Du er her:
Om teksten:«Lord William Russell»
og dets Udførelse paa Christiania Theater
Illustreret Nyhedsblad (søndag, nr. 51 og 52, 6. årg.)
Datering:20.12.1857 og 27.12.1857
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis tekstgrunnlag/manuskriptbeskrivelse
Vis informasjon om teksten
xml, pdf
Om verket
Les mer om tekstene
gtrhgtrughtrugt
«LORD WILLIAM RUSSELL»
OG DETS UDFØRELSE PAA CHRISTIANIA THEATER
Der gives neppe i Poesien nogen Kunstform, som har alle den historiske Tragedies Vanskeligheder at bekjæmpe for levende at kunne omfattes af Mængdens Interesse og Kjærlighed, og dette er ganske ligefrem begrundet i de Fordringer, som (kunstnerisk) maae stilles til den historiske Tragedie, forsaavidt den skal udtømme sit Begreb – Fordringer, som desuagtet kun sjeldent fyldestgjøres. Af den sande historiske Tragedie have vi ingen egentlig Ret til at kræve Historiens Fakta, men vel dens Muligheder, ikke Historiens beviselige Personer og Charakterer, men Tidsalderens Aand og Tænkesæt. Saaledes vilde «Götz von Berlichingen» ligefuldt være en historisk Tragedie, om end dens Fabel heelt og holdent var opfunden af Digteren selv, medens Schillers «Wilhelm Tell», «Wallenstein», «Maria Stuart» o. s. v. ere uhistoriske, ligesaavel som Shakspeares «Macbeth» o. Fl.; thi omendskjønt disse Værker fremstille historiske Kjendsgjerninger, saa hviler dog Fremstillingen paa en fuldstændig Ophævelse af baade den skildrede og enhver anden Tidsalders og Tidsaands Eiendommeligheder. At imidlertid det Historiske eller Ikke‐Historiske i et Drama er uden Indflydelse paa dets poetiske Værd, maa være indlysende, og maaskee gjør Digteren Ret i ikke at opfylde de her fremsatte Fordringer til den historiske Digtning, eftersom Værket derved med Hensyn til den rette Forstaaelse maa blive en lukket Bog for Mængden, hos hvilken de nødvendige Forudsætninger ikke kunne paaregnes. Det sande Bifald, Digterens virkelige Seier, maa skrive sig fra Folkets umiddelbare Tilegnelse af hans Værk, og ikke fra en ved historiske Erindringer ophidset Stemning.
Men ligesom det i Almindelighed ikke er raadeligt at fyldestgjøre de ovenfor fremsatte Fordringer til den historiske Tragedie, saaledes har denne Digtart ogsaa at paaregne en stærk Modstand i de traditionelle Krav, der stilles til Tragedien overhovedet. Det er blevet sædvanligt at fordre af denne en Høihed, en Lutrelse hos de handlende Personer, en Storhed i Tanke og Udtryk, i Villie og Handling, som skal erstatte, hvad Grækernes Kothurner tilsigtede, – en Følelse af, at vi befinde os udenfor Dagligverdenens Omraade; men netop herved forfeiles Virkningen somoftest, den gjennem Digtningen fremmanede Verden staar fremmed for Tilskueren, der er intet Baand, som knytter os til den kjæmpende og faldende Helt, og derfor falder han ogsaa uden Deeltagelse fra vor Side.
Gaar man nu ud fra de ovenfor opstillede historiske Fordringer, ligesom man erkjender Berettigelsen af de traditionelle Krav til det Tragiske i Almindelighed, saa vil det sees, at A. Munchs «Lord William Russell» ikke er nogen egentlig historisk Tragedie i denne Forstand. Men hvorfra skriver sig da det store og almindelige Bifald, hvormed dette Digterværk er modtaget og visselig gjennem lange Tider vil blive modtaget saavel fra Scenen som i Læseverdenen?
Hemmeligheden er: den traditionelle Tragedie fremstiller smaae Guder, – A. Munchs Digtning fremstiller store Mennesker.
Videre at indlade mig paa en Drøftelse af «Lord William Russell», er ikke Hensigten med disse Linier; saadant maa overlades til dem, der mere direkte have modtaget den kritiske Kaldelse, og jeg skal derfor kun tillade mig nogle korte Bemærkninger, idet jeg forudsætter det omhandlede Digterværk som bekjendt for Læseren.
Symbolsk er enhver fremragende Personlighed i Livet, symbolsk i sin Færd og i sit Forhold til Historiens Resultater; men de middelmaadige Forfattere, der misforstaae den Fordring, at Livets betydningsfulde Fænomener skulle potenseres i Kunsten, løfte denne Personlighedens Symbolik til Bevidsthed hos sine skildrede Figurer, og forrykke derved det naturlige Forhold ved en Fremgangsmaade, ligesaa uvittig som en Chemikers, der lader et Mineral indgaa en høiere Forbindelse med en af dets Grundbestanddele, i den Tanke derved at udvinde et ædlere Stof, medens han i Virkeligheden kun opnaaede at erholde et ganske andet. Dog, det er ikke blot Personlighedens Symbolik, der saaledes rykkes ud af sit naturlige Forhold; det samme gjælder ogsaa om den hele symbolske Grundidee. Istedetfor at den skulde slynge sig skjult gjennem Værket, ligesom Sølvaaren i Fjeldet, trækkes den idelig frem for Dagens Lys; ethvert Træk, enhver Ytring eller Handling peger hen derpaa, ligesom for at sige: «See her, dette er Meningen – dette er Betydningen af, hvad I see for Eder!» Hvorfor dette? Grunden ligger i en ubeføiet Mistillid til Publikums poetiske Tilegnelsesevne, ret ligesom om det digteriske Syn for det Skjønne og Betydningsfulde ikke var fælles Eiendom for den Producerende og den Modtagende. Forholdt det sig anderledes, da lønnede det sandelig ikke Umagen at sætte to rimede Linier paa Papiret; thi sin egen skabende Trang kan Digteren ligefuldt tilfredsstille, og for Offentligheden skriver han dog ikke af Hensyn til Bifaldet, men for at klare Folkets gjærende Tanker; – den skabende, den formende Evne er hans alene, men Evnen til poetisk Erkjendelse og Nydelse af det allerede Formede tilhører det hele Folk.
