer
 At følge dine rappe Spoer
  Hvorlet du iler end! –
  Tys, her er Stedet; – stille nu! –
 Her midt i Skovens Skjød
 Hør Uglen hyler, – hører du? –
 Ha, hvor det herligt lød!
 Det er en lystig Melodie, –
 Lad ei en Tone gaa forbi
 Dit Øre; – ha, hvor skjønt! –
  Her stander Granen sort og høi
 Ved Kjærnets skumle Kant; –
  – Mens Stormen gjennem Luften fløi
 See Taagens Skygevandt, –
 Det glider ned, det glider op
 Og hylles snart om Skovens Top
 Snart over sorte Dyb. –
  Her finder Hjertet sig saa vel,
 Midt under Stormens Larm;
 Her er Naturens Aasyn selv
  En Speiling af min Barm,
 Et Billed paa, hvad Skjæbnen gav:
 Ei Ro i Liv, ei Ro i Grav,
 Ei Ro i Evighed! –
I Høsten
(Indrykket i Chr:posten No 431)
 Sommerens Sangere Skoven forlade; –
 Hvor deres Kvæde fra Grenene klang,
 Toner alt Høstvindens sukkende Sang
 Veemodsfuldt gjennem de gulnende Blade.
 Her, hvor det blomstrende Tæppe saa rigt
 Smykked de duftende, lysgrønne Enge,
 Bæver i visnede Straa, som fra Strenge,
 Sommerens Afsked, – et klagende Digt!
  Lillie! hvi lod du din bøiede Stængel
 Bladløs tilbage, – hvor flygted du hen?
 O, du vil komme til Vaaren igjen,
  Følgende Sommerens venlige Engel! –
  Rose, med Glædens sødttonende Sprog
 Hviskende gjennem dit Bæger saa fage,
 Tornefuldt stander dit Minde tilbage,
 – Saarende, – Ak, – men jeg elsker dig dog! –
 Manget et Frø fra den vaarlige Have
 Saa vi jo modnende vorde til Frugt; –
  O, men saamangenen Plan ligger smukt
 Dækket af knuste Forhaabningers Grave.
  Sommer! fortidlig mod Syden du fløi, –
 Snarlig var Haabets Tilværelse omme, –
 Ak, og den Sørgende har ei en Blomme
 Fromt til at smykke den hellige Høi! –
 Jo, mellem Gravene stander tilbage
 Endnu en Blomst i sin fagreste Pragt, –
 Den har ei Høstvinden Døden end bragt, –
 O, hvi skal Hjertet da længere klage! –
 Mindet den hedder, – see, end den formaaer
 Haabet af stivnende Slummer at vække, –
 Bind den til Krandse om Fortidens Dække,
 Trøstende vil den forgjætte en Vaar! –
Vaarens Minde
(Sat i Musik af C. Due)
 Der er i Livet
 Af Gud dig givet
 En vaarlig Stund,
 Da glade Drømme
 Dig gjennemstrømme
 Fra Sjælens Bund
 Og bort er manet
 Hvert Taageslør
 Fra hvad du ahned
 Halvdunkelt før.
 En Haabets Sommer
 Med fagre Blommer
 Fra Himlen gaae
  Forbi dit Indre, –
 Hvor klart de tindre,
 Lig Stjerner smaa; –
  Mens Livets Gaader
 Dig tykkes løst’,
 Et Foraar raader
 Blidt i dit Bryst!
  Ak, snart det svinder! –
 Dog venligt minder
 En Veemodslyd
 Fra Hjertets Strenge
 Dig blidt og længe
 Om Vaarens Fryd, –
 De Tonestrømme
 Er Efterklang
 Af Blomsterdrømme
 Og Foraarssang! –
Til Ungarn!
 Kampen drønner ikke længer huult fra Magyarerlandet!
 Ifra Valen dumpe Sukke med en Dødens Klage blandet
 Gjennem Nattens Stille bringe Budet veemodsfuldt og dæmpet:
 Magyaren er ei meer, hans sidste store Strid er kjæmpet! –
 Frihedshelteskaren segned for Barbarers vilde Horder, –
 Paa Ruinen Tyranniet staaer igjen som Frihedsmorder.
  Fryder eder, purpursmykkede Monarker! Atter feired
 Magten sin Triumph, – paany er Frihedsflammen jo beseiret!
 Arme Land! O, dine Sønners bedste Hjerteblod er rundet,
 Dog, de ædle faldne Helte har en Martyrkrone vundet.
