Du er her:
Om teksten:Poul Stub som dramatisk Kritiker
Bergens Stiftstidende (torsdag, nr. 101 og søndag, nr. 102, 12. årg.)
Datering:18.12.1851 og 21.12.1851
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene
gtrhgtrughtrugt
POUL STUB SOM DRAMATISK KRITIKER
AF HENR. IBSEN
Under Forudsætning af, at P. Stub snart igjen skulde faa i Sinde at optræde som Theaterkritiker, endte jeg min foregaaende Opsats mod ham med det Løfte, ogsaa at underkaste hans kritiske Artikler i B. Bl. 400 og 404 en Drøftelse, saafremt det af mig Anførte ikke maatte være tilstrækkeligt til at erklære ham, som Theaterkritiker, for kassabel. Med denne Fortsættelse var det dog, som jeg ogsaa antydede, min Hensigt at vente indtil P. Stub havde faaet en ny «Kritik» istand, forat han deri kunde opstille det System, hvorpaa hans kritiske Arbeider ere grundede. Da imidlertid min ærede Ven i den sidste Uge har beskjæftiget sig med journalistiske Afhandlinger af en anden Natur, har jeg Grund til at formode, at det endnu vil vare nogen Tid inden han fortsætter sin kritiske Virksomhed, og det er derfor maaskee det Retteste, strax at indløse mit Løfte; jeg skal fatte mig i Korthed og derpaa imødegaa hans «Bedømmelse» i B. Bl. No. 411.
P. Stubs anden Theateropsats handler om «Familien Riquebourg» og «Michel Perrin.» Han indleder Afhandlingen med den besynderlige Bemærkning, at han, ved at udtale sin «Dom» over Udførelsen af Fjeldeventyret, idet han paa samme Tid yttrede sig over Nationaltheatret i Almindelighed, derved unegtelig havde forpligtet sig til oftere at yttre sig over Theatrets Præstationer. Uagtet min ærede Ven finder at denne Forpligtelse «unegtelig» paahviler ham, maa jeg dog for min egen Skyld benegte, at der i hans første Optræden ligger nogen Forpligtelse til at fortsætte; forholdt det sig nemlig saaledes, som Herr Vennen behager at formene, saa maatte jo jeg i Analogi hermed, ved at korrigere hans tre første Opsatser, have forpligtet mig til at tilrettevise ham saa ofte han for Fremtiden maatte behage at divertere sig selv og Publikum som Kritiker, – og hertil har jeg sandelig ingen Lyst; thi vistnok skal jeg altid være rede til at gaa ham tilhaande med nyttige Vink og Veiledninger, naar saadant skjønnes at være altfor paatrængende nødvendigt; men at paatage mig dette møisommelige Hverv, som absolut Forpligtelse, kan jeg ingenlunde indgaa paa. Jeg tror ogsaa at P. Stub uden Risiko kunde have ladet sin formeentlige Gjældsforpligtelse til Publikum henstaa uafgjort; det gamle Ordsprog: «Hvor Intet er, har Keiseren tabt sin Ret,» vilde have øvet en altfor slaaende Virkning til at Nogen skulde forsøge paa at gjøre Fordringen gjældende. Men P. Stub er nu engang saaledes, Publikum faar derfor trækkes med ham, og jeg maa følge ham videre i hans kritiske Labyrinth. Da imidlertid Bergenske Blade i sin Anmærkning til P. Stubs sidste Artikel har underkjendt hans kritiske Afhandlinger, hvilket for det fornuftige Publikum visselig var, som Bladet siger, ufornødent, saa nærer jeg Frygt for, at maaskee ogsaa Stiftstidenden kunde være utilbøielig til at see formeget af sine Spalter fyldte med de Stub’ske Tirader; jeg vover derfor ikke at udhæve alle hans Bommerter og lignende Karakteermærker en masse (d. e. Opsatserne i deres Heelhed), men maa indskrænke mig til dem, der ere meest iøinespringende og mærkelige.