Det er denne tillidsfulde Fortrøstning til Folkets digteriske Modtagelighed, som gaar varmt og belivende gjennem Munchs Digtning; han har ladet den symbolske Runeskrift staa der uden Kommentar, overladende det til hver Enkelt at fortolke den efter sit individuelle Behov. Derfor er Værket ogsaa i sit Ydre blevet et konkret Faktum og i sin Heelhed et gribende Kapitel af Verdenshistorien; William Russell handler som han gjør, fordi det saaledes stemmer med hans Charakteer, og ikke fordi det saa sømmer sig for ham, Tragediens Helt, eller fordi han selv erkjender sig for Personifikationen af det engelske Frihedssind; Lady Rachel følger sin Mand for Skranken, strider og kjæmper for hans Liv med alle for hende mulige Vaaben, ikke fordi hun i Stykket skal betyde Kvindelighedens Ideal, men fordi hun i Virkeligheden er en Kvinde, en Hustru i Ordets ædleste Forstand. Her ere altsaa Virkelighedens Fordringer til Kunsten fyldestgjorte; det er ikke Ideernes bevidste Kamp, der drager os forbi, saaledes som det heller aldrig skeer i Virkeligheden; men hvad vi see, ere de menneskelige Konflikter, og indspundne i disse, langt bagved, ligge Ideerne stridende, undergaaende eller seierssvangre; – det er ikke ved Tæppets Fald i femte Akt at Stykket ender, den virkelige Slutning ligger udenfor Rammen; Digteren har antydet Retningen, hvori den er at søge; det bliver nu vor Sag, hver for sig, at digte os didhen.
Saavidt om Stykket; Opførelsen skulde jeg lade uændset, ifald ikke en kritisk Mand i Christianiaposten i den sidste Tid havde drevet sit væmmelige Kjæleri for Christiania Theater til en Høide, som turde virke skadeligt for Indretningen og som det derfor er en Pligt at protestere imod og tilbagevise til nogenlunde rimelige Grændser. Denne Mand har tidt nok fortalt os, at vi i Christiania Theater eie en Kunstanstalt af saa og saa høit Værd, at dets Præstationer ere saa og saa fortræffelige, smagfulde m. m.; men da disse svævende Almeensætninger i Grunden Intet sige, saa har jeg længe ventet paa, at han nærmere skulde begrændse sin Dom, – men forgjæves. Naar en Maler løftes til Skyerne som en fortrinlig Kunstner, da ønsker man gjerne at vide, om det er i Landskabsfaget, i Historiemaleriet, Portrætmaleriet, Blomstermaleriet eller i dem alle tilhobe. Da nu hiin Mand udraaber Christiania Theater som en fortrinlig Kunstanstalt, saa burde han ogsaa betænke, at det er hans kritiske Pligt nærmere at udvikle Paastanden; thi løs og nøgen vil den ikke sige stort. Er det i det finere franske Lystspil at Christiania Theater præsterer noget saa fortrinligt? Eller er det i den Molierske eller Holbergske Komedie? Eller maaskee i Vaudevillen – eller i Tragedien?[Forfatternote: Om Operaen vil jeg ikke spørge; thi i et af hans sidste Arbeider synes han, mærkeligt nok, at være uvis om, hvorvidt denne («vor Opera») har noget synderligt at betyde.] Eller maaskee i alle disse Fag tilsammen? Af hans Artikel for Søndagen den 6te December skulde man nærmest formode, at han sætter som Theatrets stærkeste Side – Udførelsen af det Shakspearske Drama, eftersom han her præker et Korstog mod de Beyerske Bearbeidelser, som forlængst have vundet Borgerret paa Kjøbenhavns Scene, og derfra naturligviis fundet Veien til os. «Det forekommer os»[Forfatternote: Chr.‐Postens Kritikus nemlig.] siger han «at der er Magt og Anseelse nok hos Christiania Theater til at være med og i fornødent Fald gaa foran, hvor det gjælder at opretholde den gode literære Smag.» Hvorpaa bygger han denne Formening om Chra. Theaters Magt og Anseelse til at gjenopbygge den gode Smag, som Kjøbenhavns kgl. Theater har nedbrudt? Er det fordi Chra. Theater styres af større æsthetiske Autoriteter end de, der stode i Spidsen for Kjøbenhavns Scene dengang hine Beyerske Produkter dersteds antoges til Opførelse? Dette kan han dog vel ikke for Alvor ville paastaa. Er det da, fordi det herværende Theaters Personale befinder sig paa et saameget høiere Kunsttrin? Heller ikke; thi en Sammenligning mellem begge Theatres Repertoirer vilde tyde hen paa det Modsatte. Ligger da Magten i vort Publikums renere Smag? Nei, thi hine paaankede Omarbeidelser ere hersteds modtagne med større og mere udeelt Bifald end i Kjøbenhavn. Nu vel, saa er der kun Et igjen – det maa være den grundigere Kritik, som giver os Magt og Anseelse nok til at rette paa Smagens forfaldne Finantser, naar Kjøbenhavns‐Theatret bringer dem i Uorden; thi naar hverken Theaterbestyrelsen, Personalet eller Publikum formaar det, saa veed jeg ingen anden «Magt» end Kritiken at gjætte paa. Men da nu Chr.‐Postens Theateranmelder i Almindelighed har staaet saa temmelig ene med sit æsthetiske System og jævnlig har maattet døie haard Medfart af sine Kollegaer, saa er det ikke rimeligt, at han har havt disse sine Modstandere for Øie som Indehavere af denne heromhandlede gaadefulde Magt, der altsaa til syvende og sidst koncentrerer sig i ham selv, i dette beskedne «os» som «det forsaavidt forekommer» o. s. v.