  See, Europas Haab med dine kjække Kjæmpers Liig du gjorder; –
 – Snarlig det fortabte Land maaskee et andet Polen vorder!
  Dog, bag Trældomsnatten straale vil en herlig Morgenrøde, –
 Da skal dine Frihedshelte reise sig ifra de Døde,
  Slutte sig til dem som segned kjæmpende ved Veichsels Bredder
 Og til dem som fra Skaffotet Tydsklands Grund med Blodstænk væder!
 Ja, naar kjækt de unge Slægter hævnende mod Thronen farer
 Som en Høstorkan og styrter Tyranniets Grundpillarer, –
 Da skal Magyarernavnet stolt ved sine Heltes Hæder,
 Som et vakkert Løsen tordne fra de seirende Geleder! –
Vaagner Skandinaver!
Et Opraab til de norske og svenske Brødre
1849
 Tys, høre I hiint Tordenbrag fra Syden?
 Huult ruller Drønnet over Kattegat; –
 Det er to fiendtlige Kræfters Bryden,
 Som brede over Dannevang en Nat! –
 En Nat, saa rædsom og med Blod saa svanger,
 Just nu da Frihedstræets unge Skud
 Med vaarligtspæde Blomsterknopper pranger,
 Men savner Freden forat springe ud.
  Hist stande tydske Voldsmænd forat røve
 En Deel af Danmarks Grund med væbnet Haand;
 En Grund, saa hellig for Normannastammen!
  Op Brødre, op, – vi tør ei længer tøve, –
 Saa byder os hiin Nordens Broderaand,
 Som knytter Norsk og Svensk og Danske sammen!
  Alt længe laa en Higen i vor Barm, –
 De danske Brødre fløi vor Sjæl imøde,
 Da de beslutted med Begeistring varm
 For Nordens store Fællessag at bløde.
 Men staa vi tause, gribe vi ei Sværd,
 Gaae vi ei kjækt imod den tydske Bande
 Da ere vi ei vore Fædre værd,
 Ei vore Brødre paa de danske Strande.
 Forskandse vi os mellem vore Fjelde
 Troe vi os sikkrede af Klippens Værn, –
 O, gid ei Troen altforsnart maa svigte.
 Men glem ei, Normænd, Ørnen som med Vælde
 Udspænder Kloen, – husk den er ei fjern, –
 – Hvad om den Byttet havde alt isigte?
  Er ikke Slesvig da en Helligdom,
 Et fælles Eie for det hele Norden,
 Mod Germanismens Trængenind, en Bom,
 Men hvad naar denne Formuur tabt er vorden?
  Naar Eiderstrømmen væder tydske Bredder,
 Mens Nordisk Aand og Sprog fordrives der,
 Naar Folket da i Tydskens Vold begræder
 Sit Dannemark, sin tabte Moder kjær?
  Naar Danmarks Klage bæver hid med Vinden
 Og baner til vort Hjertes Dyb sin Vei
 Mens Uveirsskyen truer fra det Fjerne:
 Staa da med Blusels dunkle Glød paa Kinden
 I, som var Magten givne og som ei
 Greb Sværdet for om Nordens Ret at værne!
  Skal Slesvig vorde for det danske Folk
  Hvad Finland er for Sverrigs Sønner gjæve,
 Et Land for hvilket Smærtens tause Tolk
 De bittre Taarer tungt i Øiet bæve.
 Skal Slesvig vies til germannisk Rov,
 Skal Barnet rives voldsomt fra sin Moder?
 – Nei, Brødre, nei, der er en hellig Lov
 I Sjælens Dyb, den heder: Red din Broder!
 Den heder: Hjælp, hvad længst Naturen bandt
 Med skjønne faste Baand tæt til dit Hjerte,
  Vee, vee dig, svigter du i Farens Stund!
 Din Saga læser Skulda strængt og grant
 Hun kræver Daad for hvad dit Indre nærte
 Og ikke klingende Tirader kun. –
  Skal Norge plette med en troløs Daad
 Sin unge Friheds lyse Morgenrøde?
 Siig, hvo indskjød i Folkets Bryst det Raad
 At sidde roligt mens de Danske bløde.
 Var det de Mænd som Folket kaared ud,
 At værne hist paa Thinge om dets Hæder?
 Hvi fulgte I ei Ærens skjønne Bud,
 Hvi kaldte I selv Skjændsel over eder?
  Var Valget tvivlsomt naar det stod til jer
 At følge Broderkjærlighedens Stemme.