Om Mad. Bruun som Hortensia i «Familien Riquebourg» gjør P. Stub saaledes følgende geniale Bemærkning: «En staaende Maneer hos hende var, at hun, hvor hun skulde vise sig greben eller overvældet af en smertelig Følelse, tog med Haanden til Panden. Det lod virkelig til at Mad. Riquebourg under saadanne Omstændigheder ikke havde andre Manerer at disponere over, og det havde hun dog sikkerlig. Men lad mig udtrykke mig rigtigere. Mad. Riquebourg havde ingen Manerer at disponere over; man kunde ligesaagodt sige at Manererne disponerede over hende; hun var Eet med sine Manerer.» Hvilken mærkelig Opdagelse! Men, alvorligt talt, høistærede Herr Ven, har De aldrig bemærket det samme Fænomen hos andre end Mad. Riquebourg? – Naar en Mand vilde give sig til ivrigt at demonstrere, at Sneen paa den og den Dag var hvid, saa maatte ufeilbarligt de Fleste fatte saa sine egne Tanker om ham, og naar min kritiske Ven fremhæver, som noget Mærkeligt ved Mad. Riquebourg, hvad der tilhører enhver Karakteer, og uden hvilket al dramatisk Fremstilling vilde være umulig og utænkelig, saa vil Læseren visselig spile sine Øine op, læse nok en Gang, og derpaa blive høiligen forundret (NB. hvis han ikke i samme Øieblik erindrer sig, at Tiraden er af Poul Stub).
Hvad er nemlig Meningen med den megen Tale om at Mad. Riquebourg er Eet med sine Manerer, o. s. v.? Den rimeligste Hypothese var nu vistnok den, at Tiraden er meningsløs; men denne vil jeg ikkedestomindre lade fare, idet jeg antager, at Forfatteren maaskee har villet sige: Mad Riquebourgs Mimik betinges af Karakterens sjælelige Indhold, saaledes som dette gestalter sig under de vexlende Sindsaffekter, for hvilke hendes Manerer, hende selv ubevidst, fremtræde som et adækvat Udtryk. Men Herregud! er nu dette Noget at gjøre slige Ophævelser over, eller fremstille som noget Særeget ved Mad. Riquebourg? Det er jo Noget, der kan siges om enhver Karakteer, men som intet fornuftigt Menneske gider sige, fordi det følger af sig selv.
Lidt længere nede fortæller Kritikeren, at Riquebourg er en raa, ufiin og keitet Mand, «der drikker Snapser med sin Tjener. Denne Side af Hr. Riquebourgs Væsen gjengav Hr. Falsen vel.» Hvorvidt det kan kaldes en Side af Riquebourgs Væsen, at han drikker Snapser med sin Tjener, vil jeg overlade til min ærede Vens Overveielse; jeg maa kun bemærke, at hans Kritik bliver temmelig subtil, naar han indlader sig paa at afgjøre enten Skuespilleren drikker sin Snaps med Naturlighed eller ikke; – Sligt ligger dog igrunden udenfor Kunstens Gebeet.
Derpaa hedder det: «Hvor Riquebourg er rolig, vilde Hr. Falsen have spillet godt, dersom man ikke havde mærket, at han ret hyppigt faldt hen i Tanker, og saa ved en Viljesakt ligesom tog sin Aand i Kardusen forat vække den.» Nu maa det dog indrømmes, at naar en Skuespiller «ret hyppigt falder hen i Tanker», og «tager sin Aand i Kardusen for at vække den», saa spiller han slet. Dette, siger P. Stub, gjorde Falsen; men hvis han ikke havde gjort det, vilde han have spillet godt; – meget muligt; men dette er dog en egen Maade at kritisere paa. Dog endnu værre bliver det, naar han siden siger: «Noget Fortjenstligt ved Herr Falsens Spil var hans Bestræbelser for at holde det inden det Naturliges Grændser.» Nu vil jeg vistnok indrømme, at hvad P. Stub selv angaar, saa kan han gjerne «ret hyppigt ligesom ved en Viljesakt tage sin Aand i Kardusen for at vække den», uden at han derfor overskrider, hvad der for ham er det «Naturliges Grændser»; men han maa dog betænke, at vi i denne Henseende ikke Alle ere Jyder for Vorherre, og at Mangt og Meget kan være naturligt for En selv uden derfor at være det for Andre.