En kritisk Virksomhed som den her paaankede gjør nu vistnok ikke stor Skade, men da Opførelsen af «Lord William Russell» frembyder rig Anledning til en Fremhævelse af Christiania Theaters gode Sider, ligesom ogsaa af dets Mangler og Ufuldkommenheder, saa vil jeg ikke lade denne Anledning gaa ubenyttet, men anstille nogle Betragtninger over endeel Enkeltheder, og Enhver, som fra det Enkelte formaar at danne sig en Forestilling om Totaliteten, vil deraf kunne opgjøre med sig selv, hvorvidt den af Chr.‐Postens Kritikus bebudede Shakspearske Epoche er nærforestaaende eller ikke.
Dersom en Recenscent ikke har en redelig Villie til at gavne og berigtige, saa har han heller ingen Ret til offentlig at udtale sig. Charakteeropfatningen skal jeg derfor ganske forbigaa, thi at rokke ved denne bringer somoftest mere Skade end Gavn, og om en Opfatning hos Skuespilleren end ikke altid falder sammen med Forfatterens, saa kan den ligefuldt være rigtig, naar den kun gjennemføres med Konsekventse og forresten passer ind i det hele Maskineri; over Gjengivelsen af nogle Enkeltheder skal jeg derimod udbrede mig lidt nøiere.
Ved den første Scene mellem Lady Rachel og Taunton ligesom Rachels derpaa følgende Monolog er intet videre at erindre; Forfatterens Hensigt ligger her for aabenlyst til letteligen at kunne forfeiles, og dette blev da heller ikke Tilfældet; men allerede i 4de Scene lægges der i Howards Mund nogle Repliker, som give vedkommende Skuespiller Lidet at betænke. Jeg sigter her først til Howards Ord (S. 8):
Vær rolig, Frue –
Vist har jeg seet Eders Mand i London –
Iaftes traf jeg ham i Shephards Viinhuus,
Hvor der af vore Venner var et Møde.
Denne Replik siges af Hr. Petersen, som om den kun indeholdt et simpelt Svar paa Ladyens Spørgsmaal, men havde dette været Forfatterens Mening, saa burde de to sidste Linier været udeladte; omtaler Howard derimod en saa farlig Sag, som Sammenkomsten hos Shephard, saa kan man være vis paa, at det ikke skeer uden med en bestemt Hensigt, og tænker man lidt nærmere over Situationen og Howards Charakteer, da er ikke denne Hensigt vanskelig at udfinde. Han er feig og hans Forbindelser farlige, – som en Støtte for hans Sag maa William Russells Tiltræden forekomme ham, dennes tilfældige Tilstedeværelse i Værtshuset vil Howard benytte som et Baand, der gjør ham det vanskeligere at staa udenfor Oprørsplanerne, og skulde disse røbes, hvo veed om Regjeringen da med Strenghed vovede at forfølge en Sag, hvori en Mand som Russell siges at være Medvider? Dette er et Haab, som Howard meget godt kan nære, skjønt det siden viser sig at være bedragersk, men nærer han det, da er det ogsaa let forklarligt, at han, hvor han paa nogen Maade tør, henkaster et Ord om hiin Sammenkomst for derved at sikre sig mod at denne kommer for Offentlighedens Øren uden i Forbindelse med Russells Navn.
Ogsaa den paafølgende Replik har en dybere Betydning, hvoraf dog nu Intet kommer frem under Opførelsen; naar Howard nemlig siger:
Og hvorfor ikke?
Man seer I kjender Lidet nu til Livet
I London, skjønne Eneboerske!
Hvi følger I ei Eders Mand derind?
Da vilde snart I straale – o. s. v.,
saa ere disse Ord hverken tomme Komplimenter eller henkastede Bemærkninger af en frivol Modeherre og maa derfor heller ikke gjengives som saadanne. Man betænke i hvilket Øiemed Lorden kommer til Stratton, nemlig for at forberede Hertuginden af Portsmouths Besøg, og da vil man let kunne indsee, hvorledes det maa være ham magtpaaliggende iforveien at udforske Lady Russells Sindelag, Strængheden af hendes Grundsætninger, og endelig, hvorvidt der er Haab om at en nærmere Tilknytning til Hoflivet for hende skulde have noget Fristende. Skuespilleren maa derfor over denne Replik lægge et speidende Udtryk, en fordulgt Opsnappen af ethvert Indtryk, som de tilsyneladende ligegyldige Ord maatte fremkalde, og denne Grundtone bibeholdes indtil han opgiver sin Taktik som unyttig, slaar over, og, med megen Fiinhed, prøver hvad Frygt kan udrette, idet han ytrer:
Han henrev
Os Alle, saa vi slutted fast et Forbund
Mod Hoffets Overmagt;
men da ogsaa dette preller virkningsløst af mod Lady Rachels fortrøstningsfulde Tillid til hendes Huusbonds rene Sindelag, saa maa det være med en vis Forknyttelse, en vis forceret Opmanden af sig selv, at han endelig rykker ud med sit Ærinde og nævner den forestaaende Sammenkomst, der lover ham saa lidet Godt, og hvoraf dog maaskee Alt for ham er afhængigt. – Disse korte Antydninger ville for en tænkende Skuespiller, som Hr. Petersen, være tilstrækkelige til at kaste det rette Skjær ogsaa over det paafølgende af Scenen.