 Siig, hørte I da ikke Folkets Raab?
 Alt rykked Tydsken meer og mere nær
 Og dog I kunde de Betrængte glemme
 Der satte end til os et freidigt Haab.
  Siig, svenske Brødre, siig hvi dvæle I?
 Hvi ile I ei over Sundets Vove?
 I have Dansken jo saa kjær som vi,
 I elske Sjølund med de lyse Skove.
 Siig, trænger Larmen ei til eders Sjæl
 Naar I ved Øresund mod Danmark skue, –
 Er ikke Tydskens Seiersskrig en fæl
 Hovmodig Haanen, I gad gjerne kue?
 Ha! er det sandt, hvad sagte hviskes om.
  Mod Østen stirre I med Frygt tilbage,
 Er Sveas Sønner da Barbarers Trælle?
  Nei, nei, I frygte Ingen fremmed Dom; –
 Hvert Sagas Blad ifra de svundne Dage
 Er skjønne Vidner som derom fortælle.
  Og drager end en enkelt Skare did
 Fra Sverrigs Kyster og fra Norges Fjelde,
 Hvad nytter det? En sildig Eftertid
 Vil for sin strænge Domstol Folket fælde.
 Naar Muldet længe, længe har os dækt
 Skal Efterkommerne med Skam bekjende:
 «Vi stamme fra en depraveret Slægt»,
 Og skynde sig vort Sagablad at vende.
  Thi lever Folket da for Nutid kun?
 Er Fortidsmindet ei en venlig Blomme
 Hvormed vi smykke mangt af Nuets Brøst?
  Snart vorder «Nordisk Troskab» i vor Mund
 Til bitter Spotten eller Floskler tomme
 Og Efterslægten savner Mindets Trøst.
  Skal Broderkjærligheden vorde Had?
 Skal Broder rødme skamfuld over Broder?
 Skal vi ei meer som fordum samles glad’
 Ei meer i Eendragt nyde Fredens Goder?
  Hvad Fremtidsdækket gjemmer, ligger end
 I Dunkelhed, – men snart vil Sløret briste; –
 Hvad om da Troløsheden mod vor Ven,
 Mod Danmark var som Folkedaad vor sidste!
 Ha, hvad skal ildne os i sidste Strid,
 Hvor skulle vi vel Mod og Kræfter hente
 Naar Folkets Hæder ligger i sin Grav?
 O, vee os da at vi ei iled did, –
 Hvor varme Broderhjerter for os brændte
 Trods Norges Kulde, trods dets Fjeld og Hav!
  Du, Oskar! var alt længe Nordens Haab,
 Mod dig vi tillidsfulde Blikke sendte.
 Vær ikke døv for tre Nationers Raab,
 Som fra din Læbe Kongeordet vente!
  Dit Løfte, Oskar! er en hellig Gjeld,
 Ved dig kan Danmarks Redning endnu vindes,
 – Led du os, bolde Drot! til Nordens Held,
 Een Vei er kun hvorpaa det end kan findes.
  Hvi kalder du ei Folkets Mænd til Raad,
 Dig, Konge! følge de saasnart du kalder,
 Thi Fortidsfunken gløder end i Nor!
 End er det Tid, – end kan ved hurtig Daad
 Det skjønne Danmark reddes før det falder
 Med skuffet Tillid til et – Kongeord! –
  Byd Folket vaagne, byd det følge dig
 Førend dets Aand i Sløvhedslænker bindes
 Led det paa Ærens og paa Pligtens Vei
 Før Alt er tabt for aldrig meer at vindes.
 Da knæle taksomt for din Thrones Fod
 To Broderfolk som du til Kampen vakte,
 Og Nordens Hæder, Danmarks skaante Blod
 Er Lønnen for den Hjælp du Dansken bragte.
 Da, Konge! spreder du i nyfødt Glands
 En Oldtidshæder over Nordens Riger
 Og Folket raaber jublende dit Navn;
 Mens Brødre synke glad i Broderfavn
 Og smykke Dobbeltkronen med en Krands
 Af Kjærlighed og Tro som aldrig sviger.
  Men skuffes Haabet, var det kun Bedrag, –
 Skal Danmark lades uden Hjælp i Nøden,
 Forraader Nor og Svea Nordens Sag,
 Mens mangen Dansk for den fandt Heltedøden;
 Da hør en Normands Ord I Danske Mænd:
 Lad ei uskyldig hele Folket lide,
 Viid, mangen af os gjorded glad sin Lænd
 Med Sværdet forat kjempe ved jers Side.