P. Stub gaar nu, efter en heel Deel mindre interessante Bemærkninger, over til at omtale «Michel Perrin». Her finder han at Herr Bruun spiller godt. Da denne Paastand er rigtig, maa den formeentlig af Vanvare eller ved en Uagtsomhed fra Forfatterens Side have indsneget sig i Opsatsen, og jeg skal derfor ikke videre omtale den. Endelig kommer han til Udførelsen af Thereses Rolle, og den som med Opmærksomhed har iagttaget det dybsindige Alvor hvormed Kritikeren hidindtil er gaaet frem, seer nu at Fyren pludselig bliver vims og smilende, den sure spekulative Mine forlader ham, – gamle Poul Stub tripper om paa Hanebeen. Her viser altsaa Forfatteren at han i Praxis forstaar at gjennemføre den temmelig besynderlige Sætning, som han senerehen forfægter, nemlig at en Kritiker maa være paavirket af «sine Følelser». Det gamle Menneske slaar altsaa Gjækken løs og læsper en heel Deel smukke Ting om den unge Skuespillerindes «Sødhed», «behagelige Udvortes», hendes «Livlighed, Uskyldighed og Naivitet». Som privat Mandfolk har nu P. Stub vistnok Ret til at sige alt dette; men fra det Øieblik han stiller sig til Publikums Tjeneste, idet han fremtræder som Kritiker, bør han smukt holde alle Passioner udenfor Sagen, og, som jeg før har sagt ham, ikke lade sig paavirke af sine «Følelser». Det synes ogsaa, som om min Ven selv har følt, at hans kritiske Værdighed har staaet i Fare for at lide Skibbrud, thi neppe er han færdig med første Akt, førend han ligesom ved en Viljesakt pludseligt tager sin Aand i Kardusen for at vække den, og nu maa Jfr. Johannesen i anden Akt undgjælde for alle de smukke Ting han har sagt hende i første. Hun er nu ikke længer hverken «sød» eller «tækkelig at see paa», men derimod «keitet» og «ubehagelig»!! Ja, der kan De selv see, Høistærede, hvorledes Kritikeren løber i Snaren, naar han lader sig lede af sine «Følelser»!
Om Herr Prom som Bernard gjør Kritikeren den Bemærkning, at han er «ganske og aldeles blottet for fransk Esprit», og motiverer dette derved at «den er hverken i Haand eller Fod». Min kritiske Ven tror altsaa, at et Menneskes aandelige Dispositioner nødvendigviis maa findes i Hænder og Fødder eller ogsaa intetsteds; her har nok atter hans «Subjektivitet» bragt ham i Vildrede. Om Herr Bucher som Desaunais hedder det blandt Andet: «Noget naragtig og en Smule Vigtigpeer er han unægtelig ogsaa. Ved at fremstille denne Side af hans Væsen, slog Herr Bucher Gjækken for meget løs. Nu, Naturens Medium er vanskeligt at iagttage.» Denne i og for sig temmelig væsentlige Anke mod Herr Bucher synes Kritikeren forøvrigt ikke at lægge synderlig Vægt paa; han veed vistnok ogsaa altfor vel, hvor vanskeligt det er at holde «Naturens Medium» naar man er «noget naragtig og en Smule Vigtigpeer».
Ved Kritiken over «Coliche» skal jeg ikke videre opholde mig; Hovedpersonen charakteriseres som «pæreforelsket». For Folk, der ikke ere saa stive i den erotiske Terminologi, som P. Stub, kunde dette Udtryk maaskee tiltrænge en Definition.