En Ting maa jeg her i sin Almindelighed advare imod, og det er den Tankeløshed, hvormed man ved saamange Theatre behandler Expositionsscenerne; det er vistnok saa, at man netop i disse som oftest fra Forfatterens Haand finder Mangt og Meget, der kun vanskelig passer ind under de handlende Personers Charakteristik forøvrigt, og som nærmest kun er indflettet i Stykket for at klargjøre Situationen; men er det saa, da bør jo netop Skuespilleren saamegetmere anstrænge sig for at forene det Charakteristiske med det for Stykket Nødvendige; ofte hænder det ogsaa, at Skuespilleren formedelst sin ikke ugrundede Mistillid til Expositionen undlader at granske efter nogen dybere Mening deri, uagtet en saadan maaskee med ringe Møie var at udfinde.
I 6te Scene viser Hertuginden af Portsmouth sig. Mad. Jørgensens Indtrædelse er ypperlig; der savnes Intet, hverken af Charakteren eller af Situationens særegne Indvirkning paa denne. Den raske Gang, den ydre Ugeneerthed, det freidige Udtryk (hvorved Blikket dog er usikkert) betegner altsammen «Glædens frie Datter»; men alle disse Eiendommeligheder ere her forcerede, drevne ud over den sædvanlige Grændse netop fordi hun med Bevidsthed lader dem komme tilsyne i den Hensigt derunder at dølge den Følelse af Ildebefindende, som en Sammenkomst med William Russells Hustru hos hende nødvendigviis maa fremkalde. Heri ligger det virkelig kunstneriske Spil, det, hvorved en Person virker dramatisk. At opfatte og gjengive Charakteren i dens abstrakte Almindelighed lykkes som oftest for den dygtige Skuespiller, men hvad der ligesaa ofte skorter paa er Charakterens Uendelighed af Afskygninger alt efter de Situationer og Omgivelser, hvorunder den momentant befinder sig. Mad. Jørgensens Opfatning af denne Rolle er dristig, men holder sig dog stedse med Smag indenfor Tilladelighedens Grændser; men hvad der mere end dette fortjener at fremhæves, er det øiensynlige Hensyn til Stykkets Hovedpersoner, hvormed den er opfattet. Dette kan ikke noksom anbefales til Efterligning; thi det isolerede Rollestudium drives selv af bedre Kunstnere; af Rollens Repliker skaber man sig, hver for sig, et Totalbillede, uden at overveie om den Medspillende, til hvem man skal danne Lys‐ eller Skyggesiden, kræver en saadan eller maaskee en ganske forskjellig Opfatning, uden at betænke, hvorvidt den Grundstemning Forfatteren har lagt over det Hele derved forfeiles eller ikke, – og jeg tænker, at de Fleste af os har været Vidne til, hvorledes Totaliteten da mangengang kommer til at se ud. – Et hermed beslægtet Misgreb er det, naar en Biperson vil detaillere Rollens Charakteer i samme Grad som Stykkets Hovedfigurer; naar en Maler anbringer et Træ i Billedets Mellemgrund eller Baggrund, saa udfører han ikke hvert Blad, hver Kvist med samme Nøiagtighed, som den, han anvender paa Forgrunden, og efter samme Grundsætninger bør ogsaa den sceniske Kunstner handle; derved faar Handlingen sit Perspektiv; thi gjøres alle Stykkets Figurer til Hovedpersoner, saa faar Stykket netop derved ingen Hovedperson.
Men er Mad. Jørgensens Indtræden fortrinlig, saa er hendes Udgang det ligesaa; ogsaa her, efterat Lady Rachel har forladt Værelset, see vi Hertuginden udenfor den normale Stemning, eftersom hun er behersket af Vrede over den krænkende Modtagelse, – ogsaa her see vi altsaa hendes Charakteer ligesom gjennem et farvet Glas; men der ligger i Sandhed en fiin kunstnerisk Harmoni over de to Nuancer, som denne Scene lader hende udfolde; denne og ingen anden Maske vilde en Charakteer som Hertuginden kunne paatage sig ved sin Fremtræden, – denne og ingen anden Art af Vrede vilde hiin Affærdigelse være istand til at vække hos hende; Spillets Følgerigtighed i deslige Enkeltheder paaskjønnes altfor sjeldent.
Naar jeg ytrer om Hr. Brun, at Barillon ikke hører til hans bedste Figurer, saa siger jeg visselig ikke Andet, end hvad han allerede har sagt sig selv; men en Bemærkning maa jeg dog gjøre, fordi den kan anvendes paa flere Skuespillere og vel fortjener at lægges Mærke til. Jeg sigter her til Hr. Bruns Behandling af Monologerne (f. Ex. 1ste Akt 9de Sc. og 2den Akt 8de Sc.); disse give Hr. Brun som en Henvendelse til Publikum, hvorved Illusionen ophæves og al dramatisk Virkning gaar tabt. I Holbergs Stykker er saadant ikke blot tilladeligt, men endog rigtigt; her derimod bør det ikke finde Sted. Naar Barillon i 1ste Akt ytrer for sig selv:
Som hans Udsending staar jeg her og tror
At have viist mig Ludvigs Tillid værdig.
Alt gaar fortræffeligt. Jeg lader dem
Oprives mod hinanden o. s. v.
da maa ikke dette fremsiges som om Barillon allerede forlængst havde den hele Tankebygning færdig i Hovedet; thi meget deraf er jo et Resultat af, hvad der i det foregaaende Øieblik uformodet hændte, men vi maae see, hvorledes han diplomatisk arbeider, hvorledes han Led for Led konstruerer sin Plan, kjæmper sig fremad Sats for Sats, med et Ord gjennemlever sine Kombinationer for vore Øine, istedetfor at fortælle os dem som færdige i Forveien; thi derved virker han dramatisk, derved faae vi Barillon selv paa Scenen, medens vi nu kun høre hans Fremstiller berette om ham. Denne feilagtige episke Behandling af Monologen er ikke sjelden; vistnok er det ofte Tilfældet, at en Forfatter ikke har tænkt sig deslige Partier anderledes gjengivne, men Tilskuerne og Kunsten vilde sandelig mangengang være daarligt tjente med, at Skuespillerne kun gave, hvad Forfatteren har villet, og hverken noget Mere eller Bedre.