  Blandt Norges Fjelde bløder mangen Barm,
 Saamanget Hjerte der for eder luer
 Og aldrig, aldrig Broderflammen døer.
  Kun Usselheden Hadets Frø udstrøer
 Og vækker Dumheds taabelige Harm,
 Mens den med indbildt Fare Folket truer!
  Endnu engang, – I Norges ædle Sønner,
 I kjække Svenske Brødre! Vaagner dog!
 Hør endnu Kampens Larm fra Danmark drønner
 Snart vendes Bladet om i Skjæbnens Bog.
 Husk Slesvig var fra længstforsvundne Dage
 Af Nordens Kjæmpeég en fager Green,
 – Snart staar maaskee af Danmark kun tilbage
 Dets Hæder som en Fortids Bautasteen.
 Husk Efterverdnen dømme vil vor Færd,
 Lad os ei Hjertets høie Bud forglemme
 Ei sprænge Nordens skjønne Broderbaand;
 Thi virker kjækt ved Ord, ved Skrift, ved Sværd,
 Lyd Ærens, Pligtens og Fornuftens Stemme
 Ræk Broderfolket kjærlig Broderhaand!
DIGTE FRA 1850
Til Norges Skjalde
  Hvi sværme I, Skjalde! for Fortidens Fjerne,
 For skrinlagte Old med de smuldrende Minder, –
 Et Billed saa mat som den Lysning der rinder
 I dæmrende Nat fra en skysløret Stjerne? –
  – Er ikke den Gnist som I eie da kun
  En Gave jer skjænket til Nytte for Folket,
 Der kræver af Skjaldens begeistrede Mund
 Sin Smærte, sin Lyst og sin Længsel fortolket.
 I sang jo saatit om «de kneisende Fjelde»,
 Hvor Granskoven voxer og Jøklen har hjemme,
 Men Syner og Drømme som storme med Vælde
 I Brødrenes Hjerter, – dem kunde I glemme!
 Hvi lytte I ei til den Brusning, som rigt
  Fra Sjælene bæver før stille det vorder?
 Hvi flette I Synerne ei til et Digt,
 Hvi forme I Tonerne ei til Accorder?
 O, fagre Gestalter i Nuet jo vinke, –
 Fra Dalen, fra Fjeldet, fra Vinter og Sommer.
 Ha, see I ei Skatten saa glimrende blinke,
 – En Folkelivsdigtning med deilige Blommer!
 De luftige Billeder kræve et Liv
  I skildrende Kvæder, Tilværelsens Panter,
 De savne kun Skjaldens beaandende: Bliv!
 For herligt at klædes i Kvadets Gevandter!
Balminder
Et Livsfragment i Poesi og Prosa
PROLOG
Til Stella!
 For din Fod jeg lægger ned
 En Bouket af friske Blommer,
 Skudte frem i sidste Sommer
 Ifra Mindets Urtebeed;
  Ei du finder
 Der Kjærminder,
  Centifoler
 Og Fioler,
 Ei den rige Yppighed,
 Som med Foraarssolen kommer.
 – Stella! Blomsterne jeg gav
 Er kun veemodsfulde Kvaster
 Af en bleg, en høstlig Aster,
  Skudt iveiret fra en Grav! –
1
 Som en Trøster gjennem Livet
 Er os Mindets Engel givet;
 Fra din Barndoms fagre Vaar
 Gaaer han venlig ved din Side
 Nynner Fortidssange blide
 Fletter skjønne
  Eviggrønne
 Mindekrandse i dit Haar.
 Svinder Vaaren, har du dog
 En Erindringsblomst tilbage, –
 Ja hvert Blad i Livets Bog
  Stander fuldt af Minder fage
 Og naar henad Tidens Strøm
 Du engang dem gjennemblader
 Staae Erindringernes Rader
 Som Gestalter fra en Drøm,
 Velbekjendte,
  Himmelsendte,
 Retsom Vaarens vakkre Blommer,
 Naar dit Hjertes Vinter kommer. –
  Ja fra hvert dit Livs Moment
 Dirrer blidt en Efterklang
 Stundom kort og stundom længe
 Gjennem Mindeharpens Strænge;
 Dog blandt alle Fortidsdage,
 Om du kalder dem tilbage,
 Ingen Stund saa rig paa Minder,
 Som et muntert Bal du finder!