(Forts.)
gtrhgtrughtrugt
POUL STUB SOM DRAMATISK KRITIKER
AF HENR. IBSEN
(Sluttet)
I Kritiken over «Kjærligheds Drømme» løser Forfatteren et vigtigt Problem angaaende den dramatiske Plastik. Efter at have fremført adskillige Anker mod Mad. Bruuns Armbevægelser, opkaster han sig nemlig det Spørgsmaal: «Hvorledes skal en Dame behandle sine Arme, naar hun i længere Tid staar uvirksom paa Scenen?» Her spidser man naturligviis Øret; thi denne Sag har af Dramaturgerne været behandlet med megen Vidtløftighed, uden at man alligevel finder nogen tilstrækkelig Ledetraad deri. Men for min kritiske Ven er Sligt kun et Smørrebrød, han besvarer Opgaven med sand lakonisk Korthed paa følgende Maade: «Som fastnaglede kunne hendes Arme aldrig være.» – Ja, har ikke nu vore Skuespillerinder faaet Veiledning nok i dette Punkt, saa veed jeg ikke. Naar de blot passe paa, at Armene ikke hænge som fastnaglede, saa maa jo Spillet nødvendigviis blive ganske fortræffeligt. Skulde min ærede Ven endnu ville paastaa, at hans Kritik ikke er negativ? Skulde han fremdeles ville paastaa, at han har sagt Skuespillerne hvorledes de skulle spille, og ikke hvorledes de ikke skulle spille? Herr Vennen gjør vist bedst i, ikke at komme med flere Benegtelser; det kunde ellers let falde mig ind at komme med flere Beviser, hvorpaa der sandelig ikke er nogen Mangel.
Om Herr Bucher siges der, at hans Aand ligger bunden i et raat og ubearbeidet Stof; men Poul Stub mener dog det lod sig gjøre at vække den «ved Aand.» Desværre faa vi ikke at vide, om dette Middel er praktikabelt; thi, efter hvad Kritikeren lidt nedenfor fortæller, vaagnede Herr Buchers Aand ulykkeligviis op af sig selv længere ud paa Aftenen, medens han spillede Edvard Frank i «Ægtemandens Repræsentant.» Ved at omtale Claus Petersen i sidstnævnte Stykke bemærker Kritikeren, at han er et svagt Hoved, hvilket han selv med Opriktighed beklager – «men han er intet Fæ, neppe engang en Dumrian.» Dette er nu ikke min Mening; men da Talen er om svage Hoveder o. s. v., saa indrømmer jeg villig, at P. Stub er en Autoritet, mod hvilken det ikke er raadeligt at træde i Skranken.
Efter at have fremhævet disse enkelte Steder i P. Stubs Theateropsatser, som yderligere Beviser paa hans Ubrugbarhed som Kritiker, skal jeg nu gaa over til kortelig at besvare hans Artikel i B. Bl. No 411 (Opsatsen i No. 410 er, som man vil have seet, skrevet i en Utilregnelighedstilstand, der gjør ethvert Gjenmæle overflødigt).
Hvorledes bør en Afhandling af Poul Stub begynde? Naturligviis med en Latterlighed, og dette er da ogsaa dennegang ærligt og samvittighedsfuldt iagttaget. Poul Stub begynder nemlig med at bebreide mig «Ukyndighed i Mathematikens første Elementer,» fordi jeg efter hans Mening har forvexlet Begrebet «commensurabel» med «congruent.» Jeg har sagt, at Kritikeren har at undersøge hvorvidt Ideen er commensurabel med Kunstpræstationen, og dette siger jeg fremdeles; den simple Mening af disse Ord er naturligviis, at det er Kritikens Sag at iagttage, hvorvidt Præstationen er beaandet af den kunstneriske Idee. Hvis jeg havde betjent mig af Stubs Udtryk «congruent,» saa vilde jeg, som man snart skal see, have sagt en Dumhed; thi da var Meningen blevet den, at Kritikeren har at paasee, hvorvidt Kunstpræstationen falder sammen med Ideen, d. e., fremtræder som et absolut adæqvat Udtryk for denne. Isandhed! man maatte være en fuldstændig Poul Stub for at fremsætte en saadan Paastand, og den ærede Forfatter burde have betænkt sig lidt før han bebreidede mig Ukyndighed i Mathematiken, maaskee kunde han da have undgaaet at afgive et saa eklatant Beviis paa sin egen totale Uvidenhed i Kritikens og en fornuftig Kunstopfatnings «første Elementer.»