Om Jfr. Svendsen skal jeg fatte mig i Korthed; hun er et mærkeligt Fænomen, begavet med et lykkeligt Instinkt til at træffe det Rette, begavet med Evne til over sine Præstationer at sprede en Poesiens Glands, der til sine Tider næsten hæver sig til Forklarelse; men saa er ogsaa hendes kunstneriske Selvvirksomhed saameget mindre, – det synes næsten som om Grundtonen, Charakteren, Stemningen søgte hende, hun ikke denne. Videre at paavise hendes svage Sider vilde derfor være spildt; thi de ligge for Størstedelen begrundede i hendes Natur, og kan ikke rettes paa; men af ovenstaaende Charakteristik vil det være let at indsee, hvad hun af Lady Russells Rolle magter og hvad der ligger udenfor hendes Omraade. En Kvindes Kjærlighed og Smerte, Sjelshøihed og Hengivelse kan hun bære frem for os varmt og gribende, thi dertil er hun selv Kvinde nok; men at give Kjærligheden og Smerten, Sjelshøiheden og Hengivelsen saaledes, som den aabenbarer sig i Lord Russells Gemalinde, i den «stive Puritanerfrue», i en af Repræsentanterne for Englands høieste Aristokrati, – det formaar hun ikke, dertil er hun ikke Kunstnerinde nok. Et Par Smaafeil, som ikke ere udsprungne af hendes eiendommelige Begavelse, og som hun derfor godt kan rette paa, skal jeg imidlertid her i Forbigaaende nævne. Først og fremst er der nu hendes Mangel paa naturlige Pauser i Repliken; hun synes at have ladet det bero med den første og tarveligste Regel, at man bør standse noget ved Komma og lidt mere ved Punktum; men dette «lidt mere» kan varieres i det Uendelige. Har hun midt i sin Replik et Tankespring at gjøre, en Overgang fra en Forestilling til en anden, saa maa man dog af Pausens Eiendommelighed, af Ansigtets Udtryk og den forandrede Tone see, at denne nye Tanke opstiger, hvortil den ogsaa maa gives tilbørlig Tid, forinden den fremsiges; thi ellers faar det Hele et mekanisk Præg, og Illusionen er borte. Det samme gjælder ogsaa den mangelfulde Maade, hvorpaa hun ofte forbereder sine Repliker; naar hun f. Ex. i Slutningen af 1ste Akt siger:
See William, see! – hvor Aftensolen daler
Med røde Straaler o. s. v.
og i det Samme vender sig om mod den Kant, hvor hun veed, at Aftenlyset maa falde ind, saa er dette urigtigt blandt Andet af den Grund, at den umiddelbart foregaaende Linie:
Ja dette er et blidt og roligt Hjem!
bør have modtaget en stor Deel af sin Varme og Inderlighed ved det Velbefindende, som Synet af den milde Aften allerede da har fremkaldt hos hende, men som hun altsaa tidligere maa være bleven opmærksom paa. Deslige Smaating nævnes kun exempelviis, men en sand Kunstner overseer dem aldrig. Vistnok er det sandt, at Jfr. Svendsen kan virke stærkt uden dette grundigere Studium, men saa maa man ogsaa komme paa det Rene med sig selv om at denne Virkning ikke er beslægtet med den, der ligger i en fuldtudviklet Tonekunstners Præstationer; men vel med den, der griber os over en genial Natursangerske; naar vi applaudere hende, da gjælder det ikke hendes Kunst, men hendes kunstneriske Anlæg.
(Fortsættes)
gtrhgtrughtrugt
«LORD WILLIAM RUSSELL»
OG DETS UDFØRELSE PAA CHRISTIANIA THEATER
(Fortsat fra forrige Nr.)
I anden Akt henflyttes Scenen til London; Howard træder ind i Hertugens Forgemak for at forlange Audience. Allerede ved den første Replik viser Hr. Petersen, at han ikke udtømmende har studeret disse Partier af Rollen, idet han nemlig i ufordulgt Bevægelse og med bydende Tone siger til en tilstedeværende Betjent:
Meld mig – Lord Howard, – strax hos Hertugen!
I hvilket Øiemed kommer Howard? Jo, for selv at røbe de oprørske Planer, som han frygter for ikke længer kan skjules, – og saaledes ved en tilsyneladende frivillig Bekjendelse muligviis frelse sig selv. Men hvis saa er, da vil en Mand med hans Charakteer for det Første ikke træde ind med en Heftighed, som maa gjøre det klart for Betjenten, at der er noget Galt paafærde; han er desuden en letsindig Mand, som indtil han støder paa Oberst Rumsey endnu smigrer sig med, at Alt maa gaa godt og som hykler Sorgløshed ikke alene for at skuffe Andre, men ogsaa for at skuffe sig selv og neddysse den indre Angst, der ideligen martrer ham, – og for det Andet er Howard feig, men i saa Fald vil den ringeste Domestiks Velvillie have Betydning for ham paa det Sted og under de Omstændigheder, hvori han befinder sig; havde Hertugens Hund været tilstede, saa vilde Howard have lokket den til sig, spurgt om dens Navn og klappet den. Den lille Scene med Rumsey gaar vel nok, men under det Paafølgende, ligeoverfor Hertugen, tager Hr. Petersen atter Feil. De to Repliker:
Jeg nægter ei, at jeg var der tilstede
Vel et Par Gange, men – o. s. v.
samt:
Jeg vilde lade Sagen modnes, Herre!