  Maaskee klinger det lidt sært,
 Dertil og lidt upoetisk, –
 For et Øre, fiint æsthetisk
 Var det maaskee mere kjært
 I en Balnats Sted at høre
  Noget «Skjønnere» og «Større»,
 Retsom om den lyse Sal,
 Festligt smykket til et Bal,
 Hvor en yndig Flok Koketter
 Slynger Blikkets Brandraketter
 Mens Musiken stemmer i, –
 Var foruden Poesi! – – –
 – – – – – – – – – – –
  Dog, det er ei slige Minder,
 Som for Sjælens Blik oprinder,
 Der er Alvor og deri, –
 Ikke Munterhed allene
 Skjænker Ballets glade Scene
 Alt dets skjønne Trylleri! –
 Mens hvert Aasyn aander Glæde,
  Mangenen i Feberhede,
 Under Lidenskabers Strid
 Tumler sig i Valsens vilde
 Hvirvel for sin Kval at stille
  Om end kun en stakket Tid;
  Manget Bryst, – dog nei, jeg vil
 Ikke længer koldt udmale
 Dette Smærtens vilde Spil
 I de frydopfyldte Sale, –
  Gjør blot selv en Valfart did,
 See dig om i Sceneriet,
 Som er Terpsichore viet! – –
 – – – – – – – – – – –
 Hvilket Lyshav bølger frem
 Fra de lange Vinduesrækker
  Med en Glands som Mørket gjækker
  Hist paa Gaden under dem, –
 Der hvor mangen Uindbuden,
 Lænet op imod Portalen,
 Stirrer længselfuldt mod Salen
 Og dens Herlighed bag Ruden. – –
 Ha, hvad Billed dog paa Livet, –
 Eet af begge er dig givet,
 – Enten gaaer du som en Gjæst
  Inviteert til Livets Fest,
 Eller og, som en Tilskuer
 Gjennemgyst af Nattens Vind,
  Stirrer du fra Gaden ind
 Mod de straalende Vinduer! – –
 – – – – – – – – – – –
 Men derinde hvilken Vrimmel!
 Stjerner lig fra Vinterhimmel,
 Eller klarest som Krystal
 Funkle Kjærter uden Tal,
 Medens i en broget Blanden
  Grupper op og Grupper ned
 Svævende med lette Fjed
  Smile høfligt til hinanden.
  See, hvorlangt dit Blik end naaer,
  Lutter skjønt har du for Øie;
 Dog min Ven, – see ei for nøie
  Thi med Blomsterpynt i Haar
 Og i disse Dragter hvide
 Selv en Mø paa treti Aar
 Blier paa Ballet en Sylfide! –
  Roser, Roser overalt! – –
 Roser selv paa Kinden malt!
 Hvide Arme,
  Lilliebarme
  Med sit Alabasterskjær
 Hist med Kniplingspragt forhøiet;
 Her et rødligt Ditto er
 Med Zirater skjult for Øiet
 See den Lille der histhenne
 Vover knapt et Blik at sende
 Mod den Sværm af unge Herrer,
  Som Chapaubas i Arm,
 Holder hver sin Dame varm, –
 Dog giv Tid, – hun snarlig lærer,
 – Pigebarnet blev jo først
  Confirmeert i sidste Høst! – –
 – – – – – – – – – – –
  Ha hvad rigt og broget Liv
 Dog den lyse Balsal rummer!