Min Skjelnen mellem subjektiv og objektiv Kritik synes at have været ganske ufattelig for Stub; han mener, at al Kritik er meer eller mindre subjektiv. Havde han sagt, at Kritiken aldrig kan være subjektiv, saa vilde jeg maaskee til en vis Grad have givet ham Ret; thi, strengt taget, reducerer al subjektiv Kritik sig til individuelle Formeninger, og opgiver derfor sin Ret til Gyldighed hos Publikum. Ved objektiv Kritik forstaar jeg naturligviis den kunstneriske Dom, der motiveres ved Anskuelser, hvis Sandhed er begrundet i Tingenes eget Væsen, og som derfor ikke kunne rokkes. Dette udtalte jeg allerede førstegang tydeligt nok, men min ærede Ven har gabet derpaa, som Koen paa en rød Port, og i Forvisningen om sin egen Ufeilbarhed har han behaget sig at kalde mine Anskuelser «ufordøiede»; hvad hans Modbemærkninger angaa, da have disse altfor megen Lighed med visse «fordøiede» Substanser, til at det skulde falde mig ind at retorqvere Beskyldningen.
I Anledning af min Paastand, at Kritikeren ikke har at raadspørge sin Følelse, men kun sin «uhildede Fornuft», forlyster min ærede Modstander sig med at udskjelde mig. Ikkedestomindre maa jeg vedblive min Paastand; thi ogsaa her griber jeg P. Stub i en Begrebsforvexling. Han tænker rimeligviis her paa det umiddelbare Skjøn, som, mere eller mindre klargjort, findes hos ethvert Individ, og som ganske rigtig har sit Udspring fra Følelsen, hvilket jeg ogsaa i min foregaaende Opsats har sagt. Men herom er jo ikke Talen paa dette Sted, her tales om den Kritik, der fremtræder med retmæssig Fordring paa Almeengyldighed, og da den nødvendigviis maa være Produkt af Reflexion, saa er det ikke let at indsee, hvad den har med Følelsen at bestille. Mon det skulde være en instinktmæssig Selvopholdelsesdrift, der bevæger P. Stub til saa ivrigt at protestere mod «den uhildede Fornuft» som Kritikens Basis?
P. Stub anker over, at jeg i mine Bemærkninger til hans første Opsats, ikke har citeret hans Yttringer i deres Heelhed; dette er sandt, men Ulykken er for Kritikeren den, at hvad jeg har forbigaaet er ligesaa skjævt og urigtigt, ligesaa intetsigende som hvad jeg har citeret. Herom kan Enhver, der har Lyst, overbevise sig ved at sammenholde vore Opsatser. Forresten undlater han at besvare adskillige af mine Bemærkninger; saaledes tier han ganske stille med, hvorledes det kunde gaa til, at Herr Bruun spillede Lensmand Østmo «som en rask og væver Kaptein», medens «hans Spil var dorskt og søvnigt». Det vilde være interessant at see disse to Sætninger bragte i Harmoni af Forfatteren. Han er ellers noget dristig, naar han benegter Sandheden af en «Tirade», der findes i Slutningen af min foregaaende Artikel; dog, tilføier han meget viseligt, vil han ikke citere de Ord hos ham, der have givet mig Anledning til den «usande Fremstilling.» Forresten findes Stedet i B. Bl. No. 395, der vil det let sees, hvor det Usande og Urigtige stikker. – Mod Slutningen af sin sidste Artikel siger P. Stub: «Summa Summarum af Ibsens Yttringer er, at han benegter min Kompetence som Theaterkritikus». Ja, det ved Gud jeg gjør, Høistærede! – Denne Sætning er den fornuftigste i hele Deres Skriveri! Jeg haaber forresten, at min Benægtelse nu ikke er begrundet paa blotte «Yttringer» alene, men at de fremlagte Beviser maa ansees tilstrækkelige til at motivere den. Skulde imidlertid P. Stub endnu ikke have faaet Troen i Hænderne, saa har jeg den Fornøielse at kunne meddele ham, at jeg endnu har Stof nok i Baghaanden til en ny og gjennemgribende Undersøgelse af hans Virksomhed, og hermed tager jeg for dennegang Afsked med min kritiske Ven.

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her