Du er her:
Om teksten:En Brudevielse
Norske Folkelivsbilleder efter Malerier og Tegninger af Adolf Tidemand ledsagende med oplysende Text. Udgivne af Chr. Tønsberg. Ny række.
Datering:1858
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene
[EN BRUDEVIELSE]
Det var oppe paa Vos en Søndags Morgen lidt efter Jonsok; hele den lyse, vakkre Bygd laa der og glittrede i Solskinnet, som faldt ned paaskraas over Bergsiderne og slængte lange, blaa, gjennemsigtige Skygger vestover. Sjøen, som ligger midt nede i Dalbunden, gav hele Egnen et sælsomt Udseende naar En stod over paa Veien, som bærer ud mod Evanger og deromkring. Det var blikstille, og de bratte Fjeldhøider mod Sør speilede sig i Vandfladen, der rent blev borte for Synet og laa der, som et stort gabende Juv. Det var bare naar en enkelt Baad stak fra Land over i Skyggesiden, at En nok kunde skjønne det var som en Synkværvning det Hele; ikke for Baaden selv, for den svam usynlig midt inde i det kraftige Speilbillede, men alt som den bar ind paa Land, hørtes tydeligere og tydeligere det regelmæssige Aarekast mod Æsingen, og saa drog der sig en lang lysende Sølvstrime fremover indtil de røde Vossehuer og de hvide Skaut paa Bagtofterne rigtig rak ind i Sollyset; da var Kogleriet løst.
Men nede paa selve Vangen laa Dagens festlige Skin over alt det Liv, som der rørte sig. Postveien langsmed Vandet, og ligesaa den, der bær østover op i Storbygden, var ret som fuldstrød med Kirkefolk baade tilhest og tilfods. Kirkeboderne, der danne ligesom en lang Markedsgade, vare aabne og de smaa livlige Vosseheste stod der i lange Rækker og sled i Grimerne, medens en og anden Rytter, selv nu paa Helgedagsmorgenen, ikke kunde tvinge sin medfødte Lyst, men tumlede sig snart iring snart fremover i Galop og snart agterover igjen til stor Morskab for de smaa vordende Vossinger, som var stimlet sammen paa den støvede Vei udenfor Gravlunden.
Klokkerne ringede og Orgelet sang inde i Kirken; der faldt en Stilhed paa Almugen udenfor i Solskinnet. De lyshaarede Jenter med sine Spændebøger og hvide Lommetørklæder, Unggutterne i nymodens Blaatrøier, Gubber i Langkofte og gule Knæbuxer, kort, Alle, baade Gamle og Unge skred stilfærdigt over Kirkegaarden og ind i Gudshuset gjennem den store Hovedport, som stod aaben og vinkede saa venligt med Orgelsangen derindefra, og med det friske duftende Granbar, hvormed Gulvet var strød i Forhallen.
Snart var det ganske stille paa Kirkestien. Børneflokken havde enten fulgt ind med sine Kjendinger, eller ogsaa havde den spredt sig for at fortsætte sin Leg paa andre Steder. Men En af de smaa Vossinger blev staaende igjen paa Kirkegaarden; det var en stærkbygget, liden En, vel saapas otte–ni Aar, i Knæbuxer og Skjorteærmer. Der stod han og saa ind mod Kirkedøren, hvor netop den sidste Klynge blev borte, og under alt det var der kommet ligesom et fortabt Udtryk over hans livlige Ansigt.
«Naa, lille Knut, skal du ogsaa i Kirke idag», spurgte Præstefruen som kom bagved ham.
Gutten tidde stille, stak Fingeren i Munden, bøiede Hovedet lidt paaskakke, fjernede sig langsomt og forlegent og tog saa med Et tilbens bortover Moerne imod Elven, for der hørte han til.
Vesle Knut derborte under Lien var en underlig En, rigtig En for sig selv, som man kalder det; men Præstefruen havde skjønnet ham dengang han Intet mælte, og næste Lørdag fik han i Sending fra Præstegaarden en ny Vadmelstrøie, og Strømper og Sko atpaa; og nu kunde da Knut ogsaa komme i Kirke ligesom de Andre.