For saa paa eengang o. s. v.
fremsiger han med flydende Tunge, sikker Holdning og endog med en vis overbevisende Kraft; men saa geläufig lyver man ikke ligeoverfor en fyrstelig Person, naar det gjælder Liv og Død. Her viser det sig aabenbart, at vedkommende Skuespiller kun har studeret Howards Charakteer, men ikke Situationens Indflydelse paa samme. Paa Veien fra Stratton til London har Howard ganske rigtigt forberedt sig paa Sammenkomsten med Hertugen, han har lært udenad den Tale han vil holde, sagt sig selv, at den maa fremføres med flydende Tunge, med Sikkerhed i Blik og Holdning, Optrinet har han stadigen imagineret sig og mere end eengang spillet den hele Rolle igjennem, men alt eftersom det afgjørende Øieblik nærmer sig, synker Modet, Sammentræffet med Rumsey ødelægger den Rest, der er tilbage og naar Hertugen viser sig, saa er Selvbeherskelsen borte, og af den velstuderede Tale har han kun beholdt enkelte forvirrede og om hinanden kastede Brudstykker, Tanketraaden glipper hvert Øieblik, Ordene sidder ham fast i Halsen, han snapper efter Luft, han er ikke længere Herre over sin Holdning, – Bevidstheden om alt dette forøger endmere hans Forvirring og i denne Retning gaar det stigende fremad, indtil han endelig med Ynkværdighedens yderste Udtryk fremstammer sit:
Endnu jeg har
Dog Ting af Vigtighed at aabenbare,
Som ei de Andre kunne komme med.
Feilagtigt er det ogsaa naar Howard senerehen glatvæk angiver alle de medskyldige Lorder og først standser ved Russells Navn. Skuespilleren bør betænke, at saaledes kunde Howard ikke handle, thi ond er han egentlig ikke; han kjæmper for sit Liv, men vil dog gjerne vinde det for den billigste Priis; det vil koste et Hoved har Rumsey sagt, for hvert Navn holder han altsaa inde, kaster et Blik paa Hertugen, et Blik, hvori der ligger en Bøn om Forbarmelse og en angstfuld Speiden efter det Indtryk, det nys nævnte Navn har fremkaldt; men Hertugens Ansigt er ubevægeligt, thi det er Russells Navn han vil høre, og Howard skjønner, at endnu En maa forraades, ifald han skal kunne frelse sig; det skeer – endnu et Navn opgives, derpaa samme stumme Spil og saaledes hele Rækken igjennem indtil han kommer til Russell – men nei, det er formeget, han kan ikke, Tungen svigter ham, da spores endelig paa Hertugens Ansigt det Udtryk af Tilfredshed, som Howard med Fortvivlelse har speidet efter, og da hiin hjælper ham paa Glid og selv nævner Navnet, da er det ligesom den letsindige Mand aander friere igjen, idet han udgisper:
I har det sagt, ei jeg, min høie Herre.
Hos Hr. Jørgensen, som Hertug Jacob, kommer ethvert af Rollens fremherskende Træk til fuldkommen Klarhed; allerede i den tause Gaaen over Scenen ved hans første Indtræden ligger der en heel Charakteristik; nok muligt, at man kunde ønske en noget skarpere Individualiseren, at Bigotteriet, Herskelysten, Hævnsygen o. s. v., havde aabenbaret sig i en eiendommeligere, en fra alle Andre mere adskilt Personlighed, men det bliver et stort Spørgsmaal om dette kunde skee uden at stille Hertugen formeget i Forgrunden og saaledes forrykke Stykkets naturlige Perspektiv. Priseligt er det, at Hr. Jørgensen saa stærkt fremhæver det mørke Religionssværmeri; thi i Kraft af dette faar Hertugen subjektiv Ret ligeoverfor Russell, og saaledes er dog almindeligviis det sande Forhold; vilde alle Skuespillere lægge tilbørligt Mærke dertil, saa undgik man maaskee hine selvbevidste Skurke, som intetsteds findes udenfor Scenen.
Scenen i Lord Russells Huus, hvor Oppositionens Høvdinger ere forsamlede, vilde utvivlsomt vinde meget, dersom den, fra det Øieblik Varselet om den overhængende Fare gjennem Lady Rachel er meddeelt, blev fra de Sammensvornes Side given med et stærkere Udtryk af feberagtig Spænding. Vistnok ere de fleste af de Tilstedeværende modige Mænd, Cavendish vil endog senerehen gaa i Døden for sin Ven, – men Et er roligt at møde en uundgaaelig, bestemt Skjæbne, – og et Andet at vente paa en uvis Lod, at oppebie Svaret, naar Spørgsmaalet dreier sig om Frelse eller Ikke‐Frelse; i dette sidste Tilfælde ytrer maaskee den modige Mand en stærkere Uro end den Feige; thi hiin har Handlekraft og kan ikke bruge den, netop fordi Faren er uvis, medens den sidste, saalænge han kan, neddysser sin Angst med allehaande falske Trøstegrunde. Uheldigt virker ogsaa Tjenerskabets Indstyrten ved Aktens Slutning; Forfatterens Mening har naturligviis været at forberede den paafølgende Arrestation, – gjennem Huusfolkenes forskjellige Udtryk af Sorg, Forfærdelse o. s. v. at give et Billede af den Stemning, som Russells Fængsling fremkalder blandt Massen, men dette forfeiles selvfølgelig aldeles, naar man kun lader en Flok Mennesker optræde uden Spor af Deeltagelse, ja endog uden Tegn paa, at de fatte Situationen.