 Liig et Syn fra Feberslummer
  Naar dit Hjertes Drømmeviv
  I din vilde Phantasie
 Svæver ætherlet forbi. – – – –
 O, saa vil jeg og derind,
 Hvor de larme, hvor de bruse
 Vildt og voldsomt som mit Sind,
 Naar dets Smærtesstorme suse; –
 – Ind i Trængslen forat finde
 Flygtig Glemsel eller – hende! –
 – – – – – – – – –
2. EN DAGBOGS SIDSTE BLADE
– – – – – – – –
– Taabelige Drømmer! Hvad vil du her blandt disse larmende Klynger? Er det Skjæbnens Ironi som har bragt dig til at søge dit Hjertes Ideal i en Balsal? – – – –
Og vilde det virkelig glæde dig at finde det her? Vilde det være dig kjært om dit Hjertes Ideal incarneredes i Balsalens Idealer? –
Fornuftigt eller ufornuftigt, ligemeget; – jeg maa! Hvad formaaer Villie og Fornuft mod den indre, mægtige dræbende og dog saliggjørende Længsel? –
«Jeg maa»! – – – – –
Husk disse Ord du Følesløse! der koldt fordømmer Lidenskabernes Storme i Menneskesjælen, – husk dem og glem ei at du i dem læser Retfærdiggjørelsen for saamangen Tilværelse, forvildende og – tilintetgjørende! – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Hvad bevæger sig i alle disse glade smilende Skikkelser? – De ere komne hid med Forventning om Glæde og Tilfredsstillelse; – have de fundet hvad de søgte, eller gjengiver Ballets Scene Ideen til Menneskelivets store Drama? –
– Og hvad er denne Idee? –
Ahne, haabe og skuffes! –
– See i disse tre Ord er Menneskets Liv fortalt! – – – – – – – – – – – – – – – – –
– – Hvad var det! – Et Blik mødte mig imellem Trængselen, – et Blik, fremmed og dog saa vel bekjendt! – –
Nei, det er intet Bedrag, – jeg har seet hende, – jeg har fundet mit Hjertes Ideal! – – Jeg tør ikke dvæle ved disse Erindringer forat de ikke som luftige Skyggebilleder skulle flygte bort og forsvinde! – – –
– – Jeg har slynget min Arm om hende, jeg har stirret ind i de klare Øine; – ja det er hende, som jeg kjender fra mine vaagne Drømme; – o, dersom blot ikke ogsaa dette er en Drøm! – – – – – – – –
<...> – – – – – – – – – – – – – – – – –
Hvad er et Menneskelivs Kamp og Skuffelse mod en halv Time som denne, – – o, herligt at gaa tilgrunde, at tilintetgjøres i et saadant Øieblik –
Skjæbne! Tag dette Overmaal af Lykke fra mig, – lad ikke denne Stund vanhelliges ved at forlænges; – – jeg har fundet hende, – hvad vil jeg da mere? – – – –
Velgjørende Skjæbne! du har hørt mig! – Mit Livs Treactsdrama er spillet tilende; gjennem to lange Acter har jeg ahnet og haabet, – nu er ogsaa tredie Act forbi; – herligt! hvilken Idee, hvilken Rollebesætning! – – –
Og «Intriguen» i Stykket? Er den ikke den simpleste, den forstaaeligste man kan ønske sig? – –
En Herre nærmer sig; hun lægger sin Arm i hans, – de gaa. –
«Hvem er denne Herre»!
– «Det er hendes Forlovede; – hun elsker ham med Lidenskab»! – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Ballet er tilende. – O, Ingen er lykkelig som jeg i dette Øieblik; jeg er fortumlet af Salighed, – enhver Higen maa være opfyldt; thi jeg haaber Intet mere. – Jeg vil hjem; jeg vil fuldføre det sidste Blad i min Dagbog med Erindringer fra Ballet. – De ere mit Livs Morgenrøde! – – – Mit Livs Morgenrøde paa min Dagbogs sidste Blad! – Forunderligt; – – Man taler om en Evighed, – – skulde der følge en Evighedsdag paa denne Morgenrøde? – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Ja, jeg vil hjem, – jeg vil endnu engang gjennemleve mit Liv, min Kjærlighed, – og saa ud i den mørke Nat at drømme og – – – – –
<...> – – – –
Møllergutten
 Hvor Fossen suser i Sommernat
 Henover Elvebundens Stene,
 Mens Taagen glider ad Elv og Krat,
 Der sidder Møllergutten ene; –
 Imellem Oreløvet titter ind
 En sneebleg Lysning udaf Maaneskin,
 Spredende der
 Venligt sit Skjær
 Henover Nattens tause Scene.
  Det er saa sildig en Thorsdagskvel,
 Fra Fjeldet Hulderslotten klinger,
 Og Fossegrimmen i Strømmens Væld
 De gyldne Harpestrænge svinger, –
 Og Møllergutten lytter til dens Spil,
 Tys, hør! da bæver, som en Gjenlyd mild,
 Hulderens Sang
 Fosharpens Klang,
 Let baaren hen paa Nattens Vinger.
 Og det er Thorgjerd som lokker fram
 Sin Feles underlige Kvæde,
 For han har offret det sorte Lam
 Til Fossegrimmen hist dernede,
 Og derfor har han ogsaa Spillet lært,
 Og derfor lyder fra hans Bue sært
 Skovtoppens Suus
 Fjeldbækkens Bruus
 Med Hulderlok og Lurens Kvæde!