Og saa var det igjen Søndagsmorgen inde paa Vossevangen; Almugen traadte Kirkestien i det deilige Solskin, Klokkerne lokkede og Orgelet drog Mængden ind i det store svale Hus. Knut havde nok ikke sovet stort den Nat; han havde været oppe fra Dagen gryede; men alt som Tiden led og Kirkefolket begyndte at fare Stuevæggen forbi hjemme hos Fader hans, da var det ret som han ikke kunde komme sig for at vise sig i de nye Klæder for Kjendingerne sine. Saagjerne vilde han det aligevel, men det var som han trængte Mod, – og han ventede og biede, og dermed led det udover Formiddagen, men saa maatte han afsted over Moen, for nu var der Ingen som foer den Vei.
Det rak alt mod Slut med Kirketjenesten da Knut stod udenfor den lille Dør bagved Koret. Det var hans første Kirkegang. Sagte glyttede han paa Døren og vovede sig ind; – – det gik bedre end han havde tænkt. Ingen af de andre Gutter vendte Hovedet om og saa paa ham, ingen af Kjendingerne hans lo eller hviskede sig imellem da han viste sig i den nye Trøie.
Hvor det tyktes ham vidunderlig fremmed og sælsomt inde i den store Kirke! Udenfor stegte Solskinnet paa Muren, Humlen surrede om de røde Kløverblomster og Vinden gik i Trætoppene; herinde var det saa stille og svalt, saa stort og høit paa sin Viis; Gulvet var strød med skinnende hvid Sand, der var ligesom en egen Luft herinde, Lyset brændte gjennem de gamle grønne rødglindsende Ruder og kastede store dirrende Sølvstrimer skraas nedover mod Væggen. For Alteret stod Præsten selv i sin sorte Kjole, høit oppe over Kordøren hang Jesus paa Korset, to smaa Engle med Vinger stod hos ham, og En, der var større end de Andre, svævede under Loftet med Døbefadet i Hænderne, og alt imellem saa bruste Orgelet ud over Kirken og Menigheden sang.
Al den Herlighed var det som kom Knut for Øie, der han stod ved Døren med Fingeren i Munden og saa sig om. Ingen agtede ham, som sagt, og det gjorde ham dristigere; et Par lange og lette Stig Gulvet over og der sad han paa Knæfaldet ved Alteret, tog et trofast Tag i Rækværket, og Følelsen af det Høitidsfulde gik for første Gang, lig en kold rislende Strøm, gjennem hans Indre.
See, da skrider et Tog op imod Alteret og Knuts Øine voxer og voxer alt som Toget nærmer sig. Det er jo Margit oppe fra Bakken! Før ivaares havde han seet hende fare tilstøls med Buskapen, og nu stod hun her med Guldkrone paa; men hun stod dog til at kjende igjen aligevel, og ligesaa gik det med Halvard i den røde Stadsvest og den pyntelige gule Kofte. Det var som hele Kirken var til for de To idag; milde Øine vogtede paa dem fra Stolestaderne fjern og nær, – og over Parret selv laa et forklaret Udtryk som Knut stirrede og stirrede sig tilbunds i uden at kunne udgrunde det. Den hellige Handling gik for sig, det rødned som et Dagskjær over Margits Kinder, men Halvard fæstede sit ærlige Øie paa Præsten, der udtalte Velsignelsens Ord, og saa var Pagten sluttet.
Men i samme Stund faldt der ligesom en Vigsel over Knuts Sjæl; kun uklart havde han fattet Præstens Ord, men hvad alt det sælsomme Liv derinde i Kirken havde hvisket til ham, det var den første spirende Anelse om at Hverdagens Liv med sine vante Skikkelser dog har en hemmelighedsfuld Søndagsside i sig, og mod denne higede han nu fremad og stedse fremad til Forstaaelse alt som han voxte; og saaledes blev han Kunstner.
Siden har han faret vidt omkring i Verden; men han er bleven norsk i Sind aligevel, – for den glemmes sent, Vigselen i den hjemlige Kirke.
(Henr. Ibsen)

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her