En farlig Sag er det, at bringe en Retsforhandling paa Scenen, saafremt den skal virke dramatisk; men dobbelt Omhu bør derfor ogsaa et Theater anvende paa deslige Scener, og det saamegetmere ifald den reent dramatiske Virkning kun partielt er tilsigtet af Forfatteren, – og saaledes er det Tilfældet i Munchs Tragedie. Dramatisk Virkning er kun tilstede i det Tilfælde, at Situationen eller Charaktererne ved indbyrdes Rivning drive hinanden fremad og derved udlokke et Resultat; men her skal intet Saadant skee, over William Russell er Dødsdommen i Grunden afsagt endnu forinden han føres for Skranken, hans Optræden være som den vil, hans Forsvar være noksaa glimrende, – de Eedsvorne have deres Instrux, og den fravige de ikke. Men hvis en saadan dramatisk Virkning ligger udenfor Værkets Plan, saa kræve vi, at der idetmindste gives os et plastisk Billede, og dertil er rigelig Anledning forhaanden; vi kræve, at enhver Optrædende skal være kunstnerisk og ikke blot materielt tilstede; det hjælper lidet at overfylde Retssalen med Statister ifald ikke disse som Tilhørere tage Deel i Handlingen, i dem kræve vi at see et Billede paa det oprørte engelske Folk, – Spænding, Forventning, Forbitrelse, Hengivenhed for den Anklagede o. s. v. maa være læselig paa alle Ansigter; kan dette ikke opdrives, da er det bedre at give den hele Forhandling uden hiint stortallige Auditorium, thi hvad der ikke virker til den rette Forstaaelse, det virker mod den. Noget mere udtryksfulde Hoveder kunde man ogsaa ønske hos DHrr. Jurymænd, og denne Fordring er det ialfald let at fyldestgjøre. Ganske rigtigt er det forresten af Hr. Nielsen at give Dommerens Rolle uden nogetsomhelst individuelt Præg; thi hos Dommeren paa Dommersædet er Personligheden ophævet, vi ville ikke see Russell domfældt af denne eller hiin Øvrighedsperson, men af Englands høieste Tribunal, – hvem der repræsenterer dette er os ligegyldigt.
I denne Akt er Hr. Petersen heldigst som Lord Howard; Indvirkningen af Russells Nærværelse kommer klart frem; Aflæggelsen af Vidnesbyrdet og hvad derpaa følger er i alle Dele som det bør være, men over den foregaaende Replik:
Just som jeg
Stod færdig til at gaa den tunge Gang
Herhid, for efter Borgerpligt o. s. v.
kunde man dog ønske en større Gjennemsigtighed – og lidt mindre ubevidst Deklamation; over denne Replik skal der nemlig være udbredt et dobbelt Skjær, – man skal baade see Howards egen Bevægelse, hans indre Rystelse ved Essex’s Død og Hertugens Instruktion, ifølge hvilken hans hele Beretning er affattet; det er en vanskelig Opgave, som her er stillet Skuespilleren, men at løse deslige Vanskeligheder er netop det Interessanteste for den høiere Kunstner.
Om Hr. Wiehe som William Russell skal jeg ganske undlade at ytre mig; Forfatteren af denne Kritik har nylig havt Anledning til om ham at udtale sin Formening, og Enhver, som kjender saavel Hr. Wiehe som det heromhandlede Drama, vil med Lethed paa egen Haand kunne opgjøre sin Mening.
Jeg skal nu gaa over til en kort Betragtning af 4de og 5te Akt, der i en vis Forstand danne et Afsnit for sig selv. Dersom ikke en Person kan virke dramatisk ved at være Gjenstand for Handling ligesaavel som ved at være den Handlende, da vilde disse Akter maaskee være uberettigede i en Tragedie, men saaledes forholder det sig i Virkeligheden ikke; i Hamlet er det netop Hovedfigurens Mangel paa Handledygtighed, som betinger det Heles dramatiske Virkning, og om William Russell end ikke i denne sidste Deel af Stykket optræder handlende, saa er dog den indre Handling, de paa hinanden følgende sjælelige Udviklinger i fuld Gang ligetil Enden, og for Lady Rachels Vedkommende, da er hellerikke den ydre Handling stillestaaende ligetil Slutningen af 4de Akt. Hendes Sammenstød med Howard og senere med Hertuginden, ligesom Scenen i Fængslet mellem Russell og Hertugen er Altsammen fuldkommen dramatiske Momenter, thi ved ethvert af dem er nødvendigviis Situationen rykket et Skridt fremad og den endelige Slutning derved yderligere forberedt.
Hr. Wolfs Fremstilling af Lord Cavendish er sand og hjertelig, den passer ganske ind under Stemningen; i Scenen med Burnet spores tydeligt, at han kommer i en bestemt Hensigt til Fængslet og i den derpaa følgende Enetale med Russell ligger der over hans Spil en Inderlighed, blandet med dyb Smerte, som i Et og Alt er skikket til at stille disse smukke Partier i det Lys, Forfatteren har tilsigtet.
Howards Monolog i 8de Scene gives af Hr. Petersen med en vis eensformig Deklamation, som her er aldeles paa urette Sted. Alle de korte, hvasse Sætninger, hvoraf Monologen bestaar og hvori der under idelige Tankespring spores en rig Vexlen af Stemninger, kræver nødvendigviis en hertil svarende Stigen og Synken af Tonen, en hurtigere eller langsommere Takt, en Røst, der snart hæver sig, snart igjen falder, alt eftersom Indholdet tilsiger det; men fremfor alt kræves, at Skuespilleren virkelig i Momentet gjennemlever alle hine vexlende Stemninger istedetfor at fortælle, hvorledes han føler dem. Hvo indseer ikke, at i den første Linie:
Han kjendte mig! – saa gjør de Alle – Alle
maa det første Udraab gives med en ganske anden Betoning og i en ganske anden Takt end det Øvrige; det maa udslynges hvast, forskræmt, i Skrækkens første Øieblik, derpaa en Pause og saa tilføies Resten dæmpet, jamrende, synkende sammen under Vægten af den Følelse, som derved griber ham. En anden Feil er det, naar Hr. Petersen i enkelte Sætninger lægger for Dagen, at han kjender den Indvending, som ifølge Rollens Forskrift skal komme bagefter. Med langt større Sandhed vilde han f. Ex. kunne fremsige sit
Jeg maa til Hertugen – at bede ham –
naar han ikke lod sig mærke med, at han huskede paa, hvorledes han skal afbryde sig med Ordet «Hvorom?» thi den Indvending, som ligger i dette «Hvorom» skal jo først opdukke for Howards Tanke efter at den første Linie er udsagt; thi har han Indvendingen paa rede Haand iforveien, da bliver hans Forsæt at gaa til Hertugen meningsløst. Gjennemarbeides Repliken saaledes i Enkelthederne, da vil det være umuligt for en dygtig Skuespiller blot at deklamere den, han vil næsten nødes til at give den med virkeligt Spil og altsaa ogsaa med dramatisk Virkning.
