Du er her:
Om teksten:Storthings-Saga
Andhrimner (nr. 6, 3. kvartal)
Datering:10.08.1851
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene
STORTHINGS‐SAGA
Storthinget fortsætter fremdeles med Gage‐ og Pensions‐Kommitteens Indstilling, og det skal ogsaa i denne Sag vanskelig kunne lægges Thinget til Last, at det gaar frem uden at have noget fast Princip for Øie; thi hvor lidet lønnende og hvor frugtesløs Jagten efter Principet i Thingets Fremgangsmaade end ofte kan være, saa ligger det her klart for Dagen, gammelt og forslidt, som det af mangeaarig Brug er blevet, men dog i Manges Øine ærværdigt og i endnu Fleres stille Sind vinkende som den Guldkalv, hvorom de kunne tildandse sig Alt, hvad en ægte Thingmand kan have at ønske sig i denne Verden. Det er dette Princip, der gjennem en Aarrække næsten udelukkende har dannet Fundamentet for de Popularitetsobelisker, som Thingmænd, Journalister og andre politiske Personligheder have opreist sig, medens det under det pene Navn af Besparelsesprincipet har forstaaet at smugle sig ind og vinde Borgerret i vore Politikeres Bevidsthed. Enhver veed, hvilket Princip vi her tale om; det er hiint Beklippelsesprincip, som altid gaar igjen, saa ofte Leilighed gives, medens det ved deslige og lignende Leiligheder frembyder for sine Forfægtere Anledning til at deklamere over vor jammerlige økonomiske Forfatning, vore mislige Pengeforholde og deslige velbekjendte Texter. Det kan naturligviis ikke være vor Mening at udtale os dadlende over en fornuftig og moderat Sparsommelighed, men vi betvivle meget, at hvad der i Thinget tillægges dette Navn, ialmindelighed passer saa ganske for samme. Det er nemlig ikke blot naar det gjælder Bevillinger til noget allerede Bestaaende, at dette Princip søges etableret, men ogsaa naar noget Nyt om endog nok saa iøienfaldende Gavnligt bringes paa Bane; vi skulle saaledes blot minde om Forslaget til Oprettelse af et Agerbrugsseminarium, hvorhos vi henvise til hvad vi i den Anledning have ytret.
Men det er især paa Embedsgagernes Felt, at vore vordende Popularitetsbesiddere søge og finde de lækreste Stege; Gagelisterne ere for dem som etslags Kalifornien, hvor de da ogsaa grave og minere saaledes, at deres nærmeste Efterfølgere i Faget med god Grund maae befrygte, at der ad den Vei tilsidst Intet vil blive at hole for dem. Det er nu vistnok saa, at mangen Embedsmands Gage godt kan taale en Afkortning, men ligesaa vist er det ogsaa, at Sligt i mange Tilfælde er paa urette Sted, og at afkorte blot for at afkorte, uden at det tilbørlige Hensyn tages til de forhaandenværende Omstændigheder, kan umuligt være noget holdbart Princip.
Saaledes diskuteredes i Thorsdags Bevillingen af Gage til en Direktør ved Bodsfængslet i Kristiania. Den kongelige Proposition gik ud paa 1000 Spd., vistnok en meget god aarlig Løn, men neppe saa synderlig stor endda, naar Hensyn tages til den byrdefulde og ansvarsfulde Post en saadan Embedsmand har at bestyre, og Præsten Bergh havde vistnok Ret, naar han sagde, at det kunde være tvivlsomt, hvad man helst vilde være, Fange eller Fængselsbestyrer. Kommitteens Majoritet havde imidlertid indstillet paa 700 Spd., medens Minoriteten havde foreslaaet 800. Denne Uenighed var imidlertid kun tilsyneladende, idet nemlig Minoriteten havde ansat Leien af den frie Bolig for Direktøren 100 Spd. lavere end Majoriteten. Skaar, der hørte til sidstnævnte, meente, at 700 Spd. var en passende Løn, og dersom Direktøren omfattede sin Stilling med den tilbørlige Interesse, saa vilde han ikke forlade Posten, fordi han kun bevilgedes 700 Spd. aarlig. Dette er nu vistnok sandt, men det gaar dog neppe an at ræsonere saaledes, og det er kun lidet stemmende med Thingets Værdighed at ville benytte sig af en Embedsmands Interesse for sin Stilling til at beklippe hans Gage i en utilbørlig Grad. Dette paapegedes ogsaa af Fauchald og Møinichen, hvilken Sidste tillige gjorde opmærksom paa, at den ansatte Direktør havde for egen Regning anvendt lang Tid paa at gjøre sig skikket til sin vigtige Post og at han desuden var en Mand, som formedelst sin Duelighed var berettiget til at vente, at han med Tiden kunde befordres til et af Landets bedste Embeder, hvilket han nu havde opgivet af Interesse for Fængselsvæsenet. I samme Retning talte Valstad og Holmboe, der tillige optog den kongelige Proposition.
Ogsaa i Fængselspræstens Lønning havde Kommitteen bragt en Nedsættelse i Forslag. Møinichen optog her den kongelige Proposition, hvortil ogsaa Borch sluttede sig. Ved begge Voteringer antoges imidlertid Kommitteens Minoritets Indstilling. At Utilfredsheden og Mistilliden til Bodsfængselsvæsenet ikke undlod at gjøre sig gjældende i denne Sag, er mere end sandsynligt; mangen Repræsentant har vistnok betænkt de store Summer, der ere nedlagte i denne kostbare Indretning, men det røber dog aabenbart en forkert Tankegang at ville ved overdreven Sparsommelighed i Lønningerne bøde paa hvad Fængselsbygningen og dens Indretninger have kostet Staten. Har dette Foretagende været bekosteligt, saa maa det dog vel nu ligge i Landets egen velforstaaede Interesse at gjøre sig samme saa nyttigt som muligt, og at faae Posterne besatte med duelige, indsigtsfulde og nidkjære Mænd; men hvorledes er dette muligt, naar man ikke kan eller vil tilbyde disse et nogenlunde anstændigt Udkomme som Vederlag for de Ubehageligheder og Byrder, Betjeninger ved Fængselsinstitutioner nødvendigviis maa medføre ligesom ogsaa for den fremtidige Stilling disse Mænd maa give slip paa.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her