  Men Livet tykkes ham koldt og mat
 Og uden Gammen nu derhjemme
  Thi hvad han hørte og saa inat
 Det kan han aldrig mere glemme, –
 Og derfor strømmer fra hans Strænge hvad
 Hans Længsel sang for ham, – et sorgfuldt Kvad;
 – Tonernes Strøm
 Tolke den Drøm
 Midtsommernatten lod ham nemme! –
Det er forbi! –
 Slukt er Haabet! Ja, for evigt slukket
 I min Barm hvor nys det flammed’ klart
 Trylleborgens Blomsterport er lukket, –
  Hulde Drøm! hvi flygted du saasnart?
  Harpetoner gjennem Sjælen vifted,
 Dybt i Aandens Tempel var Sabbat;
 Ak, nu har jo Tonebølgen skiftet
 Med et Dødssuk gjennem Hjertets Nat! –
  Aandeborgen ligger i Ruiner
 Steen ved Steen paa Hjertets golde Grund;
 Men naar ind dens Herskerinde triner
 Reiser Hallen sig i Nattens Stund; –
 Fra det Svundnes veemodsfulde Rige
 Rækker hun mig blidt den fyldte Kalk
 Og de blege Mindeskygger stige
  Ætherlet fra deres Catafalk. – – – –
 O, saa vil jeg drømme blidt og vanke
 Gjennem Borgen i den tause Nat, –
 Fromme Mindeblommer vil jeg sanke,
 Gjemme dem, som Hjertets bedste Skat;
  Kom da, kolde Nu! med al din Smærte,
 Læg dig vinterligt om Barmen kun, –
  Vaarligt staaer et Tempel i mit Hjerte,
 Der har Mindet bygget sit Paulun! –
Ledigt Logis
 Lille Pige! har du Lyst
 I en trofast Barm at flytte?
  See, jeg har et luunt og lyst
  Kammer i mit Hjertes Hytte, –
 Men jeg lever der saa trist
 Og saa eensomt, – troer forvist,
 At der inden Stuens Vægge
 Findes Plads nok til os begge!
 Vistnok titter indom Dør
  En passant saa mangen liden
 Pige, men Visiten gjør
 Stuen tommere kun siden;
 Har hun neiet til Farvel,
 Takket venligt for ikvel,
 Er hun glemt og dog – Besøget
 Har min Kjedsomhed forøget.
 Nei, det gaaer ei længer an,
 Det betragter jeg som givet!
 Har du Lyst, flyt ind paastand,
 Slut Contract med mig for Livet, –
 Leien enes vi nok om,
 Kom blot, lille Pige! kom, –
  Lad dog Solen, før den daler
 See os som Contubernaler! –
  Stuen er vist ingen Sal
 Hvor et Selskabs Klynger larme,
 Den er simpel, sommersval,
 Savner dog ei Vintervarme; –
 Hist paa Væggen er kuns et
 Billed, – det er mit Portræt,
 Gaaer du med, en venlig liden
 Engel maler jeg ved Siden.
 Da skal Stuen pudses om, –
  Der skal ryddes op derinde,
 Da vil jeg ei trist og tom
 Længer Hjertets Hybel finde;
 Alt skal smile søndagsligt,
 Livet glide som et Digt,
 Frede skal jeg om din Lykke
 Som mit Kammers bedste Smykke!
Skjalden i Valhal
(Ved Efterretningen om Oehlenschlägers Død)
  Dødsharpen bæver!
  Luttret sig hæver
 Skjalden fra Jordrigets Dal,
 Men paa sin høie
  Himmelske Vandring
 Gjæster han Asernes Sal.
 Skrider da Skjalden
 Høit over Bifrost
 Ind udi Gudernes Borg,
 Hilser ham Odin
 Glad ifra Lidskjalf, –
 Glæden dog blandes med Sorg;
  Thi nu har Nordens
 Hellige Guder
 Mistet sin Talsmand paa Jord,
  Nu er jo Baandet
 Brustet, som knytted
  Aser til Folket i Nord!
 Sælsomt beklemte,
 Alvorsfuldt stemte,
 Glemmende Idavolds Lyst,
 Sidde i lange,
 Blinkende Rader
  Valfaders Helte saa tyst.
 Griber da Brage
 Harpen med fage
 Herlige Sølvtoners Fald,
  Hermod med Glæde
  Fører til Sæde
 Asernes mægtige Skjald.
  Bænket tilborde
 Tager tilorde
 Skjalden med klingende Røst,
  Hilser Alfader,
  Frigga og Balder
 Guders og Menneskers Trøst.