Det paafølgende Sammenstød med Lady Rachel gaar langt bedre, og naar Howard efter Udraabet: «kun Liv, kun Liv!» forlader Scenen, saa er Bifaldet velfortjent. Jeg har opholdt mig saameget ved Lord Howards Rolle, fordi den forekommer mig at være den vanskeligste Opgave, Stykket frembyder til Løsning af en tænkende Kunstner; jeg kan ikke betvivle, at Rollen er heldigt anbragt hos Hr. Petersen og rimeligviis vilde de paafølgende Opførelser have rettet paa Mangt og Meget af hvad ovenfor er gjort Indvendinger imod; naar jeg desuagtet ikke har tilbageholdt mine Bemærkninger, saa er det fordi jeg tror de ville kunne anvendes ogsaa udenfor det givne Tilfælde.
Sammenstødet mellem Hertuginden og Lady Rachel i 12te Scene hører fra Forfatterens Haand til Stykkets Glandspunkter, men for at det ogsaa skal kunne blive dette paa Scenen, maa Jfr. Svendsen give os noget Mere; at hun river Papiret af Hertugindens Haand og kaster det for hendes Fødder, betyder i Grunden Intet, saalænge denne Handling ikke øiensynligen er en ligefrem Følge af den sjælelige Høihed, hvortil det Foregaaende af Scenen har løftet hende op; naar vi altsaa faae Handlingen uden i tilstrækkelig Grad at spore dens Forudsætning, da er visselig ikke Alt, som det bør være.
5te Akt er utvivlsomt fra Fremstillingens Side den mest harmonisk virkende i hele Stykket; DHrr. Martini og Giebelhausen passe fortrinligen ind i deres Partier og gjengive dem netop saa stærkt markerede, som deres Forhold til det Hele paabyder.
Angaaende Scenen mellem Hertugen og Russell kunde der maaskee rettes en Anke mod Forfatteren; Hertugen kommer for at tilbyde den Dødsdømte Liv og Frihed ifald han fuldstændigt underkaster sig, fornægter sin fordums Færd, anerkjender Kongehusets guddommelige absolute Ret og om alt dette afgiver en Erklæring med Haand og Segl. Men kan her virkelig være noget Valg? Maatte ikke selv en svagere Sjæl end Lord Russell foretrække Døden for et saadant Vilkaar? En langt haardere Fristelse vilde han havt at bestaa, ifald Hertugen istedetfor en offentlig Tilbagekaldelse havde forlangt en hemmelig, hvilken jo for en Mand, som Russell, vilde være ligesaa bindende. Men Forfatteren har desuagtet ubestrideligen valgt den rette Vei; thi for det Første kommer Hertugen neppe til Fængslet med oprigtigt Ønske om at frelse Russells Liv, men vel nærmest for at berolige sin Samvittighed, og denne maa hos en Charakteer som Hertugen ansees for saa rummelig, at Øiemedet opnaaes selv om han forelægger sit Slagtoffer en uantagelig Betingelse, og desforuden nærer naturligviis Fanatikeren saa megen Ringeagt for Sandheden af en «Kjætters» Overbeviisning og Meninger, at Russells mulige Beslutning maa for ham stille sig langt tvivlsommere, end for den Uhildede. Hvis altsaa Forfatteren her har nægtet sin Helt en end større Glorie, saa har han ogsaa i en end høiere Grad fyldestgjort den psychologiske Sandhed.
Jeg har nu upartisk udtalt mig over Opførelsen af «Lord William Russell» og, som jeg i Begyndelsen af min Opsats ytrede, vil den skjønsomme Læser af de paapegede Enkeltheder kunne danne sig et nogenlunde anskueligt Begreb om Christiania Theaters Standpunkt som Kunstanstalt. Falder Betragtningen end ikke i alle Dele fordeelagtigt ud, saa rammes ingenlunde dets enkelte Medlemmer deraf; thi et Theater kan tælle ypperlige Kræfter blandt sit Personale og dog som Heelhed betragtet staa temmelig lavt; saameget maa vi dog være enige om, at Impulsen til en ædlere dramatisk Smagsretning ikke, som af Chr.‐Postens Anmelder bebudet, kan haabes i den nærmeste Fremtid at ville udgaa herfra. Men maaskee dog engang i Tiden? Ja hvem veed; den nysnævnte Kritiker har engang antydet en eiendommelig Theori, og holder denne Stik, saa var det nok muligt.
I Anledning af Hr. Skuespiller Bruns Debut i afvigte Mai Maaned indrømmer han nemlig, at denne Kunstner er en talentfuld Mand, men protesterer dog mod et andet Blad, der havde kaldt Hr. Brun et Geni; dette er han endnu ikke, mener Chr.‐Postens Anmelder, – men maaskee han om nogle Aar kan kaldes saaledes. Uendelig store Muligheder for Theatrets Fremtid ligger i denne Tanke.
Men Spørgsmaalet, som Chr.‐Postens Kritiker pligter at besvare, er dette:
Hvor lang Tid behøve i Regelen Talenterne for at avancere til Genier?

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her