 Høit udi Valhals
 Hvælvede Haller
  Trine Einheriers Hær, –
 Splintrede Skjolde
 Dække de Bolde,
  Stærkodder kjender han der. –
  Hilser da Helten
 Skjalden den Høie,
 Spørger om Dana og Nor,
 Spørger om Ingilds,
 Olafs og Helgas
 Elskede Fædrenejord. –
  Hakon hiin Snilde
 Nærmer sig stille
  Barden, hvis Stemme saa stærk
  Tolked for Nordens
 Lyttende Sønner
 Vældigt hans Stordaad og Værk.
 Aabnes da Borgens
 Buede Porte,
 Nærme sig hellige To;
  Freia hiin Fagres
  Lysende Lunde
 Er deres fredede Bo.
 Taksomt for Skjalden
 Ynglingen knæler, –
  Møen, vidunderlig skjøn,
 Rækker sin høie
 Herlige Digter
  Evighedskrandsen til Løn.
  Snarlig til Folkvang,
 Kjærligheds Bolig
 Ile de Elskende hen; –
  Freia dem vente, –
 Skjalden dog kjendte
  Hagbarth og Signe igjen!
  Rækker da Urda
 Skjalden sit Bæger
 Fyldt med den kvægende Drik, –
  Værandi følger
 Trofast sin Søster,
 Takker med veemodsfuldt Blik.
 Dunkel men deilig
 Kommer da Skulda,
 Peger mod Fremtidens Blaa:
 «Sanger! dit Minde
 Evigt skal leve,
 Aldrig dit Kvad skal forgaa!
  Snarlig du sidder
 Salig blandt Aander
  Hist i Forklarelsens Hjem,
  Vexle da Nordens
 Mægtige Slægter,
 Aldrig du glemmes blandt dem!»
I Natten
 Slumrer bag Nattens Dække
 Naturen i Glemselsdrøm,
 Da ruster Sjælen sin Snekke
 Til Fart paa Erindringens Strøm; –
 Den bæres veemodigt – tyst
 Langsmed den blomstrende Kyst
 Did hvor den sukkende Vove
  Dølges af skyggende Skove.
 See, da stiger en Trøster
 Venligt i Snekken ombord, –
 Da bæver fra kjendte Røster
 En smeltende Molaccord;
  Med lindrende Harmoni
 Den vifter min Sjæl forbi, –
 Saa hilse fortroeligt de fage
 Syner med drømmende Klage!
  Rør dog ei Mindets blanke
 Vove med Livets Pust, –
 Sikkert en Nuets Tanke
 Vilde min Verden knuust!
 Erindringens Natfiol
 Vil lukkes af Dagens Sol, –
 Ak, den udfoldes saa gjerne
 Under den vinkende Stjerne!
 Saa glid da, min Sjæl! paa lette
 Strømme mod Mindets Bred, –
 Der kan du stille flette
 Blommer i Nattens Fred! –
 Hvor herligt, i Drømmen igjen
 At favne hvert Minde som Ven;
 – Ja herligt, sin Længsel at følge
 Henover Erindringens Bølge! –
Maaneskinsstemning
(Leveret den 7de April)
 Maanen skinner bleg og mat
 I den tause Vinternat, –
 Kunde den kun blidt og længe
 Hjertets Nat igjennemtrænge!
  Kunde den med Sølverskjær
 Lyse blidt og mildt som her,
 Skjænke stille Fred i Sindet,
 Lægge Glemsel over Mindet!
  Maane! Tak! for denne Ro,
 Som har nu i Sjælen hjemme!
  Tak! for Øieblikkets Lindring!
 O, men skulde Freden boe
  Varigt der, – da maa jeg glemme
 Hjertets kjæreste Erindring! –
Maaneskinsvandring efter et Bal
(Skrevet paa Opfordring af Sophie Hol st og Cathrine Martini)
 Tys, hvor stille! – hist fra Salen lyder Glæden ikke længer,
 Ingen Stemme, ingen Tone gjennem Nattens Stille trænger.
 Langt i Vester kaster Maanen snart det sidste Blik henover
 Jorden, som i Glemselsdrømme under Sneens Lillier sover.
  Endt er Ballet; men i Tanken seer jeg end iblandt de hvide
 Skikkelser, som svæve gjennem Rækkerne, en let Sylphide!
 Snart er Maanen dalet, da skal Søvnens Arme mig omfatte,
 Da kan Sjælen glide frit paa Drømmens Hav med Mindets Skatte!